Af Sofie Twisttmann Hansen
Jeg var på udveksling i Columbia, Missouri, USA i efteråret 2017. Jeg vil klart anbefale andre at tage af sted på udveksling!
Columbia er en lille by (amerikanske standarder) med 120.000 indbyggere. Før jeg søgte om udveksling her, havde jeg aldrig hørt om byen, der ligger i midten af USA, og det var også det, der tiltrak mig lidt ved den. For jeg ville gerne opleve et USA, der ikke var fyldt med højhuse og turisme. Så her var jeg kommet til det helt rette sted.
Byen er lille og hyggelig med masser af cafeer og barer. University og Missouri eller Mizzou, som skolen bliver kaldt, ligger i byens midte, så overalt hvor du befinder dig, vrimler det med studerende, og du kan opleve alt, hvad du forbinder med college fra amerikanske film – sport, cheerleaders, græske huse og røde plastikkopper.
Lejlighed
Jeg var så heldig, at der er en ”dansker-lejlighed” i byen, der er gået i arv for DMJX-studerende, så jeg havde et sted at bo, inden jeg kom. Vil man kaste sig ud i at bo på dorm, så kan skolen også hjælpe dig med det. Min fornemmelse fra de andre udvekslingsstuderende, der boede der var, at dem, der bor der, er meget unge (18-19 år). Generelt følte man sig med sine 25 år lidt gammel på campus, selv om nogle af de andre udvekslingsstuderende også var lidt ældre.
Det gode ved ”dansker-lejligheden” er, at der allerede er stort set alt inventar, så du ikke skal ud at købe noget selv. Desuden følger der, hvis den stadig lever, en bil med til lejligheden, hvilket er superpraktisk, da fx supermarkeder ligger lidt uden for byen, og offentlig transport ikke er noget, de gør så meget i, da alle amerikanere stort set har bil.
Lejligheden ligger også kun 5 minutters gang fra J-School, hvilket var utrolig lækkert, da jeg havde næsten alle mine fag der.
Fag
Jeg havde fagene Seminar in Radio/TV news, Documentary reporting, Documentary theory og General psychology. Der er et hav af muligheder for fag, så jeg vil anbefale, at man går I gang I god tid, og får godkendt en masse fag hjemmefra, så man kan få sit skema til at gå op, når du ankommer. Jeg havde planlagt mit skema sådan, at jeg havde fri hver fredag, så jeg havde mere tid til at tage på ture og udflugter. Jeg nåede blandt at besøge Chicago, Miami, Iowa og Lake of the Ozarks.
Alle fag var interessante og spændende, men nogle af dem også lidt mere tidskrævende, end jeg måske lige havde regnet med. Især de praktiske fag. Så det er en god ide lige at tjekke arbejdsmængden på de forskellige fag, så man ikke bliver begravet i lektier 😉
Tim og Paula
Noget der gjorde mit udvekslingsophold til noget ganske særligt var det sødeste amerikanske ægtepar Tim og Paula, som bliver dine nye ”American parents”, mens du er afsted. I de sidste 10 år har de gjort de danske studerende fra DMJX til en del af deres familie. Jeg blev hentet i lufthavnen, taget med på weekendture, til sportsarrangementer og til grillaftener. Det er en helt unik mulighed for at opleve det ægte amerikanske liv, og så er Tim og Paula og alle deres venner ekstremt søde. Dem satte jeg virkelig pris på, og opholdet havde ikke været det samme uden dem.