Lebanese American University i Beirut

Overvejer du at tage på udvekslingsophold i Libanon? Tag afsted!

Af Katrine Dige Houmøller, journaliststuderende

Efter at have tilbragt seks måneder i landet, kan jeg kun give min varmeste anbefaling – om end du overvejer at studere på Lebanese American University eller American University of Beirut. Mit udvekslingsophold har i hvert fald givet mig en oplevelse for livet (og ikke mindst venner for livet), som jeg aldrig ville have været foruden. Libanons dynamiske kultur og religion, Beiruts natteliv, de smukke bjerge i nord, syd og øst, og ikke mindst de gæstfrie libanesere har slået mig helt omkuld. Det bliver absolut ikke sidste gang, jeg sætter mine fødder i kære Libanon.

FAG

Forinden jeg ankom til Libanon, havde jeg fået indtrykket af, at LAU skulle være ”det nemme” universitet i byen. Jeg syntes dog til tider, det var hårdt at skulle jonglere mellem fem forskellige fag, når vi på DMJX er vant til at fokusere på maksimum et par stykker. Flere af mine internationale medstuderende havde det på samme måde.

Jeg havde følgende fag:

Media and Palestine

Et “seniorfag” med flere kandidatstuderende, så niveauet var absolut højere end i mine andre fag. Underviseren, Gretchen King, er vanvittig skarp og dygtig, og hun har høje forventninger til sine studerende. Hendes fag kan generelt anbefales. Undervisningen består af meget læsestof, gruppearbejde, discussionboards, og til slut lavede vi vores egen livebroadcast og communication campaign. Klart det fag jeg fik mest ud af.

Digital Media Design

Hyggeligt og lærerigt fag hvis du har flair for det tekniske. Undervejs i forløbet lærer du at bruge forskellige digitale programmer, så du kan lave dine afleveringer undervejs: et logo, et buisness card, magasin, kalender, website, og du lærer at designe din egen app.

Lebanese Government and Politics

Akademisk og spændende fag hvor du lærer om bl.a. Libanons regeringsopbygning, Libanon i internationale sammenhænge, og du får en grundlæggende viden om Libanons politiske historie gennem tiden. Underviseren Imad Salamey er en rigtig historiefortæller, og undervisningen byder på sjove politiske diskussioner mellem de libanesiske studerende. Forløbet tager udgangspunkt i forelæsninger, læsestof og quizzer. Kan klart anbefales.

Introduction to Photography

Undervisningen er desværre en smule sløv. På mit hold skyldtes det grundlæggende umotiverede studerende og en opgivende underviser. I begyndelsen lærte vi nogle basic kamera skills, mens resten af semesteret bestod af feedback til de studerendes fotos. Jeg synes derfor ikke, jeg fik det helt store ud af faget, selvom det var sjovt at komme ud i felten og tage billeder.

Lebanese Dialect, level I

Faget introducerer dig for det libanesiske alfabet og tal, og så lærer du at danne korte sætninger, som at fortælle hvem du er, at finde vej, bestille mad osv. Det er alle gode værktøjer, hvis du vil interagere med de ikke-engelsktalende libanesere. På mit hold var vi en gruppe af ni udvekslingsstuderende, hvilket gav en særlig hyggelig stemning og gav mulighed for at stille en masse dumme spørgsmål. Underviseren, Youmna, er inspirerende, sjov og dygtig.

BOLIG

Beit al Atlas

Da jeg ankom til Beirut tidligt i august, boede jeg i et community house, Beit al Atlas, som gav mig mulighed for hurtigt at skabe relationer i et fremmed land. Efter at have boet for mig selv i løbet af min studietid på Luna’s Village, flyttede jeg tilbage til Beit al Atlas i december. Det er nemlig det perfekte sted, hvis du er social anlagt og gerne vil bo lidt billigere. Der er elektricitet næsten 24/7, gas til komfuret, vaskemaskine, nogenlunde velfungerende WiFi og drikkevand døgnet rundt. Du skal dog kunne klare, at rengøringen ikke altid er tip-top, at dine roommates roder, og at du ikke altid kan støvsuge, vaske tøj eller tage et varmt bad. Til gengæld er Saleh, som driver huset, det mest hjælpsomme menneske, og han vil gøre alt for, at du får et godt ophold.

Luna’s Village

Da jeg begyndte i skole, flyttede jeg til Luna’s Village, hvor jeg boede for mig selv i en lejlighed, men stadig med mulighed for at møde andre mennesker. Luna’s Village har nemlig en hostel-agtig-stemning med reception, fællesrum og en masse unge studerende. Hjælpsomme ansatte, rengøring tre gange ugeligt, ubegrænsede mængder af vand (også varmt), tæt på LAU, men begrænset med elektricitet (dermed også kun få timers WiFi, hvilket er super trættende, når du har skolearbejde) og huslejen er alt, alt for dyr sammenlignet med, hvad du ellers kan finde i Beirut. På Luna’s Village skal du selv betale for drikkevand, gas til komfuret og betale for at få vasket dit tøj.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *