University of Tennessee

Af Mikkel Secher

Da jeg i december pakkede mine tasker og gjorde mig klar til at forlade Knoxville, glædede jeg mig egentlig til at rejse fra den by, der havde været mit hjem i fire måneder. Trods masser af gode oplevelser, følte jeg ikke byen havde mere at byde på, og jeg trængte til luftforandring. Det varede dog kun, indtil jeg kom hjem. Nu savner jeg allerede livet i Knoxville og på University of Tennessee.

Under mit ophold boede jeg som alle andre udvekslingsstuderende i Apartment Residence Hall, der ligger på campus. Man bliver automatisk indskrevet til at bo her, men det fjernede i det mindste eventuel panik over at skulle finde bolig på egen hånd. Lejlighederne er som sådan fine nok, men man bor som udgangspunkt fire sammen i én lejlighed og to på samme værelse. Jeg havde derfor hjemmefra kontaktet universitetet og bedt om at få mit eget værelse – det var en anelse dyrere, men det var virkelig alle pengene værd. Jeg kan kun opfordre fremtidige studerende til at gøre det samme; send en mail til housing@utk.edu hurtigst muligt og søg om en single bedroom apartment.

Trods mit ønske om muligheden for lidt privatliv boede jeg stadig i ”The International Village”, som er navnet på de to etager, hvor stort set alle udvekslingsstuderende bor sammen med nogle amerikanere, som selv har søgt om at bo her. Det er rigtig fedt, da man derved hurtigt får et godt sammenhold og nemt kan noget med hinanden.

Det største minus – når man vel og mærke kommer fra frisindede Danmark – er, at UTK er et såkaldt dry campus, hvor man ikke må drikke. Dette kan dog omgås, hvis man ikke larmer i lejlighederne, ligesom den store bar-gade ”The Strip” ligger blot fem minutters gang fra lejlighederne. Her kommer man for resten nemt til at bruge en masse tid med at drikke billige, tynde amerikanske øl. Det var aldrig et problem at finde nogen, der ville med ud at spise $5 burgers og drikke $1 drafts. Hvis du lyster, kan du gennem amerikanerne også finde frem til forskellige privatfester uden for campus, hvor der er kegs og party cups som i enhver amerikansk teenage-film.

Da jeg i sin tid ankom til Knoxville fandt jeg hurtigt ind i en hverdag, selvom alting var nyt og det meste lidt anderledes, end jeg var vant til. Det internationale hus på universitetet har en masse gode arrangementer, der både ryster de internationale sammen og som hjælper dig med at komme på plads med dine fag eller indkøbsture. Jeg kan kun opfordre til at deltage i så mange intro-arrangementer som muligt – de resterende i løbet af semestret deltog jeg stort set ikke i – da det er den hurtigste måde at få nye bekendtskaber.

Universitetet har masser af tilbud til sport og aktivitet og de har et stort fitnesscenter, du gratis kan benytte. Der er masser af amerikanske oplevelser i form af football (efterår) og basketball (forår), som er værd at gå til (også selvom du ikke er sportsinteresseret) alene på grund af de store arenaer og den unikke stemning.

Undervisningen er, hvad du selv gør den til. I de fleste fag er det forholdsvis nemt at få en god karakter, hvis du bare følger underviserens anvisninger – også selvom du ikke læser lektier hver gang. Men vil du hellere bruge den tid på noget andet, er det også til at snige sig igennem fagene med minimal indsats, hvilket synes at være indstillingen hos flere af amerikanerne. Fagbeskrivelserne på universitetets hjemmeside kombineret med elevernes beskrivelse af underviseren (ratemyprofessors.com) giver dig et ret godt indblik i både fagenes indhold og ambitionsniveau.

Jeg følte i starten, at jeg havde utroligt travlt, men efter et par uger faldt hverdagen på plads, og jeg havde både tid til lektier og at socialt liv ved siden af og til weekendture til andre byer. Sidstnævnte kan blive tiltrængt, da Knoxville – dejlig som den er – dog ikke har meget at byde på som by. Så sørg for at have lidt ekstra opsparing med, hvis ikke du vil sidde alene tilbage, når alle de andre udvekslingsstuderende rejser væk i løbet af semestret.

Men bortset fra det har jeg kun positive ting at sige om mit ophold i small town America og  University of Tennessee.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *