UTS, Sydney

Man skal jo la’ sig

Af Mads Klim Jacobsen

Sådan lød mit mantra under hele opholdet i Sydney og omegn. Og det vil jeg meget gerne give videre til de næste. Jeg havde et kanon sjovt semester på UTS, men de største oplevelser lå helt klart uden for skolesammenhæng. Jeg havde aldrig været i Australien før, så jeg havde på forhånd glædet mig til at udforske landet og det levede til fulde op til forventningerne. Ja, og faktisk ikke kun Australien, men også New Zealand og stillehavsøgruppen Vanuatu.

Bag mantraet ligger at man som småfattig studerende egentlig ikke har råd til alle de ting man gerne vil, men nogle gange så skal man jo lade sig. Jeg kommer formentlig aldrig dertil igen, så derfor var det bare med at få oplevet så meget som muligt, men jeg var der. Og det er jeg rigtig glad for at jeg gjorde nu hvor jeg er vendt hjem. Det er mere min bank der ikke er glad, men de klarer sig nok. Men det er altså svært at finde plads i økonomien, når en standard husleje i byen ligger på omkring 6.000 kroner om måneden og en liter yoghurt koster 30 kroner. Generelt er det bare hamrende dyrt at leve i Sydney, så jeg levede mest af alt af kød, der var relativt billigt. Mit råd til fremtidige studerende i Sydney må være at spare godt op hjemmefra og så måske også leve en smule spartansk undervejs. På den måde blev det muligt for mig rejse til New Zealand i påskeferien og opleve den fuldstændig unikke natur, gå på gletsjere og springe bungy jump. Efter semestret var færdigt i juni kørte jeg det meste af vejen op ad den australske østkyst og surfede, kørte på jetski og sprang i faldskærm og som afslutning på det hele tog jeg til Vanuatu, som er et rent ø-paradis med fantastiske strande, aktive vulkaner og dykkermuligheder som stort set ikke findes magen til i resten verden.

Det er alle de oplevelser jeg husker, når jeg ser tilbage på mit halve år i Sydney og omegn. Jeg nød min hverdag på universitetet og boede et fantastisk sted i Potts Point med massevis af cafeer og små hyggelige restauranter, men de mest mindeværdige øjeblikke kom på rejserne. Og derfor er jeg glad for at jeg lod mig selv gøre det, selvom fornuften og pengepungen til tider sagde nej.

American University of Beirut

Af Lisbeth Svalgaard Nissen

At tage til Beirut adskiller sig nok fra mange andre udvekslingsdestinationer, fordi man på ingen måde falder naturligt ind i mængden. Man stikker ud. Rigtig meget. Uanset om du går i vinterfrakke eller har så tækkeligt sommertøj på, at shortsene næsten ikke er shorts mere, så får man mange blikke, tilråb (alt fra ’welcome to Lebanon’ til ’you are sex?’), taxatilbud til overpris og så lidt flere blikke. Hver dag. Det kan være en prøvelse at gå til skole kl. 8 om morgenen og få upassende tilbud og kommentarer flere gange på vejen. Det skal man være indstillet på. Når det så er sagt, er det en gave at få lov til at leve og have en hverdag i Beirut. Byen er svær at beskrive uden at svinge sig helt op i de store kontraster og klicheer, men det er både en smuk og smadret by, der er halvt øst, halvt vest, hvor de allerfattigste og allerrigeste deler fortov. Det kræver stor og englelignende tålmodighed at leve i Beirut: trafikken er vanvid, strømmen kommer og går, og indbyggerne vil altid gå ud fra, at du er turist. Nogle gange føles det som om, de gode ’Beirutianere’ kommer alt for tæt på – som når man ved et bagholdsangreb ender i fremmede menneskers fotoalbum. Med falafel i hele hovedet, et bøvet udtryk i øjnene og fremmede arme om dig, bare fordi de synes, du ser spændende ud. Men libaneserne er et ufatteligt imødekommende folk, der gerne sætter deres eget program på standby for at hjælpe dig eller invitere dig på kaffe.

AUB er et af de mest anerkendte universiteter i Mellemøsten, og samtidig et af de mest søgte. Campus ligger som en lille oase af en smuk park og frisk luft i Hamra, hvor smoggen ellers godt kan blokere for luftvejene. Der er en spøjs 90210-stemning på campus, hvor både nosejobs og ny-yuppier spankulerer rundt på høje hæle eller i jakkesæt. Det er i den grad de privilegeredes børn, der går på AUB. Kvaliteten af undervisningen svinger fra den værste til den bedste ende af skalaen, og man skal vælge sine fag med omhu. Den første uge hedder ’Drop and add’ og giver en mulighed for, at tage en eller flere timer i alle de fag, man er interesseret i. Det giver i de fleste tilfælde et godt indblik i fagets indhold og sværhedsgrad. Til trods for den svingende kvalitet, har jeg lært enormt meget under mit ophold. I de fagligt stærke kurser fik man teori, diskussion, fakta, historie og nye måder at tænke på, som kan bruges både som journalist og som menneske. Tiltrængt efter 3,5 års learning by doing på DJH, men også noget helt nyt at skulle mønstre rygrad nok til at læse tunge, akademiske tekster.

I Beirut er man ude så meget som muligt, enten på skolen, ved vandet, på restaurant, på bar eller hos venner. Det kan være svært at være flittig studerende, eller sparsommelig for den sags skyld, i en by, der lægger så stor vægt på fest, mad, drikke og underholdning. Men man skal virkelig glemme det der med at læse hver eneste tekst til hvert eneste fag, og i stedet tage ud og opleve det land, man er landet i. Beirut var fantastisk at være på udveksling i – det kan varmt anbefales.

UTS, Sydney

En uhørt succes

Lyden var langt fra optimal, men scenen og sættet var rigeligt til, at 8. semester i Sydney blev en unik oplevelse uden sidestykke.

Af Anders Junge Ernst

Under jorden – med få meter op til de larmende tog og de lange bilkøer ved Sydney Central Station – findes en meget lang tunnel. Den sørger for, at tusindvis af fodgængere dagligt får optimale betingelser for at komme hæderligt igennem morgentrafikken. Byggeriet har sin berettigelse. Ingen tvivl om det. Jeg benyttede selv denne rute jævnligt, når jeg skulle ind på universitetet, og der var tale om en klar genvej. Men jeg hadede det.

For enden af tunnelen kunne man være sikre på to ting. Kiosken på højre side ved udgangen førte det daglige kampagnetilbud på kiks af mærket ”OREO”, mens en musikalsk duo på venstre hånd leverede toner til de forbipasserende. Tilbuddet fra kiosken var kærkomment. Musikken fra den modsatte side var katastrofal. En mand og en kvinde, der for længst havde tabt fornemmelsen for gode melodier – og situationsfornemmelsen i det hele taget – sørgede for, at mine morgener gennem tunnelen med garanti blev præget af tortur for ørene. Og ekkoet i den flere hundrede meter lange gang gjorde det ikke bedre.

Dagen, hvor jeg skulle forlade Sydney, gik jeg forbi parret og tog et billede af dem. Jeg ville forevige elendigheden. Fotografiet skulle huske mig på, at der alligevel var noget godt ved at skulle hjem til Danmark.

Nu – en måned efter jeg er kommet hjem – savner jeg sgu den gamle mand, den mærkværdige kvinde og deres katastrofale keyboard.

Uanset hvordan jeg reflekterer over mit 8. semester i Australien, har jeg svært ved at finde på noget negativt at sige. Jeg savner hele pakken. Det var dyrt. Meget dyrt. Men det var også forventet, og derfor har jeg svært ved at putte økonomien ned i kassen for fortrydelse. Og det kan da godt være, at jeg på det faglige plan ikke er blevet en bedre journalist af at være her. Det tror jeg faktisk ikke er tilfældet. Men det var heller ikke derfor, at jeg tog herned. Jeg valgte at tage af sted, fordi Sydney skulle rive hverdagen væk under benene på mig.

Det har den gjort.

Bevares. Undervisningen på University of Technology har bestemt haft en andel i det projekt, og aldrig har jeg udviklet mit engelsk så meget, som tilfældet har været her, men det er selve omgivelserne, oplevelserne for ikke at tale om omlægningen af et liv, som i et lille halvt år blev ændret radikalt, der har sat det største aftryk og gjort det største indtryk. Og det kan hverken pensum eller prædikener fra professorer tage æren for.

Jeg fandt mig godt til rette på den anden side af jorden, og takket være venner og vilde idéer kan jeg nu se tilbage på et halvt år, hvor jeg har haft et utal af fantastiske oplevelser. Nogle mindre studierelateret end andre. Alligevel er jeg dog ikke i tvivl om, at forløbet samlet set har styrket mit kandidatur til en karriere i journalistikken.

Jeg er blevet klogere på en anden kultur, klogere på andre fagområder end de, jeg normalt kunne have kastet mig i krig med på DMJX. Og ikke mindst er jeg blevet klogere på mig selv.

Og så har jeg selvfølgelig også lært, at det nogle gange kan betale sig at gå en omvej for at nå til den endelige destination. Om ikke for andet, så for ørenes skyld.

Det er vel alt i alt et fornuftigt udbytte.

University of Hong Kong

Af Lars Roest-Madsen

Jeg har under mit ophold i Hong Kong fulgt tre fag, som jeg har været meget tilfreds med. Kun et enkelt af disse har været et decideret journalistikfag, nemlig Literary Journalism. Det var heldigvis et enormt spændende fag, ledet af en entusiastisk professor, Michael Meyer, uddannet fra Berkeley. Vi fik lejlighed til at læse en lang række mesterstykker ud i fortællende journalistik, både af meget berømte og mere ‘ukendte’ forfattere. Det var dog kun på den afsluttende semesteropgave, hvor vi virkelig kom ud i felten og selv kunne afprøve det at lave et stykke fortællende journalistik. Forinden havde vi lavet et par små sceneskrivningsopgaver, hvor kravene til disse indledende opgaver måske lå lidt under DJH-niveau. Den sidste opgave skulle dog være ganske omfangsrig og kravene på højde med de til en tilsvarende DJH-opgave. Opgaverne var dog ikke hovedfokus, men alligevel var faget meget lærerigt, da det meste af tiden blev brugt på at diskutere de læste tekster og diverse redskaber, som man kan gøre brug af i sin indsamlings/skriveproces. Holdet var forholdsvis lille (ca. 20 mand) Det var en klar fordel, i og med at alle kunne gøre sig gældende i diskussionerne.

Et andet fag, jeg har fulgt, “Crime and the Media” har haft klare tråde til journalistikken, men lå dog under Faculty of Social Sciences. Faget gik i dybden med måden, hvorpå medierne behandler og vinkler kriminalitet og forbrydere, med fokus på fremstillingen af henholdsvis kvindelige og mandlige kriminelle. Holdet var meget stort, måske omkring 80 studerende, så det foregik som forelæsninger. Professoren var meget engageret, og det har været udbytterigt at komme dybere ned i mere socialvidenskabelige aspekter af journalistikken også.

Mit tredje fag “American film, from Golden-Age Hollywood to New Hollywood and beyond” var også særdeles spændende, koblet med en dygtig underviser, Tim Grünewald. Her blev udbyttet dog skæmmet en lille smule af et lille hold, som på trods af fine engelskkundskaber virkede skræmte over at tage ordet på plenum. Jeg hørte fra andre studerende, at dette også gjorde sig gældende i andre fag, hvor der er en overvægt af lokale studerende. Underviseren mente, at de lokale studerende føler sig underlegne i forhold til studerende med engelsk som modersmål (selv om langt de fleste lokale studerende taler et formfuldendt engelsk…)

Fælles for alle fag gælder, at kravene og mængden af læsestof har været på et passende niveau, ligesom underviserne alle har været dygtige og har udvist engagement i deres undervisning.

Umiddelbart skulle man tro, at Hong Kong vil være en stor omvæltning at komme til som dansker. Men både byen såvel som studiemiljøet er så internationalt funderet, pga. det tidligere britiske kolonidømme, at man ikke mærker meget til, at man er på (en form for..) kinesisk territorium. Alligevel er der dog kulturelle forskelle at overkomme.  Jeg boede på en af universitetets ‘residential halls’, hvor der på min gang for det meste boede lokale og kinesiske elever. Alle var søde og inkluderende, men jeg vil alligevel påstå, at man skal gøre en ret stor indsats for at komme helt på bølgelængde med de lokale og kinesiske elever. På min gang skete det ikke en eneste gang, at de lokale og kinesiske studerende gik ud i weekenden. I stedet sad de i det fælles køkken til sent ud på natten og sang karaoke eller spillede mah-jong. Lidt svært, når man er den eneste i rummet, som ikke taler kantonesisk. Studiemiljøet er dog meget internationalt, så man møder hurtigt andre udvekslingsstudenter i forbindelse med klasserne og diverse aktiviteter.

Socialt har det således været helt fint, men mange af de andre udvekslingsstuderende har dog været lidt yngre, mellem 18 og 23 år, og det har nok kunnet mærkes (Jeg er 28 år).

HKU har desuden et virkelig godt ‘buddy’-program, hvor i hvert fald min ‘buddy’, har gjort en stor og engageret indsats for at få mig til at føle mig velkommen og tilpas. Stor ros for det.

Jeg vil klart anbefale et semesters studier ophold på HKU. Undervisningen i alle valgte fag har været professionelt gennemført og har givet en faglig ballast, som jeg kan bruge i mit videre forløb.

Ryerson University, Toronto

Af Marie Sæhl Sørensen

Allerede længe inden jeg besluttede mig for at søge om at komme på udveksling i Toronto, vidste jeg, at jeg ville komme til at være en del ældre end de andre studerende. Både fordi studerende på de canadiske universiteter generelt er end del yngre. Og fordi vi på DMJX først har muligheden for at komme af sted på uddannelsens sidste semester, men alligevel bliver indskrevet på første del af journalistuddannelsen på Ryerson University. Jeg tror, det er vigtigt, at man gør sig aldersforskellen klar, inden man tager af sted. Både i forhold til skolearbejdet, hvor ens medstuderende er en del mere uerfarne – de har f.eks. ikke været i praktik. Men også i fritiden, hvor det kan være svært at finde begejstringen frem, når man for tredje gang på en uge er inviteret til udklædningsfest med obligatorisk stærkt alkoholindtag på et af kollegierne eller en af de evindelige irish pubs.

Jeg valgte alligevel at tage på udveksling. Mest af faglige grunde. Jeg vidste, hvor stor en fordel det senere ville blive for mig, at jeg et halvt år ville blive tvunget til at læse, tale og skrive længere opgaver og journalistik på engelsk. Canadierne har meget tætte journalistiske bånd til USA, og tekster og eksempler i undervisningen er oftere hentet fra den anden side af grænsen. Fordi båndene til USA er så tætte, betyder det også, at Canada er meget langt fremme på en række journalistiske punkter, vi stadig ikke er helt så gode til herhjemme.

Blandt andet inden for den fortællende journalistik, hvor Canada er med helt fremme. Det gav mig meget at have faget Literary Journalism, hvor jeg fik mulighed for at få et stort overblik i den fortællende journalistik gennem historien, fik diskuteret en masse etiske dilemmaer i konkrete fortællende historier og gennem de store mængder læsestof fik en masse inspiration og redskaber til selv at lave fortællende journalistik senere. Ligesom amerikanerne er canadierne også en del bedre i forhold til nye måder at lave journalistik på. I mit ene fag Advanced Research Methods fik jeg et godt overblik over de mange nye måder at lave kvalitetsjournalistik på i web-æraen, hvor gratis nyheder på nettet truer med at udrydde avisen. Jeg lærte om nye måder at finansiere journalistik på og nye måder at udkomme på.

Jeg valgte helt fra starten, at jeg ikke ville bo på de kollegier, der er knyttet til skolen. De ligger tæt på skolen i downtown Toronto, som er et temmelig åndsforladt sted med store grå shopping-centre og dårlige kæderestauranter. Der er selvfølgelig fordele ved at bo så tæt på skolen, men Toronto er fyldt af fede kvarteret, hvor det efter min mening er en del sjovere at bo. Jeg endte med at bo i en lejlighed i et lille træhus i et af de victorianske kvarterer (Queen West), som var rigtig hyggeligt med små cafeer og sjove butikker. Af andre lidt hyggeligere kvarterer kan jeg nævne the Annex, Kensington Market, Cabbagetown og Riverdale. Det kan måske godt virke uoverskueligt at rejse af sted uden at have noget at bo i, når man kommer frem. Men jeg tror, at man ofte ender med at finde noget bedre, end det skolen tilbyder en. Desuden skal jeg udsende en decideret advarsel mod at lade sig indkvartere på kollegiet Primrose, som er noget af det, skolen foreslår. Det er et ombygget hotel med bittesmå skotøjsæske-værelser og en ret dårlig madordning, som tvinger en til at indtage alle måltider på stedet til temmelig høje priser.

Ud over selve skolen er der nok at tage sig til i Toronto. Der er masser af hyggelige kvarterer, gode museer og smukke steder til løbeture. Og så er der rig mulighed for billigt at komme ud og se andre steder i Canada eller tage over grænsen til USA.

University of Missouri

University of Missouri – Columbia

Jeg ville til Missouri på grund af alle de ting, Missouri ikke er.

Der er ingen weekendudflugter til Los Angeles, og den nærmeste strand ligger en god 10 timers køretur væk. Men livet på University of Missouri er så sindssygt ægte amerikansk. Og det er vel den bedste oplevelse i mit liv so far.

Af Niels Schack Nørgaard

Jeg var stålsat på at komme til University of Missouri, fordi det er den mest ægte collegeoplevelse, man kan få i USA. Byen, Columbia, er klejn i amerikansk forstand – ca. 100.000 indbyggere – men huser et stort universitet.
Det betyder et lille, tæt og rasende omfavnende samfund omkring skolen. De studerende bor typisk fire-fem mand sammen i mere eller mindre faldefærdige huse et stenkast fra campus, og skolen, husene og Columbia syv-otte barer bliver hurtigt brændpunkterne i ens sociale liv som udvekslingsstuderende.

Jeg talte på et tidspunkt, inden jeg tog af sted, med en DJH’er, der havde været i San Francisco i et halvt år og vendt hjem uden at have lært en eneste amerikaner at kende. Jeg besluttede, at jeg ikke var rejst til USA for at hænge ud med irere og australiere, og jeg var stålsat på at få en amerikansk omgangskreds.

Og dér er Midwest America et uforligneligt sted. Folk er varmere og mere nysgerrige, end jeg har oplevet noget sted på planeten, og der gik ikke mere end en uges tid, før jeg blev inviteret for i en vennekreds.

Et halvt år senere har jeg lavet keg stands (Google det og ryst på hovedet), spillet beer pong, været på Spring Break i Bozeman, Montana, roadtrippet fra Chicago til New Orleans og tilbage og undervejs i det halve år knyttet nogle af de tætte venskaber, jeg har.

Jeg har udviklet mig meget menneskeligt, men faktisk har jeg også rykket mig fagligt. Jeg var kørt lidt sur i journalistikken efter praktik og et hårdt 7. semester, men jeg fik glæden ved faget igen i Missouri.

Niveauet er overkommeligt, men jeg havde især én voldsomt inspirerende professor, der med sine nærmest poetry slam-agtige enmandstaler om fascinationen ved journalistik gav mig appetitten på livet som journalist tilbage.

Jeg havde desuden brug for at læse noget andet end journalistik, så jeg tog to fag i Political Science, hvor der er et hav af fag og med garanti et til alle, der har bare den mindste politiske interesse. Jeg læste ”Politics and War” og ”Civil War, Genocide and Terrorism”.

Men den største inspirationskilde var nogle af de venner, jeg fik. Der brænder en helt anden journalistisk flamme i dem, og de er langt mindre kyniske over for journalistikken end jeg oplevede mine medstuderende herhjemme. Det kan godt være, de bare er naive. Men hellere være blåøjet end negativ.

Jeg valgte Missouri, fordi jeg havde lyst til at prøve et helt andet USA end det, jeg rejste rundt i for fem år siden efter gymnasiet. Dengang var jeg i San Francisco, Los Angeles, San Diego og Las Vegas. Nu kan jeg helt roligt sige, at jeg i Missouri fandt det varmeste sted af dem alle.

San Francisco State University

Af Mette Mayli Albæk

Jeg fløj til San Francisco dagen efter nytårsaften, og pludselig var det nu. Siden vi havde fået pladserne engang i september, havde jeg haft rigelig travlt med 7.semester, og jeg havde egentlig ikke haft tid til at glæde mig. Derfor havde jeg heller ikke de store forventninger til San Francisco – hverken til byen eller til universitetet. Jeg var taget af sted i god tid, så jeg havde faktisk to ugers fri, inden skolen startede. Jeg var så heldig at overtage et værelse fra Michelle, som læste der semestret inden mig. Et skønt værelse på den absolut bedste beliggenhed i byen med to tagterrasser ved udsigt over Dolores Park. Jeg boede privat på et værelse til leje hos to lokale bøsser. Det vil jeg til hver en tid anbefale studerende fra Danmark, for de fleste internationale studerende endte i store fælleshuse ude ved skolen, som ligger 10 kilometer uden for byen. Der var enormt langt hjem fredag nat, eller når de eksempelvis ville shoppe.

Det, jeg husker fra de første dage på SFSU, er helt klart, hvor godt deres program til internationale studerende virker. Der er mere end 300 internationale studerende på skolen, så der bliver taget godt hånd om alle. Måske er det faktisk en ulempe, at der er så mange. For hele den første uge er man kun sammen med andre internationale studerende, hvor det måske ville være sjovere at hænge ud med amerikanere.

Der er en stor studenterorganisation på skolen for internationale studerende – IEEC. Her valgte jeg i starten at bruge ret meget tid, men jeg endte med at synes, at det hele var lidt dumt, netop fordi jeg pludselig kun havde venner fra Europa og egentlig ikke fra USA. De amerikanske venner, som jeg fik i SF, havde jeg egentlig mødt i byen.

Jeg havde selvfølgelig valgt fag hjemmefra, men jeg endte med at vælge nogle helt andre. Derfor vil jeg kun opfordre til, at man ikke bruger for meget tid på det herhjemme. De første to uger på SFSU foregår som åbent hus, hvor man går rundt fra fag til fag. Her kan man så beslutte sig for, om man kan forene sig med niveauet, med underviseren og de andre studerende. Det er ikke helt til at gennemskue på forhånd, om de andre f.eks. er 17 år gamle freshmen eller hvordan.

Som nævnt vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg skulle forvente mig af San Francisco – heller ikke af det faglige. Set i bakspejlet er jeg nok ikke blevet en bedre journalist af at være i SF, men til gengæld er jeg blevet god til engelsk, har haft inspirerende professorer, har fået indblik i en helt anden kultur. Og nok blevet en del klogere på mig selv. Derfor jeg faktisk også opfordre andre til ikke at tage alting så tungt. For opholdet kan kun blive ualmindelig fedt, også selv om du ikke lige får det fag, du har drømt om i et halvt år. Og også selv om du ikke får en fed lejlighed inde midt i centrum. Mht. niveauet på skolen, så er det overraskende lavt. Jeg har fået A+ og A i samtlige fag, og jeg har vitterligt ikke brugt min tid på lektier derovre. Men vores tilgang til skolesystemet lønner sig alligevel, for det er klart min opfattelse, at professorerne er meget glade for, at man tør stille spørgsmål og sætte dagsorden i en time.

I spring break og en del af weekenderne tog jeg ud af byen og rejste lidt rundt. Både med venner fra skolen og familie og venner, der besøgte mig fra Danmark. Og det var rigtig godt at komme tilbage til SF hver gang, for så finder man virkelig ud af, hvor unik byen af med dens mange skæve eksistenser og ufattelige åbenhed.

Kort opsummeret, så havde jeg fem fantastiske måneder i San Francisco, som jeg aldrig ville have været foruden. Også selv om jeg endte med at bruge ret mange penge på 8.semester, fordi det er en by, der inviterer til det. Og så er det bare ikke helt dumt at bo i Sunny California 🙂

UTAS, Tasmanien

Tasmanien – Ud af byen ind i skoven

Af Lars Damgaard Sørensen

”Der er masser at lave i fritiden, I kan for eksempel gå ud og samle jeres egne østers, det er ret populært”. Velkomsttalen fra rektor på UTAS slog ligesom tonen an. Hobart er ikke Sydney, og den Australske alkoholkultur er anderledes end den danske. Fredagsbar findes ikke og universitetet bruger ikke rusture til at ryste nye studerende sammen.

Når det så er sagt, så blev der selvfølgelig festet, også på skolen. Men det er ikke for pulserende byliv at du skal tage til Tasmanien. Det skal du gøre, fordi du vil opleve alt det, der findes ud for byen. I mine øjne kan Tasmanien byde på meget af det samme som resten af Australien, med færre mennesker og på et mindre område. Der er lange hvide sandstrande, store bølger at surfe i, og regnskove og bjerge at fare vild i. Hobart er ingen metropol, der bor bare 200.000 mennesker i byen, som består af endeløse forstæder og en forholdsvis lille, men hyggelig bymidte.

Regnskoven starter lige uden døren, og et stenkast fra bymidten rejser det ikoniske Mount Wellington sig. Et par timers vandring, og du bliver belønnet med en flot udsigt over Hobart og omegn. Hvis du vil surfe er der også muligheder tæt på byen, selvom de bedste bølger findes et par timer væk på østkysten. Universitetet har en lang række foreninger, som gør det nemt at komme ud på eventyr. Jeg meldte mig selv ind i raftingklubben, og på den måde kom jeg på alle de (næsten) gratis river rafting-ture jeg havde lyst til. Derudover er der selvfølgeligt en vandreklub, en dykkerklub + diverse mere almindelige sportsklubber.

Jeg kom selv til at færdes i en gruppe af internationale studerende, hvilken nok er meget normalt. På en måde følte vi os alle hensat til et reservat, som var meget anderledes og mere tyndt befolket end hvad vi var vant til. Hvis man køber den præmis og griber mulighederne er det et fantastisk sted at være. Vejret er en bekymring for mange. Jeg oplevede alt fra 0 til 42 grader, så det er mere ekstremt end andre steder. Fra februar til juni gik det fra sommer til sensommer og efterår, og sammenlignet med Danmark er det stadig varmt.

Hobart er en meget overskuelig by, og UTAS et forholdsvis lille universitet. Det gør det nemt at vænne sig til stedet, fordi man hurtigt vil føle sig hjemme og kende området. Det sociale aspekt er alfa omega, men heller ikke noget man skal frygte. Alle internationale studerende er kommet for at få sig en oplevelse og for at møde nye mennesker, og med den indstilling er det nemt at få store oplevelser.

San Francisco State University

Af Casper Ulsøe                                                                                                                                                    

Nå, men det store forkromede evalueringsspørgsmål må vel være, om udvekslingsopholdet har givet et vist udbytte. Både fagligt og socialt; og selvfølgelig er svaret ja i begge kategorier. Ikke mindst fagligt, som følgende afsnit omhandler.

I løbet af mit semester på San Francisco State University har jeg haft fire fag. Magazine Writing, Urban Planning Studies, Latina/o Immigration to the US og sidst, men ikke mindst Race, Radicalism and Revolution. Jeg må erkende, at det for mig har været virkelig interessant og udbytterigt at komme væk fra en studiehverdag, der hovedsageligt omkredser journalistik – ikke at jeg skal bebrejde Journalistskolen for dens megen fokus på netop dette felt. Men i hvert fald har jeg nydt at begrave mig i bøger, der ikke handler om udførelsen af journalistik i praksis, men derimod om så forskellige emner som hjemløshed, udarbejdning og udnyttelse af offentlige rum, statistikker om hovedsageligt mexicanske migranter, diskussioner om den amerikanske immigrationsdebat – dog med en klasse og til dels en underviser der ikke rigtig fik skudt entuisiasmebarometeret helt i vejret – samt en masse læsning om revolutioner og radikalisme. Og jeg føler bestemt, at dette semester har givet mig en meget bredere viden, end hvad Journalisthøjskolen i sagens natur tilbyder. Så tak til Journalisthøjskolen for at tilbyde udvekslingsophold med universiteter – og ikke nødvendigvis kun andre journalistskoler.

Et journalistisk fag blev også valgt i processen, navnligt magazine writing. Selvom faget var på et forholdsvis højt niveau, 595 på den amerikanske skala, så er der dog en vis besynderlig bismag efterladt hos denne skribent efter opgjort facitliste. På det journalistiske område, nu kan jeg jo kun bedømme ud fra det ene fag, men der må konklusionen lyde, at ’vi’ er langt foran. Når nogle af de nye læresætninger er, at man skal gøre sproget levende, variere sætningernes længde, overveje sine ord, ja, så undrer det, at faget skulle være på særlig højt niveau. Selvfølgelig har afkastet også været brugbar viden, men jeg må indrømme, at jeg har haft det en smule ambivalent med mit journalistiske fag. Faget endte ud i et stort praktisk projekt, en længere magasinartikel, mens der var ugentlige teoretiske opgaver – der må jeg erkende, at jeg foretrækker vores danske model, hvor der er meget praktisk arbejde. Koblet med andre opgaver til de andre fag, kom jeg nærmest håbløst bagud med magasinartiklen og fik aldrig rigtig hul igennem til min afgørende kilde, og endte til sidst med at måtte trække mig og fokusere på de andre fag.

Skal jeg tillade mig, at evaluere mine valg, mens forløbet stadigt er forholdsvis nært i min erindring, så ville jeg nok i bagklogskabens særlige klare lys have dristet mig til at vælge et fjerde ikke-journalistisk fag, når muligheden endelig var til det. Med ’vores’ grundige uddannelse i netop journalistik, fremstod udbyttet af det fag meget mindre, end hvad de tre andre fag efterlod sig i denne skribents hukommelse.

Man bør selvfølgelig ikke kaste med sten, når man bor i et glashus, men selv efter nøje granskning er det min opfattelse, at var magazine writing-kurset blevet udført til punkt og prikke, havde udbyttet overordnet set stadig været af mindre karakter. Intet af overstående skal falde tilbage på vores ellers interessante underviser, Mrs. Daley (TJEK EFTER), men bør derimod – efter min bedste overbevisning – tilskrives den divergerende undervisningsstil, der hersker mellem de to uddannelsesinstitioner – altså ’vores’ praktiske tilgang til journalistfaget mod ’deres’ mere teoretiske ditto af slagsen. Og deraf gabet mellem de studerendes tidligere omgang med journalistfaget.

Da det er denne skribents overbevisning, at alle mennesker i mere eller mindre vid udstrækning er forskellige, så bør alle overstående ord selvfølgelig betragtes som værende overflødige, ja, ligefrem ligegyldige. For fremtidige udvekslingsstuderende der skulle have forvildet sig ind på denne side – og særligt de, der af uransagelige årsager er nået helt hertil i teksten – så må denne signaturs ønske være, at netop de søger udvekslingssted, fag og eventuelt boligsituation ud fra, hvad de selv måtte have af ønsker og ikke beror sig på, hvad os tidligere udvekslingsstuderende skulle have videregivet af besynderlige oplevelser, ideer og informationer. Om end stjernebilledet oftest ligner en gengivelse af forrige nats, så er universet i konstant bevægelse og derfor giver det øjensynligt meget lidt mening at forsøge at gennemleve andres tidligere oplevede oplevelser, hvorfor det endnu engang understreges, at denne klumme bør betragtes som ligegyldig for fremtidige udvekslingsstuderende.

Med ønsket om alt det bedste til læserne af denne klumme,

Casper Ulsøe

Ryerson University, Toronto

Af Jeppe Kondrup Adelborg

Fire måneder varede mit semester på Ryerson University i Toronto, Canada. Fra starten af januar 2012 til slutningen af april. Med andre ord – jeg var der i de grå måneder, mens vinter blev til forår, og sne blev til regn. Det bør man have med i sine overvejelser, inden man vælger at tage til Toronto i den periode. Kan jeg holde det ud? Bliver det for vådt og trist? For mig gjorde det ikke. Måske var det fordi, at vinteren var den mildeste i lang tid. Måske kan jeg bare godt lide det lidt koldt og gråt. Måske er det fordi, at når solen endeligt skinnede, så lever byen virkelig og er uovertruffen. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg for første gang nogensinde lagde mærke til det, da træerne og buskene sprang ud og blomstrede. For, for en gangs skyld havde jeg tid til det. Og det var en af de ting, jeg satte mest pris på ved udveksling og Toronto. Tiden. Aldrig har jeg haft så meget tid. Til mig selv og de ting, jeg kan lide.

Den primære årsag til det var, at jeg kun havde 12 timer ugentligt fordelt på tre fag. På den måde var det meget mere akademisk og universitetsagtigt end Journalisthøjskolen i Århus. To af fagene var journalistiske, mens et var et rent historiefag.

Det faglige niveau på Ryerson er ikke videre imponerende. I hvert fald ikke i de journalistiske fag. Grunden er, at man som udvekslingsstuderende kommer ind som ’undergraduate’, selv om man burde være ’graduate’, da dette er svarende til det niveau, man kommer fra i Danmark. Det betyder, at man ofte sidder og føler, at man bliver undervist i noget, man allerede ved. Det betyder også, at de studerende, man har timer sammen med, ofte er yngre end en selv og flere er endnu ikke flyttet hjemmefra. Det kan godt være en smule komisk, at pigen ved siden af dig sidder og brokker sig over sin mor, fordi hun har givet hende spegepølse med på madpakken igen. Selv var jeg 25 år og aldersspændet var medvirkende til, at jeg ikke rigtigt fik den store kontakt med mine medstuderende. Kontakt havde jeg med nogle af de andre udvekslingsstuderende – som dog også er yngre gennemsnitligt – og så med et par lokale canadiere, der tit er noget mere åbne end den gennemsnitlige dansker. Om de journalistiske fag skal det dog siges, at de var spændende, fordi de varierede meget fra de fag, Journalisthøjskolen tilbyder. Jeg havde et fag, hvor vi blev introduceret til fotojournalistik med masser af praktiske opgaver, og et fag om litterær journalistik, hvor det handlede om at læse en lang række legendariske journalistiske værker og så diskutere dem på klassen. Begge kan anbefales.

Grundet det journalistfaglige niveau vil jeg opfordre til, at man prøver at kombinere fagene således, at man også får andre fag end de rent journalistiske. Således havde jeg et fag om spionagens historie, som er et af de mest interessante fag, jeg nogensinde er blevet undervist i. Det skyldes også fagets professor, Arne Kislenko, der var en eminent underviser og noget af en karakter. Forholdet mellem underviser og elev er desuden også værd at fremhæve. Det er utrolig let at komme i kontakt og oprette et forhold til underviserne, og det kan være behjælpeligt.

Boligmæssigt kan jeg kun anbefale, at man forsøger at finde noget selv og dermed holder sig langt væk fra de boliger, som skolen tilbyder. Det er dyre hotelagtige kollegieværelser, der ikke er særligt tiltalende. De serverer sørgelig mad og er beliggende i Downtown Toronto, som er et rent kønsløst sted, om end det er placeret ganske tæt på universitetet. Områder som Queen West, Kensington Market og The Annex er derimod meget mere charmerende, og skolen er indenfor cykel- og sporvognsafstand.

Byen Toronto er formentlig den canadiske by, der minder mest om og er mest påvirket af USA. Toronto er en slags miniature udgave af New York, hvilket både er godt og skidt. Den er placeret tæt på vandet, der er dejlige parker, masser af taxaer, byen er repræsenteret i næsten alle ligaerne i de store nordamerikanske sportsgrene, der er gode kulturelle muligheder med museer og koncertsteder, og så er Toronto helt ekstrem rig på forskellige kulturer med Chinatown, Little Italy, Greektown, Little Portugal og Koreatown, således mener man, at næsten halvdelen af byens befolkning er født uden for Canada. Og det er en rigtig god ting.

Samtidig er den placeret tæt på andre interessante byer og storslået natur, som er værd at besøge, når man trænger til et afbræk. New York, Boston, Detroit, Montreal, Niagara Falls, Chicago er alle inden for bustursafstand.

Jeg er glad for, jeg tog til Toronto. Det var rart at starte på nul og være på fremmed grund ved det meste, man foretog sig. Det var dejligt at tale, skrive, læse og tænke på engelsk, og leve i og opleve en anden kultur på klods hold. De erfaringer, jeg har gjort mig om Canada, kunne jeg ikke have fået på andre måder. Og det er jeg glad for.

University of Tennessee

Southern Hospitality for begyndere

Det største kulturchok i Knoxville, Tennessee midt i bibelbæltet, var hverken en overdreven religiøsitet eller nationalpatriotismen, der bliver præket i medierne. Det var derimod en varme og en nysgerrighed efter at lære andre folk og kulturer at kende, man som journalist og dansker kan lære meget af.

Af Jonas Hjortdal

”Så du kan godt lide italiensk mad? Min onkel er italiener. Hvad siger du til at komme over og prøve hans pasta en gang i næste uge?” Ordene kommer fra min medsammensvorne Ashley, der har meldt sig sammen med mig som frivillig til at stå i den europæiske bod, hvor vi sammen skal ’sælge’ udlandsophold til interesserede amerikanske studerende. Det er da Ashley, hun hedder, er det ikke? Vi har knap nok fået overstået formaliteterne, og jeg kan allerede se mig selv ved et klassisk italiensk middagsselskab med store armbevægelser og dramatisk gestik. Det er så typisk amerikansk. Jeg nåede kun at stå i boden i halvanden time, men to af de amerikanere, jeg mødte der, har jeg haft kontakt med, siden jeg vendte hjem til Danmark.

Det kan godt være, det tager lidt tid at vænne sig til, at der ikke nødvendigvis er en medsammensvoren, der fisker din pung op af baglommen, hvis en fremmed henvender sig til dig på gaden. Eller at det rent faktisk er et oprigtigt forslag, når en veninde, du kun har mødt to gange i løbet af semestret, tilbyder, at du da bare kan overnatte hos broren i New York, når nu du skal på rundrejse efter semestret. Selv i en profession, hvor man skal leve af sin nysgerrighed, har det været en positiv mavepuster at tilbringe et halvt år i bibelbæltet. Så længe, det er medmenneskeligheden og næstekærligheden, der bliver lagt størst pris på, må selv en svoren ateist sænke paraderne.

At nysgerrigheden så ikke altid afspejler sig i en voldsomt bred horisont, og det at placere Europa på et verdenskort ofte kan være sværere end at placere den berømte hale på grisen med bind for øjnene, det er en anden historie. Men så er man i den privilegerede situation at kunne give noget den anden vej. For viljen til at lære er dybt forankret i både mentalitet og uddannelsessystem. Og om ikke andet giver det ekstra perspektiv en unik mulighed for at score et par lette point og imponere underviserne.

Auckland University of Technology

Sweet as New Zealand

Af Tor Johannesson

En fantastisk natur, hæsblæsende adventure-oplevelser og afsindigt flinke mennesker. Der er mange grunde til at tage på udveksling i New Zealand – og også et par ting, der taler imod.

Auckland University of Technology ligger midt i landets største by, Auckland. Det samme gør studielejlighederne, man som udvekslingsstuderende får tilbudt. De er dyre, men det er alle boliger i midtbyen. Auckland har alt, hvad en storby skal have af natteliv, og samtidig er der let adgang til lækre strande og smukke vulkaner. Men man skal ikke tage til New Zealand for Aucklands skyld. Man skal gøre det for at se hele det fantastiske land.

Så vælg AUT hvis du altid gerne har villet til New Zealand – og har rigeligt penge. For det er dyrt, og man får lyst til at gøre dyre ting. For det første er leveomkostningerne høje. Boligudgifterne snupper ens SU, og discount-supermarkeder er en by i Rusland. Dertil kommer at hvis man virkelig skal have noget ud af opholdet, så skal man tage sig rigelig tid til at rejse rundt i landet. Og det koster også – især når man bliver grebet af stemningen og skal springe i faldskærm og ud fra broer, som alle de andre.

Man får nemlig hurtigt masser af venner blandt de andre internationale studerende. Og man skal heller ikke gøre meget for at blive venner med de Newzealændere, der bor i de samme studielejligheder. Mange af dem er dog lidt unge, da det ikke er unormalt at starte på universitetet som 17-18-årig.

Det betyder også noget for det faglige. Tag fag på et højt niveau, ellers kommer man til at kede sig. Det er mit indtryk fra mine egne oplevelser, og hvad jeg har hørt fra andre, at de rent journalistiske fag er ret lavt niveau. Selv tog jeg to forskellige PR-fag, og det var kun det mest avancerede, Reputation Management, der var godt. Her havde jeg til gengæld glimrende undervisere og spændende gæsteforelæsere.

I forbindelse med fagvalg skal man også være klar over, at det er ret besværligt at få fag uden for kommunikationsområdet. Med lidt overtalelse kan man dog godt få fag inden for det samfundsvidenskabelige fakultet. Men igen skal man være klar over, at undervisningen ikke er på et voldsomt højt niveau. Jeg tog f.eks. et fag, der hed Asian Pacific Issues, og det føltes som samfundsfag i gymnasiet, dog med fokus på Stillehavsregionen.

Så for at opsummere, vælg AUT, hvis du har en drøm om at se New Zealand og har rigeligt med penge – eller adgang til nogle lækre legater. I så fald så kan du ikke undgå at få et helt forrygende halvt år.

Murdoch University

“You have 125 days here. They’re gonna fly by – way faster than you’d think. So make the most out of every day”

Af Anne Klit Øllgaard

Ordene var Russ Brabys – vores udvekslingskoordinator på Murdoch – den første dag i orienteringsugen. De fleste af os havde kendt hinanden en uges tid i forvejen. Det meste af den uge var blevet brugt i hinandens selskab – på stranden, på volleybanen, til BBQ’s ved rec room og på pooldecket med kolde øl, billig goon og “flip the cup”, australiernes foretrukne (øl)selskabsleg. Jeg tænkte lidt, det var noget af en kliché, men manden fik selvfølgelig ret. Dagene fløj af sted. Men når jeg nu – godt fem måneder efter – ser tilbage på min udvekslingstid, så tror jeg såmænd, jeg fulgte Russ’ råd og fik det meste ud af hver dag.

Australien er et fascinerende, uoverskueligt stort og smukt land. Det mærkede jeg allerede, da jeg med sommerfugle i maven og halvsnalret fra de gratis gin og tonics i flyet, landede i Perth lufthavn hen ad aftenen d. 7. februar. Perth er ikke verdens navle, tværtimod. Totalt isoleret og egentlig ikke særlig interessant som sådan. Men de små og meget forskellige forstæder omkring, naturen og de smukke strande er noget for sig. Fremantle – eller Freo, som vi kalder det på australsk – lå blot en ti minutters bustur fra university village, hvor de fleste af os boede, og byen blev hurtigt “vores sted”. Smukke gamle bygninger, lækker sandstrand, charmerende caféer og hyggelige barer, parker og street art kombineret med en miks af mennesker fra hele Australien, faktisk hele verden, gjorde den lille forstad helt uimodståelig.

Det er ikke det værste at gå i skole, når man kan tage bøgerne med på stranden. Så det gjorde vi. Mere eller mindre hver dag blev tilbragt udendørs – præcis som vi havde fået fortalt af de stolte australiere, “the outdoor people” – hvorfor ikke tilbringe hvert et vågent øjeblik i naturen, når nu den er så fantastisk her. Jeg tror sjældent, jeg tilbragte mere end en time på mit værelse, hvis ikke det var for at sove. Der var altid fart på – altid noget at give sig til, og selv om jeg normalt er typen, der sætter pris på alene-tid i ny og næ, var det som om, det behov forsvandt. Vi lavede alting sammen – vi fulgtes til skole, på biblioteket, vi læste i solen, vi handlede og lavede aftensmad sammen på grillen, vi tog til stranden, festede, rejste og udforskede lokalområdet – alt sammen i et miks af tyskere, amerikanere, svenskere, danskere og australiere. Vi fortalte om, hvor vi kom fra, hvordan europæisk fodbold er “rigtig” fodbold, og hvordan man altså godt kan købe god vin “in a bag” i Danmark, lærte om vores nye venners kulturer og diskuterede vores nye australske liv og de skøre australiere, der til tider kun synes at tænke på “barbies”, AFL, surfing, afslapning og bajer. Heldigvis var de fleste af os enige i, at den livsanskuelse passede os rimeligt fint. Om ikke andet så lige for de fem måneder, vi havde her sammen.

Men hverdagen kom jo også snigende, afleveringerne pressede sig på, vi kom bagud med læsningen, og når man er vant til at studere på Journalisthøjskolen fra 8-16, kan det være en til tider overvældende udfordring at skulle koordinere læsning og fritid, når man går i skole 20 timer om ugen. Endnu en udfordring er, når man i bedste stræber-stil vil gå på biblioteket for at studere, blot for at opdage, der hverken er pladser, hurtigt internet eller strømstik. Så er der altså tidspunkter, hvor man tænker, det her må være en joke.

Nuvel, når alt kommer til alt er det jo hverken manglende strøm eller internet, der vælter ens verden, og set i det store perspektiv, så er det vist også petitesser i forhold til den samlede oplevelse, jeg havde på udveksling.

Jeg blev forelsket i Australien – aldrig i sproget, det forvirrer mig stadig – jeg blev fascineret og bedste venner med de mennesker, jeg mødte fra hele verden, og de nye kulturer jeg lærte om. Jeg fik blod på tanden til at arbejde min røv ud af bukserne, så jeg kan komme ud at rejse igen – komme tilbage til Australien og se mere af det fantastiske land, komme ud i verden og besøge mine nye venner. Jeg blev inspireret til at gribe mit journalistiske arbejde anderledes an, og erfarede at universitetslivet ikke er mig, men at Journalisthøjskolens måde at gøre tingene på, er den måde, der passer bedst til mig. Jeg har set steder og oplevet så meget på så kort tid, at jeg nu – en måned efter eksamenerne er overstået og en uge efter, jeg igen har ramt dansk jord – stadig ikke helt har fordøjet det hele. Jeg drømmer og tænker stadig på engelsk. Og jeg får stadig lidt ondt i maven, når jeg tænker på, at min lille, internationale venne-flok nok aldrig samles igen, hvor vi alle sammen kan være med. Men jeg smiler også, når jeg tænker tilbage på, hvor fedt det hele har været – og hvor meget jeg sætter pris på, jeg udnyttede muligheden og tog på udveksling, så jeg nu kan gå i gang med hovedopgaven med en ny energi og en egentlig lyst til at lave mere journalistik.

Jeg tror, mit budskab står Ganske klart: Alle burde tage chancen og tage på udveksling. Jeg tror såmænd ikke, Perth og Murdoch University er så meget bedre end alle andre steder. Jeg tror mere, det handler om at få det bedste ud af det sted, man nu end lander. Også selv om det – som i mit tilfælde – ikke nødvendigvis er det sted, man havde prioriteret højest. Det var så bare virkelig let at gøre i Perth, så lad det være en opfordring.

University of Missouri

Fotojournalist i Missouri
Af Angelina Owino

Et udvekslingsophold på University of Missouri er mange ting, men først og fremmest var det et selvtillids-boom for mig.

Fra januar 2012 til maj 2012 var jeg udvekslingsstudent i Missouri. Det var en stor omvæltning at komme fra fotojournalistuddannelsen i Aarhus til at læse fotojournalistisk på et amerikansk universitet. Den største omvæltning var niveauet. Jeg vidste godt, at vi i Danmark har et højt niveau inden for fotojournalistik. Der skal ikke mange kig på nettet til for at konstatere det. Fx loggede jeg en dag på facebook, og de to øverste statusopdateringer var fra Nikolai Linares, der var blevet indstillet til Sony Award, og Lærke Posselt der havde vundet World Press Photo i kategorien portræt. Jeg har altid været super glad og stolt på mine kollegaers vegne, men samtidig ærgerlig over, at det aldrig var mig, der vandt. En af grundene kunne jo være, at jeg sjældent har indsendt noget til en konkurrence, men der var jo også en grund til, at jeg ikke indsender noget. Jeg synes tit ikke, at jeg har noget, der kan måle sig med kollegaernes billeder.

Mit syn på mit eget fotografi, og hvad jeg kan i forhold til andre, er blevet ændret meget af mit ophold i Missouri. Pludselig gik det op for mig, at selv om jeg ikke er den bedste i min klasse på Journalisthøjskolen, så har vi alle et ret højt niveau. De steder, hvor jeg især så en stor forskel på mig og de andre studerende i Missouri, var når det kom til billedkritik og historiefortælling. Der er ikke samme kultur for at snakke om billeder på Missouri, så rigtig mange havde svært på at sætte ord på egne eller andres billeder. Det lærte mig, hvor meget jeg egentlig har lært af at være tvunget til at sætte ord på billeder. Når jeg snakker om historiefortælling, mener jeg det at vinkle sin reportage. Der er ikke samme fokus på, at man skal vinkle sin historie, som vi lærer i Aarhus. Jeg har fx skullet lave en multimedieopgave med tre andre studerende, der ikke forstod, hvad jeg mente, når jeg sagde, jeg synes vi skulle finde en vinkel på vores rodeohistorie, så det ikke bare blev noget om rodeo. Det endte så med at blive noget om rodeo desværre.

Opholdet har derfor udover at give mig nogle færdigheder, som man ikke lærer på Journalisthøjskolen såsom multimedie, lave hjemmeside, micro docs og forretningsmodel for fotojournalister, også sat fokus på, hvor mine styrker er i forhold til andres, og det har været rigtig godt for min selvtillid. Når det er sagt, har det samtidig også sat fokus på, at der bestemt er områder, hvor fotojournalistuddannelsen i Aarhus halter bagefter. Her tænker jeg især på, at man i Missouri ikke kun har øje for, at de studerende kommer til at arbejder på en avis, men har taget nogle andres kurser ind, der er lige så meget tilrettelagt til at skulle være freelancer så som førnævnte micro doc, business practice for photojournalists og lyslægning.

Kombien Journalisthøjskolen og Missouri synes jeg er helt fantastisk, og jeg vil til enhver tid anbefale det til andre.

 

American University in Cairo

Ekstremernes by

Af Nikolaj Søndergaard

Kairo er den nok mest ekstreme by, jeg har været i.

Ekstrem meget trafik, ekstrem meget støj, ekstrem forurening, overbefolkning osv. Dette er både det, der kan gøre Kairo meget overvældende, og det, der gør byen så interessant at bo i. Man kan mere eller mindre få alt i Kairo, og man kan møde alle typer af mennesker. Efter 4,5 måneder i byen bliver det på mange måder dejligt med en pause, men det er bestemt ikke sidste gang, jeg skal til Egypten eller Kairo.

Et af ekstremerne i Kairo er det amerikanske universitet, AUC. Det nye campus er kun få år gammelt og ligger i New Cairo, der er en såkaldt satellitby uden for selve Kairo. Et mere gennemført universitetsbyggeri skal man lede længe efter. Stort set alle faciliteterne er i top, og for bare at nævne nogle eksempler kan det nævnes, at der er 50 meter udendørs – og opvarmet – pool, stort sportsanlæg til fri afbenyttelse og en dejlig park med det lækreste grønne græs – vel at mærke midt ude i ørknen.

Dette på mange måder storslåede byggeri står så i kontrast til stort set alt, man kører forbi på den 1-2 timer (alt efter trafikken) lange bustur til og fra skole: Gråt og faldefærdigt betonbyggeri, tusindvis af parabolantenner og fattigdom. Det kendetegner i det hele taget byen, at der på den ene side af en mur kan være flot, pænt, rent og ligefrem overdådigt, mens der på den anden side er gråt, beskidt, larmende og fattigt.

Selvom den kedelige grå beton udgør det meste af byen, behøver det ikke være det, man selv bor i. AUC tilbyder, at man kan bo på et af deres to ”dorms”, altså kollegier, men dette vil jeg dog fraråde – Det ene mere end det andet. Det ene ”dormatory” ligger på skolen i New Cairo, så her er man næsten fuldstændig isoleret fra alt undtagen skolen. New Kairo er ikke en rigtig by, men en kæmpemæssig byggeplads, og man skal med skolens busser for at komme ind til byen, og da der ikke er mulighed for selv at lave mad – eller købe ind, hvis der var – er man tvunget til at spise på skolens spisesteder, der blandt andet tæller McDonalds og SubWay.

Vil man gerne bo på dorm eller bare være sikker på, at man har et sted at bo, hvor alt fungerer, bør man bo på det andet dorm, der ligger inde i byen i bydelen Zamalek. Zamalek er nordspidsen af en ø, der ligger ude i Nilen, og er et dejligt kvarter. Zamalek er en oase i den meget larmende by med masser af hyggelige caféer og restauranter, og her er generelt meget mere roligt end i resten Kairo. Jeg vil dog stadig fraråde dette dorm. For det første deler man et lille delt værelse med en anden – stadig uden mulighed for at lave mad. For det andet, så er den måde at bo på bare mest indrettet til 19-20-årige amerikanere, der ikke har boet hjemmefra før og derfor har brug for at blive taget i hånden. Det vil blandt andet sige, at alkohol selvfølgelig er strengt forbudt, og man får derfor sin bagage tjekket, når man kommer og går. Dorm bliver nogle gange i sjov omtalt som ”fængslet”.

Sidst men ikke mindst, så sparer man heller ikke noget ved det, og man bør uden problemer kunne få en lejlighed selv til de samme penge (eller billigere), som det koster at bo på dorm. Jeg gjorde selv det, at jeg boede på et hostel i de første to dage, mens jeg fandt en lejlighed med en medstuderende. Vi boede på Zamalek, 3 minutter fra AUCs dorm og dermed skolebussen, og vi gav 4200 om måneden til sammen for en stor lejlighed med stue, spisestue, stort køkken og bad samt et værelse hver.

Hvis man gerne vil opleve ”det rigtige Kairo”, bør man dog bo i downtown. Som sagt er Zamalek en oase, og det er kun de mest velhavende egyptere, der har råd til at bo der. Man kan på den måde nemt komme til at leve livet på den lille ø uden at komme ud at opleve, hvad Kairo egentlig er. På den anden side er dette på mange måder også dejligt, da ”det rigtige Kairo” nemt kan blive for meget.

Rent fagligt er opholdet på AUC en god mulighed for at komme ordentligt ind i Mellemøsten, hvad enten man læser sociologi, samfundsfag eller historie. Undervisningen er efter min oplevelse af utroligt svingende kvalitet. Dette skyldes, at hver enkelt underviser suverænt styrer pensum, undervisningsform og eksamensform – herunder også antallet af eksaminer. Det vil sige, at hvis man har en rigtig god underviser i et fag – hvilket jeg heldigvis havde i de fleste – kan det være noget af det bedste undervisning, man har haft. Er man uheldig, hvilket jeg også var i et enkelt tilfælde, kan det være utrolig skidt. Heldigvis er der en drop-add periode, der giver mulighed for at have en time eller to i en klasse, hvorefter man kan skifte den ud.