Af Anne Termansen
Fagligt udbytte
Jeg læste to fag på Stockholms Universitet (til i alt 15 ects-point); Populärkultur og Mediatized Intersections.
Populärkultur var et fag på bachelorniveau. Jeg var meget glad for faget. Inspirerende underviser (Eva Kingsepp), passende mængde læsestof og mange undervisningstimer (ca. 4-6 timer om ugen). Undervisningsformen var primært forelæsninger, men der var også gruppearbejdet. Gruppearbejdet var gavnligt for mig som udvekslingsstuderende, da jeg her fik mulighed for at møde svenske studerende. Undervisningen var som nævnt på svensk. Det var jeg nervøs for, inden jeg tog af sted, men det var absolut ikke noget problem.
Jeg havde glædet mig til faget Mediatized Intersections, der var på masterniveau. Faget skuffede desværre. Der var for få timer (ofte fik vi kun en times undervisning om ugen) og en stor mængde læsestof. Undervisningen var bygget op sådan, at de studerende i grupper selv stod for undervisningen. På papir en god idé, men jeg savnede i den grad en underviser, der sikkert udpegede det væsentlige i teksterne og kom med perspektiverende eksempler.
Tip
Skulle jeg vælge fag igen, ville jeg tage fag til 20 ects-point, det ville have givet mig et længere undervisningsforløb. Og så ville jeg kun vælge fag på bachelorniveau. Her er læsebyrden er mindre, til gengæld er man oftere i skole. Det er godt i forhold til at få et socialt netværk og en meningsgivende hverdag i en ny by.
Angående valg af fag har jeg også et tip. DMJX’s aftale med Stockholms Universitet er primært med Afdelingen for Journalistik, Medier og Kommunikation (JMK), derfor skal elever fra DMJX læse mindst et fag på JMK. Hvis man ønsker at læse fag på andre fakulteter, skal man selv sørge for at lave en aftale. Dette er besværligt. Her er dog et tip. JMK er for nylig blevet lagt sammen med afdelingerne for filmvidenskab og modevidenskab. Det vil sige, at man uden problemer kan læse fag ved disse to afdelinger (dette skilter den internationale koordinator ikke med, da det vist giver hende en smule ekstraarbejde).
Socialt udbytte
Stockholms Universitet gør utrolig meget for at integrere udvekslingsstuderende. Fra skolens side er der et flot introforløb og mange tilbud om gratis kurser og foredrag. Derudover gør studenterforeningen en kæmpe indsats for udvekslingsstudenterne. Næsten hver uge er der aktiviteter og udflugter.
Udover de sociale tilbud på Universitet kom jeg i kontakt med en gruppe på facebook for danske udvekslingsstuderende i Stockholm. Denne gruppe blev mit primære holdepunkt under mit ophold.
Tip: Studenterforeningen har en facebookside ”Stockholm University Student Union” Denne side holdt mig hver uge opdateret på sociale aktiviteter.
Stockholm og Sverige
Det har været en rigtig god oplevelse at være på udveksling i Sverige. Jeg gik ind til oplevelse i den tro, at der ikke var nævneværdig forskel på Sverige og Danmark. Der tog jeg fejl. Særligt i forhold til tonen i den offentlige debat og omfanget af statskontrol, er jeg blevet overrasket over forskellen på de to lande. Det har været en interessant oplevelse.
Stockholm en fantastisk smuk by, og jeg har nydt naturen, særligt den stockholmske skærgård. I forhold til København vil jeg dog sige, at det er sværere at finde ”alternative” miljøer i Stockholm. Byen er på det punkt meget pæn og ordentlig.
Tip: Alt er dyrere i Sverige. Det er en god idé at søge legater.
Bolig i Stockholm
Det er RIGTIG svært at finde en bolig i Stockholm. Der er få studenterboliger og prisen for et privat lejet værelse er ca. 4.500 SEK. Jeg var heldig at få en studenterbolig. Det var et værelse med eget bad og delekøkken. Generelt er studenterboligerne desværre i dårlig stand.
Tip: Sørg for at krydse ja-tak til en studenterbolig i ansøgningen til Stockholms Universitet.
De er søde og hjælpsomme på universitets boligkontor (især Åsa Wedlund). Jeg fik fx hjælp til at finde en ny bolig i løbet at mit ophold, selvom det ellers er imod reglementet.