Af Thomas Løbnitz Striegler (kommunikatør)
Montreal – Den ukendte canadiske perle.
Rundt i Montreal for første gang: Klokken er cirka ti om aftenen, og jeg står storsvedende og semi-forvirret på ”Rue de la Gauchetière Ouest”. Jeg har min rejsekuffert i den ene hånd og min mobil i den anden. Nu forsøger jeg at aflæse de screenshots, jeg tog fra et Google Maps-kort over Montreal, da jeg sad ti timer med WiFi i toget fra New York. Hvordan skal jeg dog finde vej til mit nye hjem i den anden ende af den her by, hvor der bor over 3,5 millioner mennesker, så sent om aftenen. Det hjælper ikke ligefrem på situationen, at Montreal primært er en fransktalende by med franske vejskilte, samt har nogle tårnhøje overblikshæmmende bygninger i Downtown, hvor jeg lige nu står og glaner. Det gør til gengæld to flinke herrer, der kommer forbi. Jeg får udstukket en kurs mod Metroen, og ruller langsomt men stødt ned i Montreals undergrund bestående af tre forskellige linjer, hvor jeg til alt held finder den korrekte perron til mit tog i første hug.
”Nu er jeg i gang. Det er nu min udveksling, og nye liv i et fremmed land for alvor starter”, tænker jeg.
Jeg står foran indgangsdøren til min nye canadiske adresse tre kvarter senere. Og det gik faktisk overraskende nemt med Montreals overskuelige offentlige trafik.
Nemt er egentlig en gennemgående mantra for udveksling til Montreal. Ikke ”nemt-kedeligt”; mere ”nemt-fedt”.
I Montreal bliver man hurtigt integreret, og får en hverdag op at køre – på den fede måde. Montreal har en europæisk stemning, med et miks af folkeslag fra hele kloden. Du vil også som dansker føle dig godt tilpas. Montrealerne er ualmindeligt gode til at tage imod med åbne arme. De snakker helhjertet med dig ved busstoppestedet, viser gerne vej mod universitetet, eller fortæller dig, hvor du køber de bedste pitabrød i området. Noget vi kunne lære noget af i Danmark.
Nicheshop og vind i håret: På anden dagen af mit canadiske eventyr, fandt jeg mig selv stående foran den lokale universal brugt-isenkrammer i Outromont. Den nidkære mexicanske ejer der sælger alt fra diskolys til FC Barcelona fodboldtrøjer, har også mit fremtidige køretøj holdende i sin biks. En lidt slidt men på alle måder fed gammel canadisk CCM Corsa racercykel til kun 125 CA$. Et fund! Jeg får mod alle odds, da jeg har hørt, han er hård at handle med, forhandlet en god lås og ny saddel med til kun 40 CA$ ekstra. Cykeltyveri er hyppigt forekommende i Montreal, så køb en kvalitetslås, det koster ikke det store. Generelt er prisniveauet på de fleste ting 10-20 % billigere, så det er rimelig billigt at leve.
Nu er jeg klar til at indtage min nye hjemstavn på to hjul, ligesom de tusindvis af andre cyklister der drøner rundt i byen. Men pas på. Bilerne ser dig ikke, og vejene er mildest talt i forfærdelig stand.
Concordia University: Universitetet har en del bygninger Downtown samt Loyola Campus en god cykeltur vestpå ud ad byen. Der går gratis shuttlebusses derud, men jeg valgte at tage alle mine fag på de forskellige campus’ Downtown, så det hele var centreret. Her er der desuden Metro direkte til kælderen, hvis du ikke skal ud og trille på to hjul.
Mine fag var Introduction to International Relations og Sociology and Cyberspace – begge i H-bygningen på Sankt Georg Williams Campus. De to andre fag var på School of Community and Public Affairs, hvor jeg havde Introduction to Public Policy and the Public Interest og Economics for Public Policy and Community Development. Alle fire fag hang på én eller anden måde super godt sammen, og der var ofte referencer og overlap i undervisningen. Det gav et godt flow i mit samlede undervisningsforløb, og perspektiverede min indlæring.
Især fagene på SCPA var jeg begejstret for, da de funderede nogle interessante klassediskussioner, og havde et meget åbensindet undervisningsmiljø.
Arbejdsbyrden generelt er meget, hvad man gør det til, men forvent der er ekstra pres på i oktober og december, når der afholdes midterms og finals. De kan godt presse lidt sved frem på panden.
Jeg delte købet af en bog med en ny klassekammerat fra Concordia, og det var den eneste jeg købte. De fleste undervisere uploader alt undervisningsmateriale online. Men det er vist forskelligt fra fag til fag, har jeg ladet mig fortælle.
Niveauet er meget forskelligt alt efter fag. Jeg havde kun 200-level fag, så jeg var sikker på, jeg kunne følge med i undervisningen, og det passede mig godt. Der findes også 300- og 400-level fag. ECTS points er som regel ens.
Læs om de fag du finder interessante og prøv dem af! De første to uger shopper du stille og roligt rundt, men du skal naturligvis være opmærksom på, at holdene løbende bliver fyldt op.
Kom af sted! Montreal er selvfølgelig meget mere end dette, og det er ikke sådan lige til at forklare, hvordan det er at være på udveksling i Montreal. Du skal spise poutine, se byen fra Mont Royal, gå rundt i Old Port, danse natten lang på Cresent Street, købe friskbagte bagels fra den lokale, hænge ud i Parc La Fontaine, shoppe grøntsager på Jean-Talon Market, se hvaler i Tadoussac, tage med CISA til Boston, lave potluck med dine nye Montreal-venner, klæde dig ud til Halloween, cykle gaderne tynde, se hockey i Bell Center og tusind andre ting. Bare tag af sted. Montreal er en sand perle!