Af Rikke Stange Laursen, journalist

Byen
Southampton er ikke umiddelbart kendt som en smuk by med masser af gammel og flot arkitektur, da det meste af byen blev bombet væk under 2. Verdenskrig. Men hvis man bare holder øjnene lidt åbne, er der masser af dejlige steder i Sydenglands studieby nummer 1. Og da byen ikke er større, end at man kan gå rundt til det meste, er det nemt at udforske de skjulte skatte i Southampton. Jeg brugte selv rigtig meget tid på at gå ture ved Ocean Village, der er Southamptons fine Marina med alt lige fra luksusyachter til caféer, gamle fiskerboliger og nye højhuse. Derudover er det oplagt at bruge Southamptons mange grønne parker til både gåture, picnics og andet spas. Og glem endelig ikke at tage på Saint Mary’s Stadium og se fodboldklubben Southampton FC spille! Jeg var afsted hele tre gange i løbet af mine fem måneder i Southampton. Stemningen er absolut fænomenal og med et fyldt stadium med 35.000 tilskuere til næsten hver hjemmekamp er det næsten som en helt anden sport, end det fodbold vi ser i Danmark.

Jeg blev meget overrasket over Southamptons natteliv. For selvom byen størrelsesmæssigt minder om Odense, så er der gang i barerne og diskotekerne alle ugens 7 dage. Den største dag er tirsdag, hvor de fleste steder har tilbud til de studerende. Det skyldes især, at byen – på trods af størrelsen – har hele to universiteter og også en søfartsskole, så der mangler bestemt ikke unge mennesker i Southampton.

Skolen
Som udvekslingsstuderende på Southampton Solent University har man det ret godt. Du kan stort set vælge og vrage mellem fagene på dit fakultet – også selvom du oprindeligt får at vide, at nogle af fagene kommer i ”bundter”. Så hvis dine fag ikke lige passer i første omgang er det nemt at skifte i løbet af de to første uger. Netop valgfriheden udnyttede jeg til kun at tage praktiske fag. Det var jeg rigtig glad for, for det sparede mig for mange timers engelske afleveringer – og jeg kunne i stedet bruge tiden på at udfolde mig lidt mere kreativt. Mine fag var ”Web Production for Sports Journalists”, ”Magazine Production” og ”Presenting Skills”.

Underviserne på mine fag var generelt både entusiastiske og vældig hjælpsomme. Og så kommer man ikke udenom, at det er nemt at imponere underviserne som Erasmus-studerende. Alene det, at man som ”udlænding” taler deres sprog temmelig godt er nok til at score en fin karakter. Og så er hverken niveauet eller engagementet på universitetet desværre ikke ret højt. Og det var nok det, der skuffede mig mest ved mit ophold. Jo, jeg lærte da noget – og jeg er uden tvivl blevet bedre til engelsk, men jeg kunne godt have ønsket mig mere. Det har selvfølgelig noget at sige, at de fag, vi som udvekslingsstuderende kan få er på andet år. Og det betyder at dine medstuderende ikke har studeret ret længe, ikke været i praktik og ikke er ret gamle. De fleste af mine medstuderende var et sted mellem 19 og 21.

Det sociale
Jeg oplevede, at de engelske studerende var ret svære at komme ind på livet af. Det skyldes både, at jeg havde fag på tre forskellige linjer, at mine medstuderende allerede havde kendt hinanden i 1,5 år og at de generelt ikke var så nysgerrige, som jeg ville have troet. Så udover nogle få engelske bekendte bestod min omgangskreds hovedsageligt af andre Erasmusstuderende. Og det var enormt fedt. Vi var alle i samme båd, vi havde alle lyst til at lære nye mennesker at kende og at have et begivenhedsrigt og spændende ophold.

Jeg var så heldig at bo sammen med 7 andre internationale studerende fra henholdsvis Spanien, Italien, Finland, Sverige og Canada, og det gik ikke stille for sig. Vi gik i byen, tog på dagsture, lavede mad sammen, så film og så tog vi endda en uge til Portugal sammen i vinterferien. Og selvom jeg på mange måder er ærgerlig over ikke at kende så mange englændere, så er det fedt nu at have venner i det meste af Europa og sågar også i Canada. For at opleve så mange forskellige kulturer har også været en dannelse i sig selv.

Tips

• Bo i én af Universitetets kollegier og ønsk gerne at bo med internationale studerende. Det bliver en fest!
• Udnyt det gode (og billige) transportsystem i England og tag på dags- og weekendture i hele landet. London er i øvrigt kun 1,5 time væk i tog.
• Southampton vrimler med dårlig takeaway og fastfood. Men der er også mange lækre restauranter – især i den nye del af shoppingcentret Westquay.
• Tag på en historisk byvandring i Southampton. Det koster kun 4 pund og er vildt spændende – og så får du også set nogen af ”the hidden gems” i byen.
• IKEA i Southampton var mit andet hjem. Her brugte jeg og mine kollegiekammerater mange timer på skolearbejde. Restauranten ligger med udsigt over vandet, der er gratis wifi, masser af plads, og hvis du har et IKEA Family kort (du kan få lavet det gratis i både DK og UK), kan du få gratis kaffe eller full english breakfast til sølle 1,5 pund.

Af Josefine Kjærulff Jensen (journalist)

Titanic og Mayflower sejlede ud fra Southampton, og det er vel nok det, byen er allermest kendt for sammen med i danske øjne deres fodboldklub med Pierre-Emile Højbjerg på holdet/bænken. Men selv om Southampton ikke er den mest charmerende by i England på grund af havnemiljøet, og selv om byen blev sønderbombet under 2. Verdenskrig, er der et rigtig godt studiemiljø med to universiteter i byen.

Jeg valgte at søge udveksling i Southampton, da jeg gerne ville læse sportsjournalistik. Men da jeg skulle til at vælge fag, blev jeg distraheret af deres musikjournalistik- og almindelig journalistiklinje og endte med at tage et fag fra hver linje. Det blev

MPM411: Popular Music Press: Histories

CJO422: Contexts and Traditions of Journalism in the UK

CJO429: Sport, Society and the Sporting Media

Der var ingen problemer i at tage fag fra forskellige linjer, og det, synes jeg, var en stor fordel, da jeg rigtig gerne ville have nogle mere teoretiske og videnstunge fag efter at have været i praktik i halvandet år.

Hvert fag var opdelt i en forelæsning og en klasseundervisning pr. uge, så det betød, at jeg havde undervisning otte klokketimer om ugen.

MPM411: Popular Music Press: Histories. Dette fag var det mindst krævende fag, da der ikke var noget læsning til de enkelte forelæsninger og klasseundervisninger. I forelæsningerne præsenterede vores gode underviser Johnny, der arbejder med PR i musikbranchen, teorien og det historiske forløb i forskellige musikgenre som rock’n’roll, punk osv. I klasseundervisningen skulle vi selv læse artikler af musikjournalister og diskutere dem på klassen. Der var en gruppepræsentation og et essay i løbet af semesteret, som udgjorde den samlede karakter for faget. Det var dette fag, jeg var mest glad for i min udveksling, da jeg fik lov til at dyrke en meget specifik del af journalistikken på en spændende måde.

CJO422: Contexts and Traditions of Journalism in the UK. I modsætning til musikfaget var der meget læsning til dette fag, eller det føltes i hvert fald sådan, fordi jeg som dansker ikke havde så stor historisk viden om England som mine engelske medstuderende. Faget behandler journalistikken i det engelske samfund fra det 16. århundrede og frem til i dag, og det kræver altså noget at skulle sætte sig ind i et andet lands historie på den måde. Så selvom det var et fag for førsteårsstuderende, kunne man ikke mærke det på indholdet, som var rigtig spændende, hvis man er glad for historie. Til gengæld var underviserne meget belærende overfor de unge (18-ish årige) studerende, og det var egentlig det værste ved faget. Bedømmelsen bestod af et essay og en skriftlig eksamen.

CJO429: Sport, Society and the Sporting Media. Der er over dobbelt så mange studerende på sportsjournalistik i forhold til den almindelige journalistiklinje på Solent. Det er altså ekstremt populært. Dette fag kan lidt sammenlignes med Contexts and Traditions of Journalism in the UK i forhold til læseomfang og historisk indhold. Selvfølgelig handler rigtig meget af undervisningen om fodbold i fodboldens eget land, men det var særligt spændende, fordi man også dykker ned i sportsgrene, som ikke er så populære i Danmark som rugby og cricket, og underviserne fra Italien, Sydafrika og England er dygtige alle sammen. Faget afsluttes med et essay.

Jeg havde valgt tre førsteårsfag. Selve indholdet af fagene var på ingen måde for let, da jeg ikke havde særlig meget forudgående historisk viden om England og journalistikken her, men selvfølgelig kan man mærke, at ens medstuderende er yngre end en selv. Særligt når man sidder med gruppearbejde, og der er forskel på, hvor seriøst man tager det. Så det skal man selvfølgelig overveje, inden man vælger fag.

Jeg var med en enkelt undtagelse den eneste Erasmus-studerende i mine klasser, så de fleste af mine medstuderende var engelske. Men da jeg havde fag fra tre forskellige linjer, kom jeg ikke rigtig tæt ind på livet af de lokale, da det er så få timer om ugen, man ser hinanden.

Der var derimod et rigtig godt sammenhold blandt de andre Erasmus-studerende, der kom fra Holland, Belgien, Spanien, Tyskland, Sverige osv.

Gennem skolen havde jeg fået et værelse på Emily Davies Halls of Residence (ca. 3600 kroner om måneden). Det er det kollegie, der er mest centralt placeret i byen, hvor man faktisk kan gå rundt til det meste. Jeg boede i en lejlighed sammen med tre andre Erasmus-studerende, og jeg vil helt klart anbefale at søge et værelse på dette kollegie. Men hvis man er meget interesseret i socialt samvær 24/7, er det nok bedre at søge kollegiet Lucia Foster Welch, da de fleste studerende (både engelske og Erasmus) bor her. Eller alternativt at finde et privatværelse, hvor der måske også er mulighed for at finde et værelse i en lejlighed med englændere.

Processen op til semesterstart og de første par uger var meget forvirrende og frustrerende for mig. Den ansvarlige for internationale studerende på Solent Uni blev skiftet i slutningen af det foregående semester, og derfor blev alt forsinket. Der gik flere uger, før jeg fik adgang til skolens portal, hvor skema, læselister og e-mailen lå. Det er forhåbentligt blevet bedre nu, men man skal nok stadig finde sin tålmodighed frem og håbe på, at alt løser sig til sidst. Erasmus-studerende bliver bare ikke prioriteret særlig højt på universitetet.

Derudover havde jeg også forventet, at der ville være flere sociale arrangementer arrangeret af skolen selv, da vi skulle indskrives den 15. september og først havde undervisning fra den 26. Men der var ingenting planlagt, så der skal man selv være meget opsøgende i starten.

På trods af en lidt frustrerende begyndelse på udvekslingen er jeg stadig rigtig glad for, at jeg gjorde det. Jeg har fået venner fra hele Europa, blevet mere selvsikker i det engelske sprog, lært både Southampton og London (to timer fra Southampton i bus) godt at kende og fået noget ny viden, som jeg ikke ville have fået i Danmark. Jeg rejste rundt i Skotland i to uger inden semesterstart, besøgte mange engelske byer som Brighton og Bath og slog selvfølgelig også et smut forbi Stonehenge. Der er rig mulighed for at rejse rundt og se både England, Irland, Wales og Skotland i løbet af semesteret, og derudover er det bare fedt at have prøvet at bo i et andet land, selvom det ikke engang tager to timer at flyve der til fra Danmark. Udveksling er absolut en mulighed, som alle burde overveje.

Af Julia Liberati (journalist)

Skoleåret på Solent starter, netop som Southampton er vært for et internationalt boat show. Det betyder, at det næsten er umuligt at få et hotelværelse de første dage – sørg derfor for at finde et hus, inden du tager af sted. Og ja, de studerende bor som regel i huse med fire til syv personer i hvert. Det er en smule proppet, men værelserne har en god størrelse, så der er mulighed for at trække sig tilbage, hvis det konstante selskab bliver for meget. De mange huse giver grundlag for en masse vaskeægte husfester. De bliver holdt i stor stil både af englændere og internationale studerende, og med lidt social kompetence skal man nok blive inviteret til en del fester.

Når boligsituationen er klaret, gælder det om at få styr på sit skema. Point of contact, Chris Holder, er rigtig god til at hjælpe med stort og småt, men det kan tage tid, før der er styr på det hele. Et rigtig godt råd er at vælge fag, hvor der er mulighed for gruppearbejde. De internationale studerende får lynhurtigt skabt et fællesskab, men det kan være en lille smule sværere at komme ind på livet af de lokale studerende. Og lad os nu være ærlige, man tager vel til England for at forbedre sit engelske og lære om den britiske kultur. Det er i hvert fald værd at gøre en indsats for at få lokale venner, for de kender området, og de er gode at have i mange henseender.

En anden måde at komme ind på livet af de lokale er ved at melde sig ind i en af de student unions, universitetet tilbyder. Det spænder fra alverdens sportsgrene til forskellige kultur- og sprogunions. Da jeg var af sted, var især surfholdet populært, imødekommende og tog på en del ture til smukke kystområder for at surfe. Man behøver ikke kunne surfe for at være med. De går lige så meget op i at holde fest.

Niveauet på universitetet svinger en smule. Jeg fulgte to fotofag i den samme fotoklasse, og her var det journalistiske niveau meget lavt. Det er klart, fordi de studerende på det her fag uddanner sig til at blive fotografer, men humlen lå i, at de her fag var de eneste, der skulle forberede dem på livet som pressefotografer, og derfor skulle de lære en masse basale journalistiske færdigheder. Og efter tre semestre på DMJX og halvandet år i praktik har man altså styr på det. Prøv i stedet at kigge på nogle af de specialiserede journalistiske fag som fx sports-, videnskabs-, eller modejournalistik, eller nogle af de tekniske fag, der giver færdigheder i web eller diverse programmer –  de fag har jeg kun hørt godt om. Mit tredje fag, documentary filmmaking, var sjovt og givende. Mange af undervisningstimerne går med at blive introduceret til forskelligt udstyr, og det kan godt blive en smule kedeligt. Til gengæld er der grundlag for gruppearbejde og for at bruge de journalistiske færdigheder, man har med sig hjemmefra. Her er det faktisk en fordel, at de, der følger uddannelsen,  er filmstuderende – det kan man både lære noget af, men man kan også sige helle for at stå for interviews og påtage sig rollen som producer eller instruktør og dermed stå for fortællingen i den dokumentarfilm, man afslutter forløbet med at lave.

Og så bare lige en sidste bemærkning: Forbered dig på at få en masse viden om den hollandske kultur med hjem også. Af en eller anden grund er der utroligt mange hollandske studerende i Southampton, så du kan ikke undgå at deltage i sociale arrangementer, hvor der somme tider bliver talt mere hollandsk end engelsk. Men de er nu både søde og sjove.

Af Simon Johansen

”Jeg skal læse på universitetet i England.”

Det klingede egentlig meget godt. På nethinden fremkaldte jeg selv billeder af flittige studerende i matchende tern, stolte over at repræsentere deres velrenommerede skoler, hvad enten der står Oxford, Cambridge eller, øh, Hogwarts over de historiske bygningers indgange.

Klip til virkeligheden.
Southampton Solent University stod der over den helt nybyggede, næsten futuristiske facadeindgang. Skoleuniformen var nærmere de nyeste hovedtelefoner fra Beats By Dre, end noget som helst med tern. Og selve institutionen var hverken historisk eller velrenommeret.
Men jeg kunne lide det.

Her var et universitet, der var i trit med tiden, tænkte jeg. En tanke, der blev bekræftet af, at skolen først i 2005 fik titel af universitet. På skolens website reklamerer de med en stærk forbindelse til erhvervslivet, og faciliteterne var i topklasse med masser af iMacs og en ivrig brug af Twitter som skolens officielle kommunikationsmiddel. Glimrende.

Men der kommer et men. Og her kommer jeg det, jeg egentlig vil lægge vægt på, i min klumme om mit udvekslingsophold i England. De engelske studerendes deltagelse i undervisningen var beskæmmende.

Første gang, jeg opdagede dette, var til en fremlæggelse i faget ”Specialist Reporting”. Alle holdets 25 elever var blevet bedt om at lave en kort fremlæggelse af, hvilke typer websites, der fandtes indenfor et bestemt journalistisk emne, fx politik, transport og musik. Uden at overanstrenge mig, havde jeg smækket et kort slideshow sammen om nogle forskellige typer  sportssites, men det fortrød jeg senere, at jeg havde brugt tid på. Da jeg mødte op til undervisningen, var vi nemlig kun to, der havde gidet at forberede noget som helst. Underviserens reaktion? ”Okay, så får I alle sammen lige 20 minutter, der at finde på et eller andet.” Fedest.

Scenariet, hvor manglende deltagelse fra de studerende nærmest umuliggjorde undervisningen, gentog sig en række gange gennem foråret. Selv fremmødet til timerne udviklede sig til en farce. Til den afsluttende skriftlige eksamen i faget ”Sporting Culture & Mega Events”, kunne lektoren tørt konstatere, at der var visse fremmødte, han så for første gang på hele skoleåret.
Men hvorfor? Det udviklede sig til et paradoks i mit hoved. Hvorfor i alverden laver de engelske studerende ikke dagens gode gerning, når de nu betale som store summer, for at få en universitetsuddannelse? Og, måske mere essentielt, hvorfor har det ingen konsekvenser?

Her er min påstand, fuldstændigt uvidenskabelig og udokumenteret, ud over mine egne oplevelser:
Det spritnye universitet med de topmoderne faciliteter har ganske enkelt ikke økonomi til at komme af med alle de uengagerede studerende. Selv hvis man indførte helt overkommelige krav om fremmøde og deltagelse i undervisningen, ville man uden problemer kunne trimme antallet af studerende til det halve. Et cut, der uden tvivl ville hæve undervisningsniveauet betragteligt. Det ville så omvendt også betyde, at skolen halverer sine indtægtskilder.

Lesson learned? Money talks.

Bevares, Southampton Solent University har masser at byde på. Men til fremtidige DMJX’ere, der overvejer et Erasmus-ophold på denne institution, vil jeg her give et par råd for at optimere udbyttet:

– Fokusér primært på andre fag, end de journalistiske. SSU har et væld af nørdede fag, vælg nogle af dem i stedet.

– Vælg fag på 3.års-niveau, også kaldet Level 5 og Level 6. Her er der størst chance for, at du går klogere fra en forelæsning. Bonus: Flere engelske medstuderende har rundet de 20 år.

– Brug byen Southampton til det, den kan. Se Premier League-fodbold, tag rundt og se de mange historiske steder i nærheden (Stonehenge, Winchester mf.), og udnyt, at London kun er 1,5 time væk.

Et ophold på Southampton Solent University kan give meget. Men de engelske studerende giver sjældent andet end hovedrysten.

Til dig der vil opleve det rigtige England

Af Dorothea Margrethe Berg Johansen

Southampton er ikke en smuk by. Alt det smukke blev bombet væk under 2. verdenskrig og nu ligger resterne af de gamle Tudor-bygningsværker og stritter mellem KFC’s og pound shops. Hvis du gerne vil se England fra bagsiden og opleve Thatcher-politikens konsekvenser, er Southampton det perfekte udgangspunkt. Her bor folk med fuldtidsarbejde, der kun har råd til at bo på et enkelt værelse i et dele-hus med fire andre, der bor enlige mødre, der må strippe om natten, for at få råd til tøj til ungerne, og så bor der helt almindelige englændere, der går på pub’en for at spise frokost.

Udover ‘the working poor’ og folk på overførselsindkomst bor der rigtig mange studerende i Southampton, da der er to universiteter i byen. Solent er det mest moderne af de to. Southampton Solent University er moderne på den måde, at det tilbyder det, som de unge gerne vil have -man kan blandt andet tage en bachelor i comedy her. Jeg læste fag fra Music Journalism-linjen og deres Film og Tv-linje, nogle fag, der var meget interessante og på et fagligt niveau, hvor man som DMJX-studerende sagtens kan følge med.

De mange studerende, og især de mange udenlandske studerende i byen giver rig mulighed for at danne et netværk hurtigt, men man skal som dansk studerende dog være opmærksom på, at man nok bliver den ældste i flokken (de fleste andre studerende er omkring 20 år gamle).
Jeg tog til Southampton for at læse Music Journalism og for at se det rigtige England. Jeg har tidligere kun været i London, når jeg har besøgt England. Begge ønsker blev opfyldt i Southampton. Jeg har hørt hooligans synge hele eftermiddagen, når der var hjemmekamp på Saint Mary’s Stadium, og jeg har mødt mennesker, der som følge ef Jern Ladyens politik i 80’erne ikke kan flytte sig fra den klasse, de er født ind i. Jeg er blevet undervist af en gammel punker fra Manchester, og jeg har været til foredrag med ham, der opfandt begrebet Britpop. Alt i alt har det været nogle begivenhedsrige måneder i havnebyen på den Engelske sydkyst, hvor jeg både har fået nye venner, lært en masse om subkulturer, protestsange og kult-film, og har spist en masse virkelig dårlig mad.