Beautiful, but boring
Af Theis Lange Olsen
Stockholm. Det ekstreme eksempel på, hvad velfærdssamfundets kedelige sider kan gøre ved en storby. Tro mig. Det er ikke en by, man ønsker at blive overfaldet i på åben gade. Ikke at man ønsker det nogen steder. Men mindst af alt i Stockholm. Det er de stive facaders by. Anonymitetens højborg. Du kigger ind i ansigter uden udtryk.
Og det sætter sine begrænsninger for det sociale, kulturelle liv. De sjove stunder er sat i rammer. Det kræver benhård research og prioriteringer at planlægge en aften i byen. For man ved, at der hurtigt kan være en blind vej ude i horisonten. Men det er jo ikke sådan, en sjov aften opstår. Det vænner man sig dog til.
Et positivt element ved at bo i Stockholm er, at man lærer at sætte pris på København. Man finder ud af, at de små ting, man tog for givet, er uden sidestykke. Når man er ung og har mod på livet, kræver det åbne rammer, hvis man skal kunne udfolde sig og dyrke sine sociale kontakter.
I Stockholm findes de rammer også. Men de ligger dybt begravet. Det kræver tid at finde hen til dem. I en by, der består af så mange smukke steder og så mange inspirerende udsigter, finder du det virkelige liv langt under overfladen.
Overskriften på denne artikel består af de ord, jeg i sidste ende valgte at beskrive Stockholm med, når folk spurgte. For det gør de jo. Ikke at jeg har kedet mig. Bestemt ikke. Men du får intet foræret i den her by. Intet. Jo, det skulle da lige være de smukke klippeformationer, Gamla Stans smalle gyder og udsigten til Djurgården fra Södermalm.
De opstillede rammer kan vendes til noget positivt og udgøre et godt rygstød, fordi det gør dig konkurrencedygtig. Når man ikke får det foræret, kræver det et stykke arbejde at finde hen til de stunder, hvor det giver mening, at man er rejst væk fra det sted, hvor man kender forudsætningerne for gode tider. Men det stykke arbejde er sundt at udføre. Det giver på mange måder mening.
Selvom der er tale om Campus-stemning på Stockholms Universitet, kan kontakten med lokale studerende være uhyre svær at finde. Man kan jo spørge sig selv, om man vil bruge tid på at lære udvekslingsstuderende at kende, når de alligevel smutter hjem igen om et halvt år. Det er kynisk tænkning, men kan ikke fornægtes.
Mulighederne for at komme tæt på det svenske sociale liv er derfor begrænsede. Men arbejdsmarkedet er en god indgang. Det er her, du virkelig får den ægte vare. Og kan indgå i et spil og en diskussion om, hvad svensk mentalitet egentlig betyder for menneskers muligheder for at udfolde sig. Her forstår man mekanismerne og får nogle af svarene. Og det er vel det, det i bund og grund handler om, når man bruger et halvt år på at bo i en anden by i et andet land.