Af Mathias Hagemann-Nielsen
Jeg forbandt Canada med gode ting, inden jeg drog mod Concordia University i Montreal. ”The Great White North” betyder blandt andet Neil Young, Arcade Fire, pomfritter med ost og brun sovs, ishockey, snevejr og et velfungerende velfærdssystem, der har gjort USA’s nabo til et yndet mobbeoffer i tv-serien South Park.
Udover Poutine, som fritterne med sovs kaldes, og lidt sne, oplevede jeg dog ingen af delene i fuldt flor under mit ophold i den fransktalende millionby. Da Neil Young spillede var jeg i Toronto, Arcade Fire optrådte under pseudonym, NHL havde lock-outet hockeyspillerne og jeg kom ikke til skade eller blev syg, i de fire måneder jeg var studerende i Montreal.
Men det betyder ikke, at det ikke var et glimrende ophold. Montreal byder på alt inden fra indiemusik, skovhuggerkultur og stram denim til amerikansk douchebag sport, hængerøv i bukserne og Fred Durst look-a-likes . Der er altså noget for enhver smag.
For at blive fuldtidsstuderende på Concordia og dermed få et flot studiekort og gratis sygesikring, skal man være registeret for mindst fire fag. Det var pinefuld affære, der krævede, at man mødte om til en del timer de første 14 dage, hvor man har mulighed for at til- og framelde sig de forskellige. Men det betaler sig i sidste ende, for så får du noget, du kan være næsten sikker på, interesserer dig.
Jeg havde to journalistiske fag. Det ene var videnskabsjournalistik med biologen David Secko. Et helt vildt menneske, der er meget engageret i sit fag, og som bare virker glad over, at nogen møder om til hans timer. Ham lærte jeg en del om videnskabens verden om, men intet nyt om journalistik.
Turning points in the History of Journalism var det andet fag. Jeg tænkte: Jeg kan godt lide historie, og journalistik er også okay, så det bliver lige mig. Men underviseren havde ikke styr på noget, og faget var kedeligt tilrettelagt. Det blev nogle lange mandag morgener.
Derudover havde jeg et sociologifag og et samfundsvidenskabeligt fag. Begge var okay. Det var som at gå på et universitet, hvor man havde forelæsninger. Det fungerer over middel, når underviserne er gode. Og det var de heldigvis i de to fag, jeg havde.
Når man ikke er i skole er der rig mulighed for at drikke sig meningsløs med en form for rusværtforening kaldet CISA. De arrangerer et hav af ture, fester og pubcrawls med alt hvad der hører sig til af drikkelege og diskoteker fyldt med bræk. Mange af de internationale studerende er nemlig forholdsvis unge, og det er første gang de prøver at bo alene og drikke sig fulde hver weekend. De elsker det, og det gjorde jeg også engang. Som 24-årig dansk provinsidiot har jeg prøvet det sjov og styrede derfor let og elegant udenom de fleste arrangementer. Der var dog et par grillfester i starten af semesteret, der bød på gratis mad, billige øl og en masse snakke om, hvor folk kom fra, hvor længe de havde været der etc. Altså det vi på dansk kalder hygge, hehe.
Men ellers lærte jeg de fleste mennesker at kende gennem timerne, ture i parken og på værtshus. Men for at komme lidt væk fra Concordia og livet omkring universitetet, begyndte jeg at spille cricket på Pirates Of The St. Lawrnece. Jeg har slået mine folde i Holstbero Cricket Club, da jeg var yngre, og det var oplagt at genoptage min visne karriere igen. Det var en god måde at lære folk at kende på, der var over 21.
Hvis man har mulighed for det, så gælder det om at bosætte sig på La Plateau eller Mile-end. Begge er rare og hyggelige områder med cafeer, barer, restauranter, spillesteder og genbrugsbutikker i et væk.
Her ligger der desuden lidt tvivlsomme data om mit ophold og en længere køretur. www.mattogmickey.tumblr.com
Hehe,
Mathias Hagemann-Nielsen