San Fransisco State University

Af Lena Masri

Jeg havde aldrig været i San Francisco, før jeg tog til byen for at studere på San Francisco State University. Alligevel følte jeg mig hurtigt hjemme.

Jeg boede i The Mission, som efter min mening er et af byens hyggeligste kvarterer; med masser af liv, festivaler, solskin og god mad. Det var lidt irriterende at have tre kvarter til skole med offentlig transport, men det var det værd. Jeg var heldig at finde et værelse hjemmefra via craigslist.com, men vil egentlig anbefale kommende studerende først at lede efter et sted, når de er i byen. Oddsene er altså ikke gode, når man sidder på den anden side af kloden.

Da introduktionsugen gik i gang på San Francisco State University, gik alt pludselig rigtig hurtigt. På skolen brugte jeg hver dag i den uge flere timer med andre udvekslingsstuderende, som virkelig havde lyst til at tage ud, opleve byen og møde nye mennesker – og som derfor var rigtig nemme at lære at kende. Den første tid var derfor sjov og travl, og når jeg ikke var på universitet, var jeg ude at opleve byen sammen med andre studerende. Nogle af de mennesker, jeg mødte i løbet af min første uge, er stadig mine venner i dag. Da tiden i San Francisco blev lidt mere til en hverdag, kom der mere ro på, men der blev ved med at være masser af nye ting at opleve. Jeg synes, at det er karakteristisk for San Francisco, at der hele tiden sker et eller andet. Samtidig er det næsten ikke til at undgå at snakke med folk – når man f.eks. bare går på gaden eller tager bussen. Til gengæld syntes jeg, at det var lidt sværere at lære amerikanske studerende at kende gennem studiet, fordi jeg højst så dem en gang om ugen, da jeg havde fag på forskellige fakulteter, og derfor heller ikke med de samme studerende hver gang. Men jeg oplevede det ikke som et problem; for mig var det i hvert fald vigtigt, at mit sociale liv ikke kun foregik på skolen, og at min omgangskreds ikke kun bestod af studerende fra universitetet.

Jeg havde bevidst kun valgt et enkelt journalistisk fag, da jeg fagligt gerne ville prøve noget helt nyt. Men selv mit journalistiske fag, Literary Journalism, var anderledes, fordi det handlede lige så meget om at læse artikler som at skrive artikler – og med et større fokus på sprog, end hvad jeg før havde været vant til. Derudover havde jeg fagene World Literature, Introduction to World Affairs, Gender and Modernity in the Muslim and Arab World og The 2012 Presidential Election: Issues and Analysis. Sidstnævnte fag var et af mine yndlingsfag og nok også det fag, som lærte og inspirerede mig mest. Det handlede om det amerikanske valg, men gav i virkeligheden også en god og bred indføring i aktuelle amerikanske og globale politiske spørgsmål – og selve det amerikanske politiske system. Faget bestod af forelæsninger fra nye undervisere hver uge, hvilket fungerede rigtig fint, fordi det altid var universitetets mest kompetente professorer, der forelæste: Var dagens emne miljø, var det den, der vidste mest om miljø, der underviste osv.

Faget Gender and Modernity in the Muslim and Arab World var spændende, og undervisningsmaterialet var virkelig fedt – især fordi det bestod af artikler og film, som jeg ellers ikke ville have haft kendskab til. Til gengæld synes jeg ikke altid, at diskussionerne i klassen foregik på et særlig højt niveau. Men en anden fordel ved faget var, at det handlede om at analysere materialet frem for at bestå Multiple Choice Test, hvilket f.eks. var en ret vigtig del af fagene World Literature og Introduction to World Affairs. Jeg vil råde kommende studerende til at kigge på, hvilket nummer der står ud for faget på SFSU’s hjemmeside – jo lavere nummeret er, jo lavere er niveauet.

Alt i alt er jeg taknemmelig for min tid i San Francisco. Selvom det faglige niveau varierede fra fag til fag, var det virkelig fedt at bo i et andet land, få nye venner og få indblik i et andet uddannelsessystem, en anden kultur og et andet perspektiv. Den oplevelse var for mig mere værd end det faglige udbytte.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *