Af Ole Bøgh Ellekrog, journalist
Mit udvekslingsophold på PUC i Rio de Janeiro var vildt fedt. Når man sidder med kolde tæer i Danmarks januarmørke, og får tips over Whatsapp fra sine nye og forhåbentligt livslange brasilianske bekendtskaber til, hvordan man dog skal sætte ord på sine fem måneder som ”carioca”, da ville man ønske, at man stadig levede det bekymringsløse liv i ”Den Mageløse By”. Man ville ønske man stadig kunne slentre rundt i sine ”Havaianas”-sandaler på de fashionable strande Ipanema og Copacabana, at man i næsten alle dele af byen kunne se op Cristo Redentor, et af verdens syv nye vidundere, at man stadig kunne betragte de mange bjergsider, som deler byen op i bydele og som er hjemsted for de mange kaotiske, men karakteristiske ”favelaer”, at man stadig kunne tage til gadefester ved Baixo Gavea, ”favela”-fester i Videgal, sambafester ved Pedra do Sal eller billige abefester i Lapa, at man stadig kunne føle den spændte stemning i Gavea, når Flamengo skulle spille kamp og måske endda kunne tage på Maracana for at se den, og at man inden for få kvadratmeter på første hånd kunne opleve den ufattelige forskel på rig og fattig, som kendetegner Brasilien i almindelighed og Rio i særdeleshed.
Den ovenstående beskrivelse blev måske en anelse for indforstået for målgruppen, men er om ikke andet et udtryk for det store lokalkendskab, som mit ophold gav mig. Jeg blev slet ikke færdig med at udforske nye bydele, strande, museer, restauranter og andre udflugtsmål.
Og socialt var opholdet også i top. Jeg fulgte universitets husningsprogram og fik på den måde tre roommates, som jeg blev gode venner med. Derudover blev der ikke gjort ligeså meget ud af ryste-sammen arrangementer fra universitets side, som der måske var blevet i Danmark. Men der var dog også mere end 300 udvekslingsstuderende fra hele verden på PUC, og der var et par fællesarrangementer i starten. Husningsprogrammet var i den dyre ende, i forhold til hvad man ellers kunne få i byen, dog uden at være vanvittigt. Der var også stor forskel på, hvor heldig man var med værelsesstørrelse, værtsfamilie og beliggenhed. Mange brugte det kun til at finde et sted den første måned og fandt derefter noget andet. Selv boede jeg der i alle fem måneder og var rimelig tilfreds.
Fagligt var det så som så med kvaliteten og relevansen af universitetets fag. Jeg havde ikke, da jeg ankom, et tilstrækkeligt niveau i portugisisk til at tage fag på sproget, så jeg var nødt til at vælge blandt de relativt få relevante fag, der var på engelsk. Nogle af fagene synes jeg rigtig godt om. Social Brazilian Debates gav et rigtig godt og anderledes indblik i landet. Brazilian History og Brazilian Foreign Policy var også rimelig interessante, men led lidt under at professorerne havde problemer med engelsk og manglede lidt motivation. Special Topics in International Relations handlede om Gandhi og Martin Luther King, og var som sådan interessant nok. Det var dog ikke et emne, jeg havde forventet at studere i Brasilien. Til sidst er det obligatorisk som udvekslingsstuderende at tage tre blokkes portugisisk om ugen, men fagene bliver ikke godkendt af DMJX, så jeg var tvunget til et lidt presset skema. Undervisningen var dog helt forrygende og hjalp mig nå et meget højere sprogligt niveau. Dog en skam, man ikke får ECTS pointene med.
Alt i alt var jeg meget tilfreds med mit ophold. Mest med oplevelserne uden for universitetet, men dem indenfor var også ganske udmærkede. Rio har noget kriminalitet, meget trafik og endnu mere bureaukrati, men det er også det eneste negative, der er at sige. Og alle de positive ting opvejer det til fulde og mere til.
Der er sikkert en masse andre ting, jeg burde have skrevet her. Hvis nogen læser dette, og har yderligere spørgsmål, så ring til mig på 42 19 85 85 eller skriv til o.ellekrog@gmail.com.
PS. Hvis du nogensinde kommer til Belo Horizonte, så tage forbi open air-kunstmuseet kaldet Inhotim. Det er helt unikt i verden og en af mine bedste oplevelser ud af mange i Brasilien!