Af Pernille Randrup Pedersen.

Då tog den slut, den ljuvliga svenska semestern

I januar var der minus 18 grader i Stockholm, men den daglige cykeltur fra Folkungagatan, Södermalm og op på universitetet, indpakket i, hvad jeg havde med af ekstra-jakker, halstørklæder og pandebånd, var lige fantastisk hver gang.

Først ned af Katarinavägen. Der var Kungliga slottet. Nu forbi fisefornemme Sturekompaniet. Her kom Brunnsvikens tilisede bådbroer. Og så pludselig, Frescati, Stockholms Universitet, der tårnede sig op med kæmpemæssige bygninger, men også med noget så selvfølgeligt svensk som små træhuse stukket ind i mellem.

Det var faktisk slet ikke meningen, jeg skulle have været i Sverige, nej jeg havde søgt vestpå, som så mange andre; og fik hverken Missouri, San Francisco eller Edinburgh, som-så-mange-andre.  Jeg havde dog i et pænt stykke tid tænkt, at jeg en eller anden gang i mit liv hellere måtte prøve at bo i Sverige – derhen havde min stærke følelse af nordisk, og i særdeleshed skandinavisk, fællesskab for længst båret mine upræcise fremtidsplaner. Så hvorfor ikke allerede nu, egentlig? I anden runde var Stockholm min førsteprioritet, og denne gang fik jeg mit ønske opfyldt.

Det viste sig, at der på den anden side af Østersøen er meget mere at hente end et nærmere kendskab til de velopdragne, androgyne elgklapperes fascination af design og kanelbullar. Først og fremmest lærdom og venskab – og de to store plusser har ikke meget at kæmpe imod… For selv minusserne løste sig i sidste ende oftest til det bedste:

F.eks. bøvlet med at få styr på fag og point over mail og telefon, inden jeg tog af sted. Det viste sig at det var den letteste ting i verden, at, når man var startet, møde op på de respektive kontorer til de forskellige institutionskoordinatorer og få svar med det vuns.

Og f.eks. den elendige boligsituation, der er for studerende i Stockholm, som gjorde, at jeg måtte bruge tid, kræfter og penge på en annonce på blocket.se. Men den skaffede mig til gengæld det mest fantastiske værelse i en restaurantchefs lejlighed lige midt i SoFo.

Det blev mit udgangspunkt for et utal af gode oplevelser, og primært var Stockholm, for mig, et godt afbræk fra journaliststudierne, som jeg var ved at gå ret så død i.

For her er ikke bare muligheden for den, på godt og ondt, dominerende følelse af at være væk hjemmefra, uden at være alt for langt borte, her er også muligheden for at vælge noget helt andet end journalistik til. Der er nemlig kun krav om ét fag på JMK – Journalistik, Medier och Kommunikations-afdelingen – for at blive antaget som Nordplus udvekslingsstudent. Resten af sine point kan man hente indenfor hvilket som helst andet fagområde på uni, man skulle have lyst til.

Og så er der tutorerne for internationale studerende, der sørger for en helt eminent modtagelse og et tætpakket program, hvor man skal være enormt lidt tilgængelig, for ikke at få venner i løbet af de første dage, måske endda timer, hvor man som regel ender på universitetets onsdag-torsdag-fredagsbarer eller i byen på Söder&Sture.

Svenske venner kræver det lidt mere arbejde for at få, for som vi danskere, som måske har prøvet pludselig at være i gruppe med en svensk studerende herhjemme, er de lidt uforstående overfor denne overgearede iver for at tage billeder i timen, drikke kaffe efter skole eller mødes og hænge ud på et historisk sted, og har nok slet ikke tid, fordi de skal hjem at spise ved mor, eller på arbejde i opvasken nede på caféen. Naturligt nok, mener jeg.

Og alt efter ens prioriteringer, skal man nok få kammerater af den ene eller anden slags at nyde sit studium i Sverige på. For det er en nydelse at være lidt borte fra det hele, have tid til at åbne øjnene og lære noget nyt.

Semester betyder ferie på svensk. De kalder et semester for en termin.
Dette har absolut været den bedste termin for mig de sidste fire år – den har faktisk nærmest været en riktig semester…