Universität der Künste, Berlin – Tyskland

Af Freja Wilia Dahl. TVM

Der er vist allerede skrevet nok ord om hvor hammer fed, super urban, young, hip and cool Berlin er, og jeg må bare sige efter at have boet et halvt år i byen:

Jeg er enig. Den er alt, hvad du kan læse dig til, og sikkert også har oplevet på en forlænget weekendtur og/eller efterårsferie og/eller studierejse. Mulighederne i byen føles uendelige, så om dit lørdagshumør siger fernisering, technofest eller keltisk kirkekoncert, så skal du nok finde det! Det vil jeg altså ikke sige så meget mere til, andet end at det nok skal møde alle dine forventninger.

Byen er relativ billig at bo i. Jeg brugte WG-gesucht app’en, hvor man nemt kan komme i kontakt med lejere – både værelser og lejligheder. Her gælder det om at være rimelig tålmodig, da ikke alle udlejere er ude i god tid, så hav is i maven og lad være med at springe på det første værelse til 4000 kr i Wedding. Jeg har boet i Kreuzberg og Neukölln, og det bliver bare en kæmpe anbefaling herfra. Skolen ligger i Charlottenburg, som jeg vil sige er mere kedeligt, poleret og lidt livløst. Offentligt transport fungerer glimrende, så det er ingen problem at bo længere væk fra skolen.

Universität der Künste

Universität der Künste er delt ind i 6 forskellige fakulteter. Jeg gik på Gesellschafts- und Wirtschaftskommunikation. Generelt har eleverne på studiegangen også svært ved at præcisere, hvad det vil sige at gå på GWK, men jeg vil sige, at det er en slags sammensurium af alle linjer på DJMX med særligt fokus på kommunikation. Som TVM’er skal man være forberedt på, at det ikke er nogle særlig TVM-specifikke fag, men til gengæld mere horisont-udvidende undervisning, end man ellers er vant til. Alle fag undervises på tysk.

Jeg fulgte disse fag:

Modul 04: Einführung in die verbale Kommunikation

Faget handler meget om kultur, hvordan kultur opstår og hvordan kulturen sætter spor. Læreren er meget passioneret, og det smitter af på undervisningen, som er meget indlevende. Til hver forelæsning skal man skrive en lille tekst, der tager udgangspunkt i, hvad man har hørt til forelæsningen. Desuden er der efterfølgende klasseundervisning, som er lidt som et creative writing kursus, hvor man skriver længere tekster og læser op for hinanden. Selvom jeg slet ikke var vant til at udtrykke mig på den måde, så endte faget med at blive et af mine yndlings.

Modul 05 – Einführung in die Audiovisuelle Kommunikation

Her starter man virkelig med audiovisuel kommunikation fra stenalderhuler til fransk noir og til nu. Undervisningen består af forelæsning, hvor der er en meget passioneret men også lidt ”ustruktureret” professor, som tager mange sidespring. Det kan godt være en udfordring at følge med, især når han holder forelæsninger på 4 timer (som han godt kan lide at gøre). Derudover har man seminarer, hvor man i gruppearbejder den ene tid arbejder med analyse af audiovisuelt indhold og den anden tid udarbejder en film selv. I vintersemesteret, som jeg var på, udvikler man filmen og i sommersemesteret skyder de selve filme og laver postarbejdet.

Modul 06 – Typografie und layout

Faget er en slags introduktion til inDesign. Vi skulle fx sætte to dobbeltsider op efter eget valg. Først fik vi en lille intro til typografi, og så var det ellers i gang. Det var rigtig fedt at have en mere praktisk fag, hvor de andre fag på skolen godt kan være mere teoritunge.

Modul 06 – Fotografie

Dette fag er også mere praktisk orienteret, hvor læreren også selv er fotograf. Selvom det er mere praktisk, så skal man være indstillet på, at der også er meget klasseundervisning. Kurset slutter af med, at man i en gruppe skal lave et fotoprojekt.

Modul 12: Kommunikation mit Texten in wirtschaftlichen und interkulturellen Kontexten

Faget handler om forskellige kommunikationsstile og kommunikation i interkulturel kontekst. Det er generelt et spændende fag, men man skal være klar til, at det ind i mellem også handler meget om lingvistik teori. Andre gange handle det mere om sociokulturelle forskelle, og her synes jeg, at det var rigtig spændende.

GENERELT

Semesteret begynder 15.oktober og slutter 15. februar. I forhold til eksaminer var det ikke noget problem. Jeg snakkede med skolen om det da jeg ankom, og de fag jeg skulle afleverer noget i til sidst aftalte jeg individuelt med professorerne at rykke det frem, så jeg kunne lave det i januar.
De første to uger af oktober er intro-uger for først udvekslingsstuderende og dernæst for alle der starter på første årgang. Her kan man også få en smagsprøve på alle modulerne, hvorefter man frit kan vælge, mellem alle kurser der udbydes på de tre årgange af GWK. Det betyder altså også, at man ikke har en fast klasse, og det kræver, at man skal være ret god til selv at være socialt opsøgende. Det kommer ikke helt af sig selv, og når man starter på vintersemesteret, starter man på samme tid som første årgang, og her har de andre det ikke lige øverst på listen at blive venner med udvekslingsstuderende, men hvis man er lidt insisterende og ligeglad med at være grammatisk korrekt i sit tyske, så skal det nok lykkedes til sidst.

Konklusionen: Tag afsted!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *