Carleton University

Af Kristoffer Møldrup

Canadiere siger undskyld, hvis DU går ind i dem. Canadiere siger abøut og øut i stedet for about og out. Canadiere er hockeygale mennesker, der endda har små hockey-spillende børn på sine 5 dollarsedler… Og hvilke fordomme, du ellers er støt på gennem Robin fra How I Met Your Mother. Breaking: De passer. Alle sammen!

Jeg indrømmer gerne, at jeg helst ville have været på udveksling i USA. Men jeg indrømmer ligeså gerne, at jeg meget nødig ville bytte min tid i Canada ud med et andet sted! Nordamerikansk kultur fascinerer mig, det samme gjorde muligheden for at trimme det engelske – på skrift og i tale. Det sproglige er bare en vidunderlig udfordring på et udvekslingsophold! Og når man lærer Canada at kende, så finder man ud af, at landet er langt mere europæisk end USA – og har nogle helt andre problemstillinger end naboer mod syd. En region/delstat vil løsrives og have fransk som hovedsprog. De indfødte canadiere langs kysterne er i konstant duel med det moderne samfundet for at holde fast i sine hundrede år gamle traditioner…

Midt i mellem de to store og fantastiske byer Montreal og Toronto ligger Canadas hovedstad Ottawa. En administrations-by med et meget lille strejf af storby. For 1 million indbyggere til trods, så er det 2-3 etagers town houses, der dominerer i hele byen. Og stemningen er derefter. Hyggelig, kaffedrikkende og rolig. Det samme gør sig gældende på Carleton University. Placeret godt 5 kilometer uden for down town Ottawa er campus en lille by i sig selv med alverdens sportsaktiviteter, egen bar, food court, coffee shops osv. Offentlig transport tager der lige til hovedindgangen – hvilket er rart i vintermånederne! Men en cykel vil også hurtigt kunne fragte dig mellem down town og campus.

Allerede fra første dag bliver du præsenteret for et hav af muligheder: nye mennesker, klubber/foreninger på campus, aktiviteter fra udvekslingsforeningen og masser af andre sociale invitationer. Og blandt 60-70 udvekslingsstuderende fra hele verden, så kommer du hurtigt i snak med andre! Det kan du også sagtens komme i auditorierne eller klasseværelserne. Her kræver det dog, at du henvender dig, da kulturen ikke rigtig er til dialog mellem elever, der ikke kender hinanden på forhånd. Men canadierne er flinke, så spørger du dem – om hvad som helst – så hjælper de hjertens gerne.

Udveksling er en unik mulighed. Og selvom det er på 7. Semester, og dermed kræver flere fag for at hente det rette antal ECTS point, så er det mere end det hele værd. Jeg havde fem fag (Introduction to Radio Journalism, The Filmmaker, Questions of Documentary Practice, Language & Communication og Global Political Economy) og arbejdsbyrden var i enkelte uger ganske omfattende, men det var også i høj grad tid til at nyde tilværelsen i en anden kultur med nye bekendtskaber. Jeg erfarede ved selvsyn, at Canada ikke er en trøstepræmie til de mange, der søger de amerikanske universiteter. På mange punkter har jeg svært ved at se, hvordan oplevelsen skulle blive bedre i USA…

Tag af sted på udveksling. Og vigtigst af alt, USA, Canada, Sverige eller Australien:
1. Lad vær med at stresse! Universiteterne har haft mange andre udvekslingsstuderende end dig, så det hele skal nok gå. Skal du til TOEFL-test (som du skal for at komme ind på Carleton), så forbered dig grundigt, så er den hurdle også til at overkomme.

2. Husk at nyd de omgivelser, du kommer til! Skolearbejdet skal nok gå, og de fleste professorer og teaching assistants ved godt, at du er på udveksling og ikke har engelsk som modersmål. Men brug lidt tid på at finde de rigtige fag. Du skal trods alt ’døjes’ med dem i næste fire måneder J…

3. Få sendt den udvekslingsansøgning af sted!

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *