Brexit, Premier League og Corona-Boris (Solent University, Southampton)

Af Madeleine Toft-Vandborg, 3. semester journaliststuderende

Jeg valgte at tage på udveksling for at kunne prøve kræfter med sportsjournalistik, og derfor faldt valget på Solent. Det blev til to måneder i England inden Corona lukkede skolerne og mig og mine to kufferter vendte snuden mod Danmark.

Det korte ophold jeg nåede og have var sjovt og berigende, og gav mig nogle gode professionelle kontakter og kompetencer til fremtiden. Til trods for bøvlet med online undervisning og for tidlig hjemrejse fortryder jeg intet ved mit ophold på Solent.

Southampton og universitetet

Solent University er et af to universiteter i Southampton. Byen er derfor fyldt med unge mennesker og har et godt studiemiljø med natteliv, butikker og arrangementer.

Byen er også hjemsted for Premier-League klubben Southampton FC, og universitetet har et rigt sportsliv.

Universitetet og dets udlandsafdeling (særligt Janine) er rigtig gode til at informere og svare på de mange spørgsmål, man måtte have. Der er et stort fokus på de studerendes velvære, og udlandsafdelingen tjekker jævnligt op på deres udvekslingsstuderende.

Corona-situationen beviste at skolen er gode til at informere og opdatere deres studerende regelmæssigt, hvilket var en kæmpe hjælp, da jeg rejste tilbage til Danmark og skulle deltage i online-undervisning.

Muligheder for ture udenfor Southampton er gode med Portsmouth, Bath, Brighton, Bournemouth og New Forest national park alle i dagstur-afstand, og London kan nås med en 1,5 time lang togtur.

Bolig

Southampton er ganske overkommelig og føles mindre end den er. Centrum er meget begrænset, og det meste er i gåafstand, uanset hvor du bor henne. Mit råd vil være at benytte sig enten af universitetets student residences, der er ligesom kollegier herhjemme, eller unilife, der tilbyder lejligheder med eget køkken. Jeg boede på Kimber, der er kollegiet tættest på universitetet, samtlige kollegier ligger dog tæt på hinanden. Kollegierne er udmærkede men vær opmærksom på, at der kan være meget larm til langt ud på natten i hverdagene.

Fag

I mit tilfælde var der to sportsjournalistiske fag tilgængelige. De har dog også en række fag indenfor modejournalistik og mere kreative fag som foto og film.

Jeg havde fagene ‘Web production for sports journalists’, ‘Presenting skills’ og ‘Marketing principles and customer communications’.

Niveauet blandt de medstuderende er svingende. Jeg var heldig i ’Web production’ og ’Presenting skills’, der begge bestod af det samme hold 4. semester sportsjournalister. Generelt set var de initiativrige og på omtrent samme niveau som de studerende på DMJX.

‘Marketing’ var et mareridt med umotiverede medstuderende blandt de få, der møder. Det var så forstyrrende, at vi tre Erasmus studerende, der havde faget, overvejede at skifte.

Man kan kvit og frit skifte fag indenfor de første uger, og man har derfor mulighed for at prøve forskellige fag af. Så der er ingen grund til bekymring hvis nogle af fagene ikke lever op til forventningerne.

Man skal ønske om fag og bliver bedt om at vælge fem. Min anbefaling vil være at få godkendt alle fem og ikke blot de tre, man satser på at få. Min oplevelse var, at de fleste Erasmus studerende skiftede deres fag, og mange skiftede mere end ét. De fag, jeg havde fået, endte med at overlappe skemamæssigt, så jeg startede med at skulle skifte fag.

Underviserne er meget hjælpsomme, særligt når det kommer til udvekslingsstuderende. Dog vidste flere af mine undervisere ikke at jeg var var ’ny i klassen’, så gør dem endelig opmærksom på, hvem I er.

Sociale miljø

Som så mange andre sikkert også har nævnt, så gør brug af de andre Erasmusstuderende. Vi havde en gruppechat på Whatsapp, hvor der blev aftalt gruppearrangementer. Personligt kom jeg dog også godt i snak med mine engelske medstuderende, men jeg hørte fra andre Erasmus studerende i Southampton, at englænderne holder sig til deres grupper og ikke er særlig imødekommende. For det meste vil de dog gerne snakke med jer, hvis I opsøger dem.

Leave a Reply

Your email address will not be published.