CFJ, Paris, foråret 2013

Af Gerd Kieffer

En af mine bevæggrunde for at rejse udenlands var, at jeg gerne ville se, hvordan journalister i andre lande bliver uddannet. Hvad er fællesnævnerne, og hvor er forskellene… Dét ønske fik jeg til overmåde opfyldt under mit ophold på CFJ (Centre de Formation des Journalistes) i Paris. Måske endda lige til grænsen.

CFJ er en af Frankrigs mest prestigefyldte journalistskoler. Den toårige uddannelse tiltrækker horder af håbefulde elever, hvoraf kun omkring 45 kommer ind hvert år. Har du ikke det, der kræves, skal den omfattende optagelsesprøve nok verfe dig til side.

Jeg fulgte 2. semester på CFJ, hvilket ikke minder det mindste om det tilsvarende semester på DMJX. Hvor det første års tid på Oluf Palmes Allé handler om selve håndværket, hvordan du laver et interview, arbejder med de forskellige tekstgenrer og kigger på, hvad god skrivestil er, lærer de franske elever forskellige emneområder at kende. Således er der en række 1-uge seminarier som sport, kultur, økonomi og politik, hvor man lærer om journalistikken inden for lige præcis dette område. Meget skægt, men også lidt underligt – for vil du gerne være eksempelvis sportsjournalist, jamen så skal du jo nok lære at producere til den genre sidenhen.

Samtidig har CFJ meget lidt fokus på feedback og idéudvikling i forhold til DMJX. Jeg har kun i ét tilfælde fået en egentlig feedback og vurdering af mine evner udi fransk journalistik – og den feedback kom i øvrigt tre måneder for sent. Elevernes opgaver har oftest deadline samme dag og skrives i ni ud af ti tilfælde kun ved hjælp af research på nettet og det franske nyhedsbureau AFP. Ingen opkald, ingen ”ud og møde kilderne i virkeligheden”, ingen kildekritik. Af- og omskrivning.
Og alle elever får stillet samme opgave: Skriv om den her begivenhed. Der er en, efter min mening, foruroligende mangel på nysgerrighed og undren, og evnen til at tænke selv og videreudvikle historier.

Dog skal det tilføjes, at der på CFJ – og velsagtens i Frankrig generelt – er en hel anden tilgang til faget. For mine franske medstuderende er journalistik lig med hardcore nyhedsjournalistik. At man som journalist skulle beskæftige sig med kommunikation eller arbejde for en virksomhed er dem fuldstændig fremmed. Samtidig bliver franske journalister ofte fastansat i deres første stilling og bliver hængende dér resten af deres arbejdsliv. Derfor bliver de studerende også opfordret til at tilrettelægge deres strategiske moves – såsom valg af praktikplads og mediespecialisering – alt efter hvor/på hvilket medie de ønsker at blive ansat.

Men men men – trods min danske spørgelyst og undren, der til tider er kulmineret i irritation, over CFJ’s måde at fungere på, den konsekvente kommen for sent fra både underviser og elevers side og ændringer i programmet med en uges varsel, har CFJ klart givet mig en god mængde erfaringer og oplevelser med i rygsækken.

2. semester på CFJ byder blandt andet på ”journal-école”, hvor førsteårseleverne (i alt knap 50 fordelt på tre grupper) sammen skal lave en daglig avis i en uge. Der er udlandsrejsen, hvor eleverne skal producere artikler i og om et fremmed land til en blog. Vi var i Grækenland, året før var de i Tunesien og året før igen Indien.
Hver uge inviterer CFJ også gæster, der kommer og holder oplæg eller stiller sig til rådighed for elevernes spørgsmål. Jeg har således mødt blandt andre indenrigsminister Manuel Valls, leder af Parti de Gauche Jean-Luc Mélenchon og fransk journalistiks enfant terrible Audrey Pulvar.

Også et multimediekursus har jeg i frisk erindring. Underviseren var Frankrigs førende internetjournalist, hackeren Manhack, som lærte os nogle super brugbare tricks.

For mig har den største gevinst nu alligevel været Paris uden for CFJ.
Med skoledage fra 9 til 18-19-stykker hver dag, nød jeg at komme hjem til mine fantastiske bofæller og lejlighedens venner, der også blev mine. Det er gennem dem, at jeg for alvor har lært byen og alle dens krinkelkroge og hemmelige steder at kende. Det er sammen med dem, at jeg har snakket til sent, festet til ditto og tilbragt uendelige timer med god mad og vin. Og det er på grund af dem, at jeg for alvor har forbedret mit franske, og at jeg en dag vender tilbage til skønne og insisterende Paris.