Ekstremernes by

Af Nikolaj Søndergaard

Kairo er den nok mest ekstreme by, jeg har været i.

Ekstrem meget trafik, ekstrem meget støj, ekstrem forurening, overbefolkning osv. Dette er både det, der kan gøre Kairo meget overvældende, og det, der gør byen så interessant at bo i. Man kan mere eller mindre få alt i Kairo, og man kan møde alle typer af mennesker. Efter 4,5 måneder i byen bliver det på mange måder dejligt med en pause, men det er bestemt ikke sidste gang, jeg skal til Egypten eller Kairo.

Et af ekstremerne i Kairo er det amerikanske universitet, AUC. Det nye campus er kun få år gammelt og ligger i New Cairo, der er en såkaldt satellitby uden for selve Kairo. Et mere gennemført universitetsbyggeri skal man lede længe efter. Stort set alle faciliteterne er i top, og for bare at nævne nogle eksempler kan det nævnes, at der er 50 meter udendørs – og opvarmet – pool, stort sportsanlæg til fri afbenyttelse og en dejlig park med det lækreste grønne græs – vel at mærke midt ude i ørknen.

Dette på mange måder storslåede byggeri står så i kontrast til stort set alt, man kører forbi på den 1-2 timer (alt efter trafikken) lange bustur til og fra skole: Gråt og faldefærdigt betonbyggeri, tusindvis af parabolantenner og fattigdom. Det kendetegner i det hele taget byen, at der på den ene side af en mur kan være flot, pænt, rent og ligefrem overdådigt, mens der på den anden side er gråt, beskidt, larmende og fattigt.

Selvom den kedelige grå beton udgør det meste af byen, behøver det ikke være det, man selv bor i. AUC tilbyder, at man kan bo på et af deres to ”dorms”, altså kollegier, men dette vil jeg dog fraråde – Det ene mere end det andet. Det ene ”dormatory” ligger på skolen i New Cairo, så her er man næsten fuldstændig isoleret fra alt undtagen skolen. New Kairo er ikke en rigtig by, men en kæmpemæssig byggeplads, og man skal med skolens busser for at komme ind til byen, og da der ikke er mulighed for selv at lave mad – eller købe ind, hvis der var – er man tvunget til at spise på skolens spisesteder, der blandt andet tæller McDonalds og SubWay.

Vil man gerne bo på dorm eller bare være sikker på, at man har et sted at bo, hvor alt fungerer, bør man bo på det andet dorm, der ligger inde i byen i bydelen Zamalek. Zamalek er nordspidsen af en ø, der ligger ude i Nilen, og er et dejligt kvarter. Zamalek er en oase i den meget larmende by med masser af hyggelige caféer og restauranter, og her er generelt meget mere roligt end i resten Kairo. Jeg vil dog stadig fraråde dette dorm. For det første deler man et lille delt værelse med en anden – stadig uden mulighed for at lave mad. For det andet, så er den måde at bo på bare mest indrettet til 19-20-årige amerikanere, der ikke har boet hjemmefra før og derfor har brug for at blive taget i hånden. Det vil blandt andet sige, at alkohol selvfølgelig er strengt forbudt, og man får derfor sin bagage tjekket, når man kommer og går. Dorm bliver nogle gange i sjov omtalt som ”fængslet”.

Sidst men ikke mindst, så sparer man heller ikke noget ved det, og man bør uden problemer kunne få en lejlighed selv til de samme penge (eller billigere), som det koster at bo på dorm. Jeg gjorde selv det, at jeg boede på et hostel i de første to dage, mens jeg fandt en lejlighed med en medstuderende. Vi boede på Zamalek, 3 minutter fra AUCs dorm og dermed skolebussen, og vi gav 4200 om måneden til sammen for en stor lejlighed med stue, spisestue, stort køkken og bad samt et værelse hver.

Hvis man gerne vil opleve ”det rigtige Kairo”, bør man dog bo i downtown. Som sagt er Zamalek en oase, og det er kun de mest velhavende egyptere, der har råd til at bo der. Man kan på den måde nemt komme til at leve livet på den lille ø uden at komme ud at opleve, hvad Kairo egentlig er. På den anden side er dette på mange måder også dejligt, da ”det rigtige Kairo” nemt kan blive for meget.

Rent fagligt er opholdet på AUC en god mulighed for at komme ordentligt ind i Mellemøsten, hvad enten man læser sociologi, samfundsfag eller historie. Undervisningen er efter min oplevelse af utroligt svingende kvalitet. Dette skyldes, at hver enkelt underviser suverænt styrer pensum, undervisningsform og eksamensform – herunder også antallet af eksaminer. Det vil sige, at hvis man har en rigtig god underviser i et fag – hvilket jeg heldigvis havde i de fleste – kan det være noget af det bedste undervisning, man har haft. Er man uheldig, hvilket jeg også var i et enkelt tilfælde, kan det være utrolig skidt. Heldigvis er der en drop-add periode, der giver mulighed for at have en time eller to i en klasse, hvorefter man kan skifte den ud.