University of the Arts London

Af Maja Mohr,  journalist

Big Ben, et pariserhjul og røde telefonbokse er ikke det eneste, du finder i London.

Mit ottende og sidste semester af journalistuddannelsen valgte jeg at bruge på udveksling i London. Jeg læste på University of the Arts London(UAL). Det har været virkelig godt ophold, som jeg vil se tilbage på med glæde. Jeg vil uden tvivl anbefale andre at tage på udveksling på UAL. Du skal blot være opmærksom på, at du ikke møder samme niveau og tilgang til det at gå på en videregående uddannelse som herhjemme.

Skolen. På UAL fulgte jeg tredje år af bacheloruddannelsen Media and Cultural Studies. Jeg skulle kun have 15 ECTS Point og fulgte derfor kun to af fagene på linjen. De to fag var Writing for the Media og Contemporary Media Practices. Det første handlede mest bare om at lære at skrive, og vi blev undervist i meget basale teknikker. Det havde jeg det egentlig fint nok med, da jeg på den måde havde mere tid til at lege med og udfordre mit engelske skriftsprog. Det sidste fag var ment som et fag, hvor hele klassen skulle debattere nogle emne. Her kunne den manglende gejst mærkes. Ingen deltog, så det blev i stedet ofte underviseren, der delte sin holdning på klassen.

I det hele taget fik jeg lidt et indtryk af, at de studerende var ligeglade. De snakkede i timerne, kom halve til hele timer for sent hver gang og smuttede altid før tid. Det var ærgerligt og gik ud over undervisningen.

Selve skolen var jeg sådan set begejstret for. Det er en meget kreativ skole, som har mange gratis kurser i fx Adobe-pakkerne, men også forskellige trykkeri-teknikker mv. Hvis jeg havde haft mere tid, ville jeg virkelig gerne have benyttet mig mere af de tilbud.

Socialt. Jeg havde ikke rigtig noget at gøre med de studerende fra min klasse. Til gengæld lavede skolen nogle arrangementer for alle Erasmus-studerende. Her mødte jeg nogle søde mennesker, som jeg endte med at se meget og tage på flere ture med.

Bolig. Jeg boede på Dansk KFUK i hele perioden. Det var trygt, dansk og billigt. Jeg har ikke rigtig noget dårligt at sige om KFUK, men skulle jeg gøre det igen, ville jeg finde et værelse i en lejlighed i zone 1 eller 2. Det ville jeg gøre for at få hele den lokale-london-oplevelse – og for at slippe for at dele værelse med nogen.

Byen. London er helt fantastisk. Hvis du har fri en dag, er der altid noget at lave. Der er så mange lækre områder klar til at blive udforsket. Både mad, natur, tøj, kultur og natteliv er der masser af. Jeg gik især på opdagelse i udbuddet af mad, som var enormt. Det var simpelthen umuligt at nå alt på listen.

Alt i alt var jeg rigtig glad for, at jeg valgte at tage til London. Jeg vil anbefale alle, der har brug for lidt luftforandring, at tage udveksling der.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *