Af Maja Seistrup (journalist)
Nogle uger inden jeg ankom til Beirut, holdt jeg juleferie i Palæstina. Derfor kunne jeg ikke lade være med at indstille mine forventninger efter, hvad jeg havde oplevet der. Jeg dagdrømte om at gå rundt i en evig duft af hårdtristet kardemommekaffe og købe store myntebundter på mit lokale marked. Derfor var det største kulturchok, da jeg startede på American University of Beirut, hvor meget alting mindede om Europa. Jeg boede i en lejlighed tæt på Hamra, den bydel hvor universitetet ligger, og der kan man både finde H&M, Jack&Jones, English pubs og Burger King. Efter at have tilbragt et semester og nu være startet i praktik i byen, har jeg opdaget, at Beirut snarere end at være enten europæisk eller arabisk er et skizofrent blandingsbarn der af splittet af religioner, sprog, sekter og nationaliteter.
Universitetet. Jeg blev positivt overrasket over niveauet på AUB. Mine undervisere var kompetente og meget vidende. Det samme oplevede min kæreste, som læser statskundskab og de fleste andre, jeg snakkede med. Jeg er ikke akademisk indrettet, så det var hårdt arbejde at nå at læse pensum og få lavet de mange midterm- og eksamensopgaver. Selv hvis man er god til den slags, tror jeg, at man får meget at se til. Af professorer vil jeg anbefale to. May Farah, en utroligt skarp, cut-the-crap-canadier, der underviste mig i Arab Mass Media på kandidatniveau. Og Helena Nassif, en nyuddannet palæstinenser, der ledede en workshop, hvor vi skulle lave vores egen digitale kampagne. Hun inddrog både Youtube-tutorials og open source forskning og var generelt åben for at gøre sin undervisning så varieret som muligt.
Hvis jeg skal nævne noget negativt, er det alderen på de medstuderende. Jeg er selv 25, og gennemsnitsalderen var nok omkring 18-20. Det, synes jeg, man kunne mærke på motivationsniveauet i nogle af timerne, hvor det tydeligt fremgik, at folk ikke var velforberedte. Det mindede i mine øjne mere om et dansk gymnasie-miljø end et universitet.
AUB er et lille paradis med flotte bygninger, et stort, grønt campus, gratis fitness og privat strand. En af de bedste ting er de mange ugentlige foredrag og filmarrangementer, hvor man kan lære om palæstinenseres rettigheder i Libanon, Saudiske menneskerettighedsorganisationer, Muhammeds liv, at lave journalistik i et land, hvor alle tv-stationer er afhængige af et politisk parti og meget, meget andet.
Bolig. Facebooksider er vist den mest almindelige måde at finde et sted at bo. Søg efter Beirut og apartments. Begge de steder, jeg har boet, betalte jeg første husleje ved ankomsten, så man risikerer ikke at blive snydt. Det er et stort plus, hvis der er generator i lejligheden, for statens strømforsyning holder minimum pause tre timer om dagen (tidspunktet rykker rundt mellem 00 og 18).
Universitetet ligger i Hamra, så de fleste AUB-studerende bor her. Der er et fint kvarter med barer, hyggelige restauranter og masser af kulturelle tilbud. Personligt foretrækker jeg den anden ende af byen omkring Ashrafie, Gemmayze, Geitawi og Mar Mikhael. Gaderne er smallere, der er flere oprindelige huse tilbage, flere træer og de bedste barer og restauranter. Til gengæld kan det tage lang tid at komme på tværs af byen i myldretid. Om det er dét værd, afhænger af, hvor meget du hader at sidde klistret op ad dine medpassagerer i en faldefærdig bus eller at skændes med en taxachauffør om prisen.
Sug til dig. Beirut er et spændende sted at læse, fordi der sker så meget i landet og regionen, uanset om man er interesseret i udenrigspolitik, historie eller religion. Samtidig har byen alt, hvad man kunne ønske sig af art cinemas, gadekoncerter, lækker mad og shoppingmuligheder. Her er masser af expats, der studerer eller arbejder i NGO’er, som hellere end gerne inviterer dig med til deres privatfester og udflugter ud af Beirut.
Mit sidste råd, som gør, at jeg føler mig mindre som en forkælet udefrakommende, er at huske den anden side af Libanon også. Forsøg at lære et minimum af arabisk, selvom næsten alle snakker engelsk og fransk. Tag et eller andet frivilligt arbejde i flygtningelejrene eller et suppekøkken. Kæmp dig vej ind i en libanesisk venneflok, selvom det kræver mange håbefulde whatapp-beskeder. De fleste libanesere er utroligt udadvendte og vil højst sandsynligt invitere dig med til deres families næste søndagsfrokost, første gang de møder dig. Men hvis det rent faktisk skal blive til noget, kræver det en helt anden pågåenhed, end jeg som dansker er vant til. Du vil opdage, at Libanon er et inaktivt, bundkorrupt, klasseopdelt samfund – men også imponerende, fordi det har en kulturarv påvirket af fønikere, romere, korsfarere, mamelukker og i moderne tid armenske og palæstinensiske flygtninge. Det har klaret sig igennem krige, flygtningestrømme og at finde en sårbar balance mellem sunni -og shiaislam, maronitter, katolikker, græsk-ortodokse, protestanter og drusere. Kort sagt er der uendeligt meget at udforske og tage ved lære af.