Poutine og permafrost

Gode, nye venskaber var den helt store grund til, at jeg overlevede fem måneder med -20 grader, uendelige snemasser og alt for mange skoleopgaver.

Af Karen Sofie Egebo

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme. Overvej lige, om du er til meterhøj sne og kæmpestøvler på i byen, og til ikke at kunne gå en tur på mere end fem minutter, fordi dine lår fryser til is. Hvis ja, så tag endelig til Montreal på vintersemestret. Ellers ville jeg nok vente til efteråret. For ja, Montreal er absurd kold om vinteren. Vi nåede ned på -40 som det mest ekstreme, og på et tidspunkt syntes vi, det var ’varmt’, når der ’kun’ var -15… På den anden side har det været interessant at opleve, om end jeg til sidst ikke kunne tåle synet af sne. Især ikke i slutningen af april…

Når det er sagt, har mine måneder i Montreal været vidunderlige. Ikke så meget på grund af skolen eller byen, men fordi jeg har lært nogle gode mennesker at kende. Både andre danskere – vi endte ironisk nok med at være en temmelig sammentømret danskerklub, som kendte hinanden på kryds og tværs – nordmænd, franskmænd og indfødte canadiere. Især sidstnævnte viste sig at være et godt bekendtskab; en nat på bar resulterede i to nye venner, som var ivrige efter at vise os Québec og tog os med til Québec City og på sugar shack dybt ude i skovene.

Det var altså ikke på skolen, jeg hentede nye venner. Som 25-årig er der et par år ned til dine medstuderende, og der er en mærkbar forskel på canadierne og os; selvom de næsten har overstået fire år på universitetet, bor en del stadig hjemme. Undervisningen er også på et andet niveau: Canadierne har ikke været i praktik, og jeg blev overrasket over, at mange – selv på fjerde år – blev ængstelige over at blive kastet ud i interviewopgaver.

Jeg havde valgt tre skrivefag (Magazine Writing, Feature Writing og Literary Journalism) og et filmfag (Late Silent Film), og jeg havde nok valgt anderledes, hvis jeg havde tænkt mig om – tre skrivefag betyder nemlig rigtig mange afleveringer, og jeg druknede totalt. Selvom der hverken var arbejdsrapporter eller store krav, var det hårdt at skulle producere så meget, når der også var læsning og et vigtigt socialliv. Dog var lærerne rigtig søde, hjælpsomme og inspirerende, og opgaverne var sjove. Mit filmfag var interessant, og det var skønt at kunne læne sig tilbage i røde biografsæder hver mandag og se stumfilm. Det ville jeg gerne have haft tid til at nyde meget mere, og jeg kan virkelig anbefale at tage et udvekslingsophold som en mulighed for at prøve nogle helt andre fag af end journalistik.

Inden afrejsen panikkede jeg en del over sprogtest, CAQ, fagvalg og sundhedsforsikring. Der er dog ingen grund til bekymring. Sprogtesten var nemt overstået, CAQ’en kan du godt spare, for den er der ikke brug for (selvom skolen siger det), og sundhedsforsikringen er dækket af dit sygesikringskort. Fagvalget var dog besværligt. Et godt tip er at alliere dig med vejlederen på dit fakultet, for det er hende, der skal åbne op for dine fag, så du kan få dem. Jeg var for sent ude i forhold til skolens deadline, men fik alligevel præcis, hvad jeg ønskede. Bare vær vedholdende og tag eventuelt ud og snak med vejlederen, når du ankommer, så kan hun nemt hjælpe dig.

Og så er der byen. Da jeg har boet i Berlin og helt uforbeholdent elsker byen, var jeg meget begejstret over, at mange sagde, at Montreal er Nordamerikas Berlin. Ja, Montreal er også lidt fattigsexet og bohèmeagtig med mange musikere, kunstnere og kreative sjæle – men Montreal mangler i dén grad Berlins vildskab. Barerne lukker tidligt (kl. 03), og især om vinteren får man fornemmelsen af, at montrealerne er gået i hi. Det var i hvert fald altid danskerne, der stod tilbage og ikke var noget nær trætte, når lyset blev tændt på diskotekerne. Til gengæld blomstrer byen væsentligt op, når det bliver varmt, og mange af de vinterlukkede, fede barer åbner – især dem, som måske har givet Montreal sin Berlin-sammenligning.

Jeg boede i området Mile-End, som er hipsterområdet med gode caféer og sorte barer, vintagebutikker, pladeforretninger og boghandlere, som holder digtoplæsninger. Min gade var midt i det ortodokse jødiske område, og det gav en virkelig fed fornemmelse af at være langt væk hjemmefra og få indblik i en anden kultur. Det kan varmt anbefales!

Nord for ’the tracks’, altså nord for Mile-End i området omkring Jean-Talon, er der en del gamle industribygninger, hvor de kreative stille og roligt er ved at rykke ind. Det er her, de hemmelige barer ligger, hvor man skal være heldig at vide, hvornår der er illegal fest, og det er både billigt og en mulighed for at bo et unikt sted.

Så er der Plateau, som er der, hvor franskmændene (altså dem fra Frankrig) bor. Her har gentrifikationen haft sit indtog, men der er stadig mange gode steder. Ellers er Montreal en by, hvor man som regel kun opholder sig i få områder; Mile-End, Plateau og Downtown, når man skal i skole. Resten af den relativt store by er kedelige beboelsesområder, og det kan godt virke meget småt, endda mere småt end København. Men derfor er der mulighed for at udforske nogle områder, hvor der sjældent kommer turister; f.eks. øens vestside, hvor de fleste anglofone bor. Tag bussen ud engang (dit metrokort virker alligevel til et kæmpe område) og kig dig omkring.

Et udvekslingsophold i Montreal er også en rigtig god mulighed for at tage på nogle andre ture. Vi var i Québec City og New York, og Boston, Toronto og Ottawa er også indenfor overskuelig rækkevidde.

Alt i alt; Montreal mangler måske lidt fandenivoldskhed, og jeg endte med at blive lidt træt af alt det franske, men jeg ville bestemt ikke have været foruden mine fem måneder med permafrost og gode venskaber. Så tag endelig afsted, hvis du vil fordybe dig i en by, hvor der både er kreativ stemning og frankofon charme, hvor ishockey er religion, man står i høflig kø til bussen, og hvor kaffen er billig, men ostemadden meget dyr.

PS. Prøv poutine, når du er på vej hjem fra byen; Montreals ’nationalret’ består af pomfritter, brun sovs og frisk mozzarella-agtig ost, der knirker mellem tænderne. Snasket, men interessant…