Af Søren Berggreen Toft

WÆÆÆÆÆÆLCOME TO EGYPT

Det er mørkt og så’n lidt småkoldt, da vi lander i Kairo en mandag aften sidst i januar. Med det samme, vi kommer ud af ankomsthallen stimler taxachaufførerne om os som fluer om en lort. Vi ved ikke helt, hvor vi skal bo den første nat, eller hvor vi skal gå hen. Men vi ved sådan cirka, hvor meget en taxa skal koste, og at de her friske fyre alle beder om cirka tre gange så meget. Efter lidt tid får vi en af dem, en ældre herre, der ikke taler engelsk, ned på en tilforladelig pris. Chaufføren følger os ud til sin bil, der ligner et levn fra den gang, Egypten valgte at søge støtte i Sovjetunionen frem for USA. Den vil ikke starte og må løbes i gang.

»It’s no problem. It’s no problem,« siger chaufføren med et smil, da han springer ind på førersædet igen og vrider nøglen om, så fortidslevnet hoster og med et ryk sætter i gang.

I et land, hvor rigtig meget sjældent fungerer, har Cairenerne (jeg ved ikke, hvad de hedder, men lad os kalde dem det) en fremragende evne til alligevel at få tingene til at køre. Det er fascinerende, når man først har lært, hvordan det hele hænger sammen. Men i begyndelsen kan det være frustrerende, når man selv kommer fra et samfund, hvor alt fungerer, og hvor det bare ikke er ok at komme for sent.

I begyndelsen er det frustrerende, når folk møder en time for sent op til en aftale. Eller to timer. Eller slet ikke. Det er frustrerende, at alt tager tre gange så lang tid, som det burde tage. Og det er frustrerende, at alt er beskidt, at den forurenede luft river i lungerne, at folk ud at trække på skuldrene smider deres skrald på gaden, i parken, i Nilen.

Men når jeg nu sidder i et DSB-tog fra København til den jyske vestkyst og irriterer mig over, at mine medpassagerer irriterer sig over, at toget først var ti minutter forsinket og nu har holdt stille i Slagelse i 10 minutter, kan jeg ikke lade være med at tænke »tag det nu roligt , vi når det jo nok.«  Og jeg indser, at inden jeg tog til Kairo ville jeg have været lige så irriteret som dem, jeg nu sidder og irriterer mig over.

For tålmodighed er en dyd i Kairo, og man finder hurtigt ud af, at selvom alt er ustruktureret og uforudsigeligt, så når man alligevel altid det, man skal. Og lidt efter lidt begynder man selv at tage lidt løst på alt det der med at komme til tiden og overholde aftaler. Man bliver integreret.

Når man når dét punkt. Der, hvor man kan finde ro i at sidde fast i trafikken i en varm taxa og ryge ud af vinduet og småsludre med chaufføren, selv om man skal nå noget, hvor man kan trække på smilebåndet og råbe tilbage til de egyptere, der råber »WÆÆÆÆÆÆLCOME TO EGYPT!« på gaden flere gange om dagen – hver dag, hvor man ikke tager det så tungt, hvis man ikke lige rammer skraldespanden med sit æbleskrog, for skraldemændene tømmer den alligevel ud på fortovet morgenen efter. Når man når dét punkt, så er Kairo det mest fantastiske sted i verden, for selv om der er rigtig meget, der ikke fungerer, så får de det jo alligevel til at køre.

»It’s no problem. It’s no problem.«

Nå, men for at denne her klumme også skal kunne bruges til noget konkret, hvis du, som læser dette, overvejer at tage et semester på AUC, følger her et par tips.
1) Gør det. Det er fedt!

2) Lad være med at bo på AUC’s dorms. Alle, jeg kender, som gjorde det, fortrød det. Find i stedet en lejlighed på Zamalek eller i Downtown. Det er der, de fleste internationale studerende bor.

3) Læs arabisk. Det er svært, men det sproglige fakultet på AUC er ret tjekket, og i forhold til, at jeg kun har læst det ét semester, har jeg lært ret meget.

4) Lad være med at sætte forventningerne til AUC alt for højt. Det har ikke været specielt akademisk udfordrende, og der er ikke noget som helst, der hedder selvstændig kritisk tænkning. Næ du, her er det udenadslære. Men altså, de færreste tager vel alligevel på udveksling for det faglige udbytte? I forhold til det sociale udbytte er Kairo spitzenklasse.