Tel Aviv University

Af Henrik Hare, journalist

Lad det være sagt med det samme, at du nok får det lettere, hvis du vælger Tel Aviv University, end jeg gjorde. Jeg var den første nogensinde, som DMJX sendte mod byens kilometerlange sandstrand og lettere kaotiske uddannelsesadministration, så noget måtte jo lidt galt, før det hele kunne gå godt.

Selvom min oplevelse altså måske ikke er helt dækkende, for den oplevelse du kan få dig, vil jeg alligevel give dig nogle råd og andre typer ord med på vejen

Kig det rigtige sted
Da jeg i den indledende fase skulle prioritere udvekslingsønsker fik jeg flere gange kigget forkert på datoer, og også rodet TAUs Study Abroad Program sammen med det program som vi følger: International Exchange programmet. Derfor var det ikke helt efter den oprindelige plan, da det til sidst gik op for mig, at deres efterårssemester først startede 19. Oktober og sluttede 21. Januar (jeg kunne komme hjem lidt før, fordi mange eksamener på bachelorniveau er take-home og derfor fleksible.) Så få lige helt styr på datoerne, inden du lægger dig fast på TAU.

Husk checkhæftet
Ovenstående kan egentlig tages helt bogstaveligt, da både fax og checkhæfte stadig er normalt i Israel. Men det, jeg egentlig gerne vil gøre opmærksom på, er, at Tel Aviv ikke er en billig by. Huslejen er især en stor post i budgettet, og almindelige dagligvarer løber også fint op – jeg blev for eksempel næsten ufrivillig vegetar, da kødet let koster 4 x dansk pris.

Bolig søger du i øvrigt lettest efter i diverse Facebook-grupper. Og vær opmærksom på at Tel Avivians har en meget løs tilgang til boligleje og derfor tit først sætter deres lejligheder op fjorten dage før indflytning – den løse tilgang betyder dog ikke, at det er let at få bolig.

Erasmus
For at bløde lidt op i forhold til ovenstående kan jeg fortælle, at du kan få Erasmus-legat for opholdet helt på linje med de europæiske universiteter (note fra koordinator: Det er ikke sikkert, at du kan få Erasmus-støtte).

Det er ikke DMJX
Denne her er selvfølgelig både på godt og ondt, men hvis du er ligesom mig, søger du næppe udveksling for at komme ned til DMJX’ enæggede jødiske tvilling.  Det første, du kan notere dig, er, at TAU ikke har nogen decideret journalist-linje. Det betyder, at du selv skal opsøge de fag på listen, der giver mening, men det giver dig også ret meget frihed til at vælge fag, der netop ikke er hardcore journalistiske – og DMJX er ret flinke til at forhåndsgodkende de fleste fag, du finder frem til. Personligt havde 2 ud af mine 4 fag dog stadig direkte medierelevans (Post-Truth samt Theories of Communication and Digital Media – begge anbefalelsesværdige). I mine 4 fag var der lutter engagerede undervisere af højt niveau – specielt fag fra Liberal Arts var gode.

De medstuderende
Aldersmæssigt rangerede de andre udvekslingsstuderende fra omkring 21 og op til 26, så det går fint i spænd med DMJX. Der var studerende fra et væld af andre studieretninger på udvekslingsophold, og personligt fik jeg mig en omgangskreds med både ingeniør-, mellemøst-, økonomi- og kunststuderende iblandt. Det halter lidt mere med at komme i kontakt med andre israelere på studiet, da der ikke er mange, der følger fag på engelsk – hvis du støder på nogen, er det ofte amerikanere med israelsk pas.

Fun fact: I efterårssemesteret er der flest tyskere på udveksling, mens det i foråret er amerikanere, der er i overtal.

Honourable mention
Du skal nok lære at hade shabat: Fra hver fredag solnedgang til lørdag ditto er der således ingen offentlig transport og alle de normale supermarkeder har lukket. Bliver du i Tel Aviv henover en weekend er det dog nogenlunde til at glemme, fordi byen er så sekulær i forhold til resten af landet.

Du fortryder det højst sandsynligt ikke, hvis du tager af sted. Personligt kommer jeg hjem med en oplevelse af at have fået præcist det, jeg kom efter, da jeg har lært helt andre ting både på og uden for universitetet, end jeg ville have gjort på DMJX.

Hvis du har nogen spørgsmål kan du bare ringe eller skrive til mig.

Henrik Hare – Tel Aviv University efteråret 2017

Henrikp.hare@gmail.com

Tlf: 2629 8729

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *