Jeg har været virkelig begejstret for mit semester i Beirut, og vil varmt anbefale byen. Libanon er en del af Mellemøsten, men på mange måder minder Beirut mere om de fleste storbyer i Europa, hvilket betyder at det er meget nemt at føle sig hjemme – også selvom man kun har et semester. Det er nemt at stable en omgangskreds på benene, og unge mennesker går i byen og lever et liv, der ligner vores til en forveksling. Men Libanon er meget kontrastfyldt og Beirut er på mange måder en lille oase, så husk at se resten af landet, når nu du er der – og lad dig ikke skræmme af forkælede Libanesiske studerendes skræk fra alt det fremmede uden for Beirut – man kan sagtens rejse rundt i landet.
Rent fagligt er AUB meget, hvad man gør det til. Minimumskravet fra Journalisthøjskolen er tre fag, og du kan vælge undergraduate-fag eller graduate-fag. Jeg tog et graduate-fag, og det er jeg glad for, for niveauet på undergraduate-fag er generelt ikke særlig højt. Du kan ikke rigtig vide, hvad der er muligt at vælge af fag, før du kommer herned. Mange af de fag, der står listet, udbydes ikke hvert semester. Du kommer til at rende forvirret rundt på diverse kontorer den første uge, men alt skal nok løse sig – inshallah:) Jeg havde følgende tre fag:
MEDIA Arab Media and Society, Professor May Farah, graduate fag, som blandt andet gennemgår mediedækningen af de store Mellemøst-konflikter og de største issues i mediebranchen i den arabiske verden. Vildt spændende. Jeg har været glad for at have et mediefag, fordi man automatisk er en del af department of Media Studies og derfor får informationer om foredrag mv..
SOAN Gender and Culture, Professor Livia Wick, Undergrad. Spændende, hvis man er til køn/kultur. Generelt vil jeg sige, at det er godt at vælge fag, som ikke udelukkende er til de internationale studerende (Som for eksempel de fag der udbydes på CAMES – Middle Eastern Studies), fordi diskussionen med de libanesiske elever altid er sjov og lærerig. Meget overkommelig arbejdsbyrde.
HIST Formation of Islamic Thought, Professor Lyall Armstrong, Undergrad. Vildt spændende, en gennemgang af udbredelsen af Islam og Islamisk lov og politik. Du kommer igennem alt fra historien om Muhammad til moderne diskussioner om Jihad og Sharia. Sej underviser, overkommelig arbejdsbyrde.
Det er nemt at finde et sted at bo i Beirut, der er altid masser af ledige lejligheder og værelser og prislejet er 400-600 for et værelse i de populære områder. Jeg vil anbefale, at man venter med at finde noget, til men er hernede, da her er rigtig mange dårlige lejligheder med mærkelige udlejere. Der er to forskellige Facebook-sider med opslag om værelser og lejligheder. Jeg boede i Hamra, som er 5 minutters gang fra AUB. Der er masser af andre fede områder at bo i, men de fleste ligger i den anden ende af byen, og man kommer til at bruge en del tid og penge på transport frem og tilbage fra Campus.
I forhold til økonomi søgte jeg omkring 10 forskellige fonde, og jeg fik støtte fra:
Nordea Fonden 10.000
Knud Højgaards Fond 13.000
Den Fynske Bladfond 5000
Legatansøgning tager lang tid og koster mange frimærker, men det kan virkelig betale sig.
Det var vist det mest praktiske, og man skal være velkommen til at kontakte mig, hvis man har spørgsmål om AUB eller Beirut.