Af Martin Borup Mogensen

Lad os starte med at slå en ting fast. Man tager ikke til Thessaloniki på grund af det høje faglige niveau, det udfordrende studiemiljø eller de velorganiserede undervisere. Men det var heldigvis heller ikke derfor, jeg tog på udveksling – så havde jeg nok ikke vendt snuden mod Grækenland.

Det faglige niveau ligger en del under det, du kender fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Da jeg var af sted, foregik det på et hold oprettet specielt til Erasmus-studerende og med fokus på journalistik.

På sådan et hold kommer de studerende fra meget forskellige akademiske baggrunde, og for nogen er denne undervisning første gang, de stifter bekendtskab med de værktøjer, der bliver brugt i journalistik. Selvom man selvfølgelig skal have alle med, kan det, når man for forholdsvis kort tid siden har tilbragt 18 måneder i praktik på en dansk mediearbejdsplads, virke en anelse tungt, at man skal til at høre om, hvad en nyhedskrog er, og at den helt store grænseoverskridende udfordring ligger i at interviewe en ”rigtig kilde”.

Ved flere lejligheder følte jeg, at vi som studerende på DMJX var bedre klædt på i faget journalistik, end visse undervisere. Det var dog ikke i alle fag, det gjorde sig gældende, og der var faktisk undervisere, der virkelig havde noget at byde på. Især professor Skamnakis blev et fantastisk bekendtskab. Selvom hans undervisninger var få og indholdet ofte ret irrelevant, var vores aktiviteter med ham uden for klasseværelset fantastiske – med politiske diskussioner, valgaften, middage, barture og en tur til hans fødeø, Kreta.

Når man læser ovenstående, kan man måske komme til at tænke den tanke, at jeg ikke er nød mit udvekslingsophold. Det er dog på ingen måde tilfældet. Jeg er faktisk helt vildt glad for mit ophold. Erasmus er nemlig meget mere end de ting, man kan tage med hjem fra klasseværelset. Det er en kulturel udveksling, hvor det handler om at møde mennesker med en anden baggrund, fra en anden kultur og med et andet livssyn. Og her scorer Thessaloniki virkelig højt. Thessaloniki er en kæmpe studieby, på samme måde som Aarhus er det – bare dobbelt så stor. Aristotle, der er et af byens to universiteter, er landets største, og på alle ugens dage er der en fest eller en middag et eller andet sted, man kan snige sig med til. Som allerede nævn læser man på et Erasmus-hold med studerende fra hele Europa, der står i samme uvante situation som en selv. Det betyder dog ikke, at man nødvendigvis kommer til at være en del af et lille lukket ”samfund” udelukkende af Erasmus-studerende. Vi valgte meget tidligt at prøve at skabe os et netværk af lokale, som kunne gøre vores ophold så græsk som muligt, og da grækerne er de meste åbne og hjælpsomme mennesker, jeg nogensinde har mødt, var det ikke svært at få stablet et lille hold på benene bestående halvt af Erasmus-studerende og halvt af lokale, unge grækere, der kunne vise os den lille anarkistiske bar, hvor der kun arbejde unge med tilknytning til ungdomshuset; den lille hyggeligt restaurant, der blev drevet som et kollektiv med lokale, økologoske råvarer; café-gaden med boheme-stemning, hvor de lokale hang ud og vigtigst af alt, som kunne tage os med hjem til deres fødeby, hvor den stod på helstegt lam, ouzo, dans og højrystede familiesammenkomster på terrassen i solen over påsken.