Af Jakob Kaldahl Friberg, TVM’er

Kulturelt mekka, kaffehovedstad og koldere end forventet.

Jeg drejer håndledet forsigtigt. Jeg kan lige skimte, hvad klokken er uden at spilde den brandvarme kaffe.

”Melbourne coffee”, tænker jeg smilende for mig selv. Et udtryk jeg ikke havde meget til overs for, før jeg fik min første kop serveret ved en af de mange kaffeboder. Den kan da ikke smage så meget bedre end kaffen i Danmark, tænkte jeg skeptisk. Og det gjorde den heller ikke..

Men baristaens øjne brændte af en passion, man kun sjældent oplever. Han brugte 30 sekunder på at lave en perfekt rose i mælkeskummet, kastede et ligeglad blik på den lange kø bag mig hvorefter han så på mig med et stort smil. ”three dollars and fifty, mate”. Den sjældne følelsen af at være den unikke kunde blandt mange sneg sig faktisk ind i bevidstheden et kort sekund. Men så genvandt virkeligheden sin plads. Et sort låg blev smasket oven i rosen, og baristaen var allerede i gang med den næste kop. Endnu en rose. Endnu et smil. Og med nøjagtig samme brændende passion i øjnene. Først da forstod jeg udtrykket; ”Melbourne coffee”.

Jeg kigger på uret igen. ”Pis, er den allerede 7.30!”, flyver det en anelse aggressivt ud af min mund. En ældre dame vender sig og kigger undrende på mig. Jeg møver mig med en smule besvær gennem menneskemængden og træder ind i den næste tram. De gulgrønne sporvogne, som er Melbournes altdominerende offentlige transportmiddel, der med få minutters mellemrum kommer trillende igennem gaderne I byens centrum (CBD). De tømmes og fyldes oftere end rutsjebanen i tivoli, ringer et par gange med en klokke, der lyder lidt som Hjem-is bilens, og tøffer så afsted igen. Altid med et ryk, der føles, som når min mor starter bilen i det forkerte gear.

Jeg får heldigvis fat i en loftstang inden da. Der er dog næsten altid en eller to passagerer, som er med for første gang. De har ikke lært lektien endnu; grib fat i noget inden det er for sent! Så de vælter som regel halvt omkuld, når den gulgrønne metalslange hugger efter fremdrift.

I dag er ofrene to unge mænd. De tumler forpustet ind ad døren med et forvirret blik. De ånder lettet op. Griner højt til hinanden og siger noget, på et sprog jeg gætter på er hollandsk. Ding!, ding!, lyder det fra førerhuset. Wuuuush! Og så snubler de ellers begge, lange som hollændere er, ned igennem vognen. De må holdes op af de omkringstående passager, for ikke at blive sendt helt i gulvet. Jeg kan ikke lade være med at smile lidt for mig selv. Det er ikke pænt. Det ved jeg.

Længere fremme i vognen står et par Construction workers med hvide sikkerhedshjelme og gule veste. De taler højlydt sammen på engelsk men med en australsk accent, der er svær at forstå for en dansker. Den kommer uendeligt langt fra den tykke britiske, som de fleste lærer i den danske folkeskole.

Til højre for dem sidder en asiatisk familie på fem på et sæde beregnet til to. De nærmest hvisker til hinanden, på et sprog jeg ikke forstår et ord af. Jeg forsøger i et par minutter. Det lykkes aldrig. De tre børn ser nysgerrige og tilfredse ud, forældrene rolige og med en mine jeg har svært ved at læse. Den ene af børnene kommer i en bevægelse med en legetøjsbil til at ramme en middelaldrende kvinde på sædet bagved. Hun vender hovedet i en fart, der allerede skriger, ”hvad har du gang i!”. Hun ændrer på et splitsekund ansigtsudtryk, da hun ser drengens skyldfyldte øjne. Et varmt smil breder sig i hendes ansigt, og hun klapper ham blødt på hovedet, som var han en lille hund. Så vender sig så om igen og kigger ned i sin mobil. Hun har et par hvide jeans klistret til lårene, en mørk bluse på overkroppen og et par enorme solbriller i panden. Så enorme, at de må gøre det umuligt at aflæse hendes ansigtsudtryk, når hun har dem på, tænker jeg.

Der er en tung lugt af sved i vognen, selvom vinduerne står på vid gab. Jeg får med lidt besvær liret mobilen op af min svedfugtige lomme og kigger på vejr-app’en. Der er allerede 25 grader. Det bliver en af de ulidelig dage. Dagen forinden var jeg taget i skole med vinterjakke, og temperaturen havde været 10 grader. Efterhånden havde jeg dog vænnet mig til det meget omskiftelige vejr, der er i Melbourne. Derfor lå der også altid en ekstra fleece-trøje i tasken.

Ud af vinduet kigger jeg på de tusindvis af travle ansigter, der udstråler alt fra et desperat ønske om mere søvn til en målrettethed, der vil overtage verden. Fire politimænd slentrer afslappet afsted midt i folkemængden, og smiler venligt til alle de passerer. Det går op for mig, at jeg aldrig har oplevet dem lave andet end at hjælpe. Forvirrede folk, der spørger om vej til toget, hjemløse der sidder langs butiksruderne på Elizabeth Street og trænger til et par minutters opmærksomhed eller ældre der skal bruge en ekstra hånd på en stejl trappe. Når jeg ser politiet i Danmark, er min første tanke; har jeg nu husket cykellygterne. I Melbourne var den nærmere; der kommer nogle jeg kan spørge om vej.

”Next stop – RMIT University”, lyder det i de skrattende højtalere. Jeg er ved vejs ende. Fremme ved det universitet hvor jeg de sidste 4 måneder, har haft min daglige gang. I dag er sidste dag. Jeg læner hovedet bagover og betragter den store hovebygning. Den skriger på opmærksomhed med dens eksperimenterende arkitektur i forskellige pangfarver. Neongrønne bobler. Skinnende sølvfacader med et skær af orange. Smukt er det ikke ligefrem, tænker jeg. Måske for tiende gang. Men det passer nu meget godt ind i Melbourne med byens mange farver. De små gyder med livlige graffitimalerier, Chinatown med dens varmrøde gadelamper og oplyste skilte eller bydelen Fitzroy og de victorianske huse fra 1800-tallet. Alle med slidte vægge i forskellige farver. Karmoisinrøde. Smørgule. Himmelblå. Sommerens farver.

”Farverigt” er et godt ord. Måske det bedste ord til at beskrive Melbourne. For byen er det både bogstavligt talt men også billedligt. Melbourne er en stor kulturel smeltedigel med dens utal af nationaliteter, der lever side om side. Derfor er det heller ikke kun hvad øjet ser, som gør byen spændende.

Fettuccine, Ramen, Sambar, Fajita, hund eller kat. Du kan smage det hele til billige penge. Rapperen, operasangeren, guitarduoen og pigen med melodikaen. Du kan høre det helt gratis eller smide en dollar i deres hat. Så åben øjne, ører og mund.

Fagligheden på universitetet var en pose blandede bolsjer. Nogle fag var ikke udfordrende nok. Andre var tilpas. Mange af eleverne starter tidligere på universitet end i Danmark, så der er gode muligheder for titlen som alderspræsident i de forskellige klasser. Universitetet er enormt og delt ud på forskellige bygninger i Melbourne CBD. Så husk mobil med google maps! I hvert fald i den første uge. Lærerne var søde og passioneret, og nogle af dem ligefrem personlige. Min lærer i Photojournalism inviterede os på øl efter semesteret var overstået.
Jeg har haft fem uforglemmelige måneder i Melbourne og kan varmt anbefale et udvekslingsophold på RMIT University. Jeg er helt sikkert vokset et par livscentimeter. God tur!