Af Jesper Lesager, JOUR
Jeg skal aflevere en opgave om #FreeJacobZuma og hypermaskulinitet i morgen. Udfordringerne er, at internetforbindelsen er ikkeeksisterende, solen går snart ned og der er mindst tre timers kørsel til nærmeste wifi-hotspot. Heldigvis er opgaven lavet. Desværre ikke afleveret.
Semonkong, Lesotho. Mændene er pakket ind i tæpper og på hesteryg. Jeg går ved siden af hestene, der skridter op ad den stejle bakke mod fodboldbanen. Mændene er hyrder. De har passet geder og æsler, siden solen stod op. Det gjorde de også i går. Det gør de også i morgen. Rytterne har en pisk i hånden og en elefanthue på hovedet. I mere end to kilometers højde er det nødvendigt med tæpper og elefanthuer.
Der er 1200 kilometer fra Semonkong i Lesotho til Cape Town i Sydafrika. Jeg er på udveksling på University of Cape Town. Langt de fleste fag på universitet er blevet omlagt til fjernundervisning på grund af coronapandemien. Det betyder, at det ikke har været nødvendigt at være i Cape Town under hele semestret. Fagene har ikke været tidskrævende, så derfor har jeg har studeret fra de fleste provinser i Sydafrika, Mozambique, Eswatini og nu Lesotho.
Jeg når først op til fodboldbanen lige efter slutfløjt. De lokale drenge har tabt. Skuffede bevæger menneskemængden sig mod baren som ligger tyve meter fra mållinjen. Jeg går langs tribunen, mens to piger spørger, om jeg vil købe en cigaret. Selvom jeg ikke ryger, slår jeg til. Jeg køber den for samme pris, som en halv pakke burde koste. Fnisende skynder pigerne sig videre. Jeg giver cigaretten til en fyr i en orange trøje med en sort bandana båret som improviseret maske eller en del af hans mundering.
I Semonkong lever 70 procent for mindre end 13 kroner om dagen. I resten af Lesotho ser det en anelse bedre ud med fattigdom. Cirka hver anden lever for mindre 13 kroner om dagen. Den store fattigdom og ulighed minder om billedet i Sydafrika. De to lande har også tilfælles, at de ligger i top fem i antallet af voldtægter blandt alle verdens lande. Den største forskel i trøstesløse statistikker mellem de to lande er, at Sydafrika oplever langt mere voldelig kriminalitet. Det oplevede jeg ikke på egen krop.
Jeg følger menneskemængden fra fodboldbanen mod baren. Solen er gået ned. På siden af baren hakker en dieselgenerator afsted. Den sender strøm i køleskabene, lamperne og musikanlægget, som er skruet så højt op, at det overstyrer. Baren er stopfyldt med mennesker. Stemningen er høj, selvom hjemmeholdet tabte. En kvinde med grønne fletninger spørger, om jeg vil giftes med hende. Samtidig forsøger en mand i sort og hvid ternet trøje og beanie at give mig et navn på sesotho. Jeg går ud for at pisse. Toilettet er en mur i knæhøjde, man skal ramme med sin stråle. Jeg kan mærke er skoene synker i jorden, som forvandles mere til mudder jo tættere på toilettet, man kommer. Heldigvis er der så mørkt, at man ikke kan se, hvad man sætter fødderne i.
Næste morgen går turen mod et wifi-hotspot i Maseru, hovedstaden i Lesotho. Opgaven bliver afleveret til tiden. Den næste opgave, der skal afleveres, handler om sammenhængen mellem globaliseringen og identitet i Sydafrika. Den har jeg planlagt at lave i Gqeberha i Sydafrika. Udfordringen med denne opgave bliver load shedding. I Sydafrika er elektricitetsnettet er ikke stort nok til, at alle kan bruge strøm samtidig. Det betyder, at der bliver slukket for strømmen på specifikke tidspunkter i specifikke områder. Jeg skal aflevere opgaven klokken 23.55, og der bliver slukket for strømmen mellem 22.00 og 24.00. Så der skal være strøm på computeren, og materialerne skal være downloadede på forhånd.