Af Anne Amdi Bastiansen, Kommunikation
Stockholm: En smuk skuffelse
Udveksling – en oplevelse, man aldrig glemmer, venner fra hele verden, spændende kulturmøder, fester natten lang og faglige udfordringer. Sådan tænkte jeg om udveksling, inden jeg drog afsted mod vores skandinaviske søster-land. Men jeg måtte tro om igen – sådan skulle mit udvekslingssemester ikke udfolde sig i Kongeriget Sverige.
Jeg havnede ikke i en klasse med udvekslingsstuderende fra hele verden, men derimod i en klasse kun bestående af svenskere, som ikke havde den mindste interesse i at lære nye mennesker at kende. Ikke engang min studiegruppe, som blot skulle lære 7 navne at kende, kunne overskue at ryste et venligt smil af sig, når de mødte mig på gangen.
Den svenske hovedstad på den anden side af sundet er smuk og betagende med de mange hippe restauranter, smalle gader i bydelen Gamla Stan, hyggelige små kroge, vandet, der omgiver byens øer, utallige udkigspunkter, klipper og Skärgården, som ligger blot 15 minutter fra centrum. Men hvad nytter alt dette, når de mennesker, der omgiver dig, blot ser igennem dig med næsen i sky og ansigter uden udtryk? Stockholm er et glimrende eksempel på en kynisk storby med kolde og anonyme personer, der ikke magter at tage stilling til andre end dem selv og egne interesser.
Det kræver en brav kamp at komme ind på livet af svenskerne og blive en del af et socialt liv i denne stilrene hovedstad – en kamp om at finde ind bag den intetsigende overfladiskhed og de politisk korrekte facader, som nærmest alle Stockholmere udstråler – en kamp, som det ikke lykkedes mig at mestre. Stockholm Universitet, de manglende introduktionsarrangementer og den ikke eksisterende velkomst var ikke nogen hjælp. Flytter du til Stockholm i 6 måneder, vil du opdage alle de ting, som du skal huske at sætte pris på i København; den uperfekte perfekthed, de alternative miljøer, mangfoldigheden, åbenheden og diversiteten.
Til forelæsningerne foregår alt på svensk og det er derfor en nødvendighed, at du har mod på at forstå det svenske sprog. I starten kan det virke uoverskueligt, men lynhurtigt vil du opdage, at du forstår langt mere end du aner – og det er fedt. Underviserne er dygtige og engagerede.
Dette skriv lakker mod enden, og du sidder muligvis tilbage med en opfattelse af, at personen bag tasteturet nok bare har været en smule indadvendt. Jeg mener ikke selv, at det er årsagen bag den manglende omgangskreds. Mit bedste tip er at undersøge dine muligheder for at få fag, hvor der også er andre udvekslingsstuderende. Eller at finde et kollegieværelse eller bofællesskab med nogle, som også er der for at lære nye mennesker at kende. Lykkes det ikke, kan du med fordel prøve at søge efter Facebookgrupper, hvor du kan komme i kontakt med andre udvekslingsstuderende. Stockholm er også en god idé, hvis du i forvejen kender nogen, der bor der, eller elsker dit eget selskab mere end, jeg gjorde.
Udveksling – en oplevelse, jeg aldrig glemmer; ja vist. Men også en skuffelse, der længe vil blive siddende i min krop.