Bilgi University, Istanbul

Af Signe Lene Christiansen

Åbenbart var det fuldstændigt vanvittigt af mig at spørge min kurdiske gæst om han støttede PKK, da jeg interviewede ham i mit program på Bilgis universitetsradio. I hvert fald i følge en af mine tyrkiske venner.

For selvom DMJX umiddelbart ikke opfordrer os til at vælge journalistiske fag, når vi er på udveksling, valgte jeg alligevel faget Web Radio. Undervisningen var ganske rigtigt også meget banal og de fleste andre studerende havde aldrig beskæftiget sig med journalistik før, ikke desto mindre var det et af de fag, jeg var mest glad for under min udveksling. Faget bestod i at udvikle et koncept til et program på universitets radio og derefter afvikle otte liveudsendelser. Jeg har aldrig produceret liveradio før, så det var virkelig lærerigt, og så var det ikke mindst sjovt! Desuden var jeg rigtig glad for at være en del af fællesskabet omkring radioen, som var et fint sted at socialisere med tyrkiske studerende.

Tyrkiet er et komplekst, frustrerende, anderledes og rigtig spændende land. Det finder man hurtigt ud af, hvis man følger lidt med i nyhederne og sine omgivelser, men radioen og journalistikken var et fantastisk udgangspunkt for at beskæftige sig med nogle af landets problematikker, såsom det kurdiske spørgsmål og hovedtørklæder, og tale med mennesker, jeg måske ellers aldrig ville have været i kontakt med. At skulle producere en udsendelse med en ny og velegnet gæst i studiet hver uge i en by, hvor jeg havde absolut intet netværk på forhånd, betød nemlig, at jeg var tvunget til at være mere opsøgende i og uden for universitetet. Dét kan jeg anbefale, især hvis du, ligesom jeg, gerne vil ud af Erasmus-boblen og for eksempel feste andre steder end de evindelige samme to natklubber.

Jeg mødte flere danske udvekslingsstuderende på Bilgi, der var utilfredse med deres fag og det faglige niveau generelt. Selv udnyttede jeg, at der i begyndelsen var en uge, hvor man kunne shoppe rundt og afprøve forskellige fag. Eftersom jeg kun behøvede tre fag for at få mine 15 ECTS-point, havde jeg også valgt mange flere fag, end jeg behøvede, for så senere at droppe dem, hvor underviserne f.eks. talte begrænset engelsk. Så jeg endte med at være rigtig glad for alle mine fag. Udover Web Radio havde jeg Gender & Media, som behandlede forskellige kønsproblematikker både i og udenfor Tyrkiet, var meget diskussionsbåret, ikke særlig læsetungt og med en virkelig sej og entusiastisk professor. Mit sidste fag var EU-Turkish Relations, som havde et højt fagligt niveau, en professor, der stillede store krav til de studerende og var en perfekt måde at få indblik i tyrkisk politik, samfund og historie.

Alt i alt var mit faglige udbytte stort, samtidig med at jeg havde masser af tid til at gå på opdagelse i Istanbul, rejse rundt i Tyrkiet, drikker raki, danse og i det hele taget få masser af perspektiver på både journalistikken og mit eget lille liv i Danmark.

Det eneste minus har været, at jeg har haft en del dårlige og ubehagelige oplevelser med meget nærgående mænd. Kulturen er meget patriarkalsk, og som kvinde skal man være forberedt på mændenes intense stirren, tilråb af temmelig seksuel karakter og desværre stor risiko for at blive befamlet, f.eks. på markeder og i bussen.

Når det er sagt, er det ellers et land og en stor stor storby med en enestående gæstfrihed, som virkelig skal opleves!

Tilføjelser:

Tyrkiet: Bilgi University, Istanbul

Afdeling: Media and Communication

Fagvalg: https://sis.bilgi.edu.tr/coursecatalog/yeni/index.asp?lang=en

Øvrige kommentarer:

Bliv ikke afskrækket af at stort set alle fag uden for Media and Communication Department siger, at man skal have “consent from instructor” – det er meget let at få consent, og i det hele taget let at skifte fag.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *