Amsterdams Universitet, UvA

Af Anne-Kirsten Norlyk Jensen (kommunikatør)

Klumme om ophold på Amsterdams Universitet

Jeg har været exchange student på UvA i foråret ’16, indskrevet på Social Sciences.

Fagligt indhold på UvA
UvA er som universiteter er flest – meget anderledes end DMJX. Det er selvstudier i langt højere grad, end vi er vant til, og det er tungere teori og stort set ingen viden om praktisk anvendelse. Personligt trængte jeg til at få lidt tungere teori mellem hænderne og det har været fedt at få lov at gå i dybden med nogle andre emner, end jeg ville have mulighed for på DMJX.

Jeg havde stor valgfrihed ift. at vælge fag på UvA og valgte også at gøre brug af muligheden for at tage op til 20 ECTS point på et andet fakultet. Det var en virkelig god mulighed for at dykke ned i et andet emne. Jeg valgte et fag inden for medievidenskab, der linkede til kommunikation, hvilket var en rigtig godt beslutning. Mere eller mindre tilfældigt er det endt med, at alle mine fag har spillet virkelig godt sammen: teorier, modeller, cases mv. har lagt sig op ad hinanden, overlappet til tider men ellers understøttet hinanden rigtig godt.

Fra Kommunikations-kataloget valgte jeg tre såkaldte Topic-fag, hvilket er fag der går i dybden med et bestemt emne. Jeg har haft ’The Role of Emotions in Political Communication’, ’Health Communication’ og ’Organizations & Social Media’. Topic fag er til at overkomme som studerende. Det handler om at læse teksterne, lære at skille dem fra hinanden, skrive et par essays og så gå til en udenadslære-eksamen. En virkelig god ting er, at undervisningen bliver filmet, så man har mulighed for at se det, selvom man ikke kan komme til undervisningen eller som en ekstra hjælp i eksamenslæsningen.

Et lille tip ift. når der skal vælges fag, er at sørge for at sidde klar ved tasterne, når portalen bliver åbnet. Bare for at være sikker på, at du får de fag, du gerne vil have.

Amsterdam som by
Amsterdam er en virkelig dejlig by – ikke så forskellig fra København, og så alligevel. Det første man skal gøre er at købe en cykel, og så sørge for at få set så meget som muligt. Jeg kan især anbefale at komme på nogle af de mange fantastiske museer.

Sørg for at komme ud af centrum – Amsterdam er så meget mere. Og kom også gerne på nogle dagsture ud af byen, og få set lidt mere af Holland. Afstandene er små og det er nemt at komme rundt.

Bolig
Jeg har fået bolig igennem UvA, hvilket var dejligt nemt og rigtig fint. Skulle jeg gøre det igen, tror jeg dog, jeg ville forsøge først at finde bolig på egen hånd. For på den måde at komme til at bo sammen med enten nogle andre internationale studerende eller (allerhelst) nogle hollændere. Det er ikke så nemt at komme i kontakt med hollænderne på universitetet, til gengæld ville det være oplagt at bo sammen med nogle og lære byen at kende via dem.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *