Af Mads Westermann, journalist

Prag er Østeuropas Paris og er både en hyggelig og en udfordrende by, at være på udveksling i.

Hyggelig, fordi den ikke er særlig stor og fordi her, ud over gamle smukke bygninger, rustikke værtshuse og korte afstande mellem alt, er masser af parker og grønne områder, hvor man kan hænge ud med øl og grill.

Udfordrende, fordi alting kun foregår på tjekkisk, og fordi kun få tjekker kan og vil tale et forståeligt engelsk eller tysk. Tjekkerne er generelt ikke særligt venligt stemte over for fremmede, og hvis du ikke taler tjekkisk, så ”tough luck – det er dit problem”. Derfor bliver Google Translate meget hurtigt din helt uundværlige ven, specielt når du skal købe ind, for tjekkisk ligner ikke andre sprog, og der er ingen sammenhæng mellem, hvordan et ord staves og hvordan det udtales.

Det er nemt at finde et billigt sted at bo i Prag. Firmaet Erasmus in Prague (http://www.erasmusinprague.com/) har specialiseret sig i at hjælpe Erasmus-studerende med bolig, og de taler både engelsk og er reelle og effektive. De har både værelser i delelejligheder og møblerede lejligheder, hvor man kan bo for sig selv. Det koster typisk 66% af første måneds leje i provision.

Det typiske lejeniveau for et 20 kvadratmeter møbleret værelse i en delelejlighed i rimelig afstand fra universitetet er 7-9.000 CZK (ca. 1.900 – 2.500 DKK) inkl. vand, varme, el og internet. En etværelses lejlighed koster fra 13.500 til 20.000 CZK (3.700 til 5.500 DKK) alt inkl. og alt efter stand og beliggenhed. Typisk betaler man en måneds leje forud og en måneds leje i depositum. Nogle af de lejligheder jeg blev præsenteret for i starten var temmelig østeuropæiske i stand og indretning, så det er godt at være vedholdende og kritisk.

Jeg bor for mig selv i en moderne 1½ værelses lejlighed i bydelen Žižkov. Den ligner noget fra et IKEA-katalog og har alt hvad jeg skal bruge. Her er seng, dyner og sengetøj, håndklæder, skrivebord, sofa, alt køkkenudstyr og mikroovn. Jeg har til og med min egen vaskemaskine.

Lejligheden ligger ca. 3½ km fra det socialvidenskabelige fakultet, som journalistik hører under, og det betaler jeg 13.500 CZK (3.700 DKK) om måneden for – alt inklusive.

De gode områder at bo i er Prag 3, 7, 2 og 5 i den nævnte rækkefølge. Her er priserne overkommelige og her er god transport og grønne områder. Glem alt om at bo i Prag 1. Selvom du kan finde et værelse eller en lejlighed, så man hurtigt ufattelig træt af alle turisterne, der pakker gaderne, driver husleje og øl-priserne op og slår dig ned med deres selfie-stænger.

Prag har et helt fantastisk velfungerende sporvognsnet og det er urimeligt billigt når man køber et månedskort. Et rejsekort, der gælder i fem måneder som dækker hele Prag koster 1.200 CZK (330 DKK) for studerende under 26 år, for hele perioden. Er man ældre end 26 år, stiger prisen til det dobbelte. Med det kan man køre frit i alle busser, sporvogne og metrolinjer. Fra jeg går hjemmefra tager det kun 17 minutter til fods og med sporvogn, før jeg kan sidde klar til forelæsning.

De almindelige leveomkostninger i Prag er meget SU-venlige. Prisniveauet på dagligvarer er ca. en tredjedel af, hvad det er i Danmark, så man kan leve temmelig luksuriøst på SU + Erasmus-stipendiet. En halv liter fadøl på et værtshus koster 40-50 CZK (10 – 15 DKK), et stort Big Mac meal på Den Gyldne Måge koster 75 CZK (ca. 20 DKK). Når jeg virkelig slår mig løs med røget laks, store bøffer og købepizzaer, kan mit madbudget snige sig op på 1.200 CZK. (330 DKK) om ugen, men så har jeg også spist ude mindst en gang den uge. Supermarkedskæderne Tesco, Billa og Globus er de bedste steder at købe ind.

Selve Charles University har været en blandet fornøjelse.

Selve indskrivningen og introduktionen fungerer godt, og ifølge mine medstuderende er universitetets buddy-ordning god. Jeg har ikke selv benyttet mig af den, så jeg kan ikke sige, om det er rigtigt.

Fagvalg var det rene kaos. Kun et enkelt af de fag, jeg havde valgt hjemmefra blev oprettet og selvom man har valgt fra hjemmefra, så bliver man ikke automatisk indskrevet på faget. Her skal

man sidde klar med sin computer den dag, der åbnes for fagvalg og håbe på, at man når at få plads på de fag man gerne vil have.

Charles University har ikke nogen journalistfag, hvor der undervises på engelsk. Derfor er man henvist til at vælge fag fra kommunikation og sociologi. 25 procent af ens ECTS-point kan hentes på et andet fakultet, men her kommer man dog bagerst i køen, når der skal vælges fag, og det er op til den enkelte underviser at bestemme, om man bliver optaget på faget.

Fagbeskrivelserne er enten meget kortfattede eller ikke-eksisterende, så derfor er det en god strategi at melde sig på alle de flag, man har blot den mindste interesse for, gå til de første par forelæsninger for at vurdere indhold og underviser og så melde fra til dem, man alligevel ikke gider. Jeg endte med at melde mig på 11 forskellige fag til 65 ECTS point, som jeg i løbet af de første tre uger skar ned til fem fag med de krævede 25 ECTS point.

Generelt har det akademiske niveau, med en enkelt undtagelse, været meget lavt på de fag jeg endte med at følge. Charles University har ikke, som vi er vant til i Danmark, studieordninger, der definerer fagindhold og krav til eksamen. Det er overladt til den enkelte underviser, som for nogles vedkommende improviserer i løbet af semestret. Det samme med eksamen. Jeg oplevede at en underviser 3 uger før semester slut blev enig med sig selv om, at vi skulle til skriftlig eksamen, men ikke kunne redegøre for hvad pensum indeholdt og hvordan eksamen ville blive bedømt. ”Det bliver min subjektive bedømmelse,” var hendes svar.

Det er generelt min oplevelse, at de hold, hvor der er mange Erasmus-studerende underprioriteres fra undervisernes og universitetets side.

I det ene fag, hvor jeg oplevede at underviseren tog sin opgave alvorligt og havde faglige ambitioner på de studerendes vegne, var niveauet højt, arbejdsindsatsen moderat og jeg synes jeg lærte rigtig meget.

Fra medstuderende der har fulgt fag på det økonomiske fakultet har jeg hørt, at de i nogle fag har haft et meget højt fagligt niveau, stopprøver undervejs, eksamen og en stor arbejdsbyrde.

Hvis jeg skulle vælge udvekslingssted i dag, så ville jeg, hvis det er oplevelserne der tæller, vælge Prag igen. Jeg synes først lige jeg har lært byen at kende og kunne sagtens blive boende et år eller to mere. Hvis jeg skulle vælge ud fra det faglige udbytte, så blev det nok ikke Prag.