Universitat Pompeu Fabra, Barcelona

Af Michael Alsen Lauridsen.

De lokale kalder os los orgasmus. Og det er vi er, os los erasmusser. Vi er en flok omvandrende transnationale genitalier på jagt efter den næste orgasme – det være sig den fysiske slags, den gastronomiske eller den oplevede (fuck, ham Gaudí var jo for vild, mand eller waaaaow en udsigt, aaaaaah). Erasmus er BIG BUSINESS i Barcelona eller negocios grande, som de siger hernede.

Man bliver fra begyndelsen opfordret til at melde sig ind i en række forskellige Facebook-grupper, hvor du dagligt bliver bombarderet med notitser om aftenens fede arrangement, som du ikke må misse. Inden længe får du endda et par besnærende venneanmodninger fra flotte piger, og bedst som du tror, at de måske har LAGT MÆRKE TIL DIG, og at de VIL I SENG MED DIG, vækker virkeligheden dig, og du opdager, at de bare har tilføjet dig for at kunne bombardere dig endnu hårdere med endnu flere fester, du stadig ikke må misse.

Hvert år kommer der tusinder af Erasmusser til Barcelona, og den slags er der selvfølgelig folk, der forstår at lave lidt dineros på. Og vi er billigt til salg; en omgang fri entre til et kommercielt diskotek på havnen, og så ved man nok, HVEM der står og bunder DE LANGE KULØRTE drinks hele natten, indtil det kun er solen, der kan stå op selv. Og i de tidlige morgentimer kravler vi ned under dynerne med hinanden, og vi hvisker  ’we are erasmus, baby’ i ørerne på hinanden, og næste morgen vågner vi med tømmermænd, men stranden kalder, de ubekymrede timer omgivet af andre ubekymrede unge mennesker under en bagende sol, og med røde næser og ører og nakker bevæger vi os timer senere hjem, hjem til nye festinvitationer, og hey, long drinks på en tirsdag er svært at argumentere imod.

Vi kindkysser på spansk, vi siger ’holá’, de dygtige bryder op med et ’adios’, og midt imellem snakker vi engelsk, undtagen italienerne, der synes at være lige så begrænsede i den verbale kommunikation, som de sprudler i den non-verbale. Som dansker er man noget ældre end de andre europæere, der tilsyneladende har lidt mere travlt med at blive til NOGET, og inden man ved det, sidder man og roder ind på indstillingerne på sin Facebook-profil for at skjule fødselsdato og for at blive HAM DEN GAMLE, og O.K, det er jo ikke en høj pris at betale, og det er faktisk ret nemt at justere.

Fagligt er niveauet temmelig lavt, men okay, det er jo ikke fordi, at de tanker med Oktan Academicá på Oluf Palmes Allé 11, så man kommer sig hurtigt over chokket. Hvis man gerne vil gå igennem semesteret uden at blive sådan RIGTIG udfordret på sit spanske, så er det engelske fagudbud tilstrækkeligt til, at man kan snige sig udenom den slags små forstyrrelser, der skygger for den VIGTIGE og den OPRINDELIGE øvelse med at være fuld alle ugens dage. Til gengæld er fagene på engelsk ganske forfærdelige. Jeg har pint mig selv med fag som DIGITAL JOURNALISM ANALYSIS, JOURNALISM SPECIFIED IN SCIENCE AND HEALTH, PROJECT MANAGEMENT og INTERCULTURAL COMMUNICATION.  Det kunne være godt, men det er det ikke.

Pompeu Fabra opererer nemlig med noget så eksotisk som TRIMESTRE, der i bund og grund betyder, at du skal gå i skole to måneder og bestå dine eksamener i den tredje for at komme igennem. Det er ret overskueligt.  Det betyder så også, at timerne er forjagede og forhastede, og underviserne bærer præg af, at de alt for længe har haft med dovne Erasmus-studerende at gøre, og af samme grund har sat barren så lavt, at man ikke kan undgå at snuble over den.

Udveksling i Barcelona er, hvad man gør den til. Det er nok en god idé at være lidt selvstændig anlagt, så man kan manøvrere lidt uden om de officielle programmer, og så man kan tage lidt ansvar for egen læring på universitetet. De gør det ikke for dig.

Leave a Reply

Your email address will not be published.