Af Martin Andersen (journalist)

”Litauen? Ja, Litauen.”

Denne drejning tog de fleste af mine samtaler med folk, inden jeg tog på udveksling i Litauens hovedstad Vilnius, for fem måneder siden. Ingen kunne forstå, hvad jeg dog ville der. Jeg var også selv lidt i tvivl. Men i dag fortryder jeg ikke et sekund.

Selve ideen om at tage til Litauen var et resultat af, at jeg ville prøve noget anderledes. Noget man ikke lige i første omgang tænker som en mulighed. Men siden jeg landede her, er tanken om, at jeg skal hjem til Danmark igen, blevet sværere og sværere.

Litauen er naturligvis et land i Østeuropa, men de er meget vestligt orienterede og prøver virkelig på at distancere sig fra Rusland. Priserne er yderst SU-venlige – for knap 60 kroner har du et buskort for en måned, og du vænner dig hurtigt til at gå ud og spise de fleste af dine måltider.

Socialt har det været nemt at falde til herovre. De unge litauere taler for det meste et fint engelsk og de mange andre internationale studerende, vil også meget gerne lave og opleve ting. De står i samme situation som dig, når du kommer.

En stor gevinst herovre er den lokale Erasmus Student Network-gruppe. Gennem dem kan du få dig en mentor. Det vil sige, en lokal studerende der kan hjælpe dig med praktiske ting igennem hele din tid i landet. Men for rigtig mange bliver deres mentor ikke bare en praktisk gris, men også en rigtig god ven. Det gjorde det for mig. Gennem min mentor mødte jeg hendes venner, og gennem min mentor mødte jeg andre mentorer. Det er en genial vej til et stort lokalt netværk.

De internationale studerende møder du til gengæld, lige der hvor du bor. I hvert fald, hvis du, som jeg, vælger at bo på et af universitetets kollegier. Her bor du, for 435 kroner om måneden, sammen med folk fra hele verden, og der er altid nogle at snakke med. Privatliv kan til gengæld være svært at få plads til. Selve kollegiet er i bedste Sovjet-stil – ”bedste” forstået på den måde, at du ikke skal forvente luksus. Men det virker. Der er vand i hanerne, og der er internet i luften – lige indtil den russiske sikkerhedsvagt bliver tosset over de mange fester, og slukker for det hele.

Der er selvfølgelig også studierne. Som journaliststuderende er du tilknyttet fakultetet Kommunikation, men du kan også vælge fag fra andre fakulteter. I alt fulgte jeg fem fag, fordelt på 2 om onsdagen og 3 om torsdagen. Og så var der fem dages weekend!

Jeg havde et fag på Kommunikation og to fag på Historie. Fælles her var, at arbejdsmængden var forsvindende lille, og for Histories vedkommende også på et meget lavt niveau.

Derudover havde jeg to fag på Institute of International Relations and Political Science. Her er lærerne rigtig dygtige og niveauet tilsvarende højt. Det skal dog siges, at de to fag, jeg fulgte, var master-fag. Arbejdsmængden her er ikke overdreven høj, men dog til stede.

Niveauet af engelsk svinger også en del. Fælles for alle lærerne er dog, at de til første undervisning undskylder for deres engelsk. En af mine lærere sagde endda: ”Det mest talte sprog i de engelsksprogede kurser her på universitetet er ikke engelsk. Det er dårlig engelsk.”

En anden stor fordel ved Litauen, jeg bliver nødt til at nævne, er beliggenheden og tog- og busforbindelserne til andre lande. Jeg har rejst rigtig meget, mens jer har været herovre. Estland, Letland, Finland, Sverige, Rusland, Polen, Tjekkiet og så har jeg ikke engang nået Hviderusland som er et par timer væk, eller Ukraine som også kan klares hurtigt. Det er en enestående chance for, at komme steder hen du ellers ikke ville komme, og du har helt sikkert tiden til det.

Selvom jeg ikke skal sælge Vilnius og Litauen på sol og varme, må jeg give de varmeste anbefalinger til byen og landet. Det er smukt herovre, menneskene er venlige og du vil få oplevelser, du ikke kan få andre steder. Og mange af dine nye venner vil ikke være mere end en halvanden times flyvetur fra Danmark.