Category Archives: Uncategorized

Udvekslingsophold på San Francisco State University

Af Anders Ulltveit-Moe

Denne klumme bliver hverken kreativt skrevet eller sjov. Men forhåbentligt brugbar – det ville jeg hvert fald have sat pris på for 6 måneder siden. Vi starter med anbefalingen og derefter guiden. 

Hvorfor skal man tage til San Francisco?

Mildt klima (15 grader og sol i december og januar), internationalt miljø, spændende by med mange farverige bydele, Californien – tæt på LA og gode roadtrip muligheder. Jeg elsker naturoplevelser og nationalparker som Zion, Yosemite, Sequoioa, Arches og Grand Canyon er international topklasse. Det fås (næsten) ikke bedre. Hvis du er mere til byer har du LA, Las Vegas, San Diego, Portland og Salt Lake City i kort afstand og til billige penge. Du skal ikke tage til SFSU for at blive udfordret fagligt – du kommer højest sandsynligt med mere i baggagen end dine medstuderende, det er derfor op til dig selv at vælge fag, der kan give dig muligheden til at lave fede og spændende historier hvor læringen ville være i top. Du vil have muligheden for langt flere kreative fag, med meget professionelle setups – det var et stort aktiv for mig. Helt sikkert årsagen til skolen er/kan være mega nice.

Vigtigt at vide.

San Francisco er dyrt. Det er dyrt og bo, og det er dyrt at leve. Når du kommer over den mulige barriere, er det et fantastisk sted at bruge et halvt år. Få søgt nogle legater i god tid!

Og så til guiden:

  • Rejs til byen 7-14 dage inden studiestart for at få føling med byen og finde ud af hvor du gerne vil bo. Rejs til byen 7-14 dage inden studiestart for at få føling med byen og finde ud af hvor du gerne vil bo. Da dette er inden skolestart, er der mere frihed her, til at gøre hvad der måske ikke bliver så meget tid til senere, når den rigtige hverdag begynder.
  • Jeg ville bo i den nordlige del af the Mission District, Haight Ashbury eller i nærheden af Hayes Valley, hvis jeg skulle bo der igen. Afhængigt af hvor mange dage på skolen du ønsker, er Marina District også nice. Undgå campus, Sunset og Richmond. Afstandene er større end de ser ud.
  • Brug tid inden afrejse til at undersøge leje muligheder og priser forskellige steder – du kan nemt finde bolig derovre ligesom jeg. Ræk ud på Facebookgrupper efter andre udvekslingsstuderende, måske I kunne finde bolig sammen.
  • Forkort ugens skema, så du har fri torsdag eller onsdag aften. Rejs derfor i weekenden.
  • Billeje priserne er i 2021 steget en del, så korte billeje perioder er dyre, derfor overvej bilkøb, som evt kunne sælges. Mere omstændigt, men også irriterende at være under 25 og betale ekstra.
  • Få set alle nationalparker om sommeren, og tag så til Las Vegas, LA og San Diego i vintermånederne når vejret i SF er mere ustabilt.

Jeg vil med glæde gerne hjælpe med andre spørgsmål der kan være med hensyn til bolig, by eller rejser. Skriv eller ring endelig.

Det skal også siges, at jeg har rejst på fem kontinenter og boet i udlandet i nogle år inden jeg startede på journalisthøjskolen og alligevel blev jeg i tvivl om jeg ville på udveksling. Jeg blev nervøs for om det jeg havde derhjemme ikke nu engang ville være federe end at tage til udlandet. Efter den altid usikre start i et nyt land og eftersom man finder sig til rette og får en dagligdag, stod jeg med følelsen af, at det var åndssvagt at tvivle på om jeg skulle på udveksling.

Alle unge danske studerende skal tage et semester i udlandet. Og så er det lige meget om du har rejst meget eller lidt inden. Du skal afsted – der er ingen tvivl.

Btw så er photojournalism med Scot Tucker et must.

Tecnológico de Monterrey(TEC), Campus Monterrey, august-december 2021

Af: Mette Marie Rasmussen, JOUR 4. semester

Jeg brugte oplysningerne fra udlandsredaktionen meget, derfor er min klumme fokuseret på de praktiske spørgsmål, jeg selv havde.

Generelt om min udveksling

Mit ophold var præget af Corona, da alt undervisning var online. Jeg var kun på campus to gange i løbet af hele udvekslingen, så det skal man have in mente i min klumme. Det gav en stor fleksibilitet i forhold til at rejse og opleve andre dele af Mexico.

Som udgangspunkt kan jeg kun anbefale et udvekslingsophold. Jeg har haft et stort fagligt udbytte. Det har været så sjovt og spændende, at det næsten har føltes som snyd, at man kunne få ETCS point for det.

Farvel-aften

Praktik-tanker

Før jeg tog afsted, tænkte jeg meget på, hvordan udveksling ville stille mig i forhold til praktik. Et praktikophold viser, at du har noget mod, initiativ og nysgerrighed – til gengæld får du sjældent produktioner med hjem.

Jeg har fået praktikplads på Ambassaden i Mexico City det kommende semester, så i mit tilfælde har udveksling direkte ført til min praktikplads.

Jeg var afsted på fjerde semester, så jeg skulle søge praktik fra Mexico. DMJX hjælper meget, men det er stadigvæk en mundfuld at jonglere logistik, tidsforskelle, eksamener og praktikansøgning. Det er ikke umuligt, men jeg vil anbefale, at man tager udveksling på tredje semester.

Mikko, en finsk udvekslingsstuderende, i et corona-klasselokale

Mexico

Mexico er fortryllende. Fantastisk mad, farver og fest. Alt efter ens interesser er der meget at udforske inden for kultur, kunst, sprog, historie og politik.

Sprog

Spansk hjælper, men er ikke en forudsætning. Hvis man ikke taler spansk, så ender man nemt med andre udlændinge, selvom mange unge mexicanere har et højt engelskniveau. Alle TEC-elever taler fejlfrit engelsk. TEC er et af de dyreste universiteter i Mexico, så de elever du møder fra Mexico, er fra overklassen og meget veluddannede.

TEC udbyder mange fag på engelsk. Så intet/lavt niveau af spansk er ikke et problem i forhold til uddannelsen. De laver en sprogtest, før du starter. Hvis du ikke taler spansk på et tilstrækkeligt niveau, så kan du kun vælge fag på engelsk.

Sikkerhed

Sikkerhed er et lidt svært emne. Personligt følte jeg mig aldrig utryg, samtidig forhørte jeg mig altid hos lokale og gik eksempelvis ikke alene hjem om natten. Jeg vil ikke minimere det faktum, at der er voldelig kriminalitet, fattigdom og så videre. Organiseret kriminalitet, som din mor sikkert er bekymret for, er for det meste centreret omkring enkelte stater. Monterrey og Mexico City er lige så sikre/usikre som store byer i USA.

Chilaquiles er standard morgenmad, spis så meget og så forskelligt som muligt i Mexico

Monterrey

Monterrey er en sikker og rig by. Den er meget amerikaniseret på godt og ondt. Monterrey er fire timer fra grænsen til USA, og det kan man mærke. På grund af Covid blev alle udvekslingsstuderende samlet her, men jeg ville vælge et andet campus, da byen er lidt kedelig i forhold til kultur. TEC har campusser over hele landet. Monterrey er præget af business og store områder med fabrikker. Til gengæld er der fantastiske bjerge og smuk natur lige i baghaven, hvor man både kan klatre, vandre og mountainbike.

Campus er helt vildt og giver journalisthøjskolen baghjul. Inde på campus er der fasaner, rådyr, cykler og cykelstier, swimming pools, wellness-center, stort bibliotek, fitness center, et utal af spisesteder og caféer og generelt gode faciliteter.

Tour på campus: https://www.youtube.com/watch?v=RfXCQt9jGyA&t=237s

Socialt

TEC udbyder en del live-fag. Det er fritidsaktiviteter: Madlavning, fotografering, dans osv. Jeg tog yoga og fotografi, men droppede dem hurtigt, da de var online, og jeg havde travlt nok med mine officielle fag. Live-fag er på spansk, så du skal kunne lidt spansk for at være med.


Der er to private organisationer, der tilbyder sociale arrangementer som ture i området, fester, filmaftener, beerpong turneringer og alt muligt andet specielt rettet mod udvekslingsstuderende. Den ene hedder goodlife.mty på instagram. I introugerne er der smæk på, så man skal ikke være bange for, at man sidder mutters alene i et fremmed land. Der er en masse andre studerende, der også gerne vil møde nye mennesker.

Jeg vil anbefale, at man laver noget uden for universitet og goodlife. Man får en lidt ensidig oplevelse, hvis man kun møder TEC-elever og andre europæerer. Jeg havde taget mine rulleskøjter med, og mødte hurtigt andre skatere i Monterrey. Jeg dansede også salsa og bachata i et kulturhus to gange om ugen. Begge dele var noget af det bedste ved udvekslingen.

Chitze-nitza på Yucatán halvøen. Når du er studerende på en mexicansk institution, kan du komme gratis ind på mange museer og alle arkæologiske seværdigheder

Bolig og økonomi

Man kan få mange tacos og mexicanske øl for ens SU. Alting koster sådan cirka en tredjedel af Danmark – var min tommelfingerregel.

Jeg boede i et airbnb med to andre udvekslingsstuderende, en mexicansk familie og en lille hund. Det var mere fleksibelt, så jeg kunne rejse en del.

Du skal ikke være så stresset over boligsituationen. Du kan altid booke en Airbnb den første måned, så du kan møde nogle, du har lyst til at bo med. Jeg betalte 1300 kr. for værelse og mad om måneden. Vi boede to på et værelse. Man bruger mange penge på Uber i Monterrey, fordi den offentlige transport er dårlig, og byen er stor.

Det lyserøde hus var mit hjem i Monterrey

Fagligt

Jeg kunne vælge mellem mange forskellige fag, selvom jeg kun modtog undervisning på engelsk. Niveauet og indholdet af fagene er ret tilfældigt. Samme fag kan være forskellige med forskellige lærer for eksempel. Det faglige niveau og forventninger svinger meget, og man kan ikke nødvendigvis gennemskue det fra fagbeskrivelserne. Når du først har valgt fagene, så kan du ikke vælge om.

Det faglige niveau er højt i de fleste fag, og med 30 ETCS point har man nok at se til. Holdene på TEC er på maks. 30 elever, så man får et godt forhold til lærerne, der i de fleste tilfælde er tilgængelige 24/7 på whatsapp. Undervisningsformen er meget uformel og dialogbaseret.

Jeg var meget glad for fagene “demokrati og medborgerskab”, der fokuserer på det politiske system og historie, samt hvordan man kan opbygge demokratiforståelse og medborgerskab i et ungt demokrati med store udfordringer, og faget “Introduktion til mexicansk kultur”, som gennemgår mexicansk kultur, kunst og historie.

Så havde jeg spansk. Det er helt almindelig sprogundervisning, som man kan få ETCS-point for.

Så tog jeg nogle chancer med fag som “web development” og “advanced digital representation”. Begge fag krævede meget arbejde, da underviserne forventede, at man havde kendskab til fagene i forvejen. Jeg lærte meget, men brugte også ekstremt mange ressourcer på at hænge i.

Jeg havde et indtryk fra tidligere udvekslingsstuderende, at det faglige niveau var lavt, men det var ikke min oplevelse. Jeg brugte meget tid på studierne under hele opholdet. Det kommer an på hvilke fag, du vælger.

DMJX forhåndsgodkender mange fag, så man har muligheder for at fordybe sig i nogle nye ting uden for ens faglige comfort zone. Til gengæld er der ikke nogen direkte journalistiske fag, da TEC’s primære fokus er business.

Den permanente er en dejlig strand, meeen… (Zipolite i Oaxaca)

Praktisk

Mexico tildeler alle et 180 dages visumfrit ophold, så du får ingen problemer i forhold til visa og visa-ansøgning.

Hele processen før opstart virker lidt kaotisk, men mit bedste råd er tålmodighed. TEC holder dig i hånden, men de er lidt længe om at komme i gang. Ellers skal du tage fat i den internationale afdeling på TEC, som også er gode til at hjælpe.

Que te vaya bien,

Mette Marie Rasmussen

Du må gerne skrive, hvis du har spørgsmål: memara@dmjx.dk

IHECS, Bruxelles, Belgien

Af Katharina Lyster Ottosen, Kommunikationsstuderende

Bruxelles – byen med utallige øl, chokolade- og vaffelbutikker på rad og række og pomfritter på hvert et gadehjørne (og husk i øvrigt, at du ikke må kalde dem French fries!!). Jeg var så heldig at tilbringe fire måneder i dette slaraffenland, og hvis du overvejer det samme, så læs endelig med her for et par tips 😀

DET FAGLIGE:

Mit udvekslingssemester fandt sted i efteråret 2021, nærmere bestemt fra starten af september til slutningen af december. Det er derfor et rimelig kort semester, IHECS tilbyder, men der er stadig masser af luft i semestret ift. undervisning, opgaver og eksaminer! Jeg havde følgende fag:

  • Practice course: Photography
  • Practice course: Video
  • Vested Interest and Current Affairs
  • Gender Studies
  • Civic Engagement

Herudover startede jeg mit udvekslingsforløb med ”Welcome session and integration week” og ”French immersion week”, hvilket jeg synes gav en rigtig god start, både hvad angår kendskabet til byen og kulturen, men også rent socialt. Af de ovennævnte fag var jeg helt sikkert mest fan af Vested Interest and Current Affairs og Gender Studies, når vi snakker fagligt udbytte. Jeg fik en masse ny viden med hjem, og underviserne var rigtig dedikeret. Mine praktiske fag var en smule rodet, og her fik jeg desværre ikke et helt ligeså stort udbytte, som jeg gerne ville have haft – især ikke hvad angår video. Ønsker du generelt et stort fagligt udbytte og et udfordrende semester, så er Bruxelles nok ikke valget for dig – i hvert fald ikke hvis du vælger samme fag som mig.

DET SOCIALE OG BYEN:

Hvad angår det sociale, så kunne jeg ikke have drømt om bedre fire måneder! Jeg fik det internationale ophold, som jeg drømte om, og jeg mødte de skønneste mennesker fra stort set alle dele af kloden. Jeg havde valgt at bosætte mig i området kaldet Châtelain, i Ixelles, som jeg bestemt kun kan anbefale! Området er fyldt med unge mennesker, masser af barer og restauranter og så tager det ca. 30 minutter på gåben ind til IHECS. Det er generelt ikke noget problem at komme rundt i Bruxelles, for transportnettet fungerer super fint, og du kan købe et transportkort billigt gennem skolen! Men vil du tættere på ”bymidten” og IHECS, så kig i postnummeret 1000.

Selvom mange tror, at Bruxelles er en kedelig grå by, udelukkende bestående af parlamentsbygninger, så vil jeg gerne slå et slag for, at den er meget mere end det! Der er mange ældre, velholdte bygninger, flotte brostensgader og mange flotte monumenter samt parker. Jeg blev i hvert fald glædeligt overrasket, og jeg vender helt sikkert tilbage! Herudover skal du ikke lade dig skræmme af rygtet om det dårlige vejr, for min erfaring er, at det ikke er værre end i Danmark – men husk en paraply 😀 Udover charme har Bruxelles også en helt perfekt placering ift. at besøge omkringliggende lande og byer! Du kan nå Amsterdam, Paris og mange andre skønne steder på kun et par timer, og så koster det ikke særlig meget at komme rundt.

ET PAR SIDSTE TIPS PÅ VEJEN:

Besøg Brügge, tag på Plux (torsdagsbar HVER torsdag) og nyd godt af de mange madmarkeder!

Hvis du overvejer udveksling, så kan jeg KUN anbefale det – jeg har nydt (næsten) hvert sekund! Go’ tur hvor end du ender!

Udveksling på Universitat Pompeu Fabre i Barcelona

Af Rebecca Mai Nilsson, JOUR 3. semester

UPF er på mange måder et rigtig fedt universitet. Faciliteterne er gode med et smukt bibliotek og hyggelige skolegårde med kantiner (som sælger god mad og øl) udenfor. Det ligger ret centralt i byen, hvilket gør det nemt at komme videre rundt i Barcelona derfra.

Dog er der også en del minusser. Skolen bærer præg af ineffektivitet, når det kommer til at informere om diverse ting, underviserne har generelt et lavt niveau på engelsk og der er rift om fagene! Personligt lykkedes det mig ikke at få fag fra fakultetet for kommunikation, så jeg havde ingen praktiske, journalistiske fag. Jeg havde fag fra fakultetet for humaniora og -politik.

Derudover har UPF et system, hvor de kører tre perioder (trimestre) på et år af 20 ECTS, hvilket gør perioderne kortere. Derfor anbefaler jeg ikke at tage derned i efteråret, hvor du som udvekslingsstudent fra DMJX skal op på 30 ECTS, da det kun er muligt at tage et trimester. Arbejdsbyrden bliver for høj for så kort en periode. Personligt nåede jeg op på 26 ECTS, hvilket var meget lange dage og alt for meget skolearbejde.

Jeg nød Barcelona meget! Det er en alsidig by med kultur, arkitektur, god mad, søde mennesker og strand midt i byen. Jeg anbefaler virkelig at opsøge lokale, da byen er meget turistet, og dermed er det nemt at falde i turistfælder. Lokale er en god hjælp til at finde de autentiske oplevelser, som der er mange af, man skal bare vide hvor de er! Jeg boede i en lejlighed med lokale, hvilket gav mig mange fede kulturelle- og festlige oplevelser. Jeg boede i området Poblenou, hvilket er et godt område, hvis man bor tæt på Rambla del Poblenou, hovedgaden i dette område. Området er meget lokalt, sikkert, tæt på stranden, rimelig centralt og tæt på UPF. Derudover er området Grácia virkelig hyggeligt!

Når du skal møde nye mennesker i starten af dit ophold, så er Erasmus-organisationen på UPF, Erasmus Social Network, en nem måde at møde andre internationale studerende. Jeg fik mange venner gennem det, og jeg vil anbefale at deltage, hvis du gerne vil møde nye mennesker. Ofte var arrangementerne og aktiviteterne dårligt planlagte og ret kedelige, men det var stadig en virkelig god måde at komme i kontakt med de andre udvekslingsstudenter på UPF.

Jeg anbefaler i højeste grad også at deltage i udflugterne med Voluntariat Lingüístic. En meget flink mand tilknyttet UPF, Albert, arrangerer ture rundt i Catalonien for udvekslingsstudenter. Alle turene, som jeg har deltaget i, har været en succes, og jeg oplevede nogle steder, som jeg aldrig selv ville være taget hen- på den gode måde!

Edinburgh Napier

Tobias Bundolo Nørgaard, JOUR 4. semester

I hjertet af Edinburgh findes et smukt, gammelt universitet med marmorsøjler, spir og kupler. For 20-25 år siden gik J.K. Rowling rundt med sin barnevogn og støvsugede byen for inspiration til Harry Potter-bøgerne, og universitetet er som et ekko af Hogwarts. Det er imidlertid nok ikke her, du kommer til at gå i skole, på University of Edinburgh, hvis du tager til Skotland på udveksling, men i stedet Edinburgh Napier University. En halvmoderne firkantet bygning i den vestlige del af byen, med glasfacader, med automatiske skydedøre. Ikke meget magi. Men den del skal ikke skræmme nogen væk, for mens man i sin fritid kan rende rundt i den eventyragtige midtby og drømme sig ind i film og bøger, så er Napier University et journalistisk og teknologisk hotspot. I øvrigt med bedre tilfreds-feedback end Hogwarts-universitet.

Jeg havde valgt tre fag, der lå langt fra hinanden i stofområde og praksis. Global Current Affairs, der åbenbart var et førsteårsfag, hvor en lærer på tykt skotsk i løbet af 3,5 måned gennemgik alle tænkelige globale konflikter. Det var online, så det tog lidt af spændingen fra det hele. Mit andet fag, Social Media and Analytics, var også online. Det var vist en light-version af data-forløbet på 4. semester derhjemme, men igen, en skotte bag en skærm, der sidder og taler og taler og taler. Men jeg fik også lov til at lave noget lidt mere praktisk – og fysisk. I mit sidste fag, Magazine Production, skulle vi – ja – producere et magasin. Fra bunden. Så hver fredag fra 9 til 16 sad jeg med 37 skotter i et stort redaktionslokale med kaffe fra kantinen og pitchede historier, interviewede, skrev, og vi koordinerede alt fra emne og målgruppe til finansieringen og tryk. Det binder folk sammen at forpligte sig til hinanden gennem sådan et projekt, så meget af mit sociale liv udsprang derfra.

En stor del af det britiske universitetsliv er at være med i klubber – sportsklubber, teklubber, debatklubber, whatever – og mange af skotterne lever deres sociale liv her. Skolen bliver for nogle et mere fagligt og professionelt rum. Så jeg måtte være med i nogle klubber, tænkte jeg og tog ud for at surfe i første uge af oktober, og jeg begyndte at klatre med klatreklubben til huden på min tommelfinger var så slidt, at den lille sensor på min telefon ikke længere kunne genkende fingeraftrykket. Det gav pote, og en masse socialt voksede ud af det.

Så kom praktiksøgningen. Det sociale her gik i dvale. Universitet her vidste jo ikke noget om praktik, så jeg havde en blanding af danske og skotske deadlines i de uger. Var det dumt at sidde her, på mit lille IKEA-agtige kollegieværelse, mens mine venner i Danmark rullede ind på messerne med visitkort og pæne skjorter? I tiden inden havde jeg tænkt, at sådan en omgang praktiksøgning ikke skulle forhindre mig i at tage ud. Så slemt kunne det jo ikke være.  

Og så slemt var det egentlig heller ikke. Jeg har på fornemmelsen, at praktiksøgningen er hektisk og crazy, uanset om man er til samtaler på Zoom eller på Rådhuspladsen, og mens jeg ikke har kunnet troppe op fysisk, se medierne an og give det bedst mulige indtryk, så undgik jeg vist en del af den panikagtige stemning, der var på Helsingforsgade. Og jeg tror egentlig, at praktikstederne synes, det er meget fedt, at man har mod på at være ude og være lidt selvstændig. Fordele og ulemper, altså.

Byen er den smukkeste, jeg har set. Naturen i og nær ved Edinburgh er utrolig, bjerge og bakker. Og så skal man sidde i bus i 1,5 time, før Højlandet vokser op af jorden med dets dybe loch’s og nøgne, Ringenes Herre-agtige bjerge. Hvis du ikke tager på udveksling hertil, så tag lige at besøg landet alligevel. Det er det værd!

Queensland University of Technology (QUT) 2021 – i online version

Af Camilla Munksø Lauridsen

Da jeg for et år siden skulle beslutte, om jeg skulle på udveksling eller ej, var jeg meget i tvivl. Men efter at have undersøgt en masse og læst omkring oplevelser fra andre udvekslingsstuderende, var der ingen tvivl om, at jeg gerne ville afsted. Jeg endte med at søge Queensland University of Technology (QUT) som min 1. prioritet og var så heldig at få en plads. Jeg søgte QUT på baggrund af, at Brisbane lød som et fantastisk sted at besøge, at jeg aldrig har været i Australien før, at universitetet var godt, og at fagene var spændende. Hele ansøgningsprocessen synes jeg forløb ganske fint og ubesværet, hvilket jeg var positivt overrasket over.
Jeg var ovenud lykkelig og spændt på mit kommende udvekslingsophold! Men…. Desværre fik Covid-19 og nedlukningen i Australien sat en stopper for det fysiske ophold… Dvs., at jeg aldrig nåede at komme fysisk på udveksling. Jeg havde dog forelsket mig i de fag, som jeg skulle have på QUT, så jeg valgte at tage opholdet online (og måske også med et lille håb om, at der ville blive åbnet op undervejs). Jeg fik desværre ikke muligheden for at tage til Brisbane og opleve det ”rigtigt”, som jeg ellers havde set utrolig meget frem til, da jeg kun har hørt godt om det fra andre udvekslingsstuderende. Heldigvis var jeg langt fra den eneste, som tog semesteret online, og QUT havde allerede erfaring med hele Covid-19 situationen, Zoom undervisningen og gjorde meget for at motivere os undervejs. Under hele opholdet har jeg følt, at de har håndteret omstændighederne godt, været professionelle, velforberedte og hele tiden haft en føler ude hos os udvekslingsstuderende omkring, om vi var med rent fagligt. Kæmpe plus for dét.

Da jeg ikke har været afsted fysisk, har jeg valgt at fokusere denne klumme på mit faglige udbytte af mine forskellige fag, som du, der læser dette, måske kan få noget ud af.

Fagene

Jeg havde 4 fag under mit ophold, som jeg samlet set har været glad for, selvom nogle af dem ikke var, som jeg havde forventet. Fagene var som sagt årsagen til, at jeg valgte at holde fast i min udveksling på QUT – også selvom det var online hjemme fra Danmark.

Jeg havde følgende fag:

  • Social Media, Self and Society
  • Managing Media and Entertainment
  • Photo Media and Art Practice
  • Visual Communication Design

Først lidt om strukturen:
Jeg havde ingen rigtige ”eksamener” som sådan, men i stort set alle fag var der ugentlige opgaver for at sørge for, at vi var med rent fagligt, så lærerne sikrede, at vi ikke sakkede bagud eller ikke læste pensum. Jeg havde også to lidt større opgaver på hvert fag undervejs (en midtvejs og en til slut, som fungerede lidt som eksamener). Indholdet i de forskellige fag var til at følge med i, og selvom de ugentlige opgaver godt kunne være stressende, så gjorde det de større opgaver meget nemmere at komme igennem, da man havde en masse besvarelser og viden, som man kunne trække på fra de små opgaver. Det synes jeg overordnede fungerede godt, da det resulterede i, at jeg hele tiden havde en føling med, om jeg var med rent fagligt.

Min undervisning var delt op på den måde, at jeg havde 4 ugentlige lectures, og 4 tutorials, som lå mandag-onsdag, hvilket vil sige, at hvis jeg havde været fysisk i Australien ville jeg have fri torsdag-søndag og dermed mulighed for at opleve landet. Mine lectures blev optaget på forhånd, så man ikke behøvede at sidde med direkte, når nu folk sad i forskellige tidszoner. De fire tutorials var dog live, men de var lagt sådan, at det var morgen herhjemme og aften hos dem.

Social Media, Self and Society var det fag, som overraskede mig mest rent indholdsmæssigt. Det handlede om, hvordan vi former identitet på sociale medier, og hvordan forskellige platforme kan øge samt mindske muligheden for at danne forskellige identiteter, og hvordan forskellige typer mennesker kan agere på sociale medier. Blandt andet handlede faget køn, og muligheden for at være kønsneutral på forskellige platforme. Derudover kom vi også ind på race – og hvordan ”den hvide race” ofte er blevet beskrevet som den mest ”normale” på forskellige platforme, og hvordan ansigtsgenkendelses-teknologien har nogle partiske holdninger indkodet i sig. Til sidst berørte vi også det såkaldte ”after life online”, som berører, hvad der sker med vores data, efter vi dør. Alt i alt et meget interessant fag, som åbnede mine øjne for dilemmaer omkring sociale medier, som jeg ikke selv har beskæftiget mig med.

Managing Media and Entertainment var det fag, som var teoretisk sværest. Det omhandler primært hvordan man er en god leder i mediebranchen, og hvordan mediebranchen i sig selv er under forandring, hvilket påvirker ledelsesmetoder og evner i dag. Selvom jeg ikke selv regner med at skulle være leder, så belyste det nogle gode områder omkring den branche, som jeg formegentlig kommer til at arbejde i i fremtiden. Faget berørte blandt andet, hvilke egenskaber en god leder skal have, hvordan man lærer at arbejde i diverse projektbaserede teams, som mediebranchen ofte er bygget op af, og hvordan man kan løse udfordringer med manglende diversitet på arbejdspladser i mediebranchen. Et godt og lærerigt fag, som jeg fandt meget interessant.

Photo Media and Art Practice var et hygge-fag for mig. Fordi de to ovenstående fag fyldte en del, både på læse- og opgavefronten, var det rart at have et fag, hvor der ingen læsning var. Her skulle man blot se undervisningen og tage nogle billeder undervejs, som man så præsenterede i klassen. Et fag, hvor man kan lege med kunstneriske genrer inden for fotografi-verdenen – og hvor man sagtens kan være med, hvis man kun har en telefon. Jeg havde kun min iPhone, men det fungerede helt fint, og lærerne forlanger blot, at man leger med forskellige vinkler, lys og fortællinger gennem billederne. Et sjovt fag, som jeg hyggede mig meget med.

Visual Communication Design var det fag, som jeg havde højest forventninger til. Desværre var det også det fag, som blev nedprioriteret mest fra min side. Jeg havde glædet mig til at skulle lære programmerne InDesign, Photoshop og Illustrator at kende, men pga. læse- og opgavebyrden samt på de to første fag (Social Media, Self and Society og Managing Media and Entertainment) samt en masse arbejde ved siden af, så fik jeg ikke det udbytte af dette fag, som jeg havde håbet på. Det skyldes dog hverken mine undervisere eller faget i sig selv, men udelukkende min egen arbejdsindsats i faget. Jeg klarede mig fint igennem, men jeg deltog ikke i så mange af de hjælpe-sessions, der var til rådighed, da mange af dem lå i nattetimerne her i Danmark. Jeg er helt sikker på, at faget havde været utrolig lærerigt, hvis jeg havde været fysisk til stede på universitetet, hvor man nemmere kan spare med undervisere og andre studerende, og hvor motivationen formegentlig havde været højere. Jeg føler ikke, at jeg har fået godt nok kendskab til programmerne, i forhold til mine forventninger inden opstart.  

Undervisere

I hvert fag havde man både en hovedansvarlig underviser samt en tutor, som stod for de ugentlige tutorials. Underviserne havde jeg ikke rigtig noget direkte kontakt med, men tutorerne var utrolig søde, imødekommende, engagerede og gode til at forstå vores individuelle situationer, når nu de fleste af os ikke var fysisk til stede. Tutorerne var meget personlige, glade og udadvendte, hvilket jeg kan forestille mig, er den opfattelse man også får af landet, når man besøger det. De gjorde oplevelsen lidt sjovere – og så har de jo også den fedeste accent!

Det sociale

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke har fået særlig meget ud af oplevelsen på det sociale plan. Dog vil jeg alligevel sige, at jeg har ”mødt” mange mennesker fra hver sin del af verden, og selvom det var over Zoom, så har det alligevel givet et endnu større indblik i forskellige kulturer og mennesker. Især i faget Social Media, Self and Society diskuterede vi somme tider nogle følsomme emner, som for eksempel køns- og racedebatten), som gav nogle gode perspektiver fra forskellige mennesker med forskellige baggrunde. De sidste to opgaver i Managing Media and Entertainment og Social Media, Self and Society var gruppeopgaver, hvilket kunne være udfordrende, når man sidder i hvert sit land, men det fungere fint under omstændighederne. Der er dog ingen tvivl om, at det havde været en federe oplevelse, hvis man havde været på universitetet fysisk.

Gode råd fra mig

Selvom jeg ikke har været afsted på den måde, som jeg havde håbet på, så har jeg alligevel et par erfaringer, som jeg gerne vil give videre.

Først og fremmest, så vil jeg helt klart anbefale at springe ud i dét, som kan virke som et uoverskueligt projekt, med at søge udveksling og få alle formalia på plads. Jeg er glad for, at jeg gjorde det – selvom jeg ikke kom afsted. Jeg har været glad for at have nogle andre fag, end dem jeg skulle have på DMJX – og ikke mindst at ’møde’ forskellige mennesker, også selvom det var over Zoom. Så første råd er: BARE GØR DET! Det bliver fedt!

Andet råd er at undersøge fagenes læse- og eksamensbyrde. Jeg havde bevidst valgt fag, som jeg var interesseret i, som jeg følte ikke lignede noget af det, jeg havde haft på DMJX – og også som virkede til at være til at følge med i. Jeg undersøgte på forhånd, at mine fag ikke havde afsluttende eksamener som sådan, men bare nogle opgaver, som skulle afleveres, da det betød meget for mig ikke at drukne i undervisning. Dette var selvfølgelig primært for også at have mulighed for at opleve Australien (hvis jeg havde været der), men det var også rart ikke at være begravet i eksamener til slut i semesteret.
Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg brugte meget krudt på de læse-tunge fag, og mindre krudt på Visual Communication Design, da jeg i bagklogskabens klare lys gerne ville have lagt mit fokus anderledes. Jeg tog udvekslingen for at supplere mine nuværende kvalifikationer og min nuværende viden med noget nyt, som DMJX ikke kunne give – og dét føler jeg, at fagene levede op til.

Mit tredje og sidste råd er at lave en tjekliste med de ting og datoer, som du skal have styr på.
Eftersom at udvekslingssøgning godt kunne virke som en kaotisk proces (syntes jeg i hvert fald), så var det en hjælp for mig at få de vigtige ting skrevet ned. Jeg havde for eksempel skrevet ned, hvornår jeg skulle ind og tilmelde mig mine fag, da man på QUT har mulighed for selv at planlægge sit skema ret meget. Det kræver dog, at man er hurtig og sidder klar, når tilmeldingen starter. Men det gav pote, i og med at jeg kun skulle have undervisning 3 dage om ugen, hvilket havde været fantastisk, hvis jeg havde været der rigtigt.

Et land med åbne arme og store smil

Det er min klare opfattelse, at Australierne er fantastiske mennesker, som byder en velkommen med åbne arme og står klar til at hjælpe dig med hvad end, du har brug for. Menneskerne er utrolig flinke og betænksomme, og jeg følte at mine australske medstuderende og mine tutorer elskede at høre om vores kultur i Danmark (og især om vejret). Jeg følte mig taget godt imod, hvilket jeg også er sikker på, ville være tilfældet i virkeligheden.

Jeg håber inderligt for dig, der læser dette, at du får den fulde oplevelse, hvis du vælger QUT. Det er mit indtryk, at det er et universitet med en masse spændende mennesker, styr på tingene, god undervisning, gode faciliteter og et godt sted at tage på udveksling.
Hvis du skulle have nogle spørgsmål, som du gerne vil stille mig omkring min oplevelse, så skal du være velkommen til at skrive til mig på
camula@dmjx.dk – jeg vil med glæde hjælpe!

Rigtig god fornøjelse med din udveksling!

HDK-Valand i Göteborg

Af: Tilde Døssing Tornbjerg

Mit navn er Tilde, og til dagligt studerer jeg fotojournalistik på DMJX i Aarhus. På mit udvekslingsophold i Sverige har jeg taget del i HDK-Valands bachelorprogram i kunstnerligt fotografi, hvor jeg har fået rig mulighed for at udfolde mig rent fotografisk i et halvt år, da det er det eneste man undervises i (der er flere fag, men de forholder sig alle til fotografiet.)

Jeg har nærmest kun positive ting at sige om opholdet, som jeg tænker kunne være relevant for særligt fotojournaliststuderende. Skolen i sig selv var egentligt grund nok for mig til at tage herop. Det er et kunstakademi, så det er noget helt andet end DMJX, men det har været rigtig dejligt at få andre perspektiver på, hvordan man kan tænke fotografi. Skolen ligger centralt i Göteborg i en fin gammel bygning og har alle værksteder man kunne drømme om. Sort/hvid og farvemørkekammer, skæreværksted, træværksted, scannere, og store digitale printere – derudover har min sin egen atelierplads som man deler med de andre fotografistuderende. Der findes to gallerier i skolens gård som man også har mulighed for at udstille i, og i det hele taget er der mange muligheder for at udforske sit eget fotografi på en ny måde, hvilket har været en kæmpe gave at få, her inden at jeg skal i praktik.

På skolen har man et hovedfag som er mere praktisk fotografi og så et sekundært fag der er mere teoretisk, derudover vælger man et valgfag, hvor jeg valgte at have essäfilm, som jeg varmt kan anbefale, hvis man er interesseret i kunstfilm. Der er ikke meget skemalagt undervisning, da man er rimeligt selvkørende, men folk der går på skolen, vil det virkeligt gerne, så man er meget på skolen og arbejder og sparrer med hinanden. I det hele taget vil jeg sige, at hvis man tager på Valand, skal man have en vis form for motivation for at tage tingene i egen hånd, og også have lysten til at arbejde meget selvstændigt.

Svenskerne er generelt søde og imødekommende og sproget lærer man hurtigt. Alt undervisning foregår på svensk, men der er mange norske og danske elever, så det hele bliver en fin blanding. Og selvom Sverige ligger så tæt på Danmark og kulturforskellene ikke har været kæmpe store, har jeg alligevel lært så meget af at bo i et andet land og lære en anden kultur at kende. Göteborg er Sveriges andenstørste by, men selvom der er mange mennesker, er der meget stille og roligt. Der er enormt meget fin natur – både inde i byen, men også hvis man tager sporvognen ud til skærgården.

Jeg fik tildelt bolig af udvekslingskoordinatoren på Göteborgs Universitet, hvor man kunne vælge mellem lidt forskelligt. Boligerne hedder SGS Studentbostäder og nogle er mere kollegieagtige end andre. Prislejet, hvor jeg boede, er omkring 3800 danske kr, så det er ikke billigt men okay. Jeg boede i en etværelseslejlighed i Elisedal, og det var helt fint – 7 minutter i sporvogn til skolen (der er i centrum), og ellers en halv times gang. Jeg havde eget køkken og bad og skulle ikke dele det med nogen, hvilket var dejligt. Selve lejligheden er dog en del af to kollegiehuse, men jeg mærkede ikke meget til de andre. Der findes kun møbler i lejlighederne, når man flytter ind, så alt sengelinned og køkkenting osv må man selv ud at finde, men der ligger en Ikea ikke så langt væk. Generelt kan jeg sige, at det var fint at bo der, men ikke noget at råbe hurra for.

Alt i alt har jeg virkeligt været glad for mit ophold. Jeg føler jeg udviklet mig enormt meget, og at det har været fantastisk at kunne dyrke fotografi fra jeg stod op om morgenen til jeg gik i seng om aftenen i et halvt år, samtidigt med at jeg har lært nogle rigtig dejlige mennesker at kende. Så en kæmpe anbefaling til Valand og Göteborg herfra.

Udveksling på UPF i Barcelona:

Af Monica Carabias-Jensen

Mit udvekslingsophold har i høj grad været præget af corona, men på trods af nedlukning og restriktioner har jeg haft en dejlig tid i Barcelona, hvor jeg studerede på Universitat Pompeu Fabra.

I Spanien er det akademiske år inddelt i trimestre, som betyder, at man skal tilmelde sig fag på 2. og 3. trimester, når man skal være der i foråret. De fleste af fagene er på 4 eller 6 ECTS point, hvilket betyder, at man skal have en del fag for at nå op på 30 ECTS point. Det kan godt være en udfordring at finde nok fag, som man er interesseret i, da de fleste fag på UPF er på catalansk og kun et mindre antal fag tilbydes på engelsk eller castiliansk.

Generelt er det faglige niveau på universitetet lavere end på DMJX. Der har ikke været særlig meget litteratur, der skulle læses i flere af de fag, jeg har haft. Til gengæld har jeg skulle aflevere mange små opgaver undervejs. Undervisernes engelskniveau er ikke så højt, som man er vant til i Danmark, og det påvirker selvfølgelig oplevelsen. Dog kan det godt være svært at følge med i fagene på spansk, da der bliver talt hurtigt. Jeg taler spansk på et højt niveau (C1), men jeg var alligevel udfordret på at holde fokus to timer i streg på et sprog, der ikke er mit modersmål.

Alt undervisningen har desværre foregået online med undtagelse af et enkelt fag på sidste trimester, hvor jeg havde fysisk undervisning en gang om ugen. Selve fakultetet ligger i Poblenou, som ikke er så langt fra centrum, og derfor kan man hurtigt komme dertil fra centrum ved at tage det offentlige, cykel eller leje en af de mange scootere, som byen vrimler med.

På grund af corona har der ikke været aktiviteter for erasmusstuderende, og generelt har jeg haft indtryk af, at der ikke har været særlig mange udefrakommende studerende i år. Jeg har familie i Spanien og har boet sammen med min kusine, hvilket nok også har gjort, at jeg ikke har været ligeså afhængig af at få kontakt til andre erasmusstuderende. 

Barcelona er en skøn by at bo i. Det er en storby, som har det hele. Der er smuk arkitektur, store åbne pladser og små, stemningsfulde gyder, god mad (hvis man går de rigtige steder hen), tagterrasser med udsigt over byen og ikke mindst sol og strand. Mit yndlingskvarter i Barcelona er Gracia, hvor der efter min mening er en helt særlig stemning og virkelig rart at være.

Mit ophold på LCC i London, foråret 2021

Af Ditte Nebeling Jensen

Lad mig starte med at sige, at min tid i London og på LCC var helt fantastisk! Jeg har ikke et sekund fortrudt min beslutning om at tage afsted, på trods af at forløbet lå midt i corona, og jeg har både lært en masse fagligt og samtidig fået en masse gode venner og oplevelser for livet.
Men – opholdet var selvfølgelig stadig i høj grad præget af corona, og selvom jeg var en af de få, hvis udveksling heldigvis ikke blev aflyst på dette semester, slap jeg dog ikke for restriktioner. Det var planlagt at jeg skulle tage af sted i februar, men fordi den britiske coronavariant rasede i UK fra januar, tog jeg først afsted i start april, hvor jeg startede med at være i karantæne i 14 dage. På den måde varede mit ophold kun 2,5 måned. Jeg fik desværre heller ikke lov til at opleve fysisk undervisning på London College of Communication, så jeg lærte ikke rigtig mine holdkammerater at kende. På trods af disse forhindringer, vil jeg dog anbefale alle der overvejer en tur til London at tage af sted. Det har været alle restriktioner, testkrav, og fejlslagne planer værd!
Herunder vil jeg gennemgå nogle af de punkter, jeg selv havde mange spørgsmål til, før jeg tog til London.

Bolig

Jeg boede i en af skolens ’halls’, hvilket jeg var enormt glad for, fordi det var utrolig nemt og trygt, selvom det også var dyrt (218£ om ugen). Hvis jeg skulle have været længere tid i London, havde jeg nok ledt efter et ’shared flat’, efter et par uger, men i den korte tid jeg var der, var det perfekt. Før jeg fik tilbudt at bo på ’halls’, var jeg meget i tvivl om det overhovedet kunne lade sig gøre at få en plads, men det viste sig at være utrolig nemt gennem en ansøgningsproces på UAL’s hjemmeside. Skolen prioriterer at huse internationale elever, så jeg fik et tilbud stort set med det samme til mit førstevalg, Highline Building, hvor jeg desuden havde den smukkeste udsigt! Jeg boede i det område, der hedder ’Elephant & Castle’, som ligger centralt i sydlondon, med gode forbindelser til resten af byen med både bus og metro (the tube). Sydlondon er stadig råt, og Elephant & Castle har stadig ry for stadig at være en smule utrygt, men der var mange nybyggerier i gang, og jeg opfattede området som grundlæggende rigtig trygt og hyggeligt.

Udsigt fra Higline Building

Det faglige

London College of Communication ligger 5 min. gang væk fra Highline Building, hvor jeg boede, og selvom jeg desværre ikke havde fysisk undervisning på skolen pga. corona, nød jeg det stadig, fordi jeg havde mulighed for at tage ind og studere i skolens ’Digtial Space’, hvor IT-kyndige medarbejdere stod klar til at hjælpe, og hvor store iMacs stod frit til rådighed. Derudover var jeg så heldig, at jeg i et af mine fag fik en studiegruppe, hvor vi alle var bosiddende i London, så vi kunne mødes fysisk og arbejde.
På kurset BA (Hons) Public Relations havde jeg tre fag, som hver bestod af en række forelæsninger, seminarer og derudover to afleveringer som skulle afleveres i løbet af undervisningen. Dermed var der ingen ’afsluttende’ eksamener. Det gjorde dog ikke arbejdspresset mindre, og jeg synes generelt jeg havde ret travlt med det faglige. Men det kan også være fordi semestrene var blevet presset sammen pga. corona.  

Jeg synes overordnet, at niveauet var rigtig højt, især i det teoretiske fag Investigating Contemporary Communication. Underviseren i dette fag er desuden en af de dygtigste undervisere jeg nogensinde er stødt på, og man kunne for alvor mærke, at Raluca Moise virkelig brændte for at undervise og løfte sine elever. Faget bestod af at skrive en plan for sit kommende bachelorprojekt på 6. semester, men da man som udvekslingsstuderende jo kun er der et semester, og ikke skriver bachelor på samme tid og måde som de andre, kunne dette for nogle nok godt virke ligegyldigt. Men hvis man har lyst og mod til at suge teoretisk viden til sig, er Raluca Moise kvinden at gøre det fra.
Derudover havde jeg et praktisk fag, kaldet PR professionalism, som bestod af at lave et CV, en motiveret ansøgning, en portfolie og en personlig udviklingsplan, hvor man skulle beskrive hvilke mål man ville opnå inden for de næste par år. Under normale omstændigheder, vælger mange studerende som en del af dette fag desuden at få en såkaldt ’placement’, (praktikplads) i minimum to uger, som kan ligge henover sommerferien. Pga. Corona valgte jeg dog den anden mulighed, som var at deltage i PR-konkurrencen PAROLO, som blev holdt mellem University of the Arts London og universiteter i Rotterdam og Paris. Her skulle vi i grupper udvikle en PR-kampagne ud fra et live-brief til en ægte kunde, i vores tilfælde vitamin- og energidrikken Füd på 5 uger og præsentere det for de andre deltagere samt dommere fra de forskellige universiteter. Vinderen vandt en betalt sommerskole på to uger i Paris.
I det sidste fag, Collaborative Project skulle jeg, sammen med min gruppe bestående af en anden studerende fra BA (Hons) Public Relations og to studerende fra BA (Hons) Media Communications, også fra LCC, planlægge en ’subvertisement’-kampagne (det modsatte af advertisement) mod et kendt brand. Her var der stor mulighed for at udvikle sine grafiske evner i f.eks. Adobes programmer.

Socialt liv på trods af corona

Mit ophold endte i høj grad med at være så godt, fordi jeg lærte en masse andre Erasmus-studerende på UAL at kende. Vi lavede hurtigt en Telegram-chat, og fik en masse oplevelser sammen, og det var her jeg fandt nogle af dem, jeg brugte allermest tid sammen med, og som også er blevet mine rigtig gode venner efterfølgende. Derudover var jeg rigtig glad for at bo på ’halls’, fordi jeg automatisk kom til at lære en masse mennesker at kende, og især også folk oprindeligt fra UK. En af grundene til at jeg tog til London var også for at blive bedre til engelsk, og det synes jeg i høj grad, at jeg opnåede. De fleste af dem jeg boede med, var en del yngre (18-20 år), men det var intet problem, da alle var søde og imødekommende. Jeg var både glad og lettet over, at det var så nemt at finde venner i byen, på trods af, at corona stadig var så nærværende under mit ophold.

London City

London er jo bare en helt fantastisk by, og jeg vil virkelig anbefale alle at prøve at bo i den, hvis man kan komme til det. Byen er så stor, at hvert område minder om en hel by i sig selv, og på blot et par måneder er det umuligt at komme til at opleve alt, hvad byen har at byde på. Jeg var så heldig, at alting blev mere og mere ’normalt’ under mit ophold, så restauranter, barer og museer langsomt åbnede mere og mere op. Hvis jeg havde haft længere tid, ville jeg helt sikkert også have besøgt nogle af UK’s andre byer som Cambridge, Oxford og Brighton eller have oplevet noget af Englands natur ved turistattraktionen Seven Sisters. Hvis du har nogle spørgsmål til specifikt London eller generelt til det at tage på udveksling er du mere end velkommen til at kontakte mig på dineje@djmx.dk.

På udveksling til UTS foråret 2020

Af: Johanne Jedig Wejse

Her er mine erfaringer fra udveksling til UTS på 4. semester foråret 2020. Skolen lukkede ned efter to dage på grund af Corona, så billedet bliver i stedet for en computer med online undervisning et billede fra et efterfølgende road trip.

Jeg havde min mand med på udveksling, og jeg syntes selv det var svært at finde informationer omkring at have en partner med, så hvis der er nogen, der står i samme situation, er de velkomne til at kontakte mig.

Hvorfor tage på udveksling? 

  • Anderledes fagligt input, der viser journalistisk arbejde i andre lande og danner baggrund for eventuelt fremtidigt arbejde udenfor Danmarks grænser
  • Mulighed for at danne et netværk i udlandet, både med studerende fra landet man er på udveksling i, og andre udvekslingsstuderende. Muliggør fremtidigt samarbejde. Jeg har stadig kontakt til flere af mine medstuderende fra UTS i Sydney (på trods af at jeg kun lærte dem at kende online)
  • Rejser og sjove oplevelser. Jeg var på en måneds roadtrip op langs Australiens østkyst, som var fantastisk; snorkling med havskildpadder, gåture i verdens ældste regnskov, overnatning på en madras bagi en bil. Det er skønt at få nogle fede oplevelser, og udveksling giver rig mulighed for det.

Udveksling på fjerde semester og praktik

Jeg var bekymret for, at mit udvekslingsophold ville blive problematisk ift. praktiksøgning. Men jeg fandt, at der var både fordele og ulemper. Den største ulempe var, at praktiksøgningen tager tid, og i modsætning til de studerende på DMJX, så fik jeg ikke tid fra mit studie til at søge. Det betød en periode med dobbeltarbejde, hvor jeg skulle følge studierne i Sydney, samtidig med at jeg lavede hjemmeside, researchede på praktikpladser og deltog i åbent hus og samtaler. I den forstand var det en fordel, at der var tidsforskel, men det betød også at jeg havde en samtale klokken 23.30 en aften. 

Fordelen var, at min udveksling var et interessepunkt. Det meste af min samtaletid gik med at fortælle om Sydney og de opgaver, jeg lavede dernede. Jeg er overbevist om, at mine erfaringer var med til at skille mig ud i praktikstedernes øjne, og dermed hjalp mig til at få en praktikplads på Jyllands-Posten.

Så på trods af dobbelt arbejde er jeg glad for, at jeg valgte at tage afsted på fjerde semester.

Mit ophold i Lissabon

Af Daniel Gregersen

For mange har 2020 kunne beskrives med ordet ”Pandemi”. For selvom pandemien har ramt hele verden (også Portugal), så har jeg haft et fantastisk semester med en masse gode oplevelser.

Her er lidt tips til dig der skal til Lissabon:

Tag afsted et par uger før studiestart. Oplev byen inden. (Sintra, Caparica…)

Lad være med at booke din lejlighed / værelse hjemmefra. Start med airbnb, indtil du finder det rette. Jeg havde dårlig oplevelse med uniplaces, hvor jeg boede et sted med alt for mange regler. Nærmest som et fængsel. Bøder for forkert affaldssortering, glemme at slukke lyset… osv.

ESCS (universitet)

ESCS er placeret i Benfica lidt ude for Lissabon. Jeg vil anbefale at man bosætter sig INDE i byen. Der sker ikke ret meget i Benfica. Jeg boede ved Sao Sebastiao metro st. Så jeg nemt kunne tage den blå linje til skolen. Jeg kendte flere der i starten boede tæt på skolen. De flyttede hurtigt ind i byen.

Jeg havde nogenlunde 50% af undervisningen online. Hvilket ikke var super spændende, men så var man fri for at møde op i skole.

DML: her skulle vi lege Youtubers. Næsten ingen forventninger, meget nemt.

Graphic Design: Lærte at bruge Illustrator og InDesign. Kan anbefale.

Integrated Communications: Gruppearbejde og lidt rapportskrivning.

Marketing and Communication: Generelt meget kedeligt.

Innovation Society and Technology: God underviser og spændende arbejde.

Photography: Meget individuelt arbejde. Undervisningen var tilgengæld ikke særlig spændende.

Jeg har hørt fra de andre erasmus studerende, at ”History…” og ”Video post production” skulle være ret meget arbejde.

Nieveauet er generelt en del højere på dmjx. Jeg havde virkelig svært ved at have 3 timer af hvert fag ugentligt. Fremfor et fag af gangen. Generelt var skolen nem og der var masser af fritid! Da mange af de andre var fra Spanien, og knap nok kunne tale engelsk.

Men nu er skolen ikke et og alt. Specielt ikke på Erasmus.

Så snart du ankommer så anskaf dig metrokort. Så du kan rejse frit rundt i Lissabon for 40euro om måneden. Det er en lidt besværlig proces at få oprettet i første omgang. (Du skal til pombal og stå i kø af 2 omgange.) Sørg for at få det i starten af måneden.

Ellers så er der Uber og Bolt. Bolt kan nogle gange være billigere end Uber. Derfor download begge.

Hvis du er vild med surfing er Portugal det perfekte sted til dig! (Ved Caparica er der gode tilbud for Erasmus studerende)

Hvis du vil lære portugisisk bliver du nødt til at have noget undervisning. Ellers er det umuligt. Når man er omringet af Erasmus studerende som alle taler engelsk.

Selvom det er sydpå, er der stadig kun 14 grader i december. Så husk også lidt varmere tøj til senere på semesteret. Da husene ikke er isoleret som i Danmark. Og regnjakke.

ELL planlægger en masse arrangementer (eller det fik vi at vide de gjorde pre-covid.) En god måde at møde andre Erasmus studerende på.

Kan varmt anbefale at tage en weekendtur ud til Azoerne og/eller Madeira. Flybilletterne er billige fra Lissabon. (Madeira er 20 grader i januar).

Derudover skal man se Algarve, Nazare og Porto!

En oplevelse for livet, som jeg aldrig kommer til at glemme. Jeg savner det allerede. Jeg kan kun forestille mig hvor vildt et semester det havde været uden Covid. Så hvis du er i tvivl om hvor du vil hen, kan jeg sagtens anbefale Portugal. Det er billigt, varmt, fantastisk kultur og man befinder stadig inden for Europas grænser.

Háskóli Íslands, Reykjavík, Island

Af Emma Amalie Oxenbøll

Har du overvejet at tage nordpå til det isolerede islandske ø-samfund med en befolkning på ikke flere end 350.000 mennesker? Til saga-landet med den smukke natur og en det-skal-nok-gå tilgang til livet? Det havde jeg ikke. Men jeg fortryder ikke et sekund, at jeg endte der. Især fordi det er et dejligt sted at isolere sig, mens Covid raser i verden.

Med undtagelse af storslået natur fik jeg præcis det modsatte af, hvad jeg ledte efter. Jeg kom til en af verdens mindste hovedstæder, til et universitet uden journalistiske fag til udvekslingsstuderende og hvor folk (næsten) taler lige så meget dansk, som de taler engelsk.

Island er nem at komme til som dansker. Reykjavík er en lille by, der til tider kan føles som en provins (men med masser af charme). Fordi byen er så lille, kommer de fleste, du møder, til at være inden for meget kort afstand. Bo derfor så centralt som muligt – det forstærker følelsen af at være i en ny, hjemlig bobbel med alle dine venner lige om hjørnet. Det er en lidt speciel følelse at være i så lille et samfund, der rent faktisk har en app, hvor islændinge kan tjekke, hvor tæt relaterede de er med deres næste Tinderdate, fordi… Alle er relaterede.

Island har masser af bjerge, vandfald, vulkaner, gletsjere, geotermiske pools og en stor litterær tradition. Fyld derfor kufferten med praktisk, varmt tøj, vandrestøvler og efterlad lidt plads til at tage en masse bøger med hjem. Det bliver rigtig koldt efter oktober, men det betyder også, at hele byen bliver dækket af sne og Tjörnin fryser til is og forvandler sig til skøjtebane. Hvis du skal afsted på efterårssemestret, vil jeg anbefale at rejse derop i god tid før semestret starter. Så har du masser af tid til at tage på roadtrip, mens alle veje stadig er åbne. Jeg vil anbefale, at du først går på jagt efter et sted at bo, når du er kommet derop. Jeg fandt selv housing gennem Facebook, men har hørt gode erfaringer med HousingAnywhere. Der er også mulighed for Student Housing gennem universitetet.

Udvekslingsstuderende finder hurtigt hinanden, og der er både WhatsApp og Facebook-grupper til formålet. Skolen er også god til at arrangere og informere undervejs. Og så vil jeg anbefale dig at købe et klippekort til alle Reykjavíks svømmehaller, som de fleste islændinge bruger som socialt omdrejningspunkt efter skole og arbejde.

I forhold til undervisningen skal mine erfaringer tages med forbehold for Covid og for, at jeg kun skulle læse to fag. Det meste af tiden var restriktionerne i Island færre end i Danmark, men det betød stadig online undervisning og et forsamlingsforbud på 10 personer. Derfor er det svært at sige noget generelt om universitetet, der var lukket det meste af tiden. Jeg havde kun to kulturfag, fordi jeg var afsted på 8. semester og kun skulle have merit for 15 ECTS. Jeg kan klart anbefale faget Icelandic Culture, hvor man får lov at læse en masse islandsk litteratur og komme på ekskursioner (når omstændighederne tillader det). Faget er et godt sted at møde andre internationale studerende, som der er ret mange af i Reykjavík.

Fagudbuddet er ret begrænset, når det kommer til journalistiske fag. Derfor endte jeg med at tage et helt andet – og feministisk teorifag – Angry Male, hvor underviseren underviste i sin ph.d. om vrede mænd på internettet. Mit indtryk er, at der er flere af denne type fag, men fagudbuddet varierer meget fra semester til semester. Semestret varer kun fire måneder, men er til gengæld intenst med mindre afleveringer løbende og en uge med midterm eksaminer i efterårsferien. Det betyder dog ikke, at du ikke har tid til forlængede weekendture ud i naturen eller til at tage til filmfestival, Airwaves eller i universitets-biografen, når corona ikke er allestedsnærværende. Háskóli Íslands i Reykjavík er altså en kæmpe anbefaling!

Hogeschool Utrecht, Holland

Af Stine Østergaard

EFTERÅR 2020

Mit udvekslingsophold i Utrecht var utrolig præget af corona-pandemien, men alligevel lykkes det mig at blive pladask forelsket i byen. Jeg synes, det siger noget om, hvilken gennemgribende charme og stemning byen rummer – på trods af nedlukning og restriktioner. Så hvis du drømmer om at komme til en storby med masser af charme, studieliv og mangfoldighed – og samtidig være fri for turisterne – så er Utrecht studiebyen for dig.

Hav in mente, når du læser denne klumme, at de oplevelser, jeg beskriver her, er meget betinget af corona-pandemien og dette efterårs særlige betingelser. Hvis du vil have et mere generelt indblik i skolen og byen anbefaler jeg, at du læser de tidligere klummer om Utrecht. 

DET FAGLIGE

Jeg studerede på HU University of Applied Sciences (Hogeschool Utrecht). Al min undervisning og alle mine eksaminer har foregået online, og det har mildt sagt været noget hø. Det er ikke sådan, man ønsker at lære nyt, især ikke på et udvekslingsophold. Derfor har motivationen og kvaliteten selvfølgelig været præget af dette. Når det så er sagt, vil jeg også sige, at, jeg synes at skole og undervisere, har været utroligt dedikerede til at få nye undervisningsmetoder til at lykkes, og har alle gjort deres bedste for også at være forstående for den nye måde, at være studerende på. Derudover er de utrolig dygtige til engelsk, så kommunikationen har foregået let.

Semesteret er opdelt i to blokke á 10 uger hver, hvori den 10’ende uge er ferie. Man har tre fag pr. blok, altså 6 fag i alt. Hver fag gælder 5 ECTS point– og man opnår derfor en total på 30 ECTS point. Jeg havde online undervisning ca. 12 timer om ugen, men jeg vil sige, at work load’en svarer til ca. 37-40 timer om ugen, alt efter, hvilke fag du vælger, da selvstudie, gruppearbejde og opgaveskrivning fylder en hel del udenfor undervisningen. Du kan vælge fag fra Creative Business og Media Psychology, og du kan kombinere fag fra dem begge. Det gjorde jeg, og det kan jeg klart anbefale. Udbuddet af fag for internationale studerende er stort, så der er mange muligheder.

Jeg havde følgende fag

  • Digital Media Design (CB)
  • Crossmedia Fundamentals (CB)
  • Humanities (CB)
  • Data Storytelling (CB)
  • Mass Media and Mass Persuasion (MP)
  • Cyberpsychology (MP)

DET SOCIALE

Utrecht har et rigt og mangfoldigt socialt liv. Det har jeg godt kunne fornemme på trods af pandemien. ESN (Erasmus Student Network) har efter bedste evne fra allerførste dag forsøgt at skabe online arrangementer, som kunne stimulere vores manglende sociale interaktion. Også BuddyGoDutch, der skaber relationer mellem internationale og lokale, har forsøgt sig med online tiltag. Under normale omstændigheder, ved jeg, at de to skaber rig mulighed for sociale sammenkomster, nye oplevelser i Holland og nye venskaber – events, dagsture og diverse arrangementer.

Desværre var det svært at blive ved med at bevare motivationen for onlinearrangementerne, trods dedikerede og kreative arrangører. Til gengæld har jeg fået set dele af HU campus og af Holland, som jeg ikke ville have oplevet ellers. Når der bliver opsat mange og brede restriktioner, er det med at være kreativ og gå på opdagelse, hvor man kan. Jeg lejede bl.a. en bil med en anden udvekslingsstuderende og kørte ud på road trip i det hollandske. Jeg har gået nogle utroligt lange, smukke ture rundt omkring campus, hvor der gemmer sig meget idyl og flot natur, jeg har været en del i Amsterdam, som ikke ligger længere væk end 30 min i tog, og andre hollandske byer. Der er meget mere at opleve, end man lige tror.  

DET PRAKTISKE
Jeg fandt et kollegieværelse gennem SSH (Short Stay Housing), som er tilknyttet universitet. Det kan jeg klart anbefale – dog skal du være hurtig på tasterne, da der er stor rift om pladserne i en studieby, som Utrecht. Jeg boede i Johanna Building, som er en af de nyere kollegie-bygninger. Her boede jeg med 4 andre udvekslingsstuderende i en enhed. Det praktiske fungerer og bygningen ligger på campus, så du er tæt på skolen, hvis du skal til undervisning eller vil sidde i skolens bygninger og studere. Hvis du vil ind til centrum, er der ca. 5 km, og ca. 20 min på cykel eller med offentlig transport. Det var en perfekt beliggenhed for mig. Jeg vil klart anbefale at bo på campus, fremfor i byen eller i en forstad længere ude. Det er tæt på skolen, ikke langt fra byen, og langt de fleste studerende på HU bor i det område.

Hvis du vil have et tip til offentlig transport (bus eller tram), så anskaf dig et ISIC Mobility Card – det er et særligt slags rejsekort for udvekslingsstuderende, hvori der også er fede rabatter til byens kultur, spisesteder og shopping-muligheder. Derudover skal du anskaffe dig en cykel – det er et must i Holland, og især i en studieby som Utrecht. Næsten alle cykler og de cykler til næsten alt – om det er til bryllup eller til arbejde. Jeg abonnerede på en cykel gennem SwapFiets – det fungerede helt perfekt og problemfrit.

Jeg så ingen grund til at oprette en hollandsk bankkonto, og jeg har klaret mig så fint uden. Langt de fleste steder tager imod VISA eller Mastercard, men gør det alligevel til en vane altid at have lidt kontanter på dig. Det skal siges at Albert Heijn, en af de største hollandske dagligvare-kæder, hverken tager VISA eller Mastercard, men de skal altså også bare lige se, at komme ind i kampen. Og der er mange andre mindst lige så gode, og egentlig billigere, indkøbsmuligheder. Som sagt, så har mit udvekslingsophold været meget anderledes end dit højst sandsynligt kommer til at være, men Utrecht er (med eller uden pandemi) en helt igennem fantastisk studieby. Det mener jeg fra hjertet. Den har alt, hvad en god studieby skal have, og det hollandske folk er utroligt åbentsindede og vil helt sikkert byde dig velkommen med åbne arme og en ”stroopwafel”.

Hvis du har spørgsmål eller gerne vil vide mere om det at tage på udveksling i Utrecht, så er du meget velkommen til at kontakte mig på stost@dmjx.dk

Held og lykke med det! 🙂

HdM – meet the heart of media in Stuttgart

Source: in.Stuttgart / Fotograf

By: Mona El Ghadouini

At the moment, you may be wondering: Does a semester abroad even make sense for me at the moment? The USA, Canada, Australia are what comes to mind when thinking about a stay abroad. In times of COVID-19, those options are not possible – or, considering the status of the pandemic there, not wise or safe. So what now? Just not go? I say no. An amazing semester abroad does not have to be halfway across the world in New Zealand or South Korea – it can also happen just 10 hours south, in Germany. Now, before you laugh and click away, why is it that you have not considered Germany? Is it too close? Too “boring”?

Well, I am here to get rid of those misconceptions. I am a student at Hochschule der Medien Stuttgart – HdM for short – one of the most prestigious media universities in Germany. Where is Stuttgart, though? You may know Hamburg, Berlin, Munich, but haven’t heard of Stuttgart. Stuttgart is at the heart of the southwest of Germany and home to the headquarters of global companies like Porsche, Daimler (Mercedes) and Bosch. We lovingly call it “The Cauldron” because it’s nestled into a valley surrounded by woods, vineyards and quite a few nice sights like Solitude Castle or the TV Tower.

Academics

The international minor at HdM is called “Journalism and Communication Management”, which means it’s suited for both communication students and journalism students from DMJX. The minor offers you courses that are valuable for both journalists and communicators and you get to learn something about “the other side” as well!

You will take these courses:

  • Leadership
  • Content Management
  • International Content Production
  • Innovation Management
  • Corporate Communications
  • And a voluntary German course

 The courses are taught in small classes similar to DMJX. There is a healthy mix of group work and individual work where you get to work on real life cases with actual customers and corporations. For example, in International Content Production, the class took over the Instagram account of the biggest newspaper in the state! You also have each class every week on a set day, giving you more variety in your studies and the opportunity to use what you’re learning in one course directly in the other! Your groups are a mix of international and German students, giving you the opportunity to properly dive into a new culture and make some international friends 😊

If you’re interested in joining a student initiative, take your pick. Want to make TV? StuFe, the student television, is the thing for you with its professional studio. Radio or podcasts? Horads, the city-wide student radio broadcaster, has its headquarters and studio at HdM. Are you more into writing? Then our magazine Vielseitig is right for you. Or if you want to get engaged on an environmental level, or learn more about PR, or be a part of impro theatre, HdM offers you a wide range of initiatives to join.

For those of you, who are not fans of written exams – don’t worry. There are no written exams in this minor. The summer term starts in mid-March and finishes in July, the winter term starts in early October and finishes in January. Your projects and assignments are due in the last three weeks of each term.

Some nice extras about HdM:

  • The pizza and burrito place just five minutes away from the school with student discounts
  • The forest right on the doorstep for a lunch break walk (and the small castle – Bärenschlössle – hidden inside the forest!)
  • The piano in the main building where you can often hear people playing
  • The Learner’s Lab, our big group working space, with its flipboards, whiteboards and wheelie-monitors
  • The edit.Lab, JCM’s newsroom, with its top notch tech and software, group working booths, and a soundproof audio cabin

Social

“That sounds fine and all, but what are you going to do outside of class?” Well, I’m glad that you asked! Stuttgart has a rich culture – museums, galleries, festivals, Christmas markets, or big thrift shop sales. There won’t be a weekend without an event! If you like to eat out, you will find a huge selection of restaurants to choose from, with cuisines from all over the world, and a lot more affordable than you might find in Denmark 😉 Whether it’s amazing burgers at Hans im Glück or delicious sushi at Keyaki, there is no way that you won’t find something you like in Stuttgart.

The city also boasts a big number of universities and higher education schools, so there is a rich student life. In summer, the big dormitories host their annual festivals – so get ready to have an amazing open-air club every week in June! In winter, the Christmas markets in Stuttgart, Ludwigsburg and Esslingen capture the Jul Magic perfectly. Enjoy some Glühwein and Baumkuchen from the booths, or jump on the ice skating rink for a few rounds!

Because Stuttgart is surrounded by vineyards, we have some great local wines as well, that you get the chance to taste at the annual “Weindorf”. All the winemakers will offer their wines at their booths, so grab a glass, grab your friends and go for it!

In July, the city hosts the “Volkswagen Lichterfest” where you can go up to the Killesberg, for example, and see the tower erupt in lights and fireworks.

And, of course, the event that Stuttgart is perhaps most known for: Cannstatter Wasen. You’ve probably heard of Oktoberfest in Munich, the biggest of its kind in Germany. Well, Stuttgart has the second biggest – and twice a year. So it doesn’t matter if you come here summer or winter, the Wasen will be there. You can go on various amusement park rides, or head to the “beer tents” and enjoy some pints with your friends and classmates!

Living costs

Here is the great news: if you are from Aarhus or Copenhagen, you will love the prices in Stuttgart. Housing, which you can get in a dorm or in a private collective, is much cheaper. In the Filderbahnplatz dorm, where most Internationals get to live, you pay roughly 2.300 Kroner for a fully furnished room, all expenses included.

Groceries, eating out, and public transport are also way more affordable. So not only do you get to have a great time, you also get to save a bunch of money as you do it.

Travelling

Located in the southwest, Stuttgart is only a few hours away from France, Switzerland, Austria and Italy. Want to pop over to Strasbourg for a weekend? One hour. To Vienna? Takes you one hour and ten euro on the plane. Maybe a road-trip to the Netherlands? Make a stop along Cologne on your way there! Or if you don’t want to leave the country? You’re in luck. Germany can offer you a super diverse landscape with the alpine mountainside and waterfalls in the south, beaches and sea in the north, and beautiful forests and castles all over the country. So no matter if you’re a hiking, beach or urban vacationer, you will find lots and lots to see and explore in Germany. You don’t only have picturesque spots in New Zealand or Canada – Germany has them too!

Or, as the Deutsche Bahn put it in their campaign:

(Source: https://www.thebestsocial.media/de/wp-content/uploads/sites/3/2019/08/bahnheader.png)

Stuttgart itself offers lots of picture- and sightseeing locations too: check out Solitude Castle, Schlossplatz, the baroque castle in Ludwigsburg, or the picturesque city library. Enjoy the best look across the entire city from the TV Tower (the first in the world!) or take a walk through the Rosenstein park and watch the snow leopards and ice bears in the zoo without having to pay an entrance fee. As for the weather, Stuttgart is lucky to have snow in winter, and hot temperatures in summer! In summer, there’s always people flocking to the lakes in and around the city, so make sure to pack a swimsuit if you go in summer. (And make sure to pack a scarf and hat if you go in winter, it gets pretty cold.)

So why go?

  • You get to make many international friends (HdM has 126 partner universities all over the world)
  • You get to work practically in an international environment
  • You learn about both journalism and communication, disciplines that work hand in hand
  • You gain a broader understanding of your industry
  • You get projects and work samples to add to your portfolio (good to apply for your internships!)
  • And you get to dive into a new culture! 😊

Reasons to become a Carleton Raven, eh?

Af: Camilla Astrup Daniel Larsen

Her sidder vi så, post-Corona, og skal fortælle om vores oplevelser på udveksling. På en eller anden måde har du fået forvildet dig herind på mine erfaringer, så du er måske lidt hooked på det udveksling. Jeg kan kun sige én ting: gør det for pokker! Og søg så om at komme til Ottawa, Canada, så du kan blive en fellow Raven på Carleton U.

Det faglige

Jeg havde ingen journalistiske fag på Carleton, men var stadig utrolig glad for alle mine fag:

  • Social History of Alcohol (HIST)
  • Modern Africa (AFRI)
  • Introduction to Criminology and Criminal Justice (CRIM)
  • Introduction to Indigenous-Settler Encounters (INDG)
  • Judaism (RELI)

Online courses var meget normalt da jeg var afsted, og sikkert endnu mere efter Corona. Jeg havde Judaism som online course, og var rigtig glad for det. Fedt at kunne planlægge sit studie efter ens andre aktiviteter – og dem skal der nok komme rigeligt af!

CRIM var spændende, men et first year course og dermed en klasse på 300 elever. Der var meget underforstået snak, da underviseren forventede, at man kendte det canadiske retssystem. Dog var det til at følge med og få en god karakter, da det var et first year, så lad ikke det skræmme dig væk. Til CRIM blev der desuden tilbudt work shops hver uge, så man kunne gå igennem forelæsningen i en mindre gruppe, hvilket var utrolig hjælpsomt. Så kommer du afsted, og får et fag som tilbyder dette, så udnyt det!

Social History of Alcohol, Modern Africa og INDG var tre fag som passede utrolig godt sammen, og har man bare lidt interesse for historie, så anbefaler jeg dem på det højeste. Jeg oplevede ofte, at ting jeg lærte i ét fag, kunne jeg bruge i det næste fag ugen efter. INDG var også et fedt fag til at lære noget om den Canadiske historie.

     Og inden du kaster dig ud i at kigge på alle de MANGE fag Carleton tilbyder dig, så slår jeg lige endnu et slag for Social History of Alcohol, som var, by far, det bedste fag jeg havde. Utrolig sympatisk underviser, som virkelig kan sit stof. Desuden, så bringer han smagsprøver af forskellig alkohol med til undervisningen, og det var meget nice sådan en mandag aften 😊

Jeg var afsted i foråret, så vær opmærksom på, at nogle fag kun udbydes i winter term og noget kun i fall term.

Et godt råd:

Man kan de første 14 dage af semesteret skifte fag, og også få hjælp til det, men det gør det muligt at vælge fag ud fra hvornår de afholdes. Jeg valgte derfor at have alle mine fag mandag, tirsdag og onsdag, så jeg havde lang weekend, og mulighed for at tage på ture til Toronto eller Quebec ect..

Det sociale

     Og nu vi snakker om lang weekend, så sørg for, at du har torsdag aften fri, da der hver torsdag er Thirsty Thursday på Ollies, som er baren på campus. Altid fede fester, hvor der er temaer hver uge – fx Country Night!

     Der er også mange forskellige klubber på campus man kan joine, og det er en fed måde at lære nogen at kende på.

CUEx er gode til at holde events for udvekslingsstuderende, og et godt råd er, at melde sig ind i en gruppe der hedder CUEx 2019-2020 (selvfølgelig alt efter hvornår du er afsted).

En klub som er værd at nævne, er skiklubben. De kører hver søndag til Mont Tremblant, og har den vildeste fest på vej hjem i bussen. Find dem på IG og få en idé om hvad det er.

Personligt vil jeg anbefale PCCOC som er outdoor-klubben. De holder en tur i den uges ferie der er i hvert semester. En tur som fyldes hurtigt op, så vær hurtig med tilmelding. Og bare rolig, der er mange som tilmelder sig, som ingen kender. Fedeste tur, hvor man får set den canadiske natur og får et indblik i the Canadian Spirit!

Nice to know

Man kan bo på campus, og vær opmærksom på hvornår man kan ansøge fra, da der hurtigt fyldes op. Jeg boede i Leeds House, hvilket var fedt, da man havde sit eget værelse, skulle dele badeværelse med en og fællesrum med tre andre. Det er ikke splinter nyt, men super rart på de kolde dage, bare at kunne gå ned i tunnelerne og undgå de -25 grader.

Jeg var også på full meal plan, hvor jeg havde unlimited måltider i the Caf, hvilket kan anbefales. Ja, det kan være lidt ensformigt, men en luksus ikke selv at skulle stå og lave mad i det lille tekøkken i ens fællesrum.

Vær desuden opmærksom på fra hvornår du kan søge dorms, og få søgt på dagen, da de hurtigt bliver optaget.

Mange andre udvekslingsstuderende boede i Envi Hourse, som kun ligger 5 min væk med the O-train. Det er dog væsentlig dyrere, men også splinter nyt. Ellers kan steder at bo findes i denne FB-gruppe: https://www.facebook.com/groups/524220117678841.

Når man flytter ind et sted i derovre, så betaler man for HELE perioden up front, så hav lidt på kistebunden.

     Om efteråret er der Panda Games, som er Amerikansk fodbold, men om vinteren er der Capital Hoops, som er kæmpe events du bare må til. Carleton har desuden en af de bedste college baskethold.

     Et sidste råd her på falderebet må være, at der er en lille butik i ByWard Market (der hvor de fede spisesteder og klubber/barer ligger), som sælger europæiske varer, hvor man kan finde pumpernickel, hvis man, lige som mig, altid savner rugbrød. Her findes der også Beaver tails, som er dødlækkert.

Har sikkert glemt at fortælle om et eller andet vigtigt, så har du uddybende spørgsmål eller bare gerne vil høre om noget andet, så tøv endelig ikke med at skrive til camillaadl@outlook.com. Hjælper altid gerne en kommende Raven, og få nu bare sendt den ansøgning afsted 😊