Af Fie West Madsen.
Få alt i en i Hong Kong
Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville til Hong Kong på udveksling. Både fordi, jeg gerne ville langt væk fra Danmark og langt væk fra det velkendte og vestlige, men også fordi, Kina bliver stadig vigtigere, og jeg havde kun en meget begrænset viden om Kina og Asien i det hele taget. Noget, jeg gerne ville lave om på. Og så gjorde det jo kun det hele bedre, at Hong Kong har et dejligt varmt klima og er lige i smørhullet af Asien, et godt udgangspunkt hvis man vil rejse rundt.
Jeg havde fire fag på Hong Kong Baptist University, to i den kreative ende: Studies in Hollywood Cinema, hvor vi lærte om Hollywoods historie og med fokus på Hitchcock så en masse gamle Hollywood-film, og The Art of Creating Stories, hvor vi arbejdede med at skrive digte, memoir, noveller og analysere kendte noveller. Derudover havde jeg to politiske fag om Kina: China and the world og Government and Politics of China, som lærte mig om henholdsvis kinesiske relationer til resten af verden og kinesisk indenrigspolitik og politisk historie. Fagene har været af svingende kvalitet, men har alle lært mig en masse, og det har været rart med et mix af lettere, kreative fag og så de politiske som var noget sværere. Men selv om de politiske fag var tunge, er det også dem, der har givet mig mest ny viden.
Det var dog den kulturelle og sociale oplevelse, der fra begyndelsen var hovedårsagen til, at jeg ville på udveksling, og her har Hong Kong og Hong Kong Baptist University ikke skuffet mig et sekund. Som by er Hong Kong en helt overvældende storby, hvor du kan købe, se og gøre alt. Men det, der især overraskede mig, var naturen som byen også gemmer på. Hong Kong er omringet af bjerge og små øer med de smukkeste landskaber og strande, og i weekenderne tog vi tit på vandreture eller camperede på en strand. Kulturen i Hong Kong er noget for sig, fordi byen på en og samme tid er utrolig moderne og vestlig med alle de butikker, barer, diskoteker og restauranter, du kan ønske dig, men også enormt kinesisk. Flere områder af byen – blandt andet Kowloon City, hvor jeg boede, var meget kinesisk præget og her mødte man mennesker, som ikke nødvendigvis mestrede engelsk. Den ene dag spiste man klassisk hotpot med de kinesiske piger fra skolen, og den næste gik man rundt i Soho, fyldt med engelske og franske barer og dertilhørende engelske og franske finansfolk over det hele. Et af mine absolut favoritsteder var Mong Kok, kun tre metrostop fra HKBU og verdens mest befolkningstætte sted. Her var altid sort af mennesker, og man kunne købe komave, nye Nike Sneakers og alverdens fake varer på Lady’s Market.
Jeg blev aldrig træt af byen og alt det, den kunne byde på. Men det, der for alvor har gjort mit ophold helt fantastisk, var alle folk på campus og den helt særlige atmosfære der. Alle os udvekslingsstuderende boede på campus i forskellige halls, og fordi vi ikke var mere end ca. 230 udvekslingsstuderende, var vi alle som en lille familie. Man mødte altid nogle foran kantinen eller på Starbucks, fordi miljøet ikke var større, og HKBU er et af de mindre universiteter i Hong Kong med kun 8000 elever. Jeg var både med i et mindre band formet af udvekslingsstuderende og tog selvforsvarskursus med en blandet flok hver torsdag. Derudover var jeg også så heldig at have en rigtig sød og lokal roommate, som lærte mig om Hong Kong fra en helt anden vinkel og samtidig var sød til at hjælpe med alle praktiske problemer, jeg havde. På min gang arrangerede min hall tutor også tit fællesaktiviteter som cykeltur, månedlig middag og andet, så der var rig mulighed for at være sammen med de lokale og lære hinanden at kende. Ud over oplevelserne i Hong Kong, kom også alle de mange rejseoplevelser og Hong Kong er et perfekt udgangspunkt for at rejse rundt i Asien. Selv var jeg i Taiwan, Beijing, Zhangiajie i sydkina og El Nido på Filippinerne. At opleve mainland China var klart en af de største oplevelser, fordi alt er så anderledes fra de normer og kulturer man kender, selv sammenlignet med Hong Kong er Kina noget helt for sig.
Der kom hurtigt et enormt tæt sammenhold mellem de udvekslingsstuderende, og det var aldrig noget problem at finde nogle at rejse med, og selv om folk hurtigt fik deres mindre grupper af venner, blev alle ved med at være åbne, og invitere alle med til alt. Jeg tror, at den intime atmosfære på skolen og den forholdsvis lille gruppe af udvekslingsstuderende har haft meget med det at gøre. Jeg har fået venner, viden og oplevelser for livet og er så taknemmelig for, at jeg valgte Hong Kong og HKBU. Jeg har kun et råd: Tag afsted. Du vil absolut ikke fortryde det.