Murdoch University, Perth

Af Lasse Lindhardt

Jeg har tænkt en del over, hvad det egentlig er, der nu af to omgange har draget mig mod Australien. Først som backpacker op af østkysten i 2009.  Og denne gang som udvekslingsstudent på vestkysten i Perth.

Grundlæggende minder den australske befolkning en del om danskere. De kan godt lide øl, sport og deres natur. Og så har de ligesom os en tendens til hudkræft. I Australien er der bare varmere.

Lasse lindhardt murdochI forbindelse med intro-ugen indledte en oplægsholder med at sige:

”So … 35 degrees today, ey …. welcome to Austraaaalia! But tomorrow … 41 degrees! Welcome to Perth!”

Så i Perth føles øllene lidt koldere. Beachvolley er bare mere beach. Delfinerne i Coral Bay vinder over torsken i Århus Bugt. Og så slår australierne os i hudkræfttilfælde med en score på 36,7 mod Danmarks 18,5 ud af 100.000. Så tager du til Perth, så husk solcremen, fodboldstøvlerne og en appetit på naturoplevelser og Tooheys Extra Dry (god ”hverdags”-øl).

I forhold til det faglige valgte jeg at tage til Perth, fordi jeg her havde mulighed for at læse en blanding af et kommunikationsfag og noget mere kreativt, i et land hvor engelsk er modermålet.

Jeg læste Screen Production II, Media Relations og Photography and Digital Imaging. Alle sammen fag, jeg har været glad for at have og faktisk har lagt en del timer i, både af lyst og nød. Fordi man kommer ikke sovende til gode karakterer. Men hvis du bare ønsker at bestå dine fag og tage på Scarborough Beach for at surfe, eller til den laidback havneby Fremantle for at drikke latté om dagen og feste om natten – så kan det nok også lade sig gøre.

Men hvis du er villig til at knokle lidt for det, så kan du både nå at lægge nogle timer i din Media Campaign i sommerhuset med havudsigt, du låner af din roomies bedsteforældre sammen med dine internationale venner, inden øllene tager over. Og dagen efter kan du stå tidligt op for at tage tilbage til Perth og skyde film hele dagen.

”Kan man være en fandens karl om aftenen, så kan du også dagen efter,” har fatter altid sagt. Og jeg vil da skyde på, at halvdelen af optagelserne i henholdsvis den dokumentar- og fiktionsfilm, jeg producerede i Screen Production II – som også tog halvdelen af min studietid – er skudt i weekenden med tømmermænd.

Du kan i øvrigt se resultatet her:
https://www.youtube.com/watch?v=9sXxG5orB5A og her: https://www.youtube.com/watch?v=_j8jOolspvg

Jeg boede i Murdoch University Student Village, der ligger nærmest i forlængelse af selve universitet, som har glimrende faciliteter, der både tæller et fuldvoksent bibliotek, sportsbaner, grønne græsarealer til læsning i træernes skygge og moderne forelæsningslokaler med aircondition og udsugning, der får gamle Frøbert til at ligne et sæt rygerlunger.

Selvom Student Village er et multikulturelt mismask, der ikke har meget med Australien at gøre, så er det alligevel klart anbefalelsesværdigt. Her bliver du tvunget til at møde en masse andre mennesker. Først og fremmest fordi du kommer til at bo med andre. Og ikke mindst fordi der altid er en gang volley, fodbold, slasken ved poolen eller goon (tarvelig – men billig – ”vin”), der banker på døren. Men trænger man til privatliv eller studietid, kan man bare lukke døren til sit private værelse og smide musik i ørerne. Og kunne du godt tænke dig at møde ”de rigtige” australiere, så begynd at spille Aussie Rules Football eller Danish Rules Fodbold i en sportsklub. Det gjorde jeg. Og det var en fremragende oplevelse. I Australien forstår de virkelig dét her med klubkultur.

Men for at komme tilbage til hvorfor jeg er blevet draget mod Australien to gange, må svaret være at jeg grundlæggende er glad for solskin, sport, strande og øl. Og hvis man kan mixe det med et utroligt spændende og lærerigt semester, hvor man bliver markant bedre til engelsk – ja, så har man i mine øjne en fremragende udvekslingscocktail.

Jeg håber, du også vil få en god oplevelse, hvis du vælger Murdoch University til dit udvekslingseventyr.

PS. Perth er røvdyr. Det er konsekvensen af at være verdens mest isolerede storby.

PPS. Western Australia ville i øvrigt være blandt de 50 største økonomier i verden målt på BNP, hvis staten var et separat land. Det skyldes den fuldstændig ustyrlige minedrift i den kæmpe store stat. Så hvis det går helt galt med journalistikken, så kan man altid få sig en tjans som ”driller”  eller truckfører i minerne. Til en årsløn på en op mod en million kroner før skat.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *