En saga værdig
Af Aksel Schou Thoby
Smuk natur og så skulle Reykjavik være en driftig by befolket med excentrikere. Det var stort set det billede jeg havde af Island, inden jeg drog af sted på et semesterlangt ophold i landet. Universitetet i Reykjavik tilbød desuden ingen decideret journalistiske fag med undervisning på engelsk, så jeg endte med fagene: Being Icelandic, Folk music in America og Japanese Cinema.
På papiret kan det se lettere halsbrækkende ud, at jeg som kommende journalist ikke satte mig mere ind i islandske forhold og desuden valgte fag, der umiddelbart ligger langt fra den journalistiske arbejdsmetode. Men jeg fortryder på ingen måde. Jeg tøver ikke med at kalde opholdet for et af de semestre, hvor jeg har fået mest på opleveren og også ad bagveje udviklet mig fagligt. Underviserne i fagene Being Icelandic – et fag om islandsk historie og kultur – og Folk music in America var vidende og formidlede deres fag med stort engagement (Japanese Cinema var dog mere hyggeklub end seriøs undervisning). Jeg havde ikke troet, at jeg ville lære at kende forskel på Njals saga og Egils saga og forskel på Delta blues og Hill country blues! Opholdet på Island har givet mig tid til refleksion, inspireret mig og givet mig ny energi til det videre arbejde med journalistikken.
Praktisk: Hvis du vælger at tage til Island på udveksling så sørg for at komme til at bo i Reykjavik centrum, hvor alle andre udvekslingsstuderende også bor. Selvom Reykjavik ikke er en stor by – du støder hele tiden ind i folk, du har lært at kende på universitetet – har byen en hyggelig bykerne, masser af udendørs, varme swimmingpools og så forstår islændingene at gå i byen! Universitetet er landets størrelse taget i betragtning stort og der er mange internationale studerende – flere end der nogensinde har været tidligere, og generelt bliver der talt meget engelsk i Reykjavik. Anonymitet kan du få i overmål i den islandske natur, der er noget af den flotteste på denne jord. Det er nemt at leje jeeps, og der er altid nogle, der gerne vil med på tur.
Held og lykke!