Af Simon Johansen
”Jeg skal læse på universitetet i England.”
Det klingede egentlig meget godt. På nethinden fremkaldte jeg selv billeder af flittige studerende i matchende tern, stolte over at repræsentere deres velrenommerede skoler, hvad enten der står Oxford, Cambridge eller, øh, Hogwarts over de historiske bygningers indgange.
Klip til virkeligheden.
Southampton Solent University stod der over den helt nybyggede, næsten futuristiske facadeindgang. Skoleuniformen var nærmere de nyeste hovedtelefoner fra Beats By Dre, end noget som helst med tern. Og selve institutionen var hverken historisk eller velrenommeret.
Men jeg kunne lide det.
Her var et universitet, der var i trit med tiden, tænkte jeg. En tanke, der blev bekræftet af, at skolen først i 2005 fik titel af universitet. På skolens website reklamerer de med en stærk forbindelse til erhvervslivet, og faciliteterne var i topklasse med masser af iMacs og en ivrig brug af Twitter som skolens officielle kommunikationsmiddel. Glimrende.
Men der kommer et men. Og her kommer jeg det, jeg egentlig vil lægge vægt på, i min klumme om mit udvekslingsophold i England. De engelske studerendes deltagelse i undervisningen var beskæmmende.
Første gang, jeg opdagede dette, var til en fremlæggelse i faget ”Specialist Reporting”. Alle holdets 25 elever var blevet bedt om at lave en kort fremlæggelse af, hvilke typer websites, der fandtes indenfor et bestemt journalistisk emne, fx politik, transport og musik. Uden at overanstrenge mig, havde jeg smækket et kort slideshow sammen om nogle forskellige typer sportssites, men det fortrød jeg senere, at jeg havde brugt tid på. Da jeg mødte op til undervisningen, var vi nemlig kun to, der havde gidet at forberede noget som helst. Underviserens reaktion? ”Okay, så får I alle sammen lige 20 minutter, der at finde på et eller andet.” Fedest.
Scenariet, hvor manglende deltagelse fra de studerende nærmest umuliggjorde undervisningen, gentog sig en række gange gennem foråret. Selv fremmødet til timerne udviklede sig til en farce. Til den afsluttende skriftlige eksamen i faget ”Sporting Culture & Mega Events”, kunne lektoren tørt konstatere, at der var visse fremmødte, han så for første gang på hele skoleåret.
Men hvorfor? Det udviklede sig til et paradoks i mit hoved. Hvorfor i alverden laver de engelske studerende ikke dagens gode gerning, når de nu betale som store summer, for at få en universitetsuddannelse? Og, måske mere essentielt, hvorfor har det ingen konsekvenser?
Her er min påstand, fuldstændigt uvidenskabelig og udokumenteret, ud over mine egne oplevelser:
Det spritnye universitet med de topmoderne faciliteter har ganske enkelt ikke økonomi til at komme af med alle de uengagerede studerende. Selv hvis man indførte helt overkommelige krav om fremmøde og deltagelse i undervisningen, ville man uden problemer kunne trimme antallet af studerende til det halve. Et cut, der uden tvivl ville hæve undervisningsniveauet betragteligt. Det ville så omvendt også betyde, at skolen halverer sine indtægtskilder.
Lesson learned? Money talks.
Bevares, Southampton Solent University har masser at byde på. Men til fremtidige DMJX’ere, der overvejer et Erasmus-ophold på denne institution, vil jeg her give et par råd for at optimere udbyttet:
– Fokusér primært på andre fag, end de journalistiske. SSU har et væld af nørdede fag, vælg nogle af dem i stedet.
– Vælg fag på 3.års-niveau, også kaldet Level 5 og Level 6. Her er der størst chance for, at du går klogere fra en forelæsning. Bonus: Flere engelske medstuderende har rundet de 20 år.
– Brug byen Southampton til det, den kan. Se Premier League-fodbold, tag rundt og se de mange historiske steder i nærheden (Stonehenge, Winchester mf.), og udnyt, at London kun er 1,5 time væk.
Et ophold på Southampton Solent University kan give meget. Men de engelske studerende giver sjældent andet end hovedrysten.