Category Archives: Tecnologico de Monterrey

Tecnológico de Monterrey i Mexico City

Af Mathias Nielsen, journalist

Mexico City er et monster af en by, som det kunne tage romaner at beskrive. Men jeg vil forsøge at komprimere et indblik i mit udvekslingssemester ned til et par maggi-terninger af kapitler.

Først: Skolen og det faglige. Tecnológico de Monterrey er et privat universitet med afdelinger rundt omkring i hele Mexico. Det er privat og et af de dyreste i landet, og det kan nemt mærkes. ”Tec”, som det bliver kaldt, har klart en business-profil, hvor man som journaliststuderende godt kan føle sig lidt overvældet af jakkesæt og høje hæle. Faciliteterne er super gode – her er et overvældende udbud af sports- og kulturelle aktiviteter, et stort fitnesscenter, en smuk park og lærerne har meterlange CV’er.

Jeg fandt dog ikke fagenes niveau synderligt højt. Mange af mine klassekammerater var meget unge, og der var ikke noget stort pensum. Jeg havde fagene Contemporary Literature, International Organisations and Institutions, Geopolitics og spansk. Tager du af sted på 8. semester (hvor man kun skal have tre fag) og har tid, kan spansk klart anbefales, selvom det ikke giver ETCS-point. Derudover var Tec en fin chance for at tage nogle lidt mere akademiske fag og håndplukke fag på områder, du finder interessant, og som ikke nødvendigvis sidder på skødet af journalistik.

Næste kapitel: Byen. Jeg faldt ret hårdt for Mexico City. Det er en kolos af en by, som man kan køre i timevis igennem, uden nogensinde at føle, at man når ud af den. Størrelsen kommer selvfølgelig både med det gode og det onde. Det tager en krig at komme fra a til b, morgener og aftener to krige. Den kollektive trafik er overraskende ok. Der er et godt metro-system, som jeg ofte brugte, ligesom byen har fået ”metro-bus”, der er en slags sporvogne. Bor du centralt i byen kan deres bycykel-system også anbefales. Men uanset hvad, kommer du til at bruge taxi eller Uber meget. Og her skal man virkelig regne med at sidde nogle timer i trafik. Med mange biler kommer meget forurening. Mexico City er slem, men ikke så slem, som dens rygte siger.

Upsides ved at bo i en af verdens største byer er de mange muligheder. Hvert kvarter føles som en ny by, og du finder alt fra steder, der giver Kødbyen baghjul på hipster-skalaen til kæmpemarkeder med fritgående geder og tvivlsomme gade-tacos. Det er billigt og sjovt at gå ud, og her kan du også finde alting. Udvalget af koncerter, barer, restauranter og fester er næsten for stort.

Indkvartering. Universitetet ligger i den sydlige ende af byen i området Tlalpan. Mange vælger at bo i dette område for at være tæt på skolen. Det er også her mange af de store ”Student-houses” ligger, hvor udvekslingsstuderende typisk bor 8-10 sammen. Tlalpan er efter min mening ikke byens mest spændende område og ligger langt fra de mere ”cool” områder og det centrale Mexico City.

Jeg boede i Coyoacán, som er en af de store turistdestinationer, hovedsageligt på grund af Frida Kahlos hus. Her er super hyggelige gader og pastelfarvede huse i kolonistil. Stort udbud af restauranter og barer. Jeg tog skolebussen hver morgen. Der går flere linjer cirka tre gange om dagen ved forskellige opsamlingspunkter rundt omkring i byen. I forhold til at bo lige ved siden af skolen tog det mig nok en times tid ekstra at komme i skole. De andre hippe og attraktive kvarterer er Roma og Condesa. De ligger længere nordpå og et godt stykke fra skolen.

Jeg boede privat hos en kvinde, hendes ven og en fjerde udlejer. Hvis du vil øve spansk, kan det helt bestemt anbefales at finde et privat tilbud med andre mexicanere (evt. gennem airbnb). Bor du sammen med andre udvekslingsstuderende er mit indtryk, at det foregår meget på engelsk.

Det sociale. På skolen er der ikke, som man kender det fra danske universiteter, fredagsbarer og store fester. Der er en ret stram ingen-alkohol-politik på universitetet. Til gengæld møder du mange udvekslingsstuderende og mexicanske studerende gennem dine kurser. Holdet af udvekslingsstuderende er meget stort, så der skal du nok støde ind i mennesker, du klikker med.

Tecnologico de Monterrey

Af Cecile Smetana Baudier (fotojournalist)

Jeg læser til fotojournalist på 8. semester på DMJX i Århus. Fagligt set var udbyttet minimalt, og jeg kan ikke anbefale denne skole i Mexico City. Jeg er 29 år gammel og de fleste mexicanske studerende er 21 år. Nogle af de andre udvekslingsstuderende er ældre.

Hvis der skulle blive mulighed for at studere på UNAM, MX største og mest anerkendte universitet, ville jeg dog ikke tøve med at tilmelde mig.

Jeg boede i Coyoacan, et hyggeligt og sikkert kvarter i den sydlige del af byen. Her er der masser af liv, gode cafeer og museer, bla. Frida Kahlo museet og Diego Riveras hus, som er værd at tjekke ud. Køb en billig cykel og tag på tur om søndagen, hvor byen lukker ned for al biltrafik.

I Roma og Condesa (kvarterer nord for centrum) går man i byen eller ud at spise. Det er her, alle expats bor, og det er generelt meget dyrere at bosætte sig her. Det er langt fra skolen, men er turen værd. Spis ved madboderne og prøv noget andet end tortillas. Der er masser af gode supper etc., som er værd at smage.

Man skal ikke undervurdere trafikken i Mexico City. Jeg boede 45 minutters kørsel fra skolen, men på en dårlig dag kunne det tage tre timer at komme hjem. Derfor kan jeg kun råde folk til at bosætte sig tæt på en direkte metrolinje.

Mexico City er ikke en farlig by. Selvfølgelig skal man tænke sig om, når man går ud om aftenen, ligesom i enhver anden storby. Jeg har aldrig haft en dårlig oplevelse, på trods af at have taget metroen på alle tider af døgnet, kørt med almindelige taxaer og gået rundt i byen efter nattens frembrud. Dog kan det anbefales at tage en Uber, da de er billigere end en taxa.

Det er rart at bevæge sig ud af Mexico City, og når man gør, skal man tage til Oaxaca city eller til Mazunte (strand). Oaxaca staten er kendt for sin kultur, gode mad og smukke håndlavede tæpper, krukker og m.m. Tag eventuelt med natbus fra Mexico city til Oaxaca by for at spare tid og penge. Spis ‘mole’, som er en af landets nationalretter. Der er forskellige variationer, og de smager fantastisk.

Hvis der er økonomi til det, anbefaler jeg, at man flyver fra Oaxaca city til Mazunte, eftersom at turen er lang, chaufførerne ofte forsinkede, og vejene er dårlige og snoede. Det er ikke det værd. Mazunte strand er ikke lige så overrendt, som mange andre strande i Mexico, og her er billigt. Jeg boede i en hytte på stranden til 35.-kr. Tag babyolie og en masse myggespray med. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg måske fået noget søvn.

Mexicanere har et meget anderledes forhold til tid, end de fleste danskere har. De kommer næsten altid minimum 30 minutter for sent, og hvis de siger, at en bustur varer 6 timer, så tager den i virkeligheden 8. Lad være med at blive sur over det. Det er en del af kulturen, og der er intet at stille op. Ellers er folk generelt utroligt søde og meget hjælpsomme.

Jeg har i øvrigt gode oplevelser med couchsurfing i Mexico, så det kan også varmt anbefales.

God tur !

Tecnológico de Monterrey, Mexico

Af Emily Maj Allen (TVM)

Nærmest inden jeg startede på studiet, vidste jeg at jeg ville på udveksling. Så da muligheden bød sig på 3. Semester slog jeg til. Jeg kiggede på listen af partner universiteter og valgte det der lå aller længst væk, i den by jeg vidste aller mindst om. Og sådan endte jeg op I Mexico City aka. D.F

Mexico City er som bekendt en af verdens største og mest befolkede byer og hvis du er til kaotiske og uforudsigelige byer. Så vil du elske Mexico City, ligesom jeg !

Mexico er et meget kontrastfyldt land, og skellet mellem rig og fattig er meget stor (der er flest fattige). Partner universitet Tec De Monterrey, er et privat universitet og her går kun børn af meget privilegerede familier. Så som udvekslingsstuderende dér, kommer du automatisk til at mingle med overklassen. Skolen er flot og vedligeholdt, og har rigtig mange gode faciliteter såsom cafeer, biblioteker og et træningscenter.

Eftersom Tec er et ”almindeligt” universitet og ikke en medieskole, er niveauet af de kreative fag ikke på samme niveau som på DMJX. De ”kreative” fag Documentary Production og Audiovisual storytelling, havde meget ringe teori, men vi fik lov til at lave et par produktioner, hvilket var super fedt. Og generelt var lærerne i de fleste fag gode og engagerede.

Jeg havde fagene:

Ethics, Self and Society

Audiovisual storytelling

Documentary production

Press and PR

Spansk

Alle mine timer var på engelsk, men med mexicanske studerende. Det fungerede rigtigt godt, og det er en god måde at få Mexicanske venner på.

Skolen havde et rigtig godt intro forløb og der var ofte arrangeret sociale tiltag. Jeg deltog dog ikke særlig meget i det udvekslingsstuderende miljø, da jeg gerne ville opleve Mexico sammen med mexicanere og lære mexicanere af en anden social klasse at kende.

Mexico City er som sagt en kæmpe by, og der er uendeligt mange ting at fortage sig – netop derfor fandt jeg det meget givende at hænge ud med Mexicanere som kender byen og som kunne vise mig steder som jeg ikke selv ville have ”fundet”. Desuden er det meget nemt at tage weekendture ud af Mexico city, og du skal ikke langt udenfor D.F før omgivelser ændrer sig.

Du vil sikkert gerne vide om Mexico er så farlig som de siger – og svaret er nok mest Ja. Det med narkokrigen og det korrupte politi er alt sammen sandt. Men det påvirker næsten aldrig ”den almindelige borger” eller udlændinge. Man lærer meget hurtigt at der er en masse forholdsregler man skal tage, når man bor her. Men hvis man overholder dem og ellers ikke involverer sig i narkokrigen, så kan du godt føle dig sikker.

Mexico er et fantastisk land. De fleste mennesker er enormt rare og hjælpsomme, og kulturen her, er så rig og så anderledes end den danske.

Jeg kan kun varmt anbefale at tage på udveksling i Mexico City – Altså hvis man kan tolerere kaos og kan tilpasse sig et land der er fuldstændig anderledes end Danmark. Faktisk er jeg blevet så vild med Mexico at jeg ikke er kommet hjem endnu. Jeg tager 6 måneder af min praktik her.

 

 

 

 

 

Tecnologico de Monterrey, Mexico City

Af Frederik Høj Rühne (journalist)

Que Pedo.

Jeg var jo så en af den her type studerende, der gerne ville ud for at få en over opleveren, og derfor var Mexico en helt oplagt destination for mig.

Selve navnet på universitetet er lidt misvisende, vil den kyndige i latinamerikansk geografi rigtig nok indvende, eftersom Monterrey er landets tredjestørste by, beliggende i den nordlige del af det enorme land, ikke langt fra den amerikanske grænse. Det var da også her, jeg faktisk troede, jeg skulle hen, da det ikke var nærmere angivet, at det faktisk var et af universitetets adskillige afdelinger, der ligger i andre af de mexicanske byer, hvorpå jeg selv skulle studere.

Mit campus befandt sig så i Mexico City, der som bekendt er en af verdens allerstørste byer med et befolkningstal på omkring de 22 millioner, svarende til befolkningstallet i Australien.

Mit campus, der er det ene af to i Mexico City, var et slags Øregaard Gymnasium på steroider, hvor faciliteterne var i top med caféer, grønne områder, en slags rum indrettet til børs- og aktiehandel, football-stadion og meget mere.

Rent fagligt valgte jeg bevidst at forsøge mig i fag, der lå lidt længere væk fra det, man normalt har beskæftiget sig med på DMJX. Hvert fag vejede 5 ECTS, så jeg var derfor ikke pålagt at tage mere end tre fag. Selv tog jeg et kursus i documentary film making, foreign policy analysis og north america regional scenario, som er et fag i Nordamerika-studier med moderne histories historiske og politiske udvikling i fortrinsvis USA.

Mit spanske var nærmest ikke-eksisterende på forhånd, og derfor tog jeg også spansktimer ved siden, hvorfor alle mine øvrige fag foregik på engelsk. Naturligvis udbydes flest fag på spansk, men udvalget i de engelske fag var også fremragende, så det burde ikke være en hindring for nogen at søge Mexico af den grund.

Lærerkræfterne var ekstremt engagerede med flotte baggrunde som forskere på nogle af de store amerikanske universiteter. Der blev fra tid til anden hevet eksterne undervisere ind, hvilket også var enormt interessant – jeg havde blandt andet en forelæsning af fyren bag Facebook-siden Humans of New York, så niveauet var bestemt deroppe af, hvor det var interessant at gå i skole. Som så mange andre undergraduate-udvekslingsstuderende er fagene dog typisk med nogle studerende, der vil befinde sig et par år under en selv, så i sidste ende føltes det ikke altid som om, der skulle ydes den største indsats for at få den fede karakter, da kravene på vores uddannelsestadie nok er lidt over, hvad man oplever der.

Er Mexico ikke farligt? Jo. Selv har jeg flere venner, der er blevet røvet. Af bander. Og politiet. Jeg havde også en ven fra skolen, der blevet skudt. Af politiet. Man skal passe på sig selv. Men det lærer man også hurtigt, og trods dens blakkede ry er Mexico City faktisk blandt de tryggeste steder i hele landet, hvor narkokrigen brager derudaf, men trods alt sjældent påvirker almindelige mennesker eller udlændinge.

Byen er enorm, og her vil man kunne bruge et halvt år uden at lære bare en femtedel at kende, men så er det også godt, man kan tage ud på ture rundt i landet, som er et helt fantastisk sted at rejse. Mexico City ligger meget centralt placeret, hvorfor der er mange oplagte weekendrejsemål. Har man lidt spænding på livet og rent faktisk komme på en dannelsesrejse i moralsk tredjeverdensland, så har Mexico så afgjort min anbefaling.