San Fransisco State University

Minoriteter i teori og praksis i San Francisco

Af Rikke Bolander

San Francisco har en imponerende historie af studenteroprør, homoaktivisme, borgerrettighedskamp og andet af den skuffe, og det bærer San Francisco State University præg af selv i dag. Er man interesseret i minoriteter, magt og undertrykkelse, er State derfor et sted, der tilbyder viden og indsigt, der ikke er til at støve op på Journalisthøjskolen og omegn.

Den første uge som udvekslingsstuderende er obligatorisk, og det tager folkene fra den internationale afdeling, IEEC, meget seriøst. Det ville også have været ok, hvis ikke dagene var fyldt med så utrolig meget snik-snak og banaliteter. Men mindre, man lige er startet på sin uddannelse og lige er flyttet hjemmefra, er de første fem dage ret tunge at komme igennem. Vi lærte eksempelvis, at det kan være rigtig farligt at gå overfor rødt lys, at ens computer kan blive stjålet, hvis man lader den stå på biblioteket, mens man henter kaffe, eller at hvis man giver sit telefonnummer til én, man har mødt til en fest, er det ikke sikkert, de nogensinde ringer.

Da de første fem dage var overstået, begyndte det til gengæld at blive sjovt. Jeg havde på forhånd lagt mig nogenlunde fast på de fire fag, jeg gerne ville have, men jeg brugte alligevel den første uge til at gå til alle de fag, jeg kunne. Underviserne er klar over og klar på, at det er sådan de fleste gør, så de bruger den første time på at fortælle i detaljer, hvad faget handler om, og hvilke undervisningsmetoder de bruger. Er man i besiddelse af en nogenlunde mavefornemmelse, kan man ret hurtigt vurdere, om det er et fag, man vil få noget ud af. Jeg valgte fire fag fra fire forskellige fakulteter, som alligevel viste sig at passe forbløffende godt sammen: African American History, Race, Crime, and Justice, Cultures of Consumerism og Cultural Diversity in News Media, som er obligatorisk på SF State for journaliststuderende. Efter min mening burde det være tilfældet på alle journalistuddannelser, for vi burde alle sammen kende mekanismerne bag stereotypificering og diskrimination og forstå vigtigheden af retvisende repræsentation af minoriteter.

rikke bolander Twin Peaks

Selvom vi fra Journalisthøjskolen har læst i tre år, når vi skal på udveksling, kan vi kun tage fag som undergrads, og det betyder, at vi kommer på hold med teenagere. Det bærer undervisningen desværre præg af, men til gengæld var læsningen ret omfangsrig og tung i alle mine fag. Der var derfor gode muligheder for at dykke ned i stoffet, selvom timerne blev holdt på et temmelig banalt niveau. Hvis du vil på udveksling for at blive fagligt klogere på et eller andet specifikt emne, kan jeg anbefale at lede efter fag, der er blandet af undergrads og grad-students. Det var mit Cultures of Consumerism, og det afspejlede sig tydeligt i den seminar-agtige undervisningsform med meget komplekse klassediskussioner.

Den internationale afdeling på SF State holder forskellige arrangementer hver uge eller noget lignende, men jeg må indrømme, at jeg ikke deltog i andet end den obligatoriske første uge. De andre udvekslingsstuderende virkede meget unge og ølstafet-agtige, og det var jeg ikke så interesseret i. Når man, som jeg, trives ualmindelig godt i homomiljøer, er der mange andre ting, man kan tage sig til i San Francisco. Mit yndlingssted var Castro Theatre, en meget smuk gammel biograf, hvor det ikke kun er til de specifikke Sing-along-aftenener, publikum begejstret hepper med.  I San Francisco er der i øvrigt dragshows et eller andet sted hver aften, og flere gange om året er der flamboyante og excentriske løb eller optog til ære for de aids-ramte san franciskanere. Huslejen er høj og på vej op i San Francisco, men det er i det hele taget nemt at finde noget sjovt enten gratis eller for ganske få dollars.

rikke bolander Santa

Jeg har været i en del vestlige storbyer, men jeg har aldrig været et sted som San Francisco. Med bakkerne og bugten, er det den smukkeste by, jeg nogensinde har været i, og jeg befandt mig ualmindelig godt med byens diverse og ofte også meget excentriske befolkning. Jeg er glad for, jeg ikke skal bo i USA for altid, men for fem måneder er San Francisco og SF State meget berigende.

One thought on “San Fransisco State University”

  1. Hej Rikke

    Jeg går på 5. semester på Journalisthøjskolen, og jeg skal igang med at søge udveksling snart.

    Jeg har længe gået med tanker om, at SF må være et virkelig fedt sted at komme på udveksling – ligesom en del andre sikkert også gør.

    Det var virkelig spændende læsning – specielt om fagene, da jeg har haft svært ved at finde ud af noget mere specifik om, hvad man kan læse, og hvad man kan få ud af et halvt år i SF.

    Jeg vil meget gerne høre mere om SF State, så jeg kan finde ud af, om det er mig.

    Du ville være fedt, hvis du havde tid til at hjælpe mig med, hvor man kan finde mere information/fortælle mig mere om, hvordan det er at studere der i seks måneder.

    Med Venlig Hilsen Andreas Fløistrup
    andreas.floistrup@hotmail.com

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *