Af Annelise Hartmann Eskesen

Hvis du vil på CFJ i Paris, skal det ikke være for at tilføje noget akademisk til din uddannelse. Det er nemlig en journalistskole, ligesom DJH, og undervisningen er altså praktisk og journalistisk orienteret. Og det gik jeg efter og var virkelig glad for! Hvis du til gengæld vil afprøve dine journalistiske færdigheder i en anden virkelighed – politisk, kulturelt, sprogligt osv. – vil jeg varmt anbefale CFJ. Det er nemlig noget helt andet at bedrive journalistik i et land, hvor alle institutioner er anderledes bygget op, og hvor den kulturelle baggrund og referenceramme er en anden end i Danmark.

Ved at tale, lytte og ikke mindst skrive på fransk hver dag og dagen lang, bliver man meget trænet i at tænke journalistisk på fransk til franske læsere og får dermed et indgående kendskab til det franske mediebillede, hvilket jo kan komme én til gavn senere i karrieren! Men man skal have et vist sprogligt niveau for at kunne gebærde sig på skolen, fordi alt foregår på fransk, og alt afleveres, inden man går hjem – man har altså ligeså lang tid som franskmændene til at skrive en artikel på fransk. Det lyder måske lidt vildt, men lærerne ved jo godt, at man ikke er indfødt og kan godt leve med lidt sproglige fejl her og der. Desuden har alle fra min klasse været overdrevet søde til at kigge mine ting igennem inden aflevering. Her skal det også siges, at jeg gik på første år. Dvs. at jeg gik i klasse med folk, der lige var kommet ind på skolen.

Dét taget i betragtning er niveauet ret højt. Det er meget svært for franskmænd at komme ind på skolen (4-5 procent af ansøgerne kommer ind), og man skal have taget en bachelor efter sin studentereksamen for overhovedet at måtte søge ind. De andre studerende er altså ret kompetente og har for de flestes vedkommende allerede været i praktik, inden de starter. Jeg var alligevel glad for min journalistiske erfaring fra Danmark, nu hvor jeg naturligvis var dårligere til fransk end franskmændene. Med til det franske miljø hører også, at der er ret få udvekslingsstuderende (jeg var den eneste, da jeg var der), men det er samtidig det, der er det fede! Det er altså ikke sådan et Erasmus-fællesskab, man får, med folk fra hele verden. Det er fransk fransk fransk, og det er jo meget fedt at lære vaskeægte franskmænd at kende, deres sprog, deres måde at være journalister på, deres steder at gå ud osv. Og gik ud, det gjorde vi meget.

Skolen minder om Journalisthøjskolen ved at være meget social. For det første er man i skole fra ca. 9-18 hver dag og tilbringer på den måde en masse tid sammen med sin klasse (15 elever) og to parallelklasser – både til visse opgaver og i de lange frokostpauser. Dertil kommer La Biscornu (blandt venner: Press café), som vel kan betegnes som skolens stamsted/fredagsbar. Der er gode priser og altid folk fra skolen, så lynhurtigt kender man folk fra begge år. Til sidst vil jeg bare sige, at Paris jo er en fantastisk smuk og interessant (og dyr…) by at bo i – og være journalist i. Hvis I har spørgsmål, er I meget velkomne til at skrive på annelise.eskesen@gmail.com