University of Canterbury

Af Anne Dyrehauge

Faglig udfordring i verdens sejeste land

New Zealand er uden tvivl det smukkeste land, jeg nogensinde har besøgt. Men det, jeg kommer hjem med, er langt mere end en kasse fyldt med postkortværdige naturbilleder.

Jeg kom til University of Canterbury som del af Inclusive Journalism Initiative, et EU-stipendium med et pænt (og nødvendigt) pengebeløb samt et fastlagt program som betød, at mine to fag var forudbestemt.

Det første hed ’COMS 401: A Media Research Project’ og gik ud på at udarbejde en større akademisk opgave inden for medier og kommunikation – med vidde rammer for emnet. Hele processen var med til at give et solidt indblik i den akademiske verden – noget jeg ikke ellers har fået på Journalisthøjskolen. Det har helt sikkert klædt mig på til at finde og håndtere historier fra den del af samfundet. Niveauet virkede meget passende og tilsvarende for mig, og det var fedt at fordybe sig i et selvvalgt emne igennem et helt semester.

Vores andet fag ’COMS 422: Communication Ethics’ var mere filosofisk og fyldt med klassediskussioner. Vi skulle aflevere to mindre case studies, lave et oplæg på klassen og skrive en større opgave til sidst. Underviseren Donald Matheson var fantastisk engagerende og hjælpsom, og faget – med fokus på etik og moral i journalistik og medier – var utrolig passende ovenpå halvandet år i praktik. Vi fik rig mulighed for at reflektere over egne erfaringer fra den virkelige verden.

Med IJI-programmet bliver man en del af en “honours class”. Det vil sige, at alle andre har afsluttet deres bachelor (post-grad). I modsætning til under-grad, hvor undervisningen foregår i store forelæsningssale, så var vi kun cirka 14 elever. Det betød et meget tættere forhold til underviserne og de andre elever, der alle var fra New Zealand. Til gengæld var der heller ikke så meget fest og ballade i starten, som man ellers bliver en naturlig del af, hvis man starter som under-grad. Så det kræver lidt mere at engagere sig socialt. Til gengæld er alle lidt ældre end de 17-18-årige førsteårselever, og mine utrolig søde medstuderende lavede en helvedes masse kage og hev mig med til både rugby og koncerter. Post-grad-niveauet betyder også, at der forventes mere af en, og at niveauet generelt er højere. Så man skal ikke vælge IJI-programmet, hvis man leder efter et slappe-semester. Til gengæld kan man suge til sig fagligt.

Opholdet i New Zealand har givet mig mere, end jeg kunne håbe på. Der findes ikke et venligere folkefærd, der findes ikke smukkere natur, og du får ikke bedre fagligt udbytte og introduktion til den akademiske verden end på University of Canterbury!

Gode råd til turen om på den anden side af jorden:

–          Selvom det måske virker lidt dyrt, så vil jeg klart anbefale folk at tage imod tilbuddet om et værelse igennem universitet. Midtbyen i Christchurch er stadig meget medtaget af jordskælvet i 2011, så der er ikke meget at komme efter endnu. Jeg boede i Ilam Apartments og det var super fint og let og tæt på alt, jeg havde brug for.

–          Sørg for at komme ud og se noget i weekenderne! Det er det smukkeste land, jeg nogensinde har besøgt. Meld jer evt. til tilbudshjemmesiden grabone.co.nz – her får man hver dag gode tilbud på alt lige fra billig pizza til skydives.

–          Der er en tre uger lang ferie halvvejs igennem semestret – perfekt til en tur i campervan rundt på sydøen eller et smut til en af stillehavsøerne. Kan afsløre, at det er virkelig billigt at tage til Tonga!

Hong Kong Baptist University

Af Anders Kongstad

Læs min blog Hong Kongstad: http://www.hongkongstad.com/

Hvis du ikke er til skyskrabere, sprudlende byliv, flot natur, billige flyrejser, sport og nye venner, skal du ikke gå efter et udvekslingsophold på Hong Kong Baptist University.

Personligt holder jeg særdeles godt af alle ovenstående punkter, hvorfor mine knap fem måneder i Hong Kong i dag står tilbage som en oplevelse, jeg sent har lyst til at glemme.

Lad mig starte med en kort beskrivelse af universitetet. Hong Kong Baptist University (HKBU) er sammenlignet med det mere berømte University of Hong Kong et meget lille universitet. Dermed ikke sagt, at HKBU af den grund er et skidt sted at befinde sig som udvekslingsstuderende. Tværtimod. Det sociale liv på HKBU er i en klasse for sig, og det skyldes især universitetets kollegie, der er placeret i centrum af campus. Stort set alle udvekslingsstuderende får en plads på kollegiet, og det betyder, at ens mange nye bekendtskaber altid er lige rundt om hjørnet. Det lagt sammen med HKBUs store udbud af sportsaktiviteter såsom tennis (rooftop baner), squash, basketball, fitness, fodbold og badminton gør, at det nærmest er umuligt at kede sig. Ønsker man eksempelvis at spille squash, kan man hurtigt klikke sig ind på skolens online bookingsystem og reservere en bane. Prisen er ca. fem kroner pr. bane, og vi udnyttede bl.a. de mange, billige sportstilbud til at arrangere en ugentlig squash-turnering.

Vælger du kollegiet, kommer du til at dele værelse med enten en udvekslingsstuderende eller en lokal. Du bestemmer selv. Jeg ønskede at dele værelse med en udvekslingsstuderende og var sammenlignet med et par andre meget heldig med min roomie. Der er altid uheldige eksempler, men lad det ikke skræmme dig. Størstedelen af tiden bruges heldigvis uden for det lille værelse, der desuden kun koster ca. 6000 kr. for et helt semester!

Fagligt er HKBU også udmærket kørende. Inden opholdets begyndelse brugte lang tid på at gennemgå listen af tilgængelige fag. Gør dig selv en tjeneste og gør det samme. Selv fandt jeg fire meget spændende fag, som jeg herunder kort belyser:

Hong Kong and the Pearl River Delta: Et geografi-fag, der fokuserer på den økonomiske og urbane udviklingen af Hong Kong samt det sydlige Kina. Underviser professor Tang er meget inspirerende og tager på hvert semester sine elever med ud på fire field trips.

World of Business: Marketing, iværksætteri, økonomi, HR osv. Faget World of Business giver et indblik i, hvordan forretningsverdenen hænger sammen. Faget består af en ugentlig forelæsning efterfulgt af en tutorial-time.

Entrepreneurship and New Venture: Interesserer du dig for iværksætteri, og kunne du måske tænke dig at starte din egen virksomhed på et tidspunkt? Så er faget Entrepreneurship and New Venture et klogt valg. Underviseren tager i løbet af semesteret eleverne ud på to-tre field trips og besøger lokale virksomheder.

Current Issues in Journalism: Faget blev undervist af Dr. Bu Zhong, en amerikansk gæsteunderviser fra Penn State University. Fagets fokus var hovedsageligt på, hvordan man kan udvikle journalistikken i den digitale tidsalder. Til det afsluttende projekt fik vi 15 sider til at udvikle en social mediestrategi til vores fremtidige arbejdsgiver. Jeg tvivler dog på, at faget bliver tilbudt igen, da Dr. Bu Zhong er rejst hjem til USA.

Livet på HKBU skal ikke fylde alt. Der kan let gå lejrkuller i den, hvis man befinder sig på campus i for mange dage, og derfor er det vigtigt at komme ud at snuse til byen så tit som overhovedet muligt. HKBU har hjemme i distriktet Kowloon Tong – ca. en halv time med metro fra Hong Kong Island, hvor man bl.a. finder LKF aka nattelivets hovedkvarter.

Det er let og hurtigt at komme frem og tilbage, og det handler om at udnytte de mange muligheder, Hong Kong byder på. Jeg brugte f.eks. min fortid som sejler til at få et wildcard i sejlklubben Royal Hong Kong Yacht Club. Medlemskabet gav mig en masse fantastiske oplevelser – både på vandet, men også i klubhuset, hvor man møder netværkstunge rigmænd på stribe.

Jeg kan med god samvittighed anbefale dig at satse på Hong Kong. Held og lykke med det hele.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig på mail kongstad@gmail.com eller tlf. 29914333.

Carleton University

Af Kristoffer Møldrup

Canadiere siger undskyld, hvis DU går ind i dem. Canadiere siger abøut og øut i stedet for about og out. Canadiere er hockeygale mennesker, der endda har små hockey-spillende børn på sine 5 dollarsedler… Og hvilke fordomme, du ellers er støt på gennem Robin fra How I Met Your Mother. Breaking: De passer. Alle sammen!

Jeg indrømmer gerne, at jeg helst ville have været på udveksling i USA. Men jeg indrømmer ligeså gerne, at jeg meget nødig ville bytte min tid i Canada ud med et andet sted! Nordamerikansk kultur fascinerer mig, det samme gjorde muligheden for at trimme det engelske – på skrift og i tale. Det sproglige er bare en vidunderlig udfordring på et udvekslingsophold! Og når man lærer Canada at kende, så finder man ud af, at landet er langt mere europæisk end USA – og har nogle helt andre problemstillinger end naboer mod syd. En region/delstat vil løsrives og have fransk som hovedsprog. De indfødte canadiere langs kysterne er i konstant duel med det moderne samfundet for at holde fast i sine hundrede år gamle traditioner…

Midt i mellem de to store og fantastiske byer Montreal og Toronto ligger Canadas hovedstad Ottawa. En administrations-by med et meget lille strejf af storby. For 1 million indbyggere til trods, så er det 2-3 etagers town houses, der dominerer i hele byen. Og stemningen er derefter. Hyggelig, kaffedrikkende og rolig. Det samme gør sig gældende på Carleton University. Placeret godt 5 kilometer uden for down town Ottawa er campus en lille by i sig selv med alverdens sportsaktiviteter, egen bar, food court, coffee shops osv. Offentlig transport tager der lige til hovedindgangen – hvilket er rart i vintermånederne! Men en cykel vil også hurtigt kunne fragte dig mellem down town og campus.

Allerede fra første dag bliver du præsenteret for et hav af muligheder: nye mennesker, klubber/foreninger på campus, aktiviteter fra udvekslingsforeningen og masser af andre sociale invitationer. Og blandt 60-70 udvekslingsstuderende fra hele verden, så kommer du hurtigt i snak med andre! Det kan du også sagtens komme i auditorierne eller klasseværelserne. Her kræver det dog, at du henvender dig, da kulturen ikke rigtig er til dialog mellem elever, der ikke kender hinanden på forhånd. Men canadierne er flinke, så spørger du dem – om hvad som helst – så hjælper de hjertens gerne.

Udveksling er en unik mulighed. Og selvom det er på 7. Semester, og dermed kræver flere fag for at hente det rette antal ECTS point, så er det mere end det hele værd. Jeg havde fem fag (Introduction to Radio Journalism, The Filmmaker, Questions of Documentary Practice, Language & Communication og Global Political Economy) og arbejdsbyrden var i enkelte uger ganske omfattende, men det var også i høj grad tid til at nyde tilværelsen i en anden kultur med nye bekendtskaber. Jeg erfarede ved selvsyn, at Canada ikke er en trøstepræmie til de mange, der søger de amerikanske universiteter. På mange punkter har jeg svært ved at se, hvordan oplevelsen skulle blive bedre i USA…

Tag af sted på udveksling. Og vigtigst af alt, USA, Canada, Sverige eller Australien:
1. Lad vær med at stresse! Universiteterne har haft mange andre udvekslingsstuderende end dig, så det hele skal nok gå. Skal du til TOEFL-test (som du skal for at komme ind på Carleton), så forbered dig grundigt, så er den hurdle også til at overkomme.

2. Husk at nyd de omgivelser, du kommer til! Skolearbejdet skal nok gå, og de fleste professorer og teaching assistants ved godt, at du er på udveksling og ikke har engelsk som modersmål. Men brug lidt tid på at finde de rigtige fag. Du skal trods alt ’døjes’ med dem i næste fire måneder J…

3. Få sendt den udvekslingsansøgning af sted!

 

 

American University in Cairo

Af Søren Berggreen Toft

WÆÆÆÆÆÆLCOME TO EGYPT

Det er mørkt og så’n lidt småkoldt, da vi lander i Kairo en mandag aften sidst i januar. Med det samme, vi kommer ud af ankomsthallen stimler taxachaufførerne om os som fluer om en lort. Vi ved ikke helt, hvor vi skal bo den første nat, eller hvor vi skal gå hen. Men vi ved sådan cirka, hvor meget en taxa skal koste, og at de her friske fyre alle beder om cirka tre gange så meget. Efter lidt tid får vi en af dem, en ældre herre, der ikke taler engelsk, ned på en tilforladelig pris. Chaufføren følger os ud til sin bil, der ligner et levn fra den gang, Egypten valgte at søge støtte i Sovjetunionen frem for USA. Den vil ikke starte og må løbes i gang.

»It’s no problem. It’s no problem,« siger chaufføren med et smil, da han springer ind på førersædet igen og vrider nøglen om, så fortidslevnet hoster og med et ryk sætter i gang.

I et land, hvor rigtig meget sjældent fungerer, har Cairenerne (jeg ved ikke, hvad de hedder, men lad os kalde dem det) en fremragende evne til alligevel at få tingene til at køre. Det er fascinerende, når man først har lært, hvordan det hele hænger sammen. Men i begyndelsen kan det være frustrerende, når man selv kommer fra et samfund, hvor alt fungerer, og hvor det bare ikke er ok at komme for sent.

I begyndelsen er det frustrerende, når folk møder en time for sent op til en aftale. Eller to timer. Eller slet ikke. Det er frustrerende, at alt tager tre gange så lang tid, som det burde tage. Og det er frustrerende, at alt er beskidt, at den forurenede luft river i lungerne, at folk ud at trække på skuldrene smider deres skrald på gaden, i parken, i Nilen.

Men når jeg nu sidder i et DSB-tog fra København til den jyske vestkyst og irriterer mig over, at mine medpassagerer irriterer sig over, at toget først var ti minutter forsinket og nu har holdt stille i Slagelse i 10 minutter, kan jeg ikke lade være med at tænke »tag det nu roligt , vi når det jo nok.«  Og jeg indser, at inden jeg tog til Kairo ville jeg have været lige så irriteret som dem, jeg nu sidder og irriterer mig over.

For tålmodighed er en dyd i Kairo, og man finder hurtigt ud af, at selvom alt er ustruktureret og uforudsigeligt, så når man alligevel altid det, man skal. Og lidt efter lidt begynder man selv at tage lidt løst på alt det der med at komme til tiden og overholde aftaler. Man bliver integreret.

Når man når dét punkt. Der, hvor man kan finde ro i at sidde fast i trafikken i en varm taxa og ryge ud af vinduet og småsludre med chaufføren, selv om man skal nå noget, hvor man kan trække på smilebåndet og råbe tilbage til de egyptere, der råber »WÆÆÆÆÆÆLCOME TO EGYPT!« på gaden flere gange om dagen – hver dag, hvor man ikke tager det så tungt, hvis man ikke lige rammer skraldespanden med sit æbleskrog, for skraldemændene tømmer den alligevel ud på fortovet morgenen efter. Når man når dét punkt, så er Kairo det mest fantastiske sted i verden, for selv om der er rigtig meget, der ikke fungerer, så får de det jo alligevel til at køre.

»It’s no problem. It’s no problem.«

Nå, men for at denne her klumme også skal kunne bruges til noget konkret, hvis du, som læser dette, overvejer at tage et semester på AUC, følger her et par tips.
1) Gør det. Det er fedt!

2) Lad være med at bo på AUC’s dorms. Alle, jeg kender, som gjorde det, fortrød det. Find i stedet en lejlighed på Zamalek eller i Downtown. Det er der, de fleste internationale studerende bor.

3) Læs arabisk. Det er svært, men det sproglige fakultet på AUC er ret tjekket, og i forhold til, at jeg kun har læst det ét semester, har jeg lært ret meget.

4) Lad være med at sætte forventningerne til AUC alt for højt. Det har ikke været specielt akademisk udfordrende, og der er ikke noget som helst, der hedder selvstændig kritisk tænkning. Næ du, her er det udenadslære. Men altså, de færreste tager vel alligevel på udveksling for det faglige udbytte? I forhold til det sociale udbytte er Kairo spitzenklasse.

UTS Sydney

Af Sine Bach Jakobsen

Tag på udveksling i Sydney og …

Rejs på påskeferie på Bali sammen med andre australske turister. Løb en morgentur omkring Operahuset. Producer en digital dokumentar og deltag i workshops om opbygning af websites (faget: Online Documentary). Surf søndagen væk på Manly og Bondi. Spil beachvolley i Coogee. Freelance for danske medier – især rejsestof.

Hæng ud med flere hundrede andre internationale studerende. Deltag i ugentlige fester, udflugter og andre aktiviteter for internationale studerende. Få venner i hele verden – det gavner sig på sigt, når man kan låne sofaer i hele verden. Drik rose i Operabar og nyd solnedgangen over Operahuset og Habour Bridge. Fest på toppen af byen og spring i poolen på natklubben IVY. Rock og rul hele natten på 60er dansegulvet på Good God Small Club. Cykel ud og smag (gratis) vin i Hunter Valley. Tag 60 meters rappelletur ned langs en klippevæg i Blue Mountains. Rejs til New Zealand – sejl, klatr, stå på ski, cykl og tag en masse billeder af den helt unikke natur. Sejl kajak i Sidneys havn. Spis friskfanget fisk på fiskehavnen.

Overspringshandel fra lektierne med en one-dollar kaffe fra 7eleven. Grill og drik goon (billig hvidvin) på Yura’s (et af de steder, du kan bo gennem universitetet) Rooftop med udsigt over hele byen. Snak tysk med alle dine nye venner, der tæller ligeså mange tyskere som australier. Svøm et par baner eller læs lektier ved poolen i Prince Alfred Park kun fem minutters gang fra uni. Snup en billig sushirulle til frokost. Nyd den vilde og flotte natur på den fem kilometer lange gåtur mellem Coogee og Bondi strande. Spis verdens bedste is hos Messina på Crown Street i hippe Surry Hills. Tag færgen til Manly og nyd turen gennem havnen, og time det helst med en solnedgang over Habourbridge og Operahuset på vej tilbage. Gå på jagt efter eksotisk frugt og grønt på Paddys Market lige ved siden af uni.

Dans med alt for mange svedige backpackere på Scubar eller Sidebar. Studer skøre fugle i botanisk have. Oplev kulturforskelle, når folk fra hele verden diskuterer, hvad et fængsel bør repræsenterer (faget Language and Discourse). Gå på oplevelse i de digitale verdener (især Canadiske og Australske projekter), du bliver præsenteret for i Online Documentary. Bliv inspireret i samarbejdet med andre studerende, der ikke studerer journalistik. Klæd dig ud til årets mangfoldighedsparade Mardi Gras. Hop på en cruisebåd rundt i havnen og fest hele aftenen med alle din nye venner. Se en kænguru og hold en koala. Kig på girafferne og deres flotte udsigt over havnen i Zoo. Spis den bedste oste-pølse platte og top med en pizza hos Franco Franco i Surry Hills. Se en film i en af da mange udendørsbiografer. Bliv statist i ”Home and Away” på stranden i Palm Beach og spis i det idylliske bådehus: The Boathouse. Bliv overasket og inspireret på Museum of Contemporary Art. Oplev fyrværkeri i Darling Habour hver lørdag aften.

Spis gratis morgenmad (avocado for de hurtige) på uni tirsdag og onsdag morgen. Besøg venner fra journalisthøjskolen i Melbourne. Bo med folk fra alle verdens kontinenter, og oplev at man godt klan have brug for ikke bare en men to riskogere i en eksmands lejlighed. Lej en båd i Whitsundays og sejl rundt på egen hånd i det suptropiske ø-paradis. Se Operahuset ”klædt ud” i lys til Vivid Festival.

Men aller først skal du søge om et udvekslingsophold op University of Technology, Sydney og hæve hele din opsparing (og måske se at få en kassekredit). God tur!

Ps. Tjek min instagram @sinebach eller eller #hejfrasydney hvis du ønsker lidt visual proof.

University of Tennessee, Knoxville

Af Jakob Flarup

Kigger jeg tilbage på de sidste fem måneder af mit liv, er det med en noget ambivalent følelse, jeg sidder tilbage med. Fem måneder, der ikke var de bedste nogensinde, men også fem måneder, jeg ikke vil bytte med noget andet, på trods af at jeg da har været lidt misundelig på mine medstuderende, der i skrivende stund allerede nu kan kalde sig for journalister.

Jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg skulle forvente af Knoxville, Tennessee. Navnet lød sejt, og så var det tæt på Nashville, som jeg altid gerne har villet opleve. Men det var jo i Syden. Så det måtte være noget med ”Gud er stor, guns er i orden, og homoseksuelle bør finde sig et andet sted at være”. Så sort på hvidt var det dog ikke. Men især det med Gud og guns var i retningen derhen ad, da kirker næsten var i overtal i forhold til fast food restauranter, og Tennessee implementerede en lov, mens jeg var der, der gjorde det lovligt at bære våben i det offentlige rum uden at have tilladelse. ’Murica!

Har du ikke bil derovre, er der ikke meget at lave i Knoxville andet end at gå på bar og drikke billige PBR’s eller æde McDonalds-mad til halv pris i forhold til Danmark. Især hvis du er der i foråret, hvor den amerikanske football sæson er sat på standby. Sunspot blev med deres lækre tagterrasse stamsted, når det var godt vejr, hvad end der var tale om Martini Monday, Pint Night om tirsdagen og torsdagen eller Wine Night om onsdagen. Det med bilen er også nødvendigt, hvis du vil handle stort ind i enten Kroger eller Walmart. Et godt råd er derfor at blive venner med nogen, som ejer en bil, eller, hvis du har råd, købe en selv og sælge den ved semestrets udgang. Det gør, at du kan opleve en anden side af Knoxville, der rent faktisk har noget natur at byde på. En ting, som jeg først fandt ud af den sidste dag, jeg var i byen. Det gør også, at du kan drøne til Smoky Mountains, der ligger en times kørsel væk. Et sted, som jeg inderligt fortryder, at jeg ikke besøgte, mens jeg var i området. To sum it up: Den offentlige transport er simpelthen elendig.

På det sociale plan var jeg i starten ret nervøs. Ikke fordi, jeg ikke er socialt anlagt. Tværtimod. Men fordi, at jeg virkelig følte mig gammel i forhold til resten af de internationale studerende, som hovedsagligt var mellem 19 og 22 år. Jeg selv blev 27 under mit ophold. Men hurtigt fandt jeg Ethan, Nathan, Cate og Rachel, som hurtigt tilsammen blev min bedre halvdel. Faktisk var det udelukkende dem, jeg hang med i lidt over fire måneder, og disse fire bekendtskaber er noget af det, jeg ikke vil bytte for noget som helst andet. Det var dem, jeg tog på Sunspot, Half Barrel, GPT eller Press Pub med, dem, jeg rejste med, og dem, der ligesom udgjorde det bedste af min tid i Tennessee. Bl.a. tog Ethan og jeg på en noget alternativ Spring Break, da vi rejste til iskolde Montreal og kørte i bus og couchsurfede hele vejen tilbage til Knoxville (Megabus har af og til billetter ned til $1 – hvordan, er mig stadig en gåde).

Der kan siges en del godt om University of Tennessee’s måde at køre udvekslingsforløbet for internationale studerende på. Der er i starten masser af gratis mad og sociale aktiviteter. Men det at være ”tvunget” til at bo på Campus som 27-årig, var ikke altid det fedeste. Jo, du er tættere på dér, hvor det sker, og du møder mange nye mennesker (jeg var da sikkert ikke blevet så gode venner med de fire hoveder nævnt ovenover, hvis ikke jeg havde boet på Campus). Men at skulle dele værelse med en og dermed blive frataget enhver form for privatliv var i starten en anelse grænseoverskridende og rent ud sagt ikke skide fedt. Mange af de folk, som bor der, har ikke været vant til at bo væk fra deres forældre før, og det bærer deres ageren også præg af. Hermed sagt, at du skal være forberedt på, at nogle mennesker simpelthen ikke ved, hvad det vil sige at tage ansvar, eller hvad en støvsuger eller opvaskebørste er. Jeg boede f.eks. med en 19-årig, der kunne finde på at lave kaffe, spilde kaffepulver ud over hele køkkengulvet og så bare lade det ligge. Eller min 21-årige kinesiske værelseskammerat, som en dag spildte et helt glas vand under sofaen. Jeg spurgte: Ehh, are you gonna clean that up? Han svarede: ”It’s okay. It will dry”. Jo, nævnte jeg det over for dem, men der var ikke rigtigt noget, der virkede. Så du bør være tålmodig, overbærende og tænke, at du kun skal bo sådan i fire måneder (medmindre du selvfølgelig er okay med svineri). Derfor bør det at bo på Campus være valgfrit. Men universitetet høster selvfølgelig kassen på have folk boende på der (det er ca. dobbelt så dyrt, som hvis du havde dit eget værelse 5-10 minutter væk derfra). Så det er på sin vis forståeligt nok. Og så er det jo også real American college life.

Jeg ved godt, at jeg ikke lyder overvejende positiv, men jeg havde alligevel fire fantastiske måneder med awesome bekendtskaber, plus at jeg besøgte en helvedes masse stater og følte mig af og til fem år yngre igen.

Og så lige et godt råd til dig, som skal til USA: Det amerikanske undervisningssystem kan hurtigt komme til at føles trættende og meget, meget tung. Men du lærer hurtigt at finde en balancegang mellem det sociale og det faglige. Mere vil jeg ikke sige om dette.

Hvis du vil læse mere og se billeder fra opholdet, kan du besøge min blog på mrgegegoestotennessee.blogspot.com

Amsterdam University

Af Line Gjerlev

Jeg takker mig selv hver eneste dag, for at jeg tog på udveksling. Det er lige før, jeg vil svinge mig op til at sige, at det har været de bedste seks måneder i hele mit liv. Jeg kan kun anbefale alle at rejse ud, og det spiller ingen rolle, om du rejser om på den anden side af kloden eller flyver halvanden time hjemmefra. Udbyttet er med garanti det samme.

Jeg valgte Amsterdam, fordi jeg ville lære en ny by at kende. Jeg havde aldrig været i byen, før jeg ankom en kold og mørk januaraften, men jeg havde hørt en masse om den hollandske hovedstad, og om hvor sindssygt flot, kreativt og lækkert der er. Alt hvad jeg havde hørt og læst, kan jeg nu med rette gange med 100. Amsterdam er strøget direkte ind i mit hjerte, hvor byen for evigt vil have en helt særlig plads som mit andet hjem.

Amsterdam er et stort kulturelt mødested. Hver dag dukker der nye butikker og caféer op. Der er ofte musikfestivaler og kreative markeder i byen, Europas største loppemarked én gang om måneden på Noord-siden, samt et hav af museer og gallerier. Madfestivaler med kreative boder, den industrielle strand på Roest og ægte hipsterstemning på Hannekes Boom. Der er altid noget at give sig til, og jeg er personligt ikke færdig med byen endnu efter et halvt år. Jeg kan kun anbefale alle at vælge Amsterdam! Hollænderne er et venligt folkefærd og minder generelt meget om os danskere – De er bare lige dét sødere, mere åbne og mere afslappede. Det er fedt at opleve og er blot endnu en ting, der er krøbet ind under huden på mig.

Udover at hænge ud med en masse mennesker fra hele verden, gik jeg også i skole. På universitetet havde jeg fire fag: National Identity and the News, Media Life, Dance me to the end of Love og Dutch Culture and Society 2. De to første fag fik jeg rigtig meget ud af. De var relevante i forhold til mit studie og især Media Life vil jeg klart anbefale! Fag nummer tre er et meget piget fag, hvor vi diskuterede kærlighed i alle dens afskygninger, og hvordan vi lærer om ”ægte kærlighed” gennem medier, litteratur, film, sange, osv. Jeg valgte dette fag for at prøve noget, som jeg aldrig ville få mulighed for derhjemme, og det viste sig at være vildt spændende. Det sidste fag valgte jeg, fordi jeg ville lære om hollandsk kultur, men jeg vil ikke anbefale det. Det var for børnehave-agtigt på den ene side, og på den anden side var der kæmpe workload, i forhold til at faget kun gav seks ECTS.

Inden jeg tog til Amsterdam, havde jeg hørt, at niveauet på UvA var helt vildt højt, og at jeg virkelig skulle forberede mig på at læse, læse, læse. Min erfaring stemmer slet ikke overens med dette. Jeg har læst mange tekster, skrevet korte og lange opgaver og læst til eksamen på den gammeldags måde, hvor man skal huske alt i hovedet. Men jeg har ikke været overbelastet overhovedet, og jeg har endda taget flere ECTS, end der blev krævet af mig. Jeg skriver det ikke for at være en arrogant stodder, men bare for at sige, at man ikke skal blive skræmt væk, hvis man har hørt vilde historier om niveauet på universitetet.

Jeg har løbende blogget om mine seks måneder i Amsterdam på www.amsterdreaming.wordpress.com, som er endt ud med at være en kæmpe kærlighedserklæring til min nye yndlingsby. Hvis det har interesse, er du selvfølgelig meget velkommen til at smutte forbi og læse mere detaljeret om mit ophold, og hvordan jeg har oplevet Amsterdam og hollænderne.

University of Limerick

Af Michael Korsgaard Nielsen

Vesteuropas eneste tredjeverdensland er et besøg værd

De studerendes engagement og niveauet i journalistikundervisningen er ringe i Limerick, men byen og universitetet har heldigvis en masse andet at byde på.

”Do you not get it, lads? The Irish are the blacks of Europe. And Dubliners are the blacks of Ireland. And the Northside Dubliners are the blacks of Dublin. So say it once, say it loud: I’m black and I’m proud,” sådan siger den kridthvide hovedpersonen Jimmy Rabbitte fra den irske kultfilm ”The Commitments,” hvor en håndfuld unge irer fra Dublin starter et soul-band.
Nu er Limerick imidlertid ikke Dublin, men sammenligningen er stadig ikke helt ved siden af. Efter at have boet i Irland i den håndfuld måneder, som udvekslingsopholdet varerede, må jeg konstatere, at boligboom, boligbust og generel money-madness har gjort Dublin lige så hvid som resten af Europa. De er dog stadig lige sorte i Limerick. Der er i hvert fald en kæmpe soul-scene i byen, hvor forskellige bands låner medlemmer på kryds og tværs og spiller soul og funk på en af byens mange barer: Jeg vil anbefale dig Cobblestone Joe’s og Nancy’s i øvrigt.

Og det er derfor, du skal tage til Irland: For sjælen, kulturen og irerne selv.

Undervisningen er egentlig fin nok. Lærerne er engagerede, og der er masser af kød på timerne. Problemet er, at niveauet er noget under, hvad vi er på som 7. eller 8. semesterstuderende. Desuden er de irske elever ret uambitiøse – så lad være med at tage derover for at få en på intellektet, for det kommer ikke til at ske. Det generelt lave niveau blandt de studerende åbner dog for en vifte af andre muligheder: Jeg tog f.eks. Financial Economics med 4. semester økonomistuderende, og selv om det var svært, var det langt fra umuligt at følge med. Jeg havde også undervisning i Macroeconomics, hvilket bestemt også var overkommeligt. Så altså, jeg vil anbefale dig at tage så mange ikke-journalistiske fag som muligt.
Selvom de studerende er lidt smådovne, så er de åbne som få, og de er virkelig lette at komme i kontakt med, hvis man bare selv henvender sig og tager lidt initiativ. De er hjælpsomme og interesserede, så det er ret let at få venner blandt the locals.

Universitetet i sig selv er pisse lækkert. Der er enorme, grønne arealer, Irlands største flod løber lige igennem campus og bygningerne er arkitektonisk flotte – der er virkelig wellness for alle pengene. Men, og der er et men: Universitetet tager sig rigtig godt betalt for at lade dig bo på campus, og de forskellige campus-byer er af meget vigende kvalitet. Jeg vil helt klart anbefale, at man finder sig et værelse i en af de to campus byer, der ligger uden for universitetet. De hedder Groody og Brookfield. Sagen er den, at der bor rigtig mange førsteårsstuderende inde på campus, og de er altså meget, meget unge. De lidt ældre studerende flytter væk fra campus, så der er lidt mere livserfaring at tage af de andre steder. Det er desuden småt med indkøbsmuligheder tæt på campus, så det er endnu et plus ved Groody og Brookfield – selv om der er lidt længere til undervisning (vi snakker måske 800 meter ekstra).

Hvis du vil bo på campus, så kan du vælge mellem Plassey, Kilmury, Drumroe, Thormond og Cappavilla. Plassey og Kilmury er noget gammelt, gammelt lort – så lad være med at booke det. Drumroe, thormond og Cappavilla ligner meget hinanden, men Cappavilla ligger lidt længere væk fra det hele end de to andre. Det giver mere ro, men det er også lidt kedeligt. Kunne jeg vælge igen, ville jeg vælge Drumroe (men jeg ville stadig vælge enten Groody eller Brookfield).

Alt i alt er Limerick en rigtig fed oplevelse. Men lad være med at forfalde til universitetsområdet: Kom ud og oplev byen og dyk ned i de mange barer og spillesteder, for de er faktisk på et højt, højt niveau.

Du er meget velkommen til at skrive til mig, hvis du har spørgsmål.

CFJ Paris

Af Mathilde Graversen

Man kan ikke se byen for bare monumenter. Velkommen til smukke romantiske og en smule forurenede Paris. Her var jeg på udveksling ved skolen CFJ sammen med franske unge fra hele landet.

Som eneste udvekslingsstuderende blev jeg rost meget for mit elendige franske, men måtte samtidig lege ”kongens efterfølger”, når jeg ikke anede, hvor folk var på vej hen. Franskmænd er super søde og imødekommende … og individualister. Man kan altså ikke forvente, at der er nogen, som ser sig tilbage og sikrer, at alle er med. Med det sagt, fik jeg flere gange hjælp til skoleopgaver, når jeg bad om det, og både elever og lærere var meget overbærende i forhold til sprogvanskeligheder, hvilket var min største bekymring inden afrejse.

Selve skolen CFJ har ifølge elever og lærere et ry for at være en af Frankrigs bedste journalistskoler. Men niveauet er ikke højt – det skyldes nok især, at man følger en klasse på første år, mens man selv er i gang med sit fjerde. Man følger nemlig deres første år på kandidatniveau – og før de kommer ind på kandidaten, har de læst alt mulig andet – fx jura, statskundskab, sprog, økonomi etc.

Undervisningen forløber i blokstruktur med en uge af det ene, tre af det andet osv. Underviserne er journalister udefra, og det betyder, at niveauet svinger meget. Nogle undervisere er rigtig gode, mens andre bare er glade for at snakke og kan fortsætte deres strøm af anekdoter fire timer uden pause.

Jeg fulgte hele semesteret, selvom jeg kun var der for at tage 15 ETCS point – Man kunne måske overveje at vælge nogle forløb ud. Men gør man det, går man også glip af meget af det sociale. Desuden kan det være svært at vide på forhånd, hvilke fag der er interessante.

Det fede ved CFJ er ikke de lange skoledage fra 9.30-18.00, men de mange franske bekendtskaber, der giver en god mulighed for at lære kulturen at kende, at få et fransk perspektiv på nyhedsstrømmen samt forbedre sine sprogkundskaber. Der var fredagsøl, private fester i mikroskopiske pariserlejligheder og hyggeaftener.

Når jeg ikke var i skole boede jeg i ”Cité Universitaire” – den internationale universitetsby i det sydlige Paris. Det er en park fyldt med kollegier fra hele verden (genialt og unikt), hvor jeg hang ud med andre udvekslingsstuderende. For at komme til at bo i universitetsbyen søgte jeg ind via Det danske Studenterhus (http://www.fondationdanoise.org/PAGESDANOIS/huset.html) og fik et værelse, hvorefter jeg blev udvekslet og kom til at bo i det belgiske hus. Det var alletiders, og jeg kan varmt anbefale andre at gøre det samme. Fra Cité U går en direkte linje med RER B til skolen, som tager 15-20 minutter.

Ellers er det værd at vide, at man kan søge boligstøtte, selvom man ikke er franskmand – det gør mange udvekslingsstuderende. Det hedder Caf, (tjek hjemmesiden caf.fr).

Sidste ting, jeg vil bemærke: Franskmænd er ret sjove – jeg kunne kun grine, når mine klassekammerater afbrød undervisningen med et kæmpe pudse-næse trut i deres lommetørklæde uden at fortrække en mine. Eller når de udtaler engelske navne med deres insisterende franske accent. Det er skønt. ”Justin Timberlake” tog mig lidt tid at forstå.

Er du på vej til Paris, så drik en Pelforth øl for mig, ryg en cigaret og spis en snegl.

American University of Beirut

Af Asger G. Nielsen

AUB på 5 minutter – og lidt om Beirut…

Hvis du læser det her, bilder jeg mig ind, at det er fordi, at du overvejer at tage på udveksling i Beirut. Det er i hvert fald nogle af de spørgsmål, der trænger sig på, hvis man overvejer udveksling til AUB, som jeg vil prøve at svare på her. Og lad det være sagt med det samme, jeg har været enormt glad for mit semester på the American University of Beirut – også selv om det nogle gange kræver, at man tager en dyb indånding eller to. Ligesom på DMJX fristes man til at sige.

Lad os begynde med universitetslivet i Beirut – hvordan er det, og hvad skal man være opmærksom på? Noget af det første, man lægger mærke til, er hvor unge ens medstuderende er. Dels foregår den store fælles introduktion til universitetet sammen med alle freshmens, som typisk kommer direkte fra gymnasiet, og du vil også hovedsageligt komme til at tage undergrad-fag. Det er hverken partout positivt eller negativt, det er bare noget, man skal være opmærksom på.

Derefter kommer valg af fag. Som udgangspunkt skal man som minimum tage tre undergrad-fag som udvekslingsstuderende fra DMJX, for at få nok point til at få godkendt opholdet. Det kan godt være lidt en jungle at finde hoved og hale i, men det er vigtigt, at du får styr på det. Her kommer de vigtigste af mine erfaringer:

– I fagkataloget, som både findes online og fysisk, står der hundredvis af fag – de bliver ikke alle sammen udbudt, og der er også fag, som ikke står i kataloget, der bliver udbudt. Sørg derfor for at krydstjekke med AUBsis (universitetets studenterintranet, som man får adgang til, når man kommer derned) for at se hvilke fag, der bliver udbudt og opsøg eventuelt selv fagbeskrivelser hos de undervisere, hvis fag ikke er at finde i fagkataloget.

– Sørg også for at brug den såkaldte add ’n’ drop-uge for se nærmere på de fag, der ser spændende ud. Nogle gange lyder fagbeskrivelserne mere sexede, end fagene reelt set er. Det bedste råd, jeg kan give i den forbindelse, er, at man skal vælge ud fra underviseren. Der er nogle fag, som lyder vildt fancy, men som bliver helt ødelagt af den pågældende underviser. Det gælder naturligvis også med modsat fortegn, hvorfor det er en god idé at se at de forskellige fag an. De tre undervisere, jeg har haft mest med at gøre, og som jeg alle kan anbefale, er Lyall Armstrong, Hassan Krayem og Tariq Tell. Især professor Armstrong er helt fænomenal, men med alle tre er man i hvert fald garanteret fagligt udbytte. Jeg har også hørt varme anbefalinger om Alexander Lubin rundt om på universitetet, men han havde desværre ingen fag på mit semester.

– Med i overvejelserne skal man til sidst også have hvilke krav, der bliver stillet i de forskellige fag. Min erfaring er, at det ikke var noget problem, at få dispensation til graduate-fag, men arbejdsbyrden stiger betydeligt. Dertil kommer at der ikke er nogen koordination fagene imellem, så man kan risikere at man den sidste uge af semestret skal aflevere tre reasearch papers på mellem 3.000 og 5.000 ord. Selvfølgelig kan man lade være med at lægge så meget arbejde i dem, da vi jo ikke får overført karaktererne, men stadig tager det tid. Overvej det, for Beirut handler ikke kun om skolen.

En sidste ting om universitetet er, at der – ligesom alle andre steder i Libanon – er et bureaukratisk system, man skal navigere i. Der er ingen genveje, og der er ikke noget at gøre ved det. Betragt det som nyttejob eller aktiveringsprojekter, som de forskellige skrivebordsgeneraler bestrider. Tag en dyb indånding, og lad være med at blive sur over at rende rundt mellem forskellige kontorer – det kan ikke betale sig, det er bare en del af oplevelsen. Der skal nok komme styr på betalingerne, din computer, dit ID-kort og hvad, der ellers er en skrankepave, der finder problematisk den dag.

Ganske kort om…

…sikkerheden i Beirut: Jo, der kan nogle gange være en anspændt stemning i byen, og der kan hurtigt ske alverdens ting, men husk på, at Beirut er en stor by, og det er yderst sjældent, at der er optræk til noget i centrum. Hvis der sker noget, er det i de sydlige forstæder, hvor man ikke tilfældigt kommer igennem. Husk på, at libaneserne jo stadig bor i byen og får en helt normal hverdag til at fungere.

…at finde bolig: Der findes diverse facebook-grupper, hvor folk poster ledige lejligheder og værelser. Prøv dig frem der, men spørg også folk på gaden. De fleste kender en, som kender en, der kan hjælpe. Vær især opmærksom på vandforsyningen i lejligheden (der er enorm vandmangel i Libanon i år) og på lejlighedens placering. Det er ikke optimalt at skulle brug alt for lang tid i trafikken for at komme i skole. Generelt er det nemt at komme rundt i byen, men trafikken kan være forfærdelig på nogle tidspunkter af dagen. Og hvis du overvejer at bo på campus, så lad være. Det bliver sgu en forfærdelig boble-tilværelse, du får dig.

…visum til Libanon: Når man ankommer til lufthavnen i Beirut, får man automatisk tre måneders turistvisum. Det gælder selvfølgelig ikke hele perioden, men så er der incitament til at komme lidt ud at rejse, og på den måde få tre nye måneder, når man kommer tilbage. Både Jordan, Egypten og Tyrkiet er jo alle besøg værd, og så er der uforholdsmæssigt(!) billige rejser til Sri Lanka fra Beirut, så der er faktisk ingen undskyldning. Nå, det, jeg prøver at sige, er, at man ikke skal bruge tid på at få visum ordnet hjemmefra. Tag ud og rejs i stedet.

…Beirut generelt: Det er den mest alsidige by (og land), jeg nogensinde har været i. Der er socialt armod, og der er folk med luksuslejlighed, yacht og Ferrari. Der er billige undergrundsbarer, og der er klubber, hvor en øl koster $20. Der er irriterende fastfood-kæder, og der er fantastisk lokal mad. Der er bjerge, strande, forhistoriske (og ikke mindst nutidige) ruiner, masser kultur, sprog og religioner. Alt sammen på et område, som er tre gange mindre end Jylland. Og så er det nemt at begå sig. De fleste er meget hjælpsomme og taler et forståeligt engelsk.

Hvis du skal have en opleveren, og samtidig prøve at komme tættere på en forståelse af regionen, så er Beirut virkeligt godt sted at starte. Afsted med dig.

Hvis du har spørgsmål til Beirut, AUB eller Libanon, så er du mere end velkommen til at skrive til mig på agoerup@gmail.com, og så vil jeg prøve at svare så godt jeg kan.

The University of Hong Kong

Af Emma Oehlenschlæger

Væk med den vestlige verdens optik

Hvis du vil udfordres på det verdensbillede, du er vokset op med, ruste dig selv til at dække internationale nyheder på et oplyst grundlag, fordi du har grundviden om verdens folkerigeste nation og største økonomi, opleve Kina og kinesisk kultur, men stadig leve i en international, pulserende storby og have hele Asien en billig flybillet fra din hoveddør – så tag til Hong Kong!

Jeg tror, at der går meget lang tid, før jeg får armene ned over mit udvekslingsophold ved The University of Hong Kong. På mange måder kan jeg oprigtig talt ikke forestille mig et bedre sted at være endt. Jeg har været væk i et halvt år, alligevel nåede livet i Hong Kong aldrig rigtig at blive hverdag.

Måske er det fordi, at jeg følte, jeg var med i et computerspil, når jeg sad i dobbeltdækkerbusser på veje, der zigzaggede ind og ud mellem skyskrabere i 10. etages højde.

Måske er det fordi min forelæser i kinesisk udenrigspolitik kunne fortælle mig, hvad Dalai Lama drømmer om for Tibet, fordi han har diskuteret med ham to gange i små forsamlinger.

Måske er det fordi mit universitet havde kinesiske haver med skildpadder, parker, hvor ørne og eksotiske sommerfugle fløj forbi, rulletrapper, kaffebarer, kæmpe dansekonkurrencer og var bygget opad en bjergside med udsigt over utallige skyskrabere og tankskibe i havet ud for Hong Kong.

Måske er det fordi, Kina har sine rødder i en helt anden historie, kultur, religion, menneskesyn og verdenssyn, end det, jeg har mødt hele mit liv.

Måske er det fordi, at vi var mere end 300 udvekslingsstuderende, der strømmede til fra hele verden, alle med mod på at møde nye mennesker, sætte kulør på weekenderne og planlægge rejser ind i Kina og ud i Asien.

Måske er det fordi, at jeg uden at misse mere end et par undervisningslektioner, nåede at opleve Myanmar, Filippinerne, det underskønne kinesiske naturområde Guilin, samt at samle research og interviews ind til min hovedopgave i Beijing.

Måske er det fordi, at selvom Hong Kong er et af verdens tættest befolkede steder, så bor folk i så høje bygninger, at byens areal i sig selv er småt, og der derfor aldrig er langt op i bjergene på weekendvandreture med vind i håret og havudsigt, til utallige brede sandstrande eller ud på øer med små alternative samfund og unikke religiøse og kulturelle traditioner.

Måske er det fordi, at min underviser i Sexuality, Culture and Identity udover at have mange år som seksualarbejder i USA bag sig, også var lesbisk hongkonger, og både introducerede os for lokale transseksuelle, kristne homoseksuelle og sexarbejdere.

Måske er det fordi, at Hong Kongs enorme forretningsliv og ’work hard, play hard’-mentalitet har skabt et vanvittigt natteliv, der pulserer alle ugens syv dage, og hvor man mingler amok, og aldrig aner, om man får en lang snak med en britisk diplomat eller møder en kendt kvinde fra den filippinske hovedstads jetset.

Måske er det fordi, at hele mit verdensbillede har ændret udseende, så det Asien, der før gled sammen i periferien af min indre globus, nu blinker som det sted, hvor den globale udvikling går allerstærkest, og hvor det for søren er vigtigt, at vi som mediefolk tilegner os viden og følger med, hvis vi ikke vil løbes over ende.

Bilgi University, Istanbul

Af Signe Lene Christiansen

Åbenbart var det fuldstændigt vanvittigt af mig at spørge min kurdiske gæst om han støttede PKK, da jeg interviewede ham i mit program på Bilgis universitetsradio. I hvert fald i følge en af mine tyrkiske venner.

For selvom DMJX umiddelbart ikke opfordrer os til at vælge journalistiske fag, når vi er på udveksling, valgte jeg alligevel faget Web Radio. Undervisningen var ganske rigtigt også meget banal og de fleste andre studerende havde aldrig beskæftiget sig med journalistik før, ikke desto mindre var det et af de fag, jeg var mest glad for under min udveksling. Faget bestod i at udvikle et koncept til et program på universitets radio og derefter afvikle otte liveudsendelser. Jeg har aldrig produceret liveradio før, så det var virkelig lærerigt, og så var det ikke mindst sjovt! Desuden var jeg rigtig glad for at være en del af fællesskabet omkring radioen, som var et fint sted at socialisere med tyrkiske studerende.

Tyrkiet er et komplekst, frustrerende, anderledes og rigtig spændende land. Det finder man hurtigt ud af, hvis man følger lidt med i nyhederne og sine omgivelser, men radioen og journalistikken var et fantastisk udgangspunkt for at beskæftige sig med nogle af landets problematikker, såsom det kurdiske spørgsmål og hovedtørklæder, og tale med mennesker, jeg måske ellers aldrig ville have været i kontakt med. At skulle producere en udsendelse med en ny og velegnet gæst i studiet hver uge i en by, hvor jeg havde absolut intet netværk på forhånd, betød nemlig, at jeg var tvunget til at være mere opsøgende i og uden for universitetet. Dét kan jeg anbefale, især hvis du, ligesom jeg, gerne vil ud af Erasmus-boblen og for eksempel feste andre steder end de evindelige samme to natklubber.

Jeg mødte flere danske udvekslingsstuderende på Bilgi, der var utilfredse med deres fag og det faglige niveau generelt. Selv udnyttede jeg, at der i begyndelsen var en uge, hvor man kunne shoppe rundt og afprøve forskellige fag. Eftersom jeg kun behøvede tre fag for at få mine 15 ECTS-point, havde jeg også valgt mange flere fag, end jeg behøvede, for så senere at droppe dem, hvor underviserne f.eks. talte begrænset engelsk. Så jeg endte med at være rigtig glad for alle mine fag. Udover Web Radio havde jeg Gender & Media, som behandlede forskellige kønsproblematikker både i og udenfor Tyrkiet, var meget diskussionsbåret, ikke særlig læsetungt og med en virkelig sej og entusiastisk professor. Mit sidste fag var EU-Turkish Relations, som havde et højt fagligt niveau, en professor, der stillede store krav til de studerende og var en perfekt måde at få indblik i tyrkisk politik, samfund og historie.

Alt i alt var mit faglige udbytte stort, samtidig med at jeg havde masser af tid til at gå på opdagelse i Istanbul, rejse rundt i Tyrkiet, drikker raki, danse og i det hele taget få masser af perspektiver på både journalistikken og mit eget lille liv i Danmark.

Det eneste minus har været, at jeg har haft en del dårlige og ubehagelige oplevelser med meget nærgående mænd. Kulturen er meget patriarkalsk, og som kvinde skal man være forberedt på mændenes intense stirren, tilråb af temmelig seksuel karakter og desværre stor risiko for at blive befamlet, f.eks. på markeder og i bussen.

Når det er sagt, er det ellers et land og en stor stor storby med en enestående gæstfrihed, som virkelig skal opleves!

Tilføjelser:

Tyrkiet: Bilgi University, Istanbul

Afdeling: Media and Communication

Fagvalg: https://sis.bilgi.edu.tr/coursecatalog/yeni/index.asp?lang=en

Øvrige kommentarer:

Bliv ikke afskrækket af at stort set alle fag uden for Media and Communication Department siger, at man skal have “consent from instructor” – det er meget let at få consent, og i det hele taget let at skifte fag.

CEU San Pablo Madrid

Af Emilie Rask Jensen

Jeg tog mit sidste semester på CEU San Pablo, et privatuniversitet med fakulteter rundt omkring i Madrid. Journalistik (Facultad de Humanidades y Ciencias de la Comunicación)er spredt over tre fakulteter, der alle ligger i området Moncloa.

Det er svært at finde informationer på universitetes hjemmeside, men vejlederne på Facultad de Humanidades y Ciencias de la Comunicación er søde og hjælpsomme. Miguel Delgado, Emiliano Blasco Doñamayor og Álvaro Bootello Almendariz taler alle engelsk.

Jeg fik tilsendt en liste med fag, jeg kunne vælge, men da jeg mødte op på universitetet, var listen blevet ændret. Det var lidt besværligt i forhold til at få dem gen-godkendt af DMJX. Men det lykkedes, og jeg endte med følgende fag:

Español Lengua Extranjera – Escritura para los Medios de Comunicación – Fundamentos de Fotografía y Estética – Pensamiento Creativo – ING Lengua Moderna – Corporate Communication og Technology and New Media.

Det hedder sig, at mange af disse fag er ”bi-lingual” – det er de ikke helt. Man skal kunne spansk i langt de fleste tilfælde, hvis man vil kunne følge med. Der er ligeledes stor forskel på, hvor meget engelsk de forskellige professorer kan tale og forstå. Det generelle undervisningsniveau er lidt lavere, end man er vant til hjemmefra, men sproget trækker sværhedsgraden op.

Selv på den første dag, hvor man som ny (international) studerende fik information om resten af semestret, foregik alt på spansk.

De fag, jeg tog, var meget hands on. Der er ingen tykke bøger og afleveringer med kilometerlange refleksionsrapporter, men derimod en masse praktiske opgaver, der skulle udføres på dagen. Det kunne være at tage ud og lave en kortfilm med en case, man fandt på stedet, udvikle en ide, færdiggøre den og fremlægge den for resten af klassen eller lave et radiospot ud fra et tema. Derfor var dagene tit lange, men de sluttede ofte uden reelle lektier. Og naturligvis med en siesta midt på dagen.

En god ide er at forberede sig på, at alting tager tid. Min erfaring er, at det er bedst for alle, hvis man tæller til 10000 mange gange dagligt. Eller bare bander lidt på dansk og tager en kaffe mere, mens man venter. Hver dag er der problemer med fotokopier, internet, intern kommunikation og forkerte klasselokaler. Og alle kommer for sent. Inklusiv underviserne. Men ser man bort fra dette, er det en virkelig fin oplevelse, både fagligt og socialt.

Jeg valgte at finde en lejlighed frem for at bo på campus, og det kan sagtens lade sig gøre, men man skal se sig for, når man vælger sin udlejer. Der er mange hustlertyper, der konstant forsøger at presse huslejen op og snige alle mulige tillægsgebyrer ind. Derfor skal man gennemlæse kontrakter og regninger ned til mindste detalje. Der var ”fejl” på samtlige af mine regninger. Men lejligheden var fin og lå i området Argüelles, hvor jeg boede sammen med to tyskere, en italiener og en spanier.

En anden god ide er at mingle med folk uden for universitetet. De studerende ved, at man kun er der i en  begrænset periode, så de er ikke så interesserede i at mingle. Det er de til gengæld i resten af Madrid, så man skal ikke frygte at blive ensom, man skal bare selv sørge for at gå ud og blande sig med de lokale i fitness centre, på diverse kurser uden for skolen og på rejser. Og vigtigst af alt finde sig en lokal bar, hvor man kan hænge ud, se fodbold (eller i hvert fald lade som om), spise tortilla, tale med stamgæsterne og øve sit spanske.

Madrid er en virkelig fin by, det er nemt at komme rundt, og der er altid noget at lave. Byen er delt op i 21 såkaldte distritos, der alle er meget forskellige i forhold til, hvad man kan lave, og hvem der bor der – og generelt er der er ekstremt mange fester. Hver dag! Og naturligvis masser af tapas, god vin og sangria.

Jeg vil helt klart anbefale Madrid og CEU San Pablo, men kun hvis man rummer en masse tålmodighed og kan tale spansk på basis-niveau. Eller hvis man virkelig elsker udfordringer!

Links til (en slags organiseret) lejlighedssøgning:

http://www.idealista.com/alquiler-viviendas/madrid-madrid/

http://www.segundamano.es/alquiler-de-pisos-madrid/

Hong Kong Baptist University

Af Mathias Fischer

Det var en stor beslutning at tage 4,5 måneder til Hong Kong – og så alligevel ikke. Jeg var i hvert fald aldrig rigtigt i tvivl. Jeg vidste, det ville blive en kæmpe oplevelse, og jeg fik ret. Både socialt og kulturelt har jeg fået uforglemmelige oplevelser samtidig med, at jeg rent fagligt har nydt at prøve noget helt andet, end hvad jeg var vant til på DMJX.

Jeg var gået efter at komme et lidt eksotisk sted hen, og det synes jeg også, at Hong Kong var. Men alligevel er det et meget civiliseret sted, og rart at så mange kan tale engelsk. Det var utroligt spændende at leve i en storby og opleve en så anderledes kultur på tæt hold. Selvom HKBU ikke ligger i centrum, så er det let at komme rundt med undergrundssystemet til både skyskrabere og strande, og det er noget af det unikke ved Hong Kong, at man kan det hele her. Man kan tage på vandretur i vild natur, blive væk mellem højhusene i Central, spise mad fra hele verden i Soho, gå på shopping i kæmpe malls osv. Mulighederne er mange, og derfor keder man sig aldrig her.

Jeg boede, ligesom næsten alle de andre udvekslingsstuderende, på hallen på universitetet. Det betød, at man altid stødte på nogen og let kunne aftale at tage steder hen sammen el. lign. Socialt var det et super godt ophold for mig, og det er sjovt at møde folk fra hele verden, der kommer til Hong Kong for at studere. Jeg snakkede godt med mange af de andre udvekslingsstuderende, og sammen udforskede vi Hong Kong, gik en del i byen og fik en gang imellem noget godt at spise i Soho, når vi blev for trætte af skolen kantine (den er ikke noget at råbe hurra for!). Det er fedt at tænke på her bagefter, at man har stiftet bekendtskaber med folk over hele verden, og det kan vel kun være godt at have nogle internationale kontakter.

Det var også spændende at møde de lokale studerende. Jeg kom blandt andet til at snakke med nogen af dem, som jeg spillede fodbold med på min halls fodboldhold, der deltog i skolens årlige turnering. Det var en super god måde at komme til at snakke med nogle af de lokale på.

Fagligt:

På HKBU havde jeg fire fag. For at få et full time student visa i Hong Kong skal man tage fire fag, selvom man fra DMJX’ side kun skal have tre for at opnå tilstrækkeligt med ECTS point. Tre beståede fag giver nemlig mere end de 15 ECTS point, som skal opnås for at få afløsning for halvdelen af 8 semester (før Bachelor-opgaven). Et fag på HKBU = 3 units, der svarer til 6 ECTS point. 3 fag giver dermed 18 ECTS point. Så skulle det være på plads.

Jeg valgte at udnytte chancen for at tage ikke-journalistfag og dermed prøve noget helt anderledes, end jeg var vant til på DMJX. Jeg valgte at holde fast i de fire fag, som jeg havde ønsket hjemmefra, men det er muligt at vælge om under de to første ugers “add and drop” periode, hvis man finder noget mere spændende, ellers hvis et fag ikke lever op til forventningerne. Mine fire fag var: Entrepreneurship and New Venture, The World of Business, Special Topics in Documentary Film og Modern Chinese Society. Jeg er meget glad for, at jeg valgte at kaste mig ud i fag indenfor områder, som jeg ikke vidste så meget om på forhånd, og fag som var meget forskellige.

Jeg var glad for alle mine fag, og jeg føler at jeg har lært en masse på den forholdsvis korte tid. Mit yndlingsfag var Entrepreneurship and Nev Venture, fordi selve indholdet i faget var spændende, og fordi underviseren Dr. Simon var god og entusiastisk. Også i de andre fag lærte jeg en masse og føler derfor også, at mit ophold på det faglige plan var en succes.

Overvejer du at søge om et semester på HKBU, kan jeg kun opfordre til at gøre det. Du får nogle fantastiske oplevelser og du lærer en masse. Du vil ikke fortryde det.

Auckland University of Technology

Af Natalie Stratigos og Anders Hjelmer Paulsen

New Zealand fortjener en solid high-five. Så er det sagt. Under vores fem måneders ophold i landet kan vi skrive under på, at der er garanti for naturlækre omgivelser, en hjertevarm befolkning i klipklappere, kaffelækre cafeer på hvert gadehjørne og masser af mavekildrende oplevelser med søde mennesker fra hele verden.

Vi ankom til menneskemyldrende Auckland på en varm sommerdag to uger før studiestart og havde god tid til at udforske byen, der er en smeltedigel af forskellige kulturer. Der er altid noget at give sig til, og der er et overvældende udbud af cafeer, restauranter og barer. Vi blev særligt forelskede i dem med havudsigt omkring Viaduct Harbour (prøv for eksempel Snapdragon) og dem på hippe Ponsonby Rd. Trænger man til et pusterum fra trafiklarmen, kan man flygte til en af de mange parker. Domain Park er kæmpe stor og sommerfin, når den blomstrer, men den mindre Albert Park eller Western Springs er også hyggelige til en spadseretur. Hiver man en halv dag ud af kalenderen, kan man tage et smut til Mount Eden og nyde udsigten over byen og vartegnet Sky Tower eller måske en sejltur til Waiheke Island for at soppe i turkisblåt hav og sippe kølig hvidvin fra øens mange vingårde.

Vores første møde med universitetet var positivt. Den internationale afdeling er utrolig kompetente og hjælpsomme med alle spørgsmål, man måtte have. I den første uge er der arrangeret en fest for de internationale studerende, så man hurtigt møder de andre. Det havde vi glædet os til, da vi havde valgt selv at finde et sted at bo frem for at takke ja til skolens kollegium, der er kendt for blandt andet strikse regler om aftenro. Velkomstfesten blev afholdt på den proppede irske pub Father Teds, som senere skulle vise sig at blive lidt af et stamsted for de internationale studerende, hvor man altid kunne finde live-musik, ølklistret gulv og hulestemning. Den første aften mødte vi de fleste af de studerende, som vi gennem vores ophold blev bedste venner med og også rejste rundt med.

De første uger på skolen foregik stille og roligt. WG-bygningen, hvor det meste af vores undervisning foregik, blev indviet i 2013 og har blandt andet et lækkert nyt mediecenter, hvor man kan sidde og arbejde samt et madhit af en kantine, der byder på salatbar, hjemmebagte kager og friskbrygget espresso. Vi havde begge fire fag. Visual Communication, Public Relation Communication og Photography læste vi sammen. Natalies fjerde fag var Edit & Design, mens Anders havde Moving Image Production 2. Grundlæggende var vi både tilfredse med indhold og niveau. Det kan der læses mere om i vores evaluering af opholdet. Vi læste primært med kiwi-studerende og oplevede, at de var en del yngre end os og slackede ret meget på tingene. Til gengæld var de åbne, nysgerrige og lette at komme i kontakt med.

Vi besluttede os hurtigt for at købe en bil, så vi lettere kunne stikke af på weekendture. Bilen erhvervede vi os på Ellerslie Car Fair – en kort bustur fra Auckland midtby. Det er let at prutte om prisen, men husk at tjekke, at WOF og registrering ikke udløber med de samme, da det ellers bliver en sjat penge oveni. Herefter var vi på weekendture med vores nye venner i mange af weekenderne. Til det nordlige Bay of Islands for at svømme med delfiner, til Coromandel og på 21 kilometers vandretur i Ringenes Herre-scener i Tongariro National Park midt på nordøen. Tag et dybt greb i lommen – det er ikke billigt at rejse rundt.

Vores længste eventyr tog vi på i det to ugers mid-semester-break. Her kørte vi over 4000 kilometer med en madras i bagagerummet. Fra Auckland til Wellington, med færgen til Picton og hele vejen ned at sydøens vestkyst med destination mod Queenstown (bungy-jump, rafting og sky diving’ens centrum) og Milford Sound. Turen snor sig gennem smalle og krogede veje, i bjerglandskaber, forbi gletsjere og med billedskøn udsigt over floder og marker med får. Det er uimodståeligt smukt! Man skal dog huske at tanke benzin hver gang man kommer forbi en tankstation. Der kan sagtens være 100 kilometer imellem dem, og man har ikke lyst til at løbe tør midt i bjergene og langt fra alting.

Ovenstående er blot en lille del af, hvad vi har oplevet vores fem måneder i NZ. Alt i alt har vi haft et fantastisk ophold, som får seks ud af seks oplevelsesgode stjerner.

Ps. Her er et par rejsetips til fineste Auckland

  • Der er ingen discountsupermarkeder i midtbyen, så forbered dig på at punge ud – særligt for frugt og grønt. En agurk koster 15 kroner.
  • Wifi og 3G er ikke det mest velfungerende. Internettet er åbenbart stadig ikke kommet rigtigt til NZ. Vi betalte knap 400 kroner om måneden for et internet af meget svingende kvalitet.
  • Hvis du tager klipklappere på i skole, passer du fint ind i klientellet.
  • Gå i Academy Cinema hver onsdag og kom i bio for kun fem dollars. Biografen viser lidt smallere film og er virkelig hyggelig.
  • Har du lyst til at finde din egen lejlighed, så prøv Quinovic Property Management. Her fandt vi vores. Firmaet er troværdigt, og der er ingen problemer. Det er dog lidt pricy, og vi betalte omkring 370 dollars (omkring 1650 kr.) om ugen for en etværelses lejlighed lige i centrum.
  • Hvis du er til cocktails så prøv Everybody’s på Fort Lane. Her bliver din drink mikset med stil, og baren er fyldt med smukke mennesker. Slut aftenen af hos naboen Roxy, der tiltrækker hipster-typer med hang til house-musik.
  • Er du mere til shots, så tag på Cassette Nine på Vulcane Lane, der servere alt i tekander.