Klumme om ophold i San Francisco

Af Emilie Møltoft Jensen

Hej måske kommende udvekslingsstuderende på San Francisco State University

Efter et alt for kort ophold på kun to måneder i stedet for seks (grundet Corona), sidder jeg tilbage med blandende følelser, da jeg så gerne ville have haft hele mit ophold.

Der er gode (og mindre gode) ting ved et ophold på SFSU. Men det er det hele værd!

Her kommer en masse om det at tage afsted samt det at være derovre – det kan godt være lidt overvældende, så jeg har forsøgt at komme med mine erfaringer til dig her.

Det faglige:

Fagene på universitetet er af ret lave niveauer, og du kan derfor sagtens tage fag på 600-700, hvis du vil, men jeg havde også et fag på 200, som var nogenlunde samme niveau som mit fag på 642, hvis du spørger mig. Fra DMJX skal du tage fire fag af tre units (altså 12 units i alt), og det er ret nemt at få dem forhåndsgodkendt af DMJX.

Noget anderledes ved to af mine fag var, at underviserne insisterede på at blive kaldt Professor Ramirez fx, selv om hun kun var måske fire år ældre end mig – det var lidt spøjst, men jo blot deres kultur. Mine to andre undervisere ville kaldes kælenavne – så der kan være stor forskel. En tommelfingerregel kan være at gå ud fra, at de vil kaldes Professor XX, og så kan de sige noget andet til dig.

Mine fag var: PLSI200 Introduction to American Politics, JOUR205 Social Impacts of Journalism, CINE342 Documentary History, CINE642 Advanced Documentary Production Workshop.

Der står godt nok, at man ikke kan vælge CINE-fag et sted, men det kan du sagtens – du vil dog have dit major i journalistik.

Nogle af fagene er du ikke berettiget til at tage, så der skal man vente, til man er på skolen fysisk for at kunne i den første uge tage til professorerne og få en særlig kode, som man skal bruge til at blive indskrevet, hvis man får lov. Så hvis der er fag, du rigtig gerne vil have, så prøv at spørg professoren face-to-face eller pr. e-mail, om du må deltage og få en såkaldt add-code.

Den første uge shuffler man rundt mellem klasser, og vælger så derefter endeligt sine fag i uge to.

Jeg valgte i øvrigt fag, så jeg kun skulle møde på uni tirsdag, onsdag og torsdag, så jeg havde en lang weekend. Jeg ville dog sige, at de fleste havde lagt deres fag mandag, tirsdag og onsdag, hvilke gav god mening, da der tit var fester tirsdag, onsdag og stor fest torsdag.

Min politikunderviser tolererede ingen teknologi (medmindre man “ikke var så god til engelsk og måtte slå ord op”, og fik lov alligevel til at bruge sin computer til noter som undtagelse). Hvis du ikke vil tage noter i hånden, er det måske noget, du skal høre om i shuffle-ugen, da der er flere undervisere, der havde den politik – og som måske ikke ville falde for mit lille ”fif”.

Med det sagt var det klart min politik-klasse, som jeg lærte mest af. Underviseren hedder Aaron Belkin, og selvom han er lidt sær og gammeldags på nogen punkter, så var hans undervisning meget interessant.

Derudover var mit journalistfag også virkelig spændende med Lakshmi som underviser. Og hvis du er interesseret i dokumentarer, så er Prof. Ramirez’s dokumentarhistorie og Johnny Symons’s produktionsklasse virkelig gode. Jeg var meget glad for de fire fag, jeg valgte.

Det sociale på universitet:

Du SKAL deltage obligatorisk i sådan en udvekslingsklub, som alt efter dit eget valg kommer til at tage i hvert fald en af dine dage til møder og planlægning. Det hedder IEEC, og skal knytte udvekslingsstuderende sammen. Ideen er rigtig god, i praksis er det noget mere rodet. Hvis du vælger at være ‘Officer’ kræver det meget tid, hvor imod ‘Language Exchange’ er meget nemt.

Igennem IEEC bliver der planlagt fester (hver tirsdag/onsdag, hver eneste torsdag, og hver lørdag/søndag, foruden alt andet, der bliver planlagt), hvilket er fedt! Men det er også ok at sige nej nogle af gangene, da man ellers ligger i sprit i et halvt år – men hver sin smag jo 😉

I øvrigt er de fleste studerende i IEEC fra de internationale lande og USA samt de studerende i dine klasser i starten af tyverne og nogle også lige under tyve. Der kan være ret stor forskel på, hvor gammel man selv er fra DMJX, men typisk er vi lidt ældre – det er måske meget rart at vide. Folk er dog super søde uanset alder, fandt jeg i hvert fald.

Det praktiske:

Du skal obligatorisk købe universitetets åndssvagt dyre forsikring på næste 6.000 kroner, og med din egen rejseforsikring (som du jo selvfølgelig har), så ender du med at være dobbeltforsikret. Der er ikke noget at gøre ved det, og du kan ikke bruge en waiver, som man kan på andre universiteter. Se det som en betaling for at få lov til at gå på universitetet.

Du skal have en lægeunderskrevet blanket fra universitetet med bevis på, at du har fået to MRF-vacciner, ellers skal du vaccineres derovre og betale for det. Det er en lov i Californien, som du ikke kan komme uden om.

Gå i gang i goooood tid med visum! Den Amerikanske Ambassade er et meget gammeldags system, og du skal udfylde tusind ting, før du kan søge – både SEVIS og selve Visumet. Du kan gå i gang, så snart du modtager de fysiske papirer med posten fra SFSU. Beregn tid til måske en hel dag på ambassaden (på Østerbro i KBH) til samtale – ventetiden kan være lang på dagen. Visum og SEVIS koster 2.700 kroner i alt.

For at få papirerne skal du sende SFSU et postkort med posten. Jep, det hele foregår over gammeldags post – og det skal man også lige beregne med i sin planlægning, da det tager tid.

Det er noget gammeldags og lidt besværligt, men tag det et skridt af gangen, så kommer du igennem det.

Du SKAL obligatoriske udfylde en lang liste fra universitetet med blandt andet en underskrevet banknote (fra din bank) om, at du har 12.000$ til rådighed – eller at dine forældre har det. Hvis I ikke har dem stående, så ring til banken og hør dem ad, de laver tit de notater, og ved, hvad de skal gøre (eller det gjorde Danske Bank og Nykredit i hvert fald). Alt sammen får du at vide af universitetet – men jeg fik det af vide tre dage før deadline, og så kan det måske være lidt svært at skaffe så mange penge. Så det er godt at vide på forhånd.

SAS flyver direkte ruter til SF, og du kan være heldig at købe ungdomsbilletter til 3.000 kroner t/r, hvis du køber i god nok tid.

Når du ankommer, kan du købe et ‘Clipper Card’ (rejsekort) på stationen i lufthavnen og fylde lidt dollars på (ca. 10$ fra lufthavnen med BART (tog) til downtown). Når du starter på uni får du dit studiekort ‘Gator Card’, som du kan køre gratis på i alle Muni (andet togselskab) og busser, men ikke i BART. Muni kører til uni med M-linjen.

Gennem universitetet kan man få gratis råvarer og mad – jep, mega fedt! Indkøb er ekstremt dyrt i SF, så benyt dig af det – det må man meget gerne, de vil faktisk gerne have det, så de kan blive ved med at få fundene til det.

Hver mandag kan du komme i deres kæmpe hal og fylde poser og rygsække op med friske råvarer, til du ikke kan bære mere. Og hver tirsdag og onsdag kan du gå ned i kælderen og få mere mad. Alt sammen gennem Gator Groceries. Det sparede mig mange penge!

Derudover kan du tale med Gator Groceries og få et kort, som du kan købe mad for i caféerne på campus helt gratis. Du skal bare tale med en medarbejder om, at du ikke har så mange penge som studerende (hvilket man jo ikke har). Spørg efter det i Gator Groceries, hvor du skal gå hen for at få et sådan kort.

Jeg nåede det ikke, men nogle andre benyttede sig af det. For man kan hurtigt ruinere sig selv i SF.

Hvis du skal handle, er Trader Joes ved universitetet klart billigst.

Sim-kort er en god ide at købe – og det absolut billigste er Mint-Mobile (startet af Ryan Renolds 🙂 ), det er nemt og billigst, og du bestiller det bare på deres hjemmeside.

I forhold til din egen rejseforsikring, til når din egen indbosforsikring ikke dækker længere udover de første 60 dage (typisk), så valgte jeg Europæiske Rejseforsikring ERV, som dækker langt bedst i forhold til, hvis nu din computer eller telefon skulle blive stjålet, samt ture og sport og skader osv.

Boligmæssigt – så er den god nok, hvad alle andre siger: Lad være med at finde noget hjemmefra!!! Slå koldt vand i blodet og vent, til du kan komme ud til folk og møde dem og se, at de ikke er psykopater eller ubehagelige mennesker.

Jeg bookede et hostel på Found Hostel i centrum de første syv nætter, og slog et opslag op på Craigslist San Francisco Bay Area (deres Den Blå Avis) under room search. Opslaget slog jeg op ca. en uge inden afrejse.

Her fik jeg mange henvendelser, hvoraf en håndfuld af dem var gode værelser, som jeg brugte de første to dage, da jeg ankom, på at tage ud og se. Jeg endte hos en sød 29-årig kvinde og hendes hund i en vildt smuk lejlighed i et privat værelse i Lower Haight til 800$ om måneden.

De fleste andre boede til mellem 800$ og 1600$ om måneden på delte værelse med en eller to andre med madrasser på gulvene i slidte huse – så det kan godt betale sig at vente og kigge sig lidt omkring for så at være heldig.

I opslaget skrev jeg bare om mig selv og mine interesser, samt hvad jeg søgte og til hvilken pris (700-800$ om måneden).

Jeg ville i øvrigt råde dig til at finde noget i Haight, Lower Haight, Mission, Marina District, Inner Richmont eller Inner Sunset. Ude ved universitet er der altså langt ind til byen, og det er federe at bo i byen og så tage Muni’en i den halve time ud til uni, for så at kunne gå rundt i byen på dine fridage. Hold dig fra Tenderloin og deromkring rent bolig-mæssigt (og efter solnedgang), da det er en by af hjemløse inde i byen. Tag derhen og oplev det og giv dem nogle penge eller hvad end, men det er nok ikke særlig sjovt at bo der, kunne jeg forestille mig. Lav evt. en google-søgning på områderne, da der også er nogle andre områder i den syd-østlige del af byen, som vist også er lidt utrygge.

Søg legater i god tid! Det tager rigtig lang tid at gøre, men det er 100% det værd, når du får dem. Jeg var heldig at få tre legater, og jeg havde nok søgt omkring tyve. Prøv at se på Legatbogen.dk, hvilke legater, der kan passe til, at du må søge dem. Nordeafonden og JyskFynske Medier har legater målrettet udvekslingsstuderende fra DMJX.

Alt det andet:

San Francisco er en utrolig smuk og helt fantastisk by at bo i. Der er en blanding af vitterligt alle mennesker fra alle vegne i hele verdenen, da det er et kæmpe knudepunkt for tech-verdenen, business, LGBTQI+, forskellige sociale lag mm. Nyd de forskellige bydele som Chinatown, Japan town, Financial District, Little Italy, The Piers, Mission, Dolores Park, Castro, Haigh Street, Twin Peaks, Golden Gate Bridge, strandende, parkerne, udkigsstederne med meget mere. Tag også til Oakland og til Sausalito – du bliver garanteret venner med nogle amerikanere, der har bil, som vil elske at køre med dig og nogle andre på tur!

Jeg nåede desværre ikke at tage til LA ned langs vestkysten, tage til Lake Tahoe og snowboarde, tage til Hawaii og surfe, tage til Las Vegas og spille mine ikke-eksisterende penge op, tage til Grand Canyon og råbe ekko’er, eller som det sidste ville jeg have haft lejet en bil sammen med nogle venner og kørt fra Texas langs kysten gennem Sydstaterne og op til New York. Corona smadrede desværre alle mine planer, som jeg nu har til gode til en anden gang. Men hvis du ikke bliver stoppet af en pandemi (7-9-13), så tag afsted ud af byen og se de smukke landskaber og byer rundt omkring med dine nye amerikanske og internationale venner!

I starten skal man deltage i en masse intro-dage og lære hinanden at kende i IEEC, det kan derfor være en fordel at have ankommet en uges tid før skolestart, så du har nået at finde et værelse. Og ellers er der maaaange grupper på Facebook og andet, som også deler værelser. Og der vil også være nogen, som mangler roomies i de første dage til noget, de har lejet. Så det skal nok gå med det.

Intro-dagene er der, hvor der også dannes venner – de er obligatoriske, men også gode at tage til for at møde alle de andre studerende.

Facebookgrupperne til boligsøgning er de følgende fire, jeg lige kender til:

Men giv endelig Craigslist et skud, som tidligere skrevet.

Jeg forsøgte i øvrigt også at komme ud til nogle besøg på CIR, CNN, lokale radiostationer, være med til at producere musikvideoer, møde kunstnere fra LA osv. Der er mange fede muligheder i byen, så tøv endelig ikke med at presse på med nogle mails for at komme ind og se nogle fede steder, hvor det hele bare er lidt større og lidt anderledes end i Danmark.

Generelt var det en alt for kort tid i SF for mig, og jeg ville ønske, at jeg kunne starte året forfra og gøre det hele igen uden en pandemi, for det var helt vidunderligt derovre!

Jeg håber, at du får en fed tur, og at mit lange skriv med alle de praktiske ting, jeg lige kunne huske, kan hjælpe dig godt på vej.

Selvom det er besværligt at komme afsted med alt det praktiske, man skal udfylde og gøre osv., så er det det værd!

Held og lykke og god tur!

Leave a Reply

Your email address will not be published.