Back to Nature

Af Katharina Kløve

New Zealand er et vanvittigt smukt og foranderligt land. Auckland er en vanvittig kedelig og uoverskuelig by. Jeg har haft seks vidunderlige måneder på den anden side af jorden, men jeg tror, det hænger sammen med, at jeg ikke boede i Auckland.

I stedet valgte jeg at købe en van og cruise rundt. Jeg havde helt tilfældigt og meget heldigt kun undervisning onsdag og torsdag. Resten af ugen var jeg så langt væk fra Auckland som muligt. Og det er uden tvivl den bedste måde at opleve New Zealand.

Mine medstuderende var fem-seks år yngre, og selvom de var søde og imødekommende, er New Zealand fyldt med andre mennesker, som det er mere spændende at lære at kende.

Fagligt har jeg ikke en finger at sætte på noget. Auckland University of Technology er et super professionelt sted, men samtidig nede på jorden og folk er utroligt hjælpsomme. Jeg fik fire fag, som jeg har lært vildt meget af, og det har været både motiverende og forfriskende at gå i skole på en helt anden måde, end man er vant til fra Journalisthøjskolen.

New Zealand er fyldt med folk fra hele verden, og den generelle kiwi er meget nysgerrig, gæstfri og glad for at høre pæne ting om sit land. Auckland er en kulturel smeltedigel, som ikke fungerer. Den er sat sammen af en masse forstæder, der ikke hænger sammen. Infrastrukturen er helt hen i vejret eller bare ikke-eksisterende. Der bor ekstremt mange forskellige kulturer, som holder sig for sig selv, og hverken interagerer med eller lærer fra hinanden.

Man skal ud af Auckland for at opleve det ”ægte” New Zealand: Og det er en overvældende smuk og foranderlig natur, og nogle mennesker som lever i pagt med den. Den anden side er en generel tendens til konservatisme. Forstået i sin oprindelige betydning som frygt for forandringer. Der er ingen ”undergrund”/subkultur, ingen kulturel mangfoldighed eller spænding.

Som en tidligere britisk koloni er New Zealand stadig fastlåst i: ”Nej, det kan man da ikke!” Hvis man tror, vi lider under Janteloven, er den tusind gange stærkere i New Zealand. Man må helst ikke fejre hverken livet eller sig selv. Med det sagt, er landet – og især sydøen – en god destination for at fordybe sig i naturen, surfe, udøve ekstremsport, snowboarde, longboarde, cruise rundt, samle drivtømmer, udforske vulkaner, hike og blive væk.

Sanser på overarbejde

Af Anne Winther

2000 klik på kameraet, men fotografier er slet ikke tilstrækkeligt, når New Zealands storslåede natur og alverdens adrenalin junkie adventures skal indfanges. Det skal opleves ”live”.

Det første jeg så, da jeg landede i New Zealand var Christchurch, der for et år siden blev ramt af et voldsomt jordskælv. Byen var helt spøgelsesagtig og selve centrum var helt lukket af. Butikkerne var rundt omkring i containere og hele bydele var forladt og ødelagt. Jeg skyndte mig videre til vestkysten på Sydøen, hvor jeg straks blev forelsket landet, der har et stykke af hele verden i sig.

På vej ned ad Vestkysten mødte jeg flere backpackere, der snakkede om Franz Josef Gletcheren og hvor fedt det havde været at kravle på den. Jeg blev overbevist om, at det måtte jeg også prøve, selvom det ikke var helt billigt, så tog på en halvdags tur med efterfølgende spa inkluderet i prisen. Så her var vi omkring tyve i en flok med en smuk guide fra Canada på vej op af min første helt uvirkelige naturoplevelse; The Franz Josef Gletcher. Mand, det var fedt og alle pengene værd. Jeg kunne høre gletcheren flytte sig og det lød som en dyb torden lige før et uvejr og imens kravlede vi bare højere og højere op på isen, gennem huller og over dybe sprækker. Vild og uvirkelig oplevelse.

En anden førstegangs oplevelse var da jeg tog med en anden dansker på tur til Rotorua, der er kendt for sine enorme gejsere. Jeg har aldrig været på Island, så en 30 meter høj og eksplosiv vandstråle var noget af et syn for mig. Specielt fordi den lå i et område med termisk aktivitet, så lugten af svovl og lyden af boblende mudder i nærheden gjorde ikke oplevelsen mindre. Her så vi også et show, hvor vi blev præsenteret for ægte Maori kultur med Haka og Poi, som er danse. Især Hakaen er imponerende og bliver desuden altid udført af det New Zealandske Rugby landshold inden kampene for at skræmme modstanderne. Så fik set en del Haka – krigsdanse.

Det siger sig selv, at New Zealand har en del kyststrækninger og mange af dem er smukke strande. En berømt en af slagsen er på Nordøen helt oppe i toppen. Her var jeg på weekendtur med to gutter, da vi skulle springe i faldskærm fra 16.000 fod. Kan kun sige en ting om det udspring: gør det! Det var sent efterår, men solen skinnede og der var 25 grader, så en helt perfekt dag og efter vi var kommet ned på jorden igen alle tre, tog vi med en bus til spidsen af landet, som hedder Cape Reinga. Umiddelbart havde jeg ikke de store forventninger, men hold nu op, hvor var der smukt. De to have, Det Tasmanske Hav og Det Indiske Ocean mødes her, og det er noget mere tydeligt at se i vandet end ved Grenen i Skagen. På en dag som vores føles det som at stirre ud i uendeligheden fra plateauet med det lille hvide fyrtårn.

Der udover så jeg mange strande, med fint sand, med store og små sten, med sort sand, med blåt sand, med pingviner der kom trissende op ad vandet, med sæler der solede sig og strande med albatrosser med høje skrig, men den underligste og sjoveste strand er nu Hot Water Beach, der ligger på Nordøen i Coromandel. Her var jeg med en kæmpe flok internationale studerende og det specielle er ikke de store bølger, der er perfekte til surfing, nej det var nede i sandet. På en lille strækning på stranden graver man simpelthen huller i sandet og få spadetag senere har man sin egen spa fyldt med lækkert varmt vand midt på stranden. Ret sjovt at se omkring 100 mennesker sidde i huller hulter til bulter mellem hinanden i badetøj.

I skolens to ugers ”Mid-Break” stod Sydøen igen på programmet og efter en lille flyvetur landede jeg sammen med min kammerat fra Danmark i Queenstown – Sydøens Mekka for adrenalin junkies. Der var EN ting jeg bare skulle gøre på New Zealand: springe ned mod afgrunden mellem to bjerge fra 134 meters højde. Nevis Bungee Jump siges at være verdens andet højeste udspring og der var virkelig også langt ned, da jeg stod med fødderne vippende ud over den lille plade, hvor jeg skulle springe fra. Elastikken holdt og hele oplevelsen er det fedeste jeg nogensinde har prøvet. Det blev fejret med en Fergburger, som er Queenstowns berømte burger, der klart levede op til dens status som bedste burger i New Zealand.

Det her er blot en lille del af det jeg oplevede og har slet ikke set og gjort det hele, for løb tør for både tid og penge. Må tilbage!!

Sweet as New Zealand

Af Tor Johannesson

En fantastisk natur, hæsblæsende adventure-oplevelser og afsindigt flinke mennesker. Der er mange grunde til at tage på udveksling i New Zealand – og også et par ting, der taler imod.

Auckland University of Technology ligger midt i landets største by, Auckland. Det samme gør studielejlighederne, man som udvekslingsstuderende får tilbudt. De er dyre, men det er alle boliger i midtbyen. Auckland har alt, hvad en storby skal have af natteliv, og samtidig er der let adgang til lækre strande og smukke vulkaner. Men man skal ikke tage til New Zealand for Aucklands skyld. Man skal gøre det for at se hele det fantastiske land.

Så vælg AUT hvis du altid gerne har villet til New Zealand – og har rigeligt penge. For det er dyrt, og man får lyst til at gøre dyre ting. For det første er leveomkostningerne høje. Boligudgifterne snupper ens SU, og discount-supermarkeder er en by i Rusland. Dertil kommer at hvis man virkelig skal have noget ud af opholdet, så skal man tage sig rigelig tid til at rejse rundt i landet. Og det koster også – især når man bliver grebet af stemningen og skal springe i faldskærm og ud fra broer, som alle de andre.

Man får nemlig hurtigt masser af venner blandt de andre internationale studerende. Og man skal heller ikke gøre meget for at blive venner med de Newzealændere, der bor i de samme studielejligheder. Mange af dem er dog lidt unge, da det ikke er unormalt at starte på universitetet som 17-18-årig.

Det betyder også noget for det faglige. Tag fag på et højt niveau, ellers kommer man til at kede sig. Det er mit indtryk fra mine egne oplevelser, og hvad jeg har hørt fra andre, at de rent journalistiske fag er ret lavt niveau. Selv tog jeg to forskellige PR-fag, og det var kun det mest avancerede, Reputation Management, der var godt. Her havde jeg til gengæld glimrende undervisere og spændende gæsteforelæsere.

I forbindelse med fagvalg skal man også være klar over, at det er ret besværligt at få fag uden for kommunikationsområdet. Med lidt overtalelse kan man dog godt få fag inden for det samfundsvidenskabelige fakultet. Men igen skal man være klar over, at undervisningen ikke er på et voldsomt højt niveau. Jeg tog f.eks. et fag, der hed Asian Pacific Issues, og det føltes som samfundsfag i gymnasiet, dog med fokus på Stillehavsregionen.

Så for at opsummere, vælg AUT, hvis du har en drøm om at se New Zealand og har rigeligt med penge – eller adgang til nogle lækre legater. I så fald så kan du ikke undgå at få et helt forrygende halvt år.