Af Anders Grue Johansen.
En almindelig dag på University of Missouri
En slidt, gammel lejlighed. Det gode ved at bo her er, at jeg får endnu mere lyst til ikke at være hjemme. Klokken er otte, og jeg er lige vågnet. Det er onsdag, så jeg har timer fra tolv til to. Ligesom de fleste andre dage. Det betyder, at jeg efter morgenmaden kan nå over og træne i The Rec, som det kaldes i daglig tale. Det står for Recreational Complex, og det er et af de største indendørs træningsanlæg i hele US. Det er til fri afbenyttelse for alle udvekslingsstuderende. Så jeg hopper på min cykel, og tre minutter senere er jeg der. Efter træningen kan jeg lige nå også at hoppe i det indendørs badeland og få slappet af i spaen, inden jeg skal i skole.
Den første time er en forelæsningssal med 300 studerende. I 50 minutter står læreren og fortæller mig og de andre om den amerikanske forfatning, mens vi sporadisk tager noter. Den næste time varer fem kvarter og foregår i et klasselokale med 20 andre studerende. Vi diskuterer international journalistik.
Solen skinner, som den gør de fleste dage, så efter timen kontakter jeg nogle af mine internationale venner og nogle af mine amerikanske venner for at mødes på Stankowski Field til en fodboldkamp på kunstgræs. Snakken går på amerikansk fodbold. Skolens hold, Missouri Tigers, vandt igen i weekenden. De er stadig ubesejrede og kan gå hele vejen til det nationale mesterskab, hvis de fortsætter stimen. Alle er begejstrede. På lørdag spiller de på hjemmebane, og vi skal have arrangeret tailgate. Tailgating går i bund og grund ud på at mødes på parkeringspladsen foran stadion og drikke sig fuld, spise grillmad og se college football, inden Missouris kamp starter med 70.000 mennesker på tribunerne.
Hen på eftermiddagen kører vi i Walmart og køber ind til noget aftensmad. Vi kører i den bil, jeg købte, da jeg kom herover. Et par af rødderne kommer forbi til aftensmad i lejligheden. Vi burde nok kigge lidt på vores lektier i stedet for, men det kan vi altid gøre en anden dag. Vi er her for oplevelsen – ikke for det faglige.
Under aftensmaden går i gang med at planlægge vores næste trip. Columbia, Missouri ligger i rimelig afstand fra nogle interessante steder: Chicago, Rocky Mountains, New Orleans, Memphis, Nashville, St. Louis, Atlanta, Great Smoky Mountains. Intet er længere væk en tolv timer i en bil. Og road trip i USA er en oplevelse i sig selv.
Da det er onsdag, skal vi på Fieldhouse. Det er den bar med de bedste specials om onsdagen – alt den øl, du kan drikke for fem dollars. Så hele byen kommer derned i aften. Jeg bor lige i udkanten af campus, og vi kan gå ned i byen på fem minutter. Hovedgaden summer af liv sådan en varm Missouri-aften.
Klokken et lukker alle barer i Columbia. Så vi går ind og får noget fastfood, inden vi vender snuden hjemad for at sove. Næste dag vågner jeg klokken ni, og det hele starter mere eller mindre forfra. Det er livet i et semester i Columbia. Det bliver en gang imellem afbrudt af småintense eksamensperioder, ferier eller forlængede weekender med road trips. Men det er et skønt liv, der byder på sociale, faglige og kulturelle oplevelser, hvis lige jeg ikke ville stifte bekendtskab med hjemme i den danske andedam.