Tecnologico de Monterrey, Mexico City

Af Frederik Høj Rühne (journalist)

Que Pedo.

Jeg var jo så en af den her type studerende, der gerne ville ud for at få en over opleveren, og derfor var Mexico en helt oplagt destination for mig.

Selve navnet på universitetet er lidt misvisende, vil den kyndige i latinamerikansk geografi rigtig nok indvende, eftersom Monterrey er landets tredjestørste by, beliggende i den nordlige del af det enorme land, ikke langt fra den amerikanske grænse. Det var da også her, jeg faktisk troede, jeg skulle hen, da det ikke var nærmere angivet, at det faktisk var et af universitetets adskillige afdelinger, der ligger i andre af de mexicanske byer, hvorpå jeg selv skulle studere.

Mit campus befandt sig så i Mexico City, der som bekendt er en af verdens allerstørste byer med et befolkningstal på omkring de 22 millioner, svarende til befolkningstallet i Australien.

Mit campus, der er det ene af to i Mexico City, var et slags Øregaard Gymnasium på steroider, hvor faciliteterne var i top med caféer, grønne områder, en slags rum indrettet til børs- og aktiehandel, football-stadion og meget mere.

Rent fagligt valgte jeg bevidst at forsøge mig i fag, der lå lidt længere væk fra det, man normalt har beskæftiget sig med på DMJX. Hvert fag vejede 5 ECTS, så jeg var derfor ikke pålagt at tage mere end tre fag. Selv tog jeg et kursus i documentary film making, foreign policy analysis og north america regional scenario, som er et fag i Nordamerika-studier med moderne histories historiske og politiske udvikling i fortrinsvis USA.

Mit spanske var nærmest ikke-eksisterende på forhånd, og derfor tog jeg også spansktimer ved siden, hvorfor alle mine øvrige fag foregik på engelsk. Naturligvis udbydes flest fag på spansk, men udvalget i de engelske fag var også fremragende, så det burde ikke være en hindring for nogen at søge Mexico af den grund.

Lærerkræfterne var ekstremt engagerede med flotte baggrunde som forskere på nogle af de store amerikanske universiteter. Der blev fra tid til anden hevet eksterne undervisere ind, hvilket også var enormt interessant – jeg havde blandt andet en forelæsning af fyren bag Facebook-siden Humans of New York, så niveauet var bestemt deroppe af, hvor det var interessant at gå i skole. Som så mange andre undergraduate-udvekslingsstuderende er fagene dog typisk med nogle studerende, der vil befinde sig et par år under en selv, så i sidste ende føltes det ikke altid som om, der skulle ydes den største indsats for at få den fede karakter, da kravene på vores uddannelsestadie nok er lidt over, hvad man oplever der.

Er Mexico ikke farligt? Jo. Selv har jeg flere venner, der er blevet røvet. Af bander. Og politiet. Jeg havde også en ven fra skolen, der blevet skudt. Af politiet. Man skal passe på sig selv. Men det lærer man også hurtigt, og trods dens blakkede ry er Mexico City faktisk blandt de tryggeste steder i hele landet, hvor narkokrigen brager derudaf, men trods alt sjældent påvirker almindelige mennesker eller udlændinge.

Byen er enorm, og her vil man kunne bruge et halvt år uden at lære bare en femtedel at kende, men så er det også godt, man kan tage ud på ture rundt i landet, som er et helt fantastisk sted at rejse. Mexico City ligger meget centralt placeret, hvorfor der er mange oplagte weekendrejsemål. Har man lidt spænding på livet og rent faktisk komme på en dannelsesrejse i moralsk tredjeverdensland, så har Mexico så afgjort min anbefaling.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *