IHECS Bruxelles

Af Julie Kornerup Madsen, kommunikationsstuderende, DMJX Aarhus.

I hjertet af Europa finder du Bruxelles. Byen er fuld af skønne folk fra hele verden. Du vil finde utallige hyggelige, små gader, fine markeder, spændende seværdigheder og masser af barer, hvor der er rig mulighed for at smage belgisk øl. Belgien er et forholdsvist lille land, hvor det er nemt at rejse rundt, hvilket jeg helt sikkert vil opfordre dig til at gøre!

Jeg var på udveksling på Institut des Hautes Études des Communications Sociales (IHECS) i Bruxelles i efteråret 2019.

DET FAGLIGE

IHECS har fire bygninger placeret fire forskellige steder i byen, men som alle er centralt placeret. Det er derfor ikke noget problem at gå fra den ene bygning til den anden.

Jeg har været ganske tilfreds med det faglige udbytte. Medarbejderne i den internationale afdeling på universitetet samt størstedelen af underviserne er yderst kompetente og dygtige til engelsk. Kommunikationen er derfor ikke noget, du behøver at frygte.

Undervisningen er en blanding af forelæsninger, praktisk udførelse og gruppearbejde alt afhængig af, hvilke fag du vælger. Der udbydes udelukkende fag, der udløser 5 ETCS point, hvilket giver mulighed for at stifte bekendtskab med kommunikationsfagets mange aspekter. I modsætning til DMJX går man ikke særlig meget i skole. Jeg havde i gennemsnit 15 timers undervisning om ugen. Mængden af selvstudie varierer meget afhængig af faget. Det faglige niveau er som oftest lavere end på DMJX.

Jeg havde følgende fag:

  • Leadership, Change & Innovation Management
  • Knowledge Management & Business Intelligence
  • Cultural Studies
  • Civic Engagement
  • Video & Television
  • Photography

INTERNATIONALE VENSKABER

Jeg valgte at deltage i den introduktionsuge, som Erasmuskomiteen fra IHECS arrangerer inden studiestart, og det vil jeg klart anbefale dig at gøre. Det var en god mulighed for at sætte ansigt på alle de andre internationale studerende, inden semesteret startede. Selvfølgelig var det lidt akavet den første dag, men det skabte grobund for mange skønne internationale venskaber.

Det kom virkelig bag på mig, hvor nære venskaber man når at knytte på kryds og tværs af kulturer på bare fire måneder. Det har været utrolig givende og uden tvivl noget af det bedste ved mit udlandsophold. Der er gode muligheder for at være både social og opleve Belgien og nogle af de omkringliggende lande. Byerne Brügge, Oostende og Dinant er helt klart et besøg værd. Derudover er Amsterdam, Paris og London nævneværdige steder at udforske, når du har et par fridage eller en forlænget weekend. Afstandene er ikke længere end en bustur mellem København og Aarhus, og priserne er meget fornuftige.

BOLIG

Det kan være svært at finde ud af, hvor det giver bedst mening at bosætte sig, når man sidder derhjemme foran computeren uden rigtig at kende den by, der for en stund er det, man kalder sit hjem. IHECS er meget behjælpelige med at finde en bolig. Du modtager en liste med kontaktoplysninger på de studerende fra IHEC, som tager på udveksling og derfor lejer deres værelse ud. Desuden har de nogle boligsider, som de henviser til. Jeg boede i centrum og kun 5 minutters gang fra universitetet. Jeg kan klart anbefale dig at kigge efter bolig i området omkring Ixelles. Der er rigtig hyggeligt med mange lækre madmarkeder flere gange om ugen, hyggelige caféer og skøn natur. 

Hvis du sidder tilbage med spørgsmål eller vil vide mere om at være på udveksling i Bruxelles, er du meget velkommen til at kontakte mig på mail jukoma@dmjx eller på Facebook. 

Held og lykke! Det er bestemt den lange og til tider uoverskuelige ansøgningsproces værd!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *