Af Emilie Rask Jensen
Jeg tog mit sidste semester på CEU San Pablo, et privatuniversitet med fakulteter rundt omkring i Madrid. Journalistik (Facultad de Humanidades y Ciencias de la Comunicación)er spredt over tre fakulteter, der alle ligger i området Moncloa.
Det er svært at finde informationer på universitetes hjemmeside, men vejlederne på Facultad de Humanidades y Ciencias de la Comunicación er søde og hjælpsomme. Miguel Delgado, Emiliano Blasco Doñamayor og Álvaro Bootello Almendariz taler alle engelsk.
Jeg fik tilsendt en liste med fag, jeg kunne vælge, men da jeg mødte op på universitetet, var listen blevet ændret. Det var lidt besværligt i forhold til at få dem gen-godkendt af DMJX. Men det lykkedes, og jeg endte med følgende fag:
Español Lengua Extranjera – Escritura para los Medios de Comunicación – Fundamentos de Fotografía y Estética – Pensamiento Creativo – ING Lengua Moderna – Corporate Communication og Technology and New Media.
Det hedder sig, at mange af disse fag er ”bi-lingual” – det er de ikke helt. Man skal kunne spansk i langt de fleste tilfælde, hvis man vil kunne følge med. Der er ligeledes stor forskel på, hvor meget engelsk de forskellige professorer kan tale og forstå. Det generelle undervisningsniveau er lidt lavere, end man er vant til hjemmefra, men sproget trækker sværhedsgraden op.
Selv på den første dag, hvor man som ny (international) studerende fik information om resten af semestret, foregik alt på spansk.
De fag, jeg tog, var meget hands on. Der er ingen tykke bøger og afleveringer med kilometerlange refleksionsrapporter, men derimod en masse praktiske opgaver, der skulle udføres på dagen. Det kunne være at tage ud og lave en kortfilm med en case, man fandt på stedet, udvikle en ide, færdiggøre den og fremlægge den for resten af klassen eller lave et radiospot ud fra et tema. Derfor var dagene tit lange, men de sluttede ofte uden reelle lektier. Og naturligvis med en siesta midt på dagen.
En god ide er at forberede sig på, at alting tager tid. Min erfaring er, at det er bedst for alle, hvis man tæller til 10000 mange gange dagligt. Eller bare bander lidt på dansk og tager en kaffe mere, mens man venter. Hver dag er der problemer med fotokopier, internet, intern kommunikation og forkerte klasselokaler. Og alle kommer for sent. Inklusiv underviserne. Men ser man bort fra dette, er det en virkelig fin oplevelse, både fagligt og socialt.
Jeg valgte at finde en lejlighed frem for at bo på campus, og det kan sagtens lade sig gøre, men man skal se sig for, når man vælger sin udlejer. Der er mange hustlertyper, der konstant forsøger at presse huslejen op og snige alle mulige tillægsgebyrer ind. Derfor skal man gennemlæse kontrakter og regninger ned til mindste detalje. Der var ”fejl” på samtlige af mine regninger. Men lejligheden var fin og lå i området Argüelles, hvor jeg boede sammen med to tyskere, en italiener og en spanier.
En anden god ide er at mingle med folk uden for universitetet. De studerende ved, at man kun er der i en begrænset periode, så de er ikke så interesserede i at mingle. Det er de til gengæld i resten af Madrid, så man skal ikke frygte at blive ensom, man skal bare selv sørge for at gå ud og blande sig med de lokale i fitness centre, på diverse kurser uden for skolen og på rejser. Og vigtigst af alt finde sig en lokal bar, hvor man kan hænge ud, se fodbold (eller i hvert fald lade som om), spise tortilla, tale med stamgæsterne og øve sit spanske.
Madrid er en virkelig fin by, det er nemt at komme rundt, og der er altid noget at lave. Byen er delt op i 21 såkaldte distritos, der alle er meget forskellige i forhold til, hvad man kan lave, og hvem der bor der – og generelt er der er ekstremt mange fester. Hver dag! Og naturligvis masser af tapas, god vin og sangria.
Jeg vil helt klart anbefale Madrid og CEU San Pablo, men kun hvis man rummer en masse tålmodighed og kan tale spansk på basis-niveau. Eller hvis man virkelig elsker udfordringer!
Links til (en slags organiseret) lejlighedssøgning: