Af Emil Jørgensen, journalist

Jeg var på udveksling i Istanbul i Tyrkiet fra september 2017 til januar 2018. Kort sagt var det en fantastisk oplevelse, der dog kræver en god portion tålmodighed.

Lad mig starte med det. Jeg er selv den ret så utålmodige type. Og det kan man lige så godt pakke sammen, når man ankommer til Istanbul. At blive oprettet i universitetets system på Bilgi tog to hele skoledage. At vælge fag på Bilgi tog på den gode side af et par uger. Og at få opholdstilladelsen bragt i orden var en proces, der førte en til fire-fem forskellige kontorer på skolen og i Istanbul, og som varede over fire måneder. Det blev således først bragt i orden, kort tid før jeg rejste hjem.

Min viden om Tyrkiet var tæt på ikkeeksisterende, da jeg ankom. Men gennem fagene på universitetet, samtalerne med tyrkiske venner, de lokale medier, rejser i landet og læsning af masser af Orhan Pamuk-bøger føler jeg, at jeg har fået en forståelse for, hvad Tyrkiet er for et land, samt hvad det er for nogle udfordringer, som unge tyrkere i Istanbul bokser med.

Fagene på uni
Jeg fulgte fire fag fordelt på to dage på Bilgi Universitet. ”Politics of Turkey”, ”Creative Scriptwriting for Screen”, ”Journalism and Contemporary Social Thought” og ”Islam and the West: Bridging the Gap”. De gav tilsammen 25 ECTS point. Af dem var det helt klart sidstnævnte, ”Islam and the West”, som var den største oplevelse. Underviseren, som hedder Ayhan Kaya, er en vildt inspirerende professor, som har lavet masser af feltarbejde i både Tyrkiet og Europa, undervist på universiteter i mange forskellige lande, og pt er i gang med en bog om populisme i Europa. Hans timer var provokerende, fordi de præsenterede os for et så radikalt anderledes perspektiv på forholdet mellem ”den muslimske verden” og den vestlige verden. Men de var også dybt interessante, og jeg vil anbefale hans timer til enhver, der får mulighed for at følge dem.

De andre fag var jeg knap så begejstret for. Generelt syntes jeg, at niveauet var overkommeligt, og at tyrkiske elevers mangelfulde engelskfærdigheder bremsede mange diskussioner. Skulle jeg gøre det om, ville jeg måske vælge at følge et fag mere, selvom det ikke er nødvendigt i forhold til ECTS-pointene.

Boligforhold
Den bedste beslutning jeg personligt tog i Istanbul var at flytte ind hos en ung tyrkisk fyr ved navn Hamit. Jeg var også ret heldig, fordi jeg fandt en, som var god til engelsk, og som jeg endte med at blive bedste venner med. Men dét, at bo sammen med en tyrker og møde hans venner og familie, gav mig bare så meget kulturel forståelse for, hvad det er for en situation, de har. Og jeg var specielt glad for det, fordi jeg hurtigt havnede i en ”Erasmus-boble” ude på universitetet, hvor jeg primært hang ud med andre udvekslingsstuderende. Det var selvfølgelig også både sjovt og festligt, men jeg er glad for, at jeg faktisk også har fået nære og indgående relationer til lokale mennesker.

De fleste aner intet om byens forskellige nabolag, når de kommer (det gjorde jeg f.eks. ikke), og derfor kan det virke uoverskueligt at bosætte sig i den 16 millioner store by. Mit råd vil være at finde et sted på den europæiske side omkring Beyoglu. På den måde er man tæt på fest og farver, man kan nemt kommer over til den historiske bydel i Fatih, der er gode færgemuligheder til den asiatiske side, og man kan – vigtigst af alt – komme i skole på en halv times tid.

Jeg vil fraråde at bosætte sig ude ved Bilgi Universitet. Det er meget stille område, hvor der ikke sker meget, når universitetet lukker.

Tryghed i byen
Med en smånervøs mor og kæreste i Danmark var jeg selv blevet lidt påvirket, inden jeg tog derned. Men heldigvis oplevede jeg på et intet tidspunkt, at jeg følte mig utryg, mens jeg boede der. Jeg gik mange, mange gange alene hjem fra byen om natten, og jeg blev aldrig antastet eller lignende.

Værste oplevelser var i juletiden, hvor nogle satte flyers på dørene i vores opgang. På dem stod der, at vi ”skulle huske, at det her er et muslimsk land, hvor man ikke fejrer jul”. Derudover blev vores fest juleaften lukket ned af tre tyrkiske politimænd, der opførte sig ret nedern overfor os. De lukkede festen ned, grillede os i en halv times tid og lod os så heldigvis gå uden problemer.