Robert Gordon University (RGU), Skotland

Af Mikkel Brandt Rasmussen, JOUR 3. semester

’Hvorfor skal jeg vælge Aberdeen og Skotland’, tænker du måske. Det vil jeg prøve at give dig svaret på her. Jeg havde selv en masse oppe at vende, før jeg tog valget om at Skotland og Aberdeen var det rigtige for mig. Jeg havde først og fremmest søgt om at komme til Edinburgh, men det var der en anden heldig studerende, der fik. Dog åbnede muligheden sig hos Robert Gordon University, eller RGU som de fleste kalder det i daglig tale, og det skuffede bestemt ikke.

Jeg var dog i den situation, at jeg skulle på udveksling med min kæreste, der læser psyk på AU, og hun kom ind på Napier. Det gjorde, at vi fandt en by midt imellem Aberdeen og Edinburgh til at bo i. Derfor kan jeg ikke sige så meget om, hvordan det er at bo i selve Aberdeen, der må du læse hos nogle af de andre, der har været afsted. Til gengæld kan jeg fortælle, at Dundee helt sikkert er et besøg værd, hvis du kommer afsted, da det var byen, jeg boede i under opholdet.

Aberdeen som by

Jeg har dog været i Aberdeen nok gange til, at jeg alligevel kan sætte lidt ord på byen. Aberdeen er Skotlands tredje største, og det kan man bestemt mærke, når man bevæger sig rundt i byens meget britiske gader. Noget af det første, du vil lægge mærke til i Aberdeen, er, hvor grå den er. Det er ingen underdrivelse, når jeg siger, at byen er komplet grå. Det skyldes, at byen er bygget i granit, som Aberdeen er meget kendt for. Det er blandt andet granit fra Aberdeen, du kan se, hvis du nogensinde skulle besøge 10 Downing Street i London. Udover sin rå skønhed, så har Aberdeen et pulserende natteliv, hvor byen tilbyder alt hvad man kan forvente af en storby. Derudover er skotterne rigtig nemme at komme ind på, og de er mere end villige til at tage en snak med dig om stort og småt, og hvis du smider en hård bemærkning afsted mod englænderne, så er der ubetinget kærlighed i din retning. Spøg til side, så er skotterne noget af det varmeste, du kommer til at møde, og de studerende på RGU er ingen undtagelse. De er rigtig flinke til at inddrage dig i deres fællesskab, og du kommer helt sikkert til at føle dig hjemme i din nye klasse. Det gjorde jeg i hvert fald selv.

Universitetet

RGU ligger en smule udenfor byen – cirka en 20 minutters tid med bus fra centrum. De har dog nogle ganske fine aftaler med byens busselskab ’First Bus’, der kan fragte dig billigt til campus. Selve universitetet er rigtig flot. Det fremstår meget nyt det hele, og undervisningslokalerne kan man heller ikke klage over. Jeg havde fagene: Features Writing, Media Semiotics and Discourse samt et nyoprettet fag, der hedder Audio Journalism. Alle bøger, der skal bruges, kan man låne gratis på RGUs bibliotek, så du skal ikke bekymre dig om en udgift der.

Fagene minder i virkeligheden meget om det, som vi kender fra DMJX. Der var en overraskende stor del af praktisk undervisning, selvom det er et universitet. Dog er faget Media Semiotics and Discourse et helt klassisk universitetsfag, hvor der ikke er meget praktisk journalistik.

Jeg havde ikke mange dage på campus, og derfor kan jeg heller ikke sige, hvordan fagene vil fungere, når der ikke er COVID-restriktioner. Men jeg må bare sige, at de var virkelig omstillingsparate og undervisningen har været helt fantastisk på trods af omstændighederne. Underviserne er rigtig dygtige og engagerede, dog skal du være klar på, at der også findes lidt mere utraditionelle eller gammeldags undervisere, der gerne vil kaldes enten Mr. eller Mrs.

Universitetet udbyder også en masse sociale aktiviteter – både igennem dem selv, men også gennem forskellige tilbud fra grupper af studerende.

Niveauet på RGU er måske ikke det højeste, og du vil kunne opleve at forventningerne til de studerende ikke er lige så høje, som de er på DMJX. Men det giver til gengæld rig mulighed for at kunne se landet, når du er færdig med skolearbejdet.

Skotland som helhed

Skotland er et utroligt smukt land på mange punkter. Der er storbyer som Edinburgh, Glasgow og Aberdeen, men du skal ikke langt væk før du finder de smukkeste bjerge, søer og landskaber. Jeg havde selv en bil med til Skotland, hvilket gjorde transporten en del nemmere, men ScotRail, der er skotternes DSB, kan nemt fragte dig rundt i såvel Lowlands som Highlands. Jeg kan særligt anbefale Isle of Skye, der er en lille ø i det nordvestlige hjørne. Det tager en krig at komme derop, men jeg vil gerne love dig, at det er en oplevelse for livet. De smukkeste bjerge og et helt uberørt landskab, der viser dig, hvordan naturen er, når mennesker ikke får lov at pille ved den. Særligt byen Portree kan anbefales, hvis du vil overnatte der.

I forhold til leveomkostninger, så skal du være klar på, at mange dagligvare koster det samme som i Danmark, hvis det ikke er dyrere. Generelt set, så er der ikke meget at spare i Skotland på mad, hvis du vil ud at spise. Til gengæld er drikkelse en smule billigere. Hvis du skal have en billig pint eller noget mad, så kan du altid tage på Wetherspoon’s, dem finder du i hele UK, hvor der er pints til under et pund.

Alt i alt, så bliver Skotland og RGU ikke noget, du kommer til at fortryde. Jeg har så mange fede oplevelser og nye bekendtskaber, at det her indlæg langt fra retfærdiggør, hvor fantastisk et sted Skotland er.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *