En god gammeldags storby

München er traditionel og til tider lidt overformel. Men alt andet end kedelig.

 Af Sophie Emilie Preisler Nørgaard

Traditioner er til for at blive overholdt, siges det. Man kunne fristes til at tro, at det ordsprog havde sit ophav i München. Selv om byen byder på masser af moderne kultur, store BMW’er og fest i gaderne om aftenen, er alt rammet ind i den stærke bayerske kultur, som ynder at holde på formerne.

Det kommer til udtryk på flere måder.

Den store Oktoberfest

Oktoberfesten har alle vist hørt om. Og den er da også en væsentlig del af Münchens profil, selv når man dykker lidt længere ned i materien og ser, hvor meget byen derudover har at byde på.

For Oktoberfest – og alt hvad man associerer med den – løber igennem byen som en slags rød tråd. De store ”Maß-Biere” i litermål med hank på siden ses over alt i bybilledet og på alle tider af døgnet. Alkoholkulturen er afslappet, og en øl til frokost eller om formiddagen, er der ikke nogen, der kunne finde på at se skævt til.

Syv millioner mennesker kigger forbi byen i de 14 dage, festen står på. Oktoberfest er altså ikke blot münchenernes egen traditionelle fejring af deres (øl-)kultur, det er også en god forretning og en måde, byen har gjort sig internationalt bemærket på.

Derudover er det ikke noget særsyn at se bayerne i deres folkedragter. Overalt i lyskryds, i undergrunden og til alle typer festlige lejligheder ifører de lokale sig det klassiske outfit. Især den ældre generation ser man i deres lederhosen med skjorte og uldne knæstrømper for mændene – og for kvinderne det meget figursyede dirndl med snøre i taljen, hvide pufærmer og forklæde.

Digital skepsis

München er hovedstaden i ”Freistaaten” Bayern – de føler sig  til tider mere som et selvstændigt land end en del af den store Bundesrepublik – og de gør også mange ting på deres egen måde i forhold til resten af Tyskland. München skiller sig ud ved at være den rigeste by i hele Tyskland, gennem sin stærke tyrolerkultur med egen folkedragt og egen kraftige dialekt, samt ved holde stærkt på formelle titler som Herr, Frau og Professor. Og ved en generel skepsis over for noget, der er nyt.

Man holder fast i tingene, som de var. På posthusene og de offentlige kontorer benytter man stadig de gode gammeldags stempler, regnestykker udregnes med papir og blyant, lånerkort til biblioteker bliver udfyldt med kuglepen, og på de fleste restauranter kan det kun lade sig gøre at betale med kontanter.

Det kan være en lidt brat opvågning, når man sammenligner med det efterhånden gennemført digitaliserede Danmark, og meget af tiden også være et irritationsmoment, men jo bedre, man lærer München at kende, jo bedre forstår man, at det er en værdi for dem, at man ikke ændrer alt for meget på procedurerne. Man kan af og til føle, at grundighed og formalitet går frem for effektivitet.

Men til gengæld ved man, hvad man får. At tingene som de plejer har fungeret fint for bayerne i generationer – og bliver sikkert ved med at gøre det lidt endnu.